Skik følge...

Spirituel eller kristen? Jeg har fundet min tro

Jeg har aldrig nogensinde været troende. Jeg er hverken religiøs eller spirituelt anlagt, men tror derimod på naturvidenskaben og det bedste i mig selv og mine medmennesker. Jeg har opfattet mig selv som ateist, men jeg kan mærke at mit sind er ved at åbne sig for andre muligheder.

Jeg har nemlig tænkt meget på det at tro, efter jeg har mistet min far. Jeg har oplevet et helt nyt og ukendt behov for at finde en mening med det hele, finde en styrke i noget og en tro. Ikke en tro på hvad som helst, men en helt specifik overbevisning om at jeg på den eller den anden måde, igen en dag vil være sammen med min far. Jeg vil gerne tro at der er en større mening med det hele, for jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bare er væk for altid når vi dør. 

Et par dage efter jeg kom hjem fra Spanien, hvor ulykken skete, var jeg helt besat af tanken om at tale med min far. Jeg ville høre at han havde det godt, fortælle ham at jeg elsker ham og sige farvel, som vi ikke nåede, da han døede så pludseligt. 

Med et var jeg ikke længere stejl og afvisende over for muligheden om at dette kunne lade sig gøre. Tidligere syntes jeg det var noget sludder når folk fortalte om kontakt til afdøde, noget rigtig kvaksalveri. Men jeg kunne pludselig mærke at tanken om en mulig kontakt trøstede mig.

Jeg ringede derfor til en jeg kender, som har en forkærlighed til det spirituelle. Han var forstående, men mente det var en god ide at vente et stykke tid, til der var lidt mere ro på. Til gengæld fortalte han mig at han kunne mærke at min far havde det godt og at han var kommet godt frem. Jeg ved ikke med sikkerhed hvad det betyder, men det lyder rart og jeg valgte for første gang i mit liv at finde trøst i det spirituelle og tro på noget jeg ikke helt forstår. 

Et par dage efter sad jeg i haven og var vred. Rigtig vred. Vred så kroppen dirrede, musklerne i halsen spændets og jeg var fuld af hævn. Jeg havde netop fået at vide at lastbilchaufføren der kørte ind i min fars bil, var testet positiv for stoffer og min fars død blev med et, endnu mere meningsløs. Jeg følte nogle havde lagt en stor fed lort oven på den i forvejen kæmpemæssige lort. Pludselig rejste jeg mig og gik. Uden sko, uden telefon, med håret strittende ud til alle sider, stortudende. Jeg gik med raske skridt mod kirken i Blovstrød. Jeg havde ikke tænkt over at det var aften og kirkens dør var låst. Jeg sank sammen foran kirken og sad og gloede med et tomt blik. Så blev jeg enig med mig selv om at jeg godt kunne sige et par ord til ham der Gud, selvom vi slet ikke kendte hinanden. Jeg bad ham om at passe godt på min far, hilse ham fra mig og så spurgte jeg om han, hvis jeg troede på ham, kunne love mig at jeg ville få min far at se igen, når tid var? For netop det var jo alfaomega. 

Et par uger efter var jeg fortsat søgende. Hvad skulle jeg tro på? Hvor skulle jeg finde mening? Hvad kunne jeg støtte mig til?

Jeg tog mig selv i at google alt muligt sært, jeg aldrig tidligere i mit liv kunne finde på. Jeg googlede: liv efter døden, ses vi igen efter døden,  efterliv, religion der tror på liv efter døden. Derefter stak det lidt af, for der googlede jeg i desperation diverse kulter og sekter der troede på netop det jeg havde brug for: At få at vide at jeg med sikkerhed ville få min far at se igen. 

Der kom selvfølgelig alt muligt mere eller mindre brugbart frem. Jeg fik læst op på diverse religioner, hvilket var ret lærerigt men jeg faldt også over artikler med folk der har oplevet at være klinisk døde, men er kommet tilbage til livet. Fælles for dem alle var at døden ikke var ubehagelig og smertefuld, men varm og så dejlig at det næsten var noget møg at blive vækket til live igen. 

Jeg havde efterfølgende en samtale med Ida, om netop dette emne. Hun undrede sig også og sagde noget klogt: ville det ikke være helt vildt mærkeligt hvis alt det fantastiske vi har oplevet og opnået og alle de relationer vi har skabt i et langt og dejligt liv, bare gik tabt? Der må være en større mening med det hele, bedyrede hun mig. Og jeg kunne ikke være mere enig! Det må der!

Her på bundlinien sidder jeg tilbage med en følelse af at jeg faktisk har fundet hvad jeg søgte. Jeg har stykket en form for tro sammen inde i mig selv. For jeg behøver ikke en religion, en sekt, eller en bestemt spirituel overbevisning eller nogen andens vej, hvis bare jeg kan finde min helt egen vej som fungerer for mig.

Jeg kan ikke udelukke at jeg på et tidspunkt omfavner den spirituelle verden og prøver at komme i kontakt med min far. Ej heller kan jeg udelukke at jeg opsøger en præst for en samtale om det at komme i himmelen. En sekt melder jeg mig nok ikke ind i. Men jeg forstår så udemærket, hvorfor folk finder trøst der, når livet gør mest ondt. 

En ting er sikkert. Jeg tror 100 procent på at vi ses igen! Jeg ved ikke i hvilken form, om det er et sted i kosmos eller i edens have? Det betyder heller ikke så meget, så længe der er et gensyn og så længe det føles kærligt, behageligt og rart. For når jeg tror det, bliver min sorg en lille smule lettere at bære. Et “på gensyn” i stedet for et “farvel” er lidt lettere at kapere, og når jeg tænker det, kan jeg mærke et lille smil brede sig i mine mundvige. 

For hvad har jeg at miste?

Intet!

Jeg kan leve et liv i troen om at vi ses, hvilket fylder mig med håb og kærlighed. Eller jeg kan tro at det er et definitivt farvel og være det mere ulykkelig.

Så, på gensyn far, jeg glæder mig til at se dig igen! 

Kram L

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skik følge...