body sds

mød vores nye beauty-blogger ida

Må jeg præsentere Ida – vores nye beauty-skribent her på bloggen. Jeg er SÅ heldig at have haft Ida i mit liv siden vi begyndte at skrive år 2000. Det startede med et skænderi på en lummer R&B club og en rum tid og en undskyldning senere udviklede det sig til et varmt og kærligt venskab. Sammen har vi danset under stjernerne, drukket uendelige mængder øl og holdt hinandens hår når øllerne senere på natten kom retur. Vi har haft dybe samtaler i idas bløde sofa – samtaler om alle de forvirrende følelser der rører sig i livet når man er i gang med at lære at leve det. Vi har hjulpet og vejledt hinanden og Ivan (som jeg kalder hende) har holdt min hånd når livet har gjort aller mest ondt og fejret det med mig når mit liv har peaket. Idag er vi begge mødre og Svales første kys blev leveret af Idas søn Carl – Det var et ganske særligt lille øjeblik!
jeg beundrer Ida på så mange planer og jeg glæder mig uendelig meget til at i også skal lære hende at kende. Hun er nysgerrig, ærlig og virkelig sjov og så er hun en af de klogeste kvinder jeg kender.
Her er ida:

Hvor gamle er dine børn og hvad hedder de?

Jeg har to børn, Carl på 5 år og Olivia på 3 år

Hvordan fandt fandt i på deres fine navne?

Min mand havde et meget tæt forhold til sin afdøde farfar som hed Carl Julius, så da vi fik at vide, at vi skulle have en dreng, var vi hurtigt enige om, at han skulle hedde Carl. Da vi skulle have nummer to, vidste vi ikke om det var en dreng eller pige. Vi havde kun talt meget lidt om navne, da hun kom ud sagde min mand: ”Hun ligner en Olivia”. Min storesøster hedder Olivia til mellemnavn så det var hyggeligt på flere måder.

Hvor bor i?

Vi bor i rækkehus i Bagsværd.

Hvem er din mand og hvordan mødte i hinanden?

Min mand hedder Morten, han arbejdede der hvor jeg var i praktik på mit studie. Vi havde en fælles ven som skulle aflevere speciale, så jeg var hurtig til at foreslå, at vi alle tre skulle ud til en øl. Morten er ikke typen der ridder samme dag, som han sadler (min diametrale modsætning på det punkt), så det tog lidt tid at få ham på krogen, jeg tænkte nærmest, at han var lidt tungnem en overgang. Da han endelig kom i gear, var jeg nærmest allerede lidt træt af ham… Men det lykkedes og han er en dejlig mand. Jeg er rigtig heldig med ham.

Fortæl lidt om dit arbejde?

Jeg er neuropsykolog og arbejder på en neurologisk afdeling. Jeg elsker mit arbejde! Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om noget mere fascinerende end hjernen, både når den fungerer, og når den ikke gør.

Hvordan får du familieliv og karierre til at gå op i en højere enhed?

Både min mand og jeg er offentligt ansatte, de vilkår vi arbejder under er gode for en børnefamilie. Vi har ordnet det sådan, at vi begge har en dag om ugen, hvor vi kører tidligt og kommer sent hjem. På den måde får vi samlet lidt ekstra timer sammen til de dage, hvor vi hver især henter og bringer. Vi har også en sød farmor som henter én dag om ugen. Vi gør de ting, vi kan, for at gøre det nemt for os selv. Får madkasser leveret så vi ikke skal købe ind i hverdagene, har to biler og placerer vores børn foran fjernsynet, når der er brug for ro f.eks. når der skal laves aftensmad. Jeg har masser af temperament og har erfaret, at det ikke hjælper at stille højere krav til mig selv, end jeg kan honorere, hvis jeg bliver stresset, skælder jeg bare mere ud.

Du skal blogge om beauty her på Needandlove – Hvad er dit eget yndlingsprodukt/produkter?

Jeg kan ikke nævne et enkelt yndlingsprodukt. I virkeligheden er det jeg synes er interessant ved hudpleje, at det er selvpleje. Huden er kroppens største organ, og hvis huden har glød og er velplejet, ser man sundere og friskere ud. Egentlig behøver det ikke være så meget, der skal til for at gøre en stor forskel. En velfugtet hud har det f.eks. meget bedre end en tør og dehydreret hud. Som mor kan man nemt komme til at glemme sig selv, fordi børnene bliver vigtigere end alt andet, men jeg har erfaret, at når jeg glemmer mig selv, bliver jeg mindre glad. Der er nødt til også at være tid til, at jeg plejer mig selv på den ene eller anden måde.

Hvordan får du tid til at pleje dig selv?

