Fælledparkens vandlegeplads

sammenbrud i offentlighed x 2

13423775_10154197008362278_3288914507179864309_n

Forleden dag i sommerhuset kommer Svale rank og stolt ind til mig i stuen. Hun rækker mig en sjaskvåd telefon og siger lige så sødt “Mig har vasket din telefon, nu meget ren, Mor!” Ja, det må man sgu nok sige, og meget død.

Jeg skyndte mig at smække den i en pose ris, hvilket har reddet den før, men efter 3 døgn er den fortsat fuldstændig livløs.

Jeg er rivende ligeglad med telefonen, og Svale fik ikke det der lignede skæld ud. Men ALLE mine billeder fra da Wilder blev født og frem til nu, lå på den telefon. KUN PÅ DEN TELEFON. For helvede mand, gid jeg havde været tjekket og gemt dem på computeren, i det mindste billederne fra hans første tid!

Med et lille bitte håb om at tele-butikken kunne redde mig, gik jeg derned for at aflevere min telefon.

Da jeg endelig blev kaldt op til skranken og forklarede min situation, sagde den stressede teknik-dude, i et lettere irriteret toneleje, at det på INGEN måde kunne lade sig gøre at få de billeder igen.

Og så skete det. Først fik jeg tårer i øjnene. Så løb de ned af kinderne. Og så begyndte jeg at hulke, på den der måde hvor skuldrene hopper op og ned og man skal koncentrere sig for at få vejret. Jeg kiggede på teknik-duden igennem tårerne og kunne se at han kiggede væk og havde en mund så stram som en frø. Det var ubehageligt for os begge to.

“Har du selv børn?” fik jeg kvækket. “Ej, undskyld, det rager ikke mig.. og undskyld… jeg står bare her og tuder…og det er slet ikke din skyld… jeg blev bare pisse ked af det.. det er jo billeder fra min søn var helt spæd….og jeg havde sådan håbet du kunne trylle………..ej for fanden, UNDSKYLD!”

Jeg tog mig sammen. Tog en dyb indånding, rankede ryggen, tørrede min sorte mascara, der havde spredt sig ud over hele mit ansigt, af i ærmet på min lyse silkejakke.  Jeg følte mig pludselig ret goofy. Jeg havde lige glemt at der  sad 10-15 stille mennesker bag mig og ventede på det blev deres tur.

Jeg smilede lidt forlegent og det gjorde teknik-dude også. Han havde for længst gemt den irriterede tone væk og talte stille og roligt som om han havde alverdens tid. Vi ordnede det formelle. Jeg undskyldte igen og skulle til at gå, da han sagde: “Minderne har du altid herinde”, han dunkede sig på brystkassen, der hvor hjertet sidder. “Herinde” sagde jeg, og bankede mig også på brystkassen og smilede oprigtigt.  Jeg vendte mig og gik imens jeg prøvede at ignorere publikum.

SUK. Det var lidt pinligt og på en måde var jeg også en lille smule lettet, som man er når man lige har haft en tudetur. Det er ærgerligt med de billeder, men der er jo ikke noget at gøre ved det og heldigvis er jeg jo ikke den eneste der har taget billeder af lillen.

Jeg mødte Sune på vej hjem. “Jeg har lige tudet i 3 butikken, skat” sagde jeg. Han smilede til mig, lagde armen om min skulder og sagde “Nååårh skat, det er sødt”…..

Senere på dagen var jeg lige ved at lave samme nummer over for manden i borgerservice, da han sagde at Sune ikke havde udfyldt den seddel der gav mig fuldmagt til at lave pas til Svale korrekt. Wilder skreg og vred sig i bæreselen og Svale trampede rundt med chokolade-overskæg og sang “se min kjole den er blå som tissekone” i et meget skingert tonefald. Vi havde ventet i 35 minutter og vi var alle tre trætte efter en lang, varm dag. Borger-service manden så straks desperationen og tårerne der vældede op i mine øjne da jeg forklarede at vi skulle rejse om små to uger. Han blinkede et par gange, meget hurtigt efter hinanden, og så forbarmede han sig og udstedte et pas. PUHA!

Hold nu fest. Søvnmangel og hormoner hænger bare ikke sammen med tilspidsede situationer. Aldrig har jeg haft så let til tårer som jeg har i disse dage. Der er ikke langt fra grin til gråd og makeuppen sidder halvdelen af tiden på den forkerte side af øjet… Så pas på derude, tudemarie er i byen igen!

 

2 kommentarer

  • Åhh, Louise, du er GENIAL til at beskrive den slags lettere bizarre livet-med-børn-optrin 🙂 Håber I får en skøn sommer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      ha ha Tak. Ja man kommer sgu ud for lidt af hvert med unger i huset. Rigtig god sommer til dig også 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fælledparkens vandlegeplads