Hjemmestrik

Tomhjerne og Monster on the go….

  Kan man godt være dødsens træt af sig selv?
Kan man også godt være dødsens træt af sit eget barn?
Jeg er rimelig træt af os begge to for tiden. Især af mig selv.
Jo større min mave bliver, jo mere svinder min hjerne.

I løbet af de sidste par dage har jeg formået at gå ned og handle uden penge eller kort. 2 gange!!!!Begge gange opdagede Jeg det først da alle varerne var lagt på båndet og jeg stak hånden i en tom lomme. Det er så skide irriterende at skulle pille alle sine varer ned igen imens man smiler fjoget til de andre kunder i køen og leger det bare er fordi man har glemt at man også lige skulle have en leverpostej…. Det føles som en lang tur når man slukøret lusker hjem efter sit dankort (til en mand som ruller med øjnene.. specielt anden gang…)og derefter hele vejen tilbage igen….

Jeg er simpelthen så distræt at det halve kunne være nok. Flere gange denne uge har jeg været i tvivl om hvilken dag det var. På Onsdag har jeg lavet tre aftale oven i hinanden, den ene er et jordmoderbesøg som har stået i kalenderen de sidste mange uger… I eftermiddags var jeg i ca. 10 minutter sikker på min cykel var blevet stjålet indtil jeg kom i tanke om at den var hos cykelhandleren og få ny slange og så har jeg været tre dage om at bestille en 3 x 34 transport til at flytte en sofa i morgen, fordi jeg blev ved med at glemme hvad jeg havde gang i.

Forleden da Svalen og jeg skulle tage toget til sommerhuset, fordi Sune var kørt i forvejen for at sætte brændeovn op, tog jeg det forkerte tog. 
Det er svært at forklare hvad der skete i min hjerne. Men der kom et tog og det satte Svale og jeg os ind i uden rigtig at bekymre os om hvad der stod på det.
Det gik skide godt. Svale sad stille på sit sæde, pegede på toge, træer og mænd med solbriller og folk i kupeen smilede sødt og jeg bildte mig ind at de tænkte : Ej et sødt og velopdragent barn, sikke de hygger sig og ting i den dur…….Lige som jeg, i tankerne, sad og roste mig selv og Svale allermest sagde en mekanisk stemme i højtaleren : “Toget ankommer nu til Høje Tåstrup, toget kører ikke længere og blablabla….” Nej nej, vi skulle jo til Frederikssund. Jeg blev stresset og Svale blev hidsig over pludselig at skulle forlade sit nye hygge-spot.
Da vi endelig fangede toget tilbage var Svale højrød i ansigtet af at skrige og jeg havde sved på panden og et anstrengt udtryk i ansigtet. Svale havde sin papegøje og pingvin med som nær var røget ud på skinnerne fordi hun hidsigt kylede dem ud af tog-døren, ved en tilfældig station, af bare arrigskab! De blev heldigvis reddet i sidste øjeblik og jeg følte mig som en idiot der blev revet rundt i manegen af en knap 2-årig. Jeg åndede lettet op da vi endelig stod ud på Valby station hvor vi skulle skifte til det rigtige tog og der lige var 2 minutter til at løbe op i kiosken og købe afpresnings-chokolade og Cacaomælk til den sidste seje strækning.

Resten af turen var et mareridt! Jeg var i selskab med et hylende, chokolade spisende monster som konstant ville have sine sokker af og på, som kastede med ipaden, gik i flitsbue, sparkede,spyttede og virkelig satte mine mor-evner på prøve i det offentlige rum. Ikke særlig rart. Til sidst valgte jeg at gå ud i mellemgangen, lænke monsteret fast i sin klapvogn, mens det skreg  i et meget ubehageligt højt toneleje. Imens monsteret holdt koncert og splittede en æske rosiner til atomer, tog jeg en dyb indånding, stirrede stift ud af vinduet og brugte al min energi på at lege at vi ikke fandtes. Stationerne sneglede sig forbi, og i mellemtiden faldt monsteret på mirakuløs vis langsomt til ro ved at pille i en løs syning i klapvognen. Det før så højrøstede monster rakte ud efter min hånd og fik på snedig vis tørret sit chokoladefrådde/snot af i ærmet på min lyse silkejakke fra Stine goya. SUK! Men lige der var jeg faktisk ret ligeglad, bare der ikke kom flere høje lyde….

Endelig trillede toget langsomt ind på den rigtige endestation. Jeg strøg mit umulige barn over håret og fik et træt smil til gengæld. 1-0 til den yngste af os. 

Idet vi skulle til at springe af toget, bankede en mand på vinduet ud til gangen og peger på sædet hvor vi sad for 10 minutter siden. Jeg stikker hovedet ind i kupeen og ser at Papegøje og Pingvin sidder helt alene tilbage på sædet. Jeg havde åbenbart glemt dem da jeg med et stift skrigende barn under den ene arm og en mulepose proppet med prinsessekatte, ipad, Babpapappa bøger og kiks under den anden, kapitulerede og fortrak mig til gangen. Væk fra de bebrejdende blikke…
“Husk jeres venner” sagde han venligt. “Det virkede” fortsatte han smilende og nikkede ud mod flæskemakronen som nu sad veltilfreds og pillede næse. 

JA gud ske tak og lov! 
Tak søde mand for at sørge for at Svales uundværlige venner kom af toget og tak for at give mig et skulderklap som jeg havde aller mest brug for et!

Hold op hvor var både Svale og jeg trætte og glade da vi så Sune trille ind på parkeringspladsen for at hente os. Det skulle fejres med en ordentlig lur!

Resten af weekenden fortsatte nærmest i samme dur. Jeg var glemsom og distræt, Svale var hysterisk. Vi har hygget os, men det har også været noget af en opgave at holde monsteret i bare nogenlunde humør. 
Vi kørte tidligt hjem Søndag og direkte over til Sandra, Morten og Fætter Vilfred som var i nogenlunde lige så godt humør som Svale. De to sure legede noget larmende bil-smadder imens vi andre drak kaffe.
Tænk engang, jeg troede aldrig jeg skulle have det sådan her, men idag har det næsten været dejligt at det var mandag.
Så JA. Man kan godt være røv træt af sig selv og sit eget hysteriske barn. Jeg håber det bare er en fase for os begge to og jeg satser på at den er ultra kort 🙂

4 kommentarer

  • Jane

    Åh gud, hvor er det genkendeligt! Tak for at dele dén historie. Du er ikke alene 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sophie

    Jeg er ikke selv mor (endnu), men det er så utroligt befriende når forældre tør være ærlige og erkende at der af og til er dage, hvor overskuddet til ens barn er svær at finde. Jeg ville ønske at der var flere der ville hoppe ud af selv-realiserings-boblen og åbne lidt op for hele den perfekte mor-far- og barn facade og stå frem og fortælle at det at være forældre ikke altid er en dans på roser. Det er ihvertfald her at jeg opnår den stor respekt jeg har for mine egne forældre og deres ærlige beretninger på godt og ondt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus

    Hahahahahahahaha i er skønne- hun kan komme på ferie anytime i behøver et break

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Ej hvor jeg bare ELSKER din måde af skrive på du er simpelhen så skøn

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmestrik