Løb for livet

Stjæler man fra nogen, når man tager tid til sig selv?

Jeg er mor til to børn på 3 og 5 år og har en dejlig mand. Jeg er velsignet med skønne søskende, vidunderlige venskaber, søde kollegaer og en dejlig svigerfamilie. Mine forældre er desværre fløjet til himmels, men med dem var jeg også heldig. Alt det siger jeg ikke for at lyde frelst, men fordi det er vigtigt, at jeg godt ved, at jeg er heldig. Det er ikke alle, der har masser af mennesker, de gerne vil være sammen med, og det er heller ikke alle, der er så heldige at have børn eller mand osv. Jeg er glad, for det jeg har! Og jeg øver mig i dagligt at huske at være taknemmelig for et eller andet.

Nogen gange føles det bare som om, jeg har et regnskab, der konstant er i minus, når det gælder tid nok. Der er aldrig tid nok. Tid til børn, tid til mand, tid til venner, tid til familie, tid til arbejde og sociale arrangementer med kollegaer, tid til oprydning og rengøring, tid til tøjvask, tid til…(fyld selv ind) og sidst men ikke mindst tid til MIG. Jeg kommer ofte sidst, når jeg skal fordele timer i hverdagen. Det er ikke noget, jeg tænker særlig meget over, det er bare hurtigt, sådan det bliver. Det er som om, det er mere i orden at bruge tid på opgaver og andre mennesker end på mig selv. Som om det er lidt forbudt at sige, at jeg gerne vil være alene, eller at jeg har brug for mig-tid. Det føles lidt som om jeg stjæler tiden fra nogle andre (særligt mine børn), når jeg giver den til mig selv, som om min tid egentlig ikke rigtigt er min egen.

Problemet er ikke at bruge tid med eller andre. Det er jo noget af det bedste jeg ved. Problemet opstår når jeg har brugt AL min tid med/på andre og på opgaver, og der så kun er sovetid tilbage (hvor jeg ikke kan være sikker på at være helt i fred heller). Så kan jeg til sidst slet ikke mærke mig selv. Jeg kan ikke mærke min krop, eller hvad der gør mig glad. Jeg kan ikke mærke taknemmeligheden og glæden ved det privilegerede liv jeg lever. Jeg kan kun mærke stress og knuder i maven, og at jeg bliver en kortluntet monster-kone-mor.

Når monster-kone-mor bliver lukket ud ved jeg, at jeg har taget den for langt. Så er jeg gået over min egen grænse og har glemt mig selv. Så er det tid til at stoppe op og tage noget tid til mig selv. Det behøver ikke være så meget. En gåtur alene, en tur i klatrehallen, en lang hudplejerutine bag låst dør, et karbad, hvad som helst. Bare det er noget, som jeg kun gør for min egen skyld. Bagefter er monster-kone-mor væk og jeg kan næsten ikke huske, hvorfor hun kom på besøg. Til gengæld kan jeg pludselig mærke igen, hvad der gør mig glad…

Det ideelle ville være forebyggelses mig-tid, så kunne monster-kone-mor og sure-Ida måske tage på en meget lang ferie. Jeg øver mig på det, men Rom blev ikke bygget på en dag. Det er stadig langt fra altid, at jeg opdager behovet før det er for sent, og når jeg gør, skal jeg overvinde den dårlige samvittighed,som gerne vil bilde mig ind, at jeg er en værre tyveknægt, der stjæler tid fra børn, ægtefæller, vasketøj, opvask, arbejde – you name it. Så øver jeg mig på at holde fast i: at jeg godt må have mig-tid, at al tid i mit liv er MIN TID – og man kan jo ikke stjæle noget, som allerede er ens eget. Kan man vel?

Husker du at bruge tid på dig selv?

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Løb for livet