I virkeligheden er det ikke være så meget tid der skal til. Mine børn vågner tidligt, så om morgenen har vi for det meste god tid. Om aftenen bruger jeg tiden, mens jeg lytter til børnene når de skal sove, til at lave min aften rutine.

Og gør hvad gør du hvis du skal gøre lidt ekstra?

Et par gange om ugen gør jeg lidt mere ud af det. Så laver jeg gerne en maske eller to, alt efter hvordan min hud har det. Eller hvis jeg har god tid om morgenen, bruger jeg lidt ekstra tid på at tørbørste min krop, inden jeg går i bad. Ingen af delene tager meget lang tid, men det giver mig en følelse af glæde og velvære at vise mig selv den omsorg.

Har du et forkælelsetip til den travle mor?

Som mor synes jeg bare det at bruge tid på mig selv føles som forkælelse. Jeg synes alle burde gøre sig selv den tjeneste at rense deres ansigt med noget lækkert hver aften, eksfoliere huden engang imellem og sørge for at huden har fået nok fugt. Hvis man er til det, er der masser af andre ting man kan gøre også, men det er minimum. Beslut dig for at du har fortjent at føle dig godt tilpas og sørg for at prioritere den tid det tager. Nyd at du gør noget for dig selv og tro på, at du bliver en bedre mor, når du har det godt.

Hvad er dine yndlings børne-mærker/butikker?

Mine børn er rigtig glade for popupshop, så det har vi meget af, men også masser fra H&M og Zara.

Hvad er Carl og Olivias yndlingslegetøj for tiden?

Carl har lige haft en periode hvor han har leget meget med Schleich dyr, Olivia leger en del med bamser og dukker. Men begge børn er næsten allergladest for at være ude.

Hvordan hygger i jer bedst som familie?

Vi elsker alle sammen at lave nogle aktiviteter. Det kan være en tur i skoven, i svømmehallen eller i zoo, men vi elsker også at se en film og spise popcorn.

Hvad ville du aller helst lave med dine børn på en spontan fridag?

Jeg ville allerhelst mødes med mine veninder, som har jævnaldrene børn, så er der nogen for alle at lege med. Næste gang jeg er alene med dem, tror jeg, at jeg vil tage i KUBE på Frederiksberg, det var en stor succes, sidst vi var der.

Hvad er det bedste ved at have børn?

Al den kærlighed jeg føler og al den kærlighed de giver tilbage. Jeg bliver så stolt og lykkelig, når de har det godt, den følelse kan ikke sammenlignes med noget andet jeg kender.

Hvad er det værste?

At ingen andre end mine børn presser mig så langt ud over mine grænser, at jeg mister besindelsen. I stort set alle andre relationer respekterer folk et nej eller reagerer på mine signaler. Nogen gange har jeg følt mig helt uforberedt på det pres det kan være at have børn.

Har det ændret dig at blive Mor?

JA! Det har det da, det tror jeg ikke man kan undgå.

Hvordan?

Udover at jeg husker dårligere? Og kommer mere for sent? Og aldrig kan komme hjem fra et besøg med alle mine ting? Og er tykkere og i dårligere form? Jeg er blevet mere rummelig generelt, tror jeg. Jeg er mindre optaget af, hvad andre synes eller gør, jeg har rigeligt at tage mig til med at holde styr på mit eget liv. Jeg er også blevet mere bange for at dø – døden har fået en helt ny dimension, efter jeg har fået børn.

Har det ændret jeres parforhold?

Ja det har det da. Vi er jo ikke særlig tit alene mere, så det er ikke ligeså mange oplevelser, vi har sammen uden børn. Men egentlig synes jeg, at det allermest har bragt os tættere sammen, ingen elsker de to krudtugle, som vi gør, og det giver os en samhørighed, som vi ikke har med andre. Men altså, vi bliver da også død irriterede på hinanden ind imellem – ligesom alle andre.

Hvad gør du og Morten for at bevare gnisten?

Vi sørger for at lave ting uden børn. Vi har aftalt at bruge 5 dage om året på at holde fridag sammen. Så afleverer vi børnene om morgenen og får farmor til at hente. På den måde har vi en hel dag sammen, mens vi er friske, hvor vi kan lave et eller andet. Sidst var vi ude og klatre i Copenhagen Boulders og ude at spise bagefter – det er sjovt at være lidt på slap line sammen og tale om noget andet end opdragelse, vasketøj og to-do lister.

Har i sommerferieplaner?

Ja vi skal i sommerhus på Bornholm. Jeg har et hus i Svaneke med mine søskende, som vi har arvet fra vores mor. Så det gør vi næsten hvert år. Det er dejligt med gentagelse og børnene elsker at vide, hvad de skal

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

body sds