Rosin eller vindrue? Fyld linjerne ud med fugt.

Skriv og tegn en bog – et redskab til bearbejdelse af sorgen.

 

 

Sikke en efterårsferie i det svenske! Min far er blevet begravet og det var så hårdt at sige endeligt farvel til de sidste jordiske rester. Jeg har været hele følelsesregistret igennem fra lykkelig til ulykkelig. Jeg har holdt mine børns små varme hænder imens vi samlede grankogler, jeg har grinet med mine søstre og nydt Sunes begejstring over at fange sin første fisk. Jeg har også været i den anden grøft hvor livet har føltes sort og uoverskueligt. Men alt det vil jeg komme nærmere ind på en af de kommende dage – det kræver sit eget skriv. Men nu skal jeg lige lande og puste ud.

Istedet vil jeg dele et stærkt værktøj jeg bruger i bearbejdelsen af min sorg: Jeg tegner og skriver en bog til mine børn om min far.

Der gik nok to uger fra vi kom hjem fra Spanien til jeg fandt blyanterne frem. Jeg kunne ikke tåle at kigge på billeder af min far, men jeg havde lyst til at tegne ham og glimt af hans forunderlige liv. Jeg er ikke verdensmester i at tegne, så jeg tegnede ham i en naiv streg. Jeg tegnede ham med et lille skævt smil om munden, som jeg husker ham bedst.

Fortællingen til Svale og Wilder handler primært om alt det min far var god til. Jeg har beskrevet og tegnet alt fra de store øjeblikke i hans liv, hans kærlighed til sin familie, hans evne til at sige “pyt” og alt det i livet han holdt af at foretage sig. Bogen hedder Babu. Det var det mine børn kaldte ham, fordi Babu betyder morfar på swahili, som er det sprog min fars kenyanske kone taler. Den handler mest om alt det gode og rare men den handler også om hvad sorgen er for en fætter, hvordan man kan opleve den forskelligt og at det er helt naturligt at græde – også for de voksne. Min fars død, begravelsen og hans forvandling til en stjerne på nattehimmelen er også beskrevet i korte træk, selvom jeg var i tvivl om det skulle være en del af den ellers glade fortælling om min fars bedrifter.

At inddrage det tunge har vist sig at være et rigtig godt valg. Det har hjulpet de to små i forhold til forståelsen af hele situationen og givet anledning til mange spørgsmål, som selvfølglig er blevet besvaret. Jeg har via mange forskellige metoder prøvet at finde ind til deres tanker og følelser omkring ulykken, men det har været svært – også fordi man ikke ville gøre ondt værre. Krisepsykologens råd var at vente til de selv kom på banen og det er de kommet nu, for med bogen som redskab har vi fået sat gang i en god dialog og jeg har fået muligheden for at greje dem og passe på dem bedst muligt.

Det har været så dejligt at skrive og tegne bogen. På et tidspunkt var jeg nærmest helt besat af det. Mens sorgen stadig var så stor og uoverskuelig at den næsten ikke kunne rummes, var tilblivelsen af bogen sammen med mine løbeture, de eneste tidspunkter jeg følte jeg kunne trække vejret og mærke at livet en dag måske ville blive OK igen. Meningen har aldrig været at den skulle være flot eller perfekt – meningen fandt jeg i at lave den. Nogle dage rystede jeg så meget på hænderne at stregerne gik i zig-zag, men det betyder intet, det eneste der betyder noget er at processen var god for mig, at mine børn satte sig ved siden af mig og malede og jeg som beskrevet fik åbnet op for en vigtig dialog.

Jeg selv har fået sat fokus på en masse dejlige minder og er blevet tvunget til at se det hele i børnehøjde og dermed fra en forenklet og lysere vinkel. Børnene elsker bogen, både fordi den handler om deres Babu, men også fordi de selv optræder og er portrætteret og det synes de bare er for lækkert.

Jeg føler jeg har været tæt på min far imens jeg har arbejdet på projektet. Undervejs har jeg fældet et par tårer, men jeg har også smilet imens jeg  fx. tegnede min far der står på toppen af Kilimanjaro og er så glad at han skynder sig ned og køber en stor ædelsten. Svale elsker især historien om hvordan min far, som var læge, altid kom og så til dem da de var syge og næsten kunne kurere alt med en filur-is.

Bogen er endelig færdig og nu har jeg en samlet fortælling som jeg kan læse for mine børn igen og igen. Det gør dem glade og det gør mig glad og i minderne lever min far. Bogen er en kærlighedserklæring til min far, til børnene og også til mig selv, for det føles som en sejr og jeg synes den er blevet skide god.

Hvis man kan skrive et par sammenhængende ord og tegne bare lidt, vil jeg klart anbefale andre at prøve det her af. Det er en håndgribelig måde at beskæftige sig og nærme sig en forståelse af sorgen på.  Man behøver hverken være shakespeare eller Van Gogh, enkelt sprog og tændstiksmænd kan også noget.

Jeg forestiller mig at metoden kan være god andre situationer end sorg. Det kan være andre svære ting i børnelivet: fx. Skilsmisse eller skift af skole/børnehave. Der eksisterer selvfølgelig allerede bøger om den slags kriser, men min oplevelse er at det går rent ind når det bliver helt personligt. Mine børns opmærksomhed er på toppen når de selv, i navn og illustration, optræder i bogen og genkender historierne og følelserne fra deres eget liv.

Prøv det, siger jeg bare.

Kh. Louise 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rosin eller vindrue? Fyld linjerne ud med fugt.