Og så skete det her:

Vi var doomed, men miraklernes tid var ikke forbi!

image1-34

Det er tid til en lille update på Wilders søvn.

Jer som har læst med ved jo at det har været et kæmpe issue.

Drengen har virkelig ikke ville sove og har det første år af sit liv sjældent sovet en hel time ad gangen og han skreg og skreg. Jeg var ved at blive helt skør. Altså i virkeligheden. Jeg var der hvor jeg, hånden på hjertet, tænkte at det var en fejl at vi havde fået et barn til. Jeg havde det så sindsygt dårligt over at have det sådan, jeg følte mig som en dårlig mor og nogle nætter kunne jeg selv bryde sammen i gråd, mest fordi jeg blev i tvivl om jeg elskede ham lige så højt som jeg elskede Svale. For det var virkelig svært at mærke min kærlighed til ham, da det var aller værst.

Tingene har heldigvis ændret sig gradvist. Jeg rendte jo til alt muligt halløj med Wilder for at finde en årsag til at han ikke sov. Jeg slog mig selv i hovedet med at det måtte være grundet hans kraniebrud fra da jeg tabte ham på gulvet og det gjorde så ondt indeni! Den dårlige samvittighed, søvnmangel og den manglende ultimativ-kærligheds-følelse, gjorde at jeg brød sammen!

Jeg fik heldigvis hjælp af en moderlig sundhedsplejersken og en dygtig familiepsykolog. Jeg troede jeg skulle have hjælp til at få Wilder til at sove, men i stedet fik jeg hjælp til at bearbejde mine egne følelser omkring det at Wilder ikke sov og min dårlige samvittighed over hans tur på gulvet. Aller vigtigst fik jeg at vide at det er helt normalt ikke at kunne opleve den uendelige kærlighed jeg forventede, når drengen holdt mig vågen 24-7 og skreg dag og nat. Det hjalp helt kolo-enormt.

Jeg begyndte at holde af mig selv igen, og af ham. Jeg holdt op med at analysere Wilder og hans søvn, holdt op med få ham undersøgt i hoved og røv, holdt op med at kigge på uret hver gang han vågnede for at konstatere at jeg havde sovet 21 minutter og jeg blev et gladere menneske og en bedre mor. Jeg var selvfølgelig stadig uendelig træt og skrøbelig og var fortsat bare skyggen af mig selv.

Lyset for enden af tunnelen, at min barsel sluttede, skal heller ikke undervurderes. Det var en sand gave at komme tilbage på arbejde og overgive nattemonstret til Sune. Jeg skammede mig næsten over hvor enormt jeg glædede mig til at komme på arbejde. Glædede mig til at være lidt væk fra Wilder, glædede mig til at være hende der skulle sove om natten. Jeg følte mig igen som en ravnemor lige ind til jeg startede og opdagede det var rigtig godt for hele familien at jeg gik på arbejde.

Sune tog over med Wildis og forstod først der hvor sindsygt nætterne forløb. Han havde hele vejen igennem min barsel kun taget Wilder et par få nætter og han fik sig vidst et lille chok da han pludselig oplevede hr. Natteravn på egen krop.

Men ligeså langsomt begyndte det at gå fremad, og nu kommer det: WILDER SOVER! Sover som en helt almindelig dreng på 15 måneder. Han er blevet ældre, hans hjerne er blevet mere moden og han napper nogle meget længere stræk. Det er gået stille og roligt, men nu ligner det sgu efterhånden noget!

Han bliver puttet ved 19-tiden og vågner så et par gange til ved 23-tiden. Han er rykket ind på Svales værelse, hvor hans tremmeseng står under hendes halvhøjeseng. Vi er ofte derinde et par gange eller tre i løbet af en nat, men det er jo peanuts. Han er en urolig sover og klynker meget i søvne.  Han vågner stadig mange gange for at finde sin sut, kanin eller dyne men vi har fundet ud af at det er bedst vi ikke går derind, men prøver at lade ham klare den selv først, for det kan han faktisk godt. Han putter sig selv og falder i sød søvn igen. BINGO!

Vi går selvfølgelig derind efter et lille stykke tid med gråd eller hvis han græder på den der særlige måde, hvor man kan høre den er gal, og så har han ofte lavet en lort, er tørstig, sutterne eller kaninen er faldet på gulvet eller også har han lige brug for et kærligt klem.

Jeg troede virkelig aldrig at denne her dag ville komme, hvor jeg kunne sætte mig ned og skrive det her blogindlæg.  Jeg var sikker på at jeg var doomed og måske aldrig ville blive den samme igen! Men nej, Jeg sover ofte flere timer i træk, min hjerne fungerer noget nær normalt og jeg har genfundet mit selvværd, min selvtillid og allervigtigst den almægtige kærlighed til min dejlige Wilder.

Miraklernes tid er ikke forbi!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så skete det her: