Læbepleje

Løb for livet

Der er mange måder at deale med sorgen på, især når den er aller værst.
For mig handler det om at finde en måde hvorpå jeg kan holde ud at være i den. Jeg har fundet en måde der hjælper når det gør aller mest ondt – når det gør så ondt at jeg næsten ikke kan være til. Løsningen er løb.

Min søster Mia snørrede sine løbesko allerede dagen efter vores fars død, hvilket jeg virkelig beundrede hende. Jeg kunne ikke med det samme, men stærkt inspireret af hende, har jeg taget løbet til mig og det er sideløbende med samtaler hos krisepsykologen blevet en slags terapi for mig.

De første dage efter ulykken var jeg i chok. Jeg kunne ingen – og jeg mener ingenting. Sune og ungerne rejste efter et par dage videre på sommerferie hos min svigermor og svigerfar, som planlagt, mens jeg var nød til at tage et fly hjem. Intet hang sammen og jeg kunne umuligt blive i det land hvor alt stank af død. Hjemme i Danmark passede min mor og Rikke (min søster på min mors side) på mig. Et par dage efter jeg var kommet hjem stod vi, jeg ved ikke hvordan de havde fået mig overtalt, i det lokale pizzeria og bestilte en pizza. Min mor og Rikke stod og spiste slikkepinde og havde en samtale om nogle skulpturer de syntes var smukke og sjove, som var udstillet i en have ved siden af. De grinede. Jeg kan huske hvordan vreden blussede op i mig, hvordan kunne de spise åndsvage slikkepinde og synes at noget var sjovt? og smukt? Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig  stak jeg af. Jeg løb alt hvad jeg kunne. De råbte efter mig, men jeg kunne ikke svare, jeg havde kun en tanke og det var at løbe væk – langt langt væk. Jeg løb så det gjorde ondt, så jeg var våd af sved. Jeg løb som jeg aldrig har løbet før. Jeg løb ikke væk, jeg løb bare hjem. Da min mor og Rikke kom hjem sad jeg helt svedig på gulvet og aede vores kat og havde for første gang efter ulykken, en lille følelse af fred.

Siden den dag begyndte jeg at løbe. Det føltes ikke som om jeg løb af egen fri vilje. Det var ikke en beslutning jeg kunne tage. Jeg løb når jeg lige pludselig ikke kunne klare at være i live, når jeg følte at byrden blev så tung at den nærmede sig det ubærlig. Efter jeg havde hulket, skreget i puden, sparket madrassen og knaldet hovedet ind i væggen, rejste jeg mig op, snørrede løbeskoene og løb. Løb for livet.

Løbet blev en håndgribelig måde at hjælpe mig på. Sune havde forgæves prøvet alle mulige strategier, men han kunne ikke rigtig nå ind til mig. I stedet begyndte han at komme ind med en bunke løbetøj og mine gamle løbesko. Hver gang han gjorde det, syntes jeg han var lidt irriterende og kunne ikke forstå hvordan han nogensinde troede at jeg kunne stå på mine ben…..Men det kunne jeg. For før eller siden, når jeg havde kigget på bunken af løbetøj længe nok, stod jeg pludselig op, tog det på og så stak jeg af i fuld sprint. I ugerne efter kom posten med et par barefoot løbesko og et par trailløbesko i neonfarver. Det var Sune der havde fundet sin helt egen måde at nå mig på, støtte mig på og vise sin omsorg. Så kærligt!

Jeg løb ikke for at være sund eller for velvære. Jeg løb fordi det gjorde ondt. Jeg løb til benene værkede, lungerne hvæsede og til jeg næsten kollapsede. Jeg kunne ikke forstå hvordan det indre kunne gøre så ondt og være så meget i krise og jeg rent kropsligt fungerede. Jeg havde brug for en ydre smerte, jeg havde brug for at det også skulle gøre ondt fysisk . Det føltes mere rigtigt. Smerten var god for mig, udmattelsen var god og det gav mig styrke at jeg i mit løb kunne mærke mig selv, mærke at jeg kæmpede at jeg levede

I bund og grund havde jeg en fornemmelse af at jeg i bogstaveligste forstand, løb for livet – at jeg ville gå til hvis jeg ikke gjorde det….

I starten græd jeg hele vejen og gispede “far, far, far” hver gang min fod ramte jorden.  Senere holdt jeg min mund til jeg nåede til skoven, hvor jeg skreg af mine lungers fuld kraft. Nu nøjes jeg med at fælde et par tårer mens jeg kigger op på himmelen. Jeg taler altid lidt med min far imens jeg løber og håber at han kan se hvad jeg kan: ” Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt” er jeg beyndt at messe i stedet for at kalde på ham. Jeg ved at han ville hade at se mig ligge i sengen og lade sorgen æde mig op og han ville elske at se mig tonse afsted igennem naturen. Igennem det høje græs på engen, forbi køerne, der nogle gange får et klap og i fuld spring igennem skoven, skoven han selv legede i som barn.

Lige nu er der lidt stilstand i løbet. Jeg tror det er fordi jeg langsomt får det bedre og ikke på samme måde har brug for smerten. Nu skal jeg finde en anden motivation til at løbe. Den er jo meget enkel og lidt mere rar: sundhed, velvære, den smukke natur og den indre ro der udløses efter en god løbetur!

I næste uge tager vi op til min fars hus i Sverige med resten af familien. Vi skal sænke hans urne i jorden, men vi skal også hygge os og holde lidt ferie sammen, alle os søskende og vores mænd og børn. Jeg vil vædde med at Mia inviterer mig på en løbetur, så jeg må hellere finde løbeskoene frem og komme igang igen, så jeg kan følge med…

 

Kram L

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Læbepleje