Stjæler man fra nogen, når man tager tid til sig selv?

Tæl kun de lyse timer

Tro det eller ej. Vi har faktisk haft en dejlig weekend. Jeg troede ikke det kunne lade sig gøre i denne krisetid, men det er som om sorgen blev sat på pause for en stund. Jeg fik et tiltrængt pusterum og det har været en befrielse at opleve at jeg kan det. Jeg tæller kun de lyse timer og denne weekend har været fuld af lys. Jeg har formået at få ulykken lidt på afstand og sorgen har i stedet for at være mørk og dyster været en form for varm og kærlig.

Sune skulle på kanotur med et par venner, så jeg har været solo med børnene. Det frygtede jeg en smule. Både fordi min lunte er uendelig kort men også fordi jeg siden ulykken er blevet bange for rigtig mange ting. Jeg vil nok kalde det en form for angst, for jeg er blevet uendelig bange for ting der rationelt ikke er farligt. Jeg reagerer ret kraftigt, føler ikke jeg kan trække vejret, ryster, græder og er helt ude af den. Det er svært for mig at finde ind til roen når jeg får det sådan og varme kram fra Sune og en løbetur plejer at være min medicin. Men med Sune ude af huset, var der ingen varme kram eller løbeture at drage nytte af. Jeg tog en dyb indånding og overbeviste mig selv om at jeg måtte bruge alt min styrke på at holde angsten væk, ikke mindst for mine børns skyld.

Det lykkedes.

Fredag spiste vi kolosale mængder af fredagsslik og så disneysjov hvorefter vi alle sammen puttede på samme værelse. Lørdag formiddag kom min mor og vi tog på Bakken. Vi spiste softice, prøvede forlystelser, så onkel rejes trylleshow og kom hjem med to kæmpestore balloner. Vi smilede og grinede og det var for en stund som om vi var en helt almindelig familie uden grusom bagage. Det var så befriende.

Søndag var jeg flad og tristheden krøb lige så langsomt tilbage, men uden angst og de ubehagelige følger. Men så kom Ida (der blogger beauty) på besøg med ingredienser til pandekager og to unger. Det var virkelig rart. Ungerne legede og larmede og åd et væld af pandekager og dagen gik på hæld og endte også helt fornuftigt. Det er altid dejligt og trygt at være sammen med Ida, som også er uddannet psykolog. Hun har en evne til at passe på mig som jeg virkelig værdsætter. Ida har også selv mistet sine forældre og har en særlig forståelse for det jeg går igennem. Da Sune kom hjem fra skoven tog vi til middag hos min fars bror og havde en dejlig aften.

Det var hyggeligt. Ham og min far er meget forskellige, men pludselig så jeg kun ligheder. Hans figur, hans måde at tale på, hans stærke hænder med brede negle, der ligner min fars på en prik. Da jeg var på toilettet med Svale spurgte hun sagte: “ kan vi ikke spørge Peter om han vil være min morfar? For jeg har jo slet ingen morfar nu” nårh lille skat.

Så kom tristheden, sorgen og vreden ti-fold retur. Men det er prisen for et par gode dage. Jeg er ved at lære mig selv at det kun er værd at tælle de lyse timer. De værdsættes som aldrig før og jeg er taknemmelig for at de er begyndt at vise sig. Det er kun i glimt men jeg har en fornemmelse af at der kommer flere i fremtiden. Det er en glæde i sig selv.

Idag kører vi op i min fars hus i Sverige. Det bliver dejligt at være der, lige på hans yndlingsted og være omgivet af hans ting! Måske bliver det også lidt hårdt, jeg ved det ikke endnu…. men jeg glæder mig. Glæder mig til tid med min lille familie og glæder mig til alle mine søskende og co. kommer i løbet af ugen.

Rigtig god efterårsferie til jer.

Kram L

2 kommentarer

  • Sara

    Kære Louise
    Jeg håber at I får den skønneste tur med dejlige minder (formentlig også hårde). Nyd din familie. I fortjener det. Kram fra sara fra børnenes vuggestue ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Veje søde Sara. Hvor dejligt at høre fra dig. Tak for tanken og kram til dig fra os alle sammen ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stjæler man fra nogen, når man tager tid til sig selv?