Projekt køkken

Kursen er lagt – vejen ud af angst og ulykke

Jeg føler mig seriøst som en træt bunke bæ på ben for tiden. Jeg er startet i et PTSD forløb på Hillerød hospital og det er så hardcore og koster rigtig mange tårer, sved, rysteture og hårdt arbejde. Jeg skylder en mellemregning, så her kommer et indlæg jeg har skrevet for 2 uger siden, som jeg aldrig fik udgivet:

 

Jeg har været meget stille. Det er fordi  jeg har tænkt og tænkt og vendt og drejet min livssituation. Jeg er nemlig blevet tilbudt et PTSD-forløb på Hillerød Hospital. Et tilbud som jeg virkelig er kommet i tvivl om, om jeg skal tage imod. Det er der flere årsager til. Forløbet er intensivt og strækker sig over 12-14 uger hvor jeg skal møde til samtaler med en terapeut og hvor der også kommer til at være flere timers “hjemmearbejde” dagligt. Under forløbet vil jeg få det rigtig skidt. Formentlig lige så skidt som efter ulykken og det skræmmer mig. Det anbefales at være sygemeldt under forløbet. Det har jeg det ikke særlig godt med, for jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg havde en brækket hofte ville en sygemelding være nemmere at forholde sig til, men jeg prøver dagligt at fortælle mig selv, at min situation faktisk er værre og mit sind skal fixes, ligesåvel som en hofte skal, for at blive rask på sigt. Aller mest er det svært at forlige sig med tanken om at få det dårligere. Endnu værre er det at skulle beskæftige sig med ulykken, som jeg de sidste 4 måneder har gjort alt for at fortrænge. Jeg får kvalme ved tanken, halsen snørrer sig sammen og tårerne pipler frem. Det er det sidste jeg har lyst til.

Men samme symptomer får jeg, når jeg hører pludselige høje lyde, når der er vold i fjernsynet, når bilen lugter af benzin, når en lastbil passerer mig, når jeg ser blå blink, når jeg ser kød i køledisken i supermarkedet,  ved tanken om at deltage i begivenheder med mange mennesker, når jeg hører nogle tale spansk, hvis jeg sågar bare tænker på Spanien og jeg kunne nævne mange flere ting som provokerer min angst. Ved at undgå alt det som føles ubehageligt er jeg ved at folde min verden sammen så den til sidst bliver så lillebitte at den kan ligge i min baglomme. Overskuddet er minimalt og så snart min omverden og især mine børn forlanger mere af mig end jeg har at give, braser verden sammen.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at gøre noget ved. Jeg bliver nød til at kunne kigge på de store røde bøffer i køledisken, som minder mig om alle de blottede muskler jeg så under ulykken. Jeg bliver også nød til at kunne tanke bilen, selvom det lugter af benzin, som der gjorde ved ulykkesstedet. Ligeledes er det et must at alt spansk og tanken om at sætte mine ben i Spanien ikke skræmmer mig fra vid og sans, mine svigerforældre er nemlig flyttet til Spanien og jeg kan ikke holde mig derfra for evigt.

Så jeg har takket ja. Jeg kommer til at “genbesøge” ulykken og minutterne før og efter et utal af gange. Hver gang er jeg der ca. 2 timer. Her skal jeg fortælle om ulykken om og om igen i 40 minutter. Fortællingen bliver optaget og den skal jeg lytte til en gang dagligt, til jeg kommer igen ugen efter og endnu engang fortæller om ulykke, optager den osv. Før og efter er der selvfølgelig samtale om alt det der er svært. Til sidst er det meningen at jeg skal blive så træt af at høre og tale om ulykken at den får lov til at blive et minde i stedet for at overfalde mig i eksplosioner af død, blod, chok og glasskår utallige gange dag og nat. Samtidig skal jeg hver dag eksponeres for alt det der tricker min angst og angsten vil dermed blive mindre og til sidst ikke eksisterende. På denne måde vil min verden ligeså stille folde sig ud igen og gå fra lommestørrelse til worldwide.

Det lyder godt. Men jeg har bestemt lyst til at undvige, men jeg er heldigvis også klog nok til at vide at det ikke hjælper hverken mig eller min familie. Jeg vil formentlig kun få det værre med tiden, hvis jeg ikke får bearbejdet alt omkring ulykken. Jeg har valgt at se bort fra alt det ubehagelige jeg skal igennem og i stedet springe på hovedet ned i sølet. Jeg ser det som en livsinvestering. En investering i min egen og min families fremtid. En fremtid hvor der trods en tung bagage er plads til glæde og lykke, hvor ulykke og tab, bliver bearbejdet og dermed kommer til at fortone sig fra hverdagen og bliver et trist minde. Et minde som jeg har styr på og som ikke ødelægger mit liv.

 

 

Det var altså mit tidligere indlæg. Nu er jeg godt igang med terapien og jeg er skiftevis helt ude i torvene og samtidig er jeg ved at lære mit eget sind og dets ikke så smarte mekanismer at kende. Jeg ligner stadig en bunke bæ, men jeg har det ikke lige så håbløst indeni som tidligere. Kursen er lagt og jeg tror på at det her forløb kan hjælpe mig igennem mit livs største krise.

Fremtiden er lys.

 

 

 

 

 

3 kommentarer

  • Sara

    Kæmpestort kram og lys til dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ranveig

    Rigtig mange kærlige tanker til dig og din familie – jeg ønsker for dig, at selv om det er hårdt og gør så ondt nu, at en dag vil du opdage, at det er blevet lysere og lettere, at være Louise, og set er ikke så smertefuldt og angstprovokerende, bare at være til. Jeg ønsker alt det bedste i hele verden for dig, og du skal nok komme videre, det er jeg ikke i tvivl om. Du kæmper og du reflekterer, og du er megasej ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak tak og tak. Sikke en dejlig hilsen som jeg helt havde overset. Det er jeg ked af. Jeg håber du har ret, det bliver dejlig at føle sig som et helt menneske igen en skønne dag. Stort kram til dig og rigtig godt nytår ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Projekt køkken