svale snakker

Scanning og trist til mode…

  Idag har vi været til nakkefoldsscanning. Det gik i og for sig rigtig fint, for den lille var helt perfekt med lille risiko for kromosomfejl. Jeg var slet ikke bekymret som sidste gang, og glædede mig faktisk heller ikke specielt meget. Jeg blev heller ikke synderligt overvældet af synet af det lille menneske, og det bekymrer mig lidt…

Da jeg så Svale på den samme scanning i første graviditet blev jeg enorm rørt, glad og lettet. Sune og jeg havde det vildt over hele situationen, tænk at vi skulle have et ægte barn!  Denne gang føles det så anderledes. Jeg var selvfølgelig glad for at det hele var fint, men overhovedet ikke oppe at køre af lykke-tju-hej! Jeg blev faktisk rigtig ked af det da vi kom hjem. Ked af at jeg ikke reagerede som forventet og ked af at det ikke rørte de følelser jeg havde regnet med. Det er ikke fordi jeg er i tvivl om at det er det rigtige at få vores lille, det er det bestemt! Jeg bliver bare bange for den manglende optur og forventningsglæde…
Måske hænger det lidt sammen med at jeg nærmest ikke har fulgt med i graviditeten. Med Svale læste og læste jeg om hvordan hun udviklede sig, denne gang har jeg slet ikke studeret den slags. Jeg tænker at det muligvis kan være en af grundende til at det hele fortsat føles lidt uvirkeligt!

Svale har desuden været vågen næste hele natten og skreget fordi hun er ved at få to hjørnetænder, jeg har været på arbejde og opført mig som en zombie og jeg tror at lige netop idag er tanken om at have to af den slags skrigeballoner næsten ulidelig at tænke på! Det må være den tågede tilstand af træthed der taler, for normalt kan jeg sagtens rumme min skrigeballon. I nat tog hun det bare til et helt nyt niveau. Stakkels lille Svalebøf!

 Jeg prøver at sige til mig selv at det er OK,at have det sådan her. Jeg er åbenbart fortsat ved at vende mig til at en lille er på vej. Måskevender jeg mig ikke til det før han eller hun er der? Måske bliver det mere virkeligt når vi d. 18. Maj skal til kønsscanning? Eller når jeg begynder at mærke små puf. Måske er det helt almindeligt at have det sådan med nummer to, fordi man ikke kan forestille sig at man kan elske det barn lige så højt som det man har i forvejen? Og måske har man bare ikke den samme tid til at dvæle ved småting?

Der tikker en sød besked ind fra Sandra i skrivende stund. Hun kender også følelsen ! “men alle siger at der er lige så meget magi når man møder vidunderet??” skriver hun, og det er dejligt at høre. Godt vi har hinanden vi to gravide! For en lille sten falder fra mit hjerte, det skal nok blive godt!

   

3 kommentarer

  • […]   Hjertens tak for alle jeres kommentarer, beskeder og mails jeg har modtaget efter indlægget om at være trist efter nakkefoldscanningen! […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Der ER lige så meget magi 2.gang, men man er meget mere rolig omkring det hele, og måske det også “bare” er derfor, at du ikke reagerede mere, end du gjorde. Tro mig, der skal nok blive plads og kærlighed til den lille ny, som jo også er heldig at få Svales kærlighed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har ikke selv stået i situationen, men flere af mine veninder har, og de har haft mange af de samme tanker. Særligt den med, om man nu kan elske nummer to lige så højt. (Det kan man sagtens, siger de. Noget med, at hjertet bare vokser sig en tak større, så der er plads til en mere :))
    Jeg tror, det er helt normalt at tænke sådan. Og så har træthed aldrig været godt for noget som helst 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

svale snakker