Sommerdag 

Sommerhus-ejere

  

  Vi har sgu fået sommerhus! Der er ikke så langt fra idé til handling i vores lille familie. 

Vi bød på det for under 2 uger siden og nu sidder vi her allerede og har det ret vildt over at være ægte sommerhus-ejere (med flotte kasketter som fulgte med i købet).

Vi har ikke ligget på den lade side fra vi overtog huset i tirsdags. Hele træ-hytten er blevet malet hvid, alt er skuret og skrubbet, brændenælder er fjernet og der er blevet lavet en lille hule til Svale. Vi mangler stadig MEGET. Vi har købt et sindsygt billigt sommerhus og det trænger til meget mere end en kærlig hånd. Vi skal have slebet gulve, have nyt toilet og elektriciteten skal fixes. Desuden er vi på lur efter en brændeovn, for her bliver faktisk ret køligt når natten falder på. 

Men hold op hvor er det fedt! Idag har Sune været i KBH og arbejde og Svale og jeg har hygget os så meget. Vi har samlet sneglehuse og gemt dem et hemmeligt sted, rullet rundt på græsplænen mens Svale hvinede af fryd, pustet til visne mælkebøtter og set frøene flyve væk og vi har gået ture med Svales nye trillebør og købt is i købmanden.

Vi er fuldstændig vilde med det selvom det er en rigtig arbejds-ferie vi holder. Vi drøner rundt i malertøj og ligner lort, men vi er lykkelige helt ind i sjælene. Jeg er sikker på at Svale og den lille nye vil spinde magiske barndomsminder her og den tanke gør mig aller mest glad og får hjertet til at smile.

Juhu for sommerhus!

2 kommentarer

  • Stine

    Tillykke med sommerhuset! Vi har en brændeovn stående på loftet her på østerbro. Den er jeres helt gratis hvis i selv henter den ned (den er tung!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Stine. sikke et fint tilbud 🙂
      Vi har næsten ikke noget net i sommerhuset så har slet ikke set din kommentar før nu.
      Vi har desværre nået at købe en i mellemtiden. Men hold op, hvor sødt af dig, altså.
      Stort kram til dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerdag