en rædselsfuld sommer i bakspejlet og en bedre forude

Må man få huller i ørerne som 5-årig?

Svale har ønsker sig huller i ørerne i uendelig tider. Hver aften, er det så sikkert som amen i kirken, at hun spørger: “Hvornår må jeg egentlig få huller i ørerne?” Og hver aften får hun det samme svar: “Når du bliver 10 år”. Jeg tror det er 1 ½ år siden hun spurgte for første gang og både Sune og jeg har været ret enige om at det ikke skulle ske en dag før.

Svale har i de sidste par måneder klippet små bidder af klistermærker og klistret dem på øreflipperne hver morgen, hun har også limet palietter på med en limstift og hvis der hverken har været klistermærker eller palietter inden for rækkevidde, har hun, meget koncentreret og med tungen lige i munden, tegnet mere eller mindre flotte øreringe på sig selv.

Det har virkelig været et brændende ønske, men problemet har været, at jeg ikke synes det er særlig pænt til små piger med øreringe! Når Svale har spurgt mig hvorfor hun ikke bare kunne få dem nu, har jeg svaret hende, at det er fordi jeg synes det er virkelig dårlig stil. “Jeg synes altså det er god stil”, svarer hun så med et bestemt blik og så står vi der og glor stædigt på hinanden. Da hun den anden dag spurgte hvornår jeg selv fik  huller i ørerne, kom jeg i tanke om at min egen mor, var præcis ligesom jeg selv og det endte med at min storesøster Rikke, sørgede for at jeg fik mit ønske indfriet. Det skete ved storkespringvandet i en gadebod imellem sølvsmykker og Bob Marley armbånd – jeg var 9 år og det var bare lykken!

Den anden aften kiggede Sune og jeg på hinanden og blev enige om at smide vores principper på porten og give pigen lov. Hun fik julelys i øjnene da vi fortalte hende det og lørdag morgen tog vi ned i guldsmeden i Allerød, hvor Svale valgte et par fine rosa emaljehjerter og fik dem skudt i, uden noget brok. Jeg må indrømme at det faktisk klæder hende rigtig godt og det er slet ikke særlig dårlig stil! Hun renser selv med klorhexidin 2 gange dagligt og går meget op i at vaske hænder inden hun piller ved dem. Svale er lykkelig og hun glæder sig allerede til om seks uger, hvor vi skal ned og købe nye øreringe til hende. Jeg synes hun skal have små sølv-øreringe med emalje som disse mariehøner, Svale selv ønsker sig allerede hængeøreringe, men der går grænsen, det kan vi tale om, om 10 år 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

en rædselsfuld sommer i bakspejlet og en bedre forude