Blød trøst og en spændende nyhed på bloggen.

Tid til at elske og tid til at hade

Det er nogle tunge dage inden i mig for tiden.
Sorgen kommer i bølger og de sidste par dage har bølgerne været så store at det føltes som om jeg skulle drukne. Som om det er svært at trække vejret, som om det kun er lige med nød og næppe at det lader sig gøre at hænge sammen.

Sorgen kommer desværre ikke alene. Den kommer med sin kedelige følgesvend vreden. Vreden fylder disse dage mere end selve sorgen og den er så lidt konstruktiv.
Vreden fører til had og hadet fører til et ønske om hævn.

Jeg er i sorg over min far er død. At jeg aldrig skal se ham igen. At mine børn skal vokse op uden en morfar. At jeg aldrig mere skal gå en tur, arm i arm med ham, i hans barndomskvarter. At jeg ikke skal opleve hans søde skæve smil igen. At det er slut med at ringe til hinanden og sige godmorgen og høre hvad dagen skal byde på. At jeg ikke har ham til at vende livets små og store spørgsmål. Jeg er bare så ked af det over jeg ikke har en far og jeg kan slet ikke forstå at han er væk – lige pludselig uden vi nåede at sige farvel…. Det er så skidt, for han var den bedste far – en meget anderledes en af slagsen.

Jeg er vred fordi han skulle dø i så hæslig en ulykke. Jeg er vred over at jeg skulle se det. Jeg er vred over at min far var så hårdt kvæstet og omkom på stedet og der ikke var krøllet et hår på lastbilchafførens hoved. Jeg er så vred over at noget så dyrebart er blevet taget fra os, på så uretfærdig vis. “Ham lastbilchaufføren er en rigtig dum skiderik, for han har faktisk gjort hele vores familie meget kede af det – også alle fætrene og kusinerne” sagde Svale den anden dag. Og det er helt rigtigt!

Jeg er fuld af had. Had til at livet skal være så tilfældigt og meningsløst. Had til lastbilchafføren. Jeg hader at han har slået min far, som kørte så pænt og langsomt, ihjel. Jeg hader ham for at tage stoffer og være så blæst at han mister herredømmet over sin lastbil. Jeg hader ham så inderligt.
Det føles som om min brystkasse skal eksplodere og jeg har lyst til at skrige af mine lungers fulde kraft – had er en stærk følelse!

Følelsen af had udløser et ønske om hævn, et ønske om at chaufføren bliver straffet. Nogen vil mene at det er straf nok, at han skal leve med at have slået et andet menneske ihjel. Sådan har jeg det ikke. Jeg er hævngerrig og har lyst til at han skal brænde op i helvede. Jeg har lyst til at det også skal gøre ondt i hans liv. Det kommer vores far ikke tilbage af, men jeg har et behov for en eller andet form for retfærdighed….

Det er ikke nogle særlig pæne eller legitime følelser der er på spil. Men på trods af det, har jeg givet mig selv lov til at være både vred, hadefuld og hævngerrig. Den eneste måde jeg kan komme af med de følelser og finde tilbage til sorgen er ved at være i dem.

Ved min fars bisættelse sagde præsten:
Alt har sin Stund og hver en ting under Himmelen sin Tid:
Tid til at fødes og Tid til at dø. Tid til at elske og Tid til at hade. Tid til krig og tid til fred.

Jeg er i et krigerisk hjørne- men jeg glæder mig til freden. Til alt er bundfæstet og vi lærer at leve med de vilkår der nu engang er blevet vores. For det gør vi. Vi skal bare igennem en helvedes masse først.
Jeg prøver at øve mig på ikke at lade vreden, hadet og ønsket om hævn fylde for meget. For det er drænende følelser der er ude af mine hænder og de tager faktisk bare sorgens plads. Sorgen er dyb og mørk, men der er også noget lunt og kærligt i den, for sorgen er jo netop så dyb fordi kærligheden var så stor.
Og det var den – meget meget stor.

Billedet er fra foråret hvor mine søskende og jeg var i Torla og vandre med vores far. Det var den bedste ferie i livet, sagde han….

4 kommentarer

  • Ditte

    Mange tanker til dig og din familie fra en læser. Hvor gør det mig ondt. Jeg tror der er noget sundt i vreden og hadet og fantasier om hævn. Det er ikke pænt, men det er døden og den måde den indtraf på heller ikke og jeg synes det er helt legitimt at ønske hævn når man har været udsat for sådan noget. Jeg tror helt bestemt (baseret på mine egne erfaringer), at de grimme tanker, hvor man forestiller sig at alt muligt ondt om den der har gjort en så ondt kan hjælpe en med på sigt at komme videre og give lidt slip.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak Ditte.
      Dejligt med dit perspektiv, det vil jeg straks tage til mig. Det er nemt at skamme sig lidt over de grimme følelser, fordi de på mange måder er fremmede sammenlignet med de forholdsviis stille og rolige følelser der rører sig i et helt almindeligt hverdagsliv. Rigtig god dag til dig. Kram L

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Smukt og rørende skrevet. Tak for det.
    Alle de varmeste tanker til dig og din familie.
    Min far har uhelbredelig kræft og hos mig tager vreden form i en følelse af uretfærdighed.
    Når jeg ser fremmede ældre mænd på gaden blusser vreden op indeni.
    Vrede over at min elskede far aldrig kommer til at blive gammel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak. Åh jeg forstår dig så godt. Følelsen af uretfærdighed og meningsløshed er så uendelig hård, fordi man intet kan gøre for at ændre det faktum at man har mistet sin far/skal til det i den nærmeste fremtid. Jeg tror dagligt at jeg ser min far på gaden og bliver ked af det hver gang jeg opdager det ikke er ham – selvom min hjerne jo godt ved at han er død. Kram ogf varme tanker til dig og dine L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blød trøst og en spændende nyhed på bloggen.