Jeg er for træt til at bære min baby

Tak for støtte og en kærlig hilsen

FullSizeRender-12FullSizeRender-11Dagene går og lille Bobsen får det bedre og bedre. Han er fandme rå. Jo mere han heler, jo mere heler jeg også. Jeg er fortsat rystet i min grundvold, men jeg tror at jeg er ved at være færdig med at slå mig selv i hovedet, for det fører intet godt med sig. Istedet prøver jeg at bruge min energi på at tænke på hvordan denne hændelse har knyttet mig og Bobsen tættere sammen og hvor heldige vi er at vi har ham lige her hos os.

Om 3 måneder skal vi en tur forbi neurologerne på Rigshospitalet hvor han skal have et røntgen for at se om hans kranie er vokset sammen. Det ses sommetider at kraniet ikke vokser sammen af sig selv, da de vokser så hurtigt i den alder og bruddet defor i nogle tilfælde vil gabe i stedet. Vi krydser vores fingre, sender en mariehøne op til vorherre, genererer god karma og håber på at Bobsens kranie lapper sig selv og at vi kan afslutte dette kapitel uden yderligere indlæggelser.

Jeg var sådan i tvivl om jeg skulle dele oplevelsen her på bloggen, men det er jeg sørme glad for at jeg har gjort. Jeg har fået så mange søde kommentarer og mails og hvert et ord har varmet mit bristede moderhjerte.

Med frygt for at det kommer ud forkert, så har det især hjulpet at læse om jer, der selv har været ude for noget af det samme. Det lyder groft at det er et plaster på mit sår, at andre har været igennem det samme mareridt, men det hjælper. Det hjælper at vide at jeg ikke alene, det hjælper at andre kan sætte sig ind i smerten og det hjælper at i er et rimelig stort hold af seje mødre som også har været uopmærksomme, jeres børn har det godt trods diverse fald og i mødre er også kommet videre. Det gør jeg også, og i har hjulpet mig godt på vej!  Så fra hjertet tak for hver en kommentar og hver en mail.

En anden ting der fik humøret i vejret i denne her dumme tid, var da jeg forleden modtog en uventet pakke. Den var stor og polkaprikket og let som en fjer. Da jeg åbnede den fik jeg mig lidt af en overraskelse, for en stor ballon fløj direkte til vejrs. Svale hvinede af fryd og vi skraldgrinede. På ballonen sad en kærlig hilsen fra min søster. Det var både sødt, sjovt og anderledes, lidt som et voksen-kinderæg, for overraskelses-momentet var næsten det fedeste ved det hele. Se hvor man kan sende en ballon HER. Jeg er helt vild med konceptet.

 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er for træt til at bære min baby