The power of flowers

Mit brændte barn

  i onsdags var Svale så uheldig at brænde sig. Hun fik lagt den lille hånd på en stegepande med skoldende hed olie. Det gik ud over fingersidserne, som straks boblede op med tykke brandvabler. Svale skreg af smerte i timevis, men endte heldigvis med at finde ro med hånden under vandhanen, en magnum-is og lidt larmende tegnefilm.

Hun var den sejeste lille tålmodige kriger der tålmodigt holdt hånden under rindende vand i over 3 timer, og derefter i en kop til hun faldt i søvn. Herefter forbandt jeg den sårede pote og Svale fik faktisk en OK nattesøvn.

Den tålmodige behandling med vand og vand og vand betalte sig virkelig. Den efterfølgende dag var smerterne minimale og allerede nu bruger hun hånden som vanligt.
Da ulykken skete blev jeg et øjeblik i tvivl om hvad vi skulle gøre og om vi skulle tage på skadestuen eller blive hjemme…. Men så kom jeg i tanke om at jeg jo selv er sygeplejerske og vi valgte at blive hjemme, tage en dyb indånding og så gik vi i gang med at skylle til den helt store guldmedalje til lyden af Svales hjerteskærende gråd. 
Derfor vil jeg lige give min viden og lidt råd videre hvis en af jeres børn en dag skulle være lige så uheldige som Svale:

Forbrændinger kan deles op i grader.

1. grads forbrænding:
En 1. grads forbrænding er en forbrænding i det øverste hudlag. Denne viser sig ved rødme af huden og smerter. Et eksempel kan være en solskoldning eller en forbrænding med varmt vand. En 1. grads forbrænding giver ikke længerevarende gener udover lidt svien/kløen i området i 1-2 dage.

2. grads forbrænding:
En 2. grads forbrænding går igennem hele huden. Den viser sig ved smerter, rødme, huden hæver op og der kommer væskefyldte blærer/brandvabler. Eksempler på 2. grads forbrændinger kan være kraftig solskoldning, forbrænding med skoldende vand, eller mindre uheld ved madlavning. En 2. grads forbrænding heler op i løbet af 2-3 uger alt afhængig af hvor stor og dyb forbrændingen er og heler ofte op med ar, med mindre skaderne er af overfladisk karakter.

3. grads forbrænding:
En 3.grads forbrænding går hele vejen gennem huden, ned i fedt og muskler. Den viser sig ved en skorpe som ofte dækker over et dybt sår. Der er hverken rødme eller blærer og den gør ikke ondt, da nervevævet er ødelagt. En 3. grads forbrænding opstår typisk efter uheld med åben ild eller kogende vand/olie. En 3.grads forbrænding kan ikke hele af sig selv. Her må der transplanteres hud over skaden ellers vil huden skrumpe med såret med svære ar til følge.

Ved alle forbrændinger skal du skylle med køligt/lunkent vand asap. Der skal skylles minimum en time, men dette er sjældent nok. Hovedreglen er at du skal fortsætte med at skylle til smerterne er forsvundet. Man vil ofte føle at smerterne er væk imens forbrændingen er under vand, men så snart området ikke bliver kølet vil smerterne vende tilbage.
Det er altså vigtigt at blive med at skylle til barnet ikke føler smerte, selv nar der ikke er vand/afkøling på forbrændingen. Når der ikke længere er smerter skal brandsåret forbindes.

Hvis forbrændingerne er så slemme at man vælger at søge læge/skadestue er det vigtigt at det forbrændte område nedkøles undervejs med våde viskestykker eller lign.

ved 1. og lette 2. grads forbrændinger er det oftest ikke nødvendigt at søge lægehjælp. Kodeordet er simpelthen vand, vand, vand. På skadestuen vil dit barn blive tilbudt præcis samme behandling, så oftest er det lige så godt at blive hjemme, ruste sig med tålmodighed og behandle selv.

Hvis forbrændingen er alvorlig og der er store brandvabler eller huden er gået i stykker skal der ALTID søges læge. Ligeledes skal forbrændte børn under 1 år også ALTID tilses.

Det er vigtigt at holde øje med det forbrændte område dagene efter uheldet . I Brandsår eller i vabler der brister kan der opstå infektion. Tegnene her på er varme, rødme, ømhed og hævelse. Hvis der opstår infektion bør du også altid kontakte læge.
Ved forbrænding er det desuden vigtigt at dit barn er stivkrampe-vaccineret. Hvis dit barn har fulgt det danske vaccinationsprogram er han eller hun vaccineret ved 3,5 og 12 måneders alderen. Hvis ikke bør dit barn vaccineres inden for et døgn.

Vi beholdte som fortalt Svale hjemme i vanlige og hyggelige omgivelser og skyllede og skyllede og skyllede. Vi prøvede mange gange at tage en lille pause for at se om smerten var forsvundet, men efter bare et par sekunder begyndte hun straks at græde igen, og så måtte hånden under hanen. Jeg er 100 procent sikker på at de mange, lange timers nedkøling har gjort at hun allerede er på toppen igen.
Men puha, sikke en forskrækkelse. Det var sidste gang Svale fik lov at sidde på køkkenbordet imens der laves mad.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The power of flowers