• 2verdener
  • Lille Snefnug
  • Frk Vilstrup
  • De normale
  • Need and love
  • ···
Lidt pinligt og helt korrekt

Så lander storken (fødes der) snart

image1-2

Så er der ikke lang tid til storken lander i Pilestræde 57.

Jeg ville virkelig ønske at den gjorde. Jeg kunne godt tænke mig at den kom svævende ind af vores åbne køkkenvindue søndag d. 15 November (min termin), i sin store hvide fjerpragt, med en velskabt buttet babydreng hængende i et lyst klæde, fra sit lange storkenæb. Imens ville Sune, Svale og jeg sidde afslappede ved morgenbordet og spise hjemmebagte boller og drikke varm kakao, have overskud, se skide godt ud og vi ville juble højt når stork-langeben elegant præsenterede os for rene og velduftende lillebror.

Problemet er, at der kun findes et eneste storkepar i Danmark og de er så vidt jeg kan læse mig frem til, allerede taget på vinterferie i det østlige Afrika. Og Ja, jeg er også godt klar over at det desværre ikke er sådan det fungerer. Det vidner tung mave, hævede ankler, halsbrænd, lyskebrok og dårlig nattesøvn mig om hver evig eneste dag.

Der skal en fødsel til og det er lige oppe over. Der er 10 dage til termin så det kan ske når som helst!

Og det synes jeg faktisk er lidt udmattende at tænke på! Jeg ved godt at det bare er en fødsel, det bare er smerte og at det hele er overstået på under et døgn, specielt 2. gang, men derfor er jeg altså stadig nervøs. Lige nu har jeg mest lyst til at smutte fra det hele, tage med storkene til Afrika, eller bare et par uger til et sted i italien, med ro, bjerge, natur og kold hvidvin. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at få veer, køre på hospi, og presse en baby ud.

Jeg ser heller ikke specielt frem til dagene efter, hvor ens nedre dele minder mest om et ubehageligt kødsår, det er som at tisse barberblade og bare det at slå en lille prut er grænseoverskridende fordi det føles som om, at alt vil revne i tusinde stykker og man derefter kan sige hej til farvestrålende tarme og en pink livmoder.

Ja, jeg er 2. gangs fødende og jeg ved ALT FOR GODT at en fødsel ikke er lyserød og romantisk. Det er ikke let, smukt og næsten smertefrit som på amerikanske film, hvor den lækre kvinde, med fint opsat hår og dæmpet makeup puster et par gange og leverer en fin ren baby og smilende kysser sin mand.

En fødsel kræver styrke, blod og tårer og måske lidt opkast, løvebrøl og en revnet tissekone. Jeg husker tydeligt hvordan mit hår var vådt af sved i kampens hede, hvor meget jeg larmede og hvor hamrende ondt det gjorde. Da jeg efterfølgende så mig i spejlet sad mit hår som en kæmpe fugtig fuglerede, jeg havde panda-øjne fordi jeg ikke havde fået fjernet min mascara, tørre revnede læber og jeg havde fået blodsprængninger på  brystkassen af at presse…. Men jeg husker også hvor skide lige meget det var. FOR JEG VAR BLEVET MOR!

Og det er DET jeg skal have i mente. Jeg skal være MOR igen.

Det er både en fest og en forbandelse at have født før. Ja jeg kender smerten, kontrol-tabet og alt hvad en fødsel indebærer, men jeg kender også den vilde følelse jeg vil møde efterfølgende. Jeg ved at det bedste venter mig. Jeg kender allerede den almægtige kærlighed jeg vil møde, så snart min søn bliver lagt op på mit bryst og det øjeblik er jeg klar til at gå igennem ild og vand for.

Intet kan sammenlignes med den oplevelse det er at bringe sit barn til verden via blod, sved og tårer og det er i virkeligheden en velsignelse at være i stand til at blive gravid, mærke sit barn vokse og leve i 9 måneder og til sidst få lov at føde på god gammeldags dyrisk vis, som kvinder verden over, altid har gjort. Det er den største sejr og faktisk en lille pris for så stor en kærlighed 🙂

Et andet plus ved at føde, er at barn og mor altid vil have en fødselsberetning at dele. Jeg spidser altid ører når min mor fortæller om min fødsel. Om hvad hun tænkte, hvad hun følte, hvor travlt jordmødrene havde fordi det var prinsesse Diana og prins Charles bryllupsdag og de egentlig hellere ville se fjernsyn, hvor nervøs hun var og hvor lykkelig hun blev da det hele var overstået.  Jeg synes det er så sejt at hun har bragt mig til verden og jeg bliver både stolt og rørt og føler mig ganske tæt på hende hver gang hun fortæller om det. Den beretning bliver bare aldrig kedelig. I hver fald ikke for mig.

SÅ, nu vil jeg bruge de sidste dage på at kvinde mig lidt op igen. Jeg har nemlig fået rigtig god fødselsforberedelse af jordmoder Heidi Meyer (som du kan læse om her), og jeg ved at jeg er i stand til at klare det her. Hun hjalp mig faktisk med at få mod på at føde igen, trods en anstrengende første fødsel. Jeg føler mig derfor tryggere denne gang, trods jeg ved hvad der venter.

Nu bruger jeg dagene på at lade op. Jeg er skiftevis nervøs og forventningsfuld. Jeg går og tænker på hvad jeg skal pakke i hospitals-tasken. At jeg skal huske at tage sneakers på når jeg får veer (sidst kom jeg ud af døren i gummistøvler, og det kan altså ikke anbefales). Jeg har sat et par øl på køl som Sune og jeg skal skåle i når de første veer brager ind og vi skal ønske hinanden god kamp. Det er mig som skal føde, men Sune er min wingman! Det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå…..

🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt pinligt og helt korrekt