I aften handler det om Kitty, Daisy & Lewis

Kilimanjaro, et livsbekræftigende eventyr

(null)

Så er jeg klar til at fortælle vidt og bredt om vores Kilimanjaro-tur som absolut ikke gik som forventet.

Vores første dag går med at dase rundt I Moshi som ligger for foden af Kilimanjaro.
Det er mit første møde med Afrika og jeg suger alle de vilde, smukke og anderledes indtryk til mig.
Min far og jeg har en fantastisk dag sammen, hvor vi får en ordentlig en på opleveren. Aftenen bruger vi på at pakke alt vores nye lækre gear som vi har shoppet hos friliv.dk, de har alt hvad et frilufts-hjerte kan begære. Vi går tidligt i seng og er spændte og klar til turen mod Kilimanjaros top.

(null)

Turen starter med at vi og resten af gruppen på 18 mand bliver hentet i en lille smadder-bus som bumper os til kilimanjaro nationalpark.
Vi begiver os nysgerrige og forventningsfulde igennem smuk, frodig og regnfuld regnskov. Da vi kommer frem, har vores crew allerede slået lejr op under træernes gigantiske kroner.
Vores daglige lejr består af en række to-mands-telte, et stort fællestelt, 2 toilettelte (der er meget klammere end at tisse i naturen) og et køkken-telt hvor mad, the, vand og snacks bliver tilberedt.
Lidt efter ankomsten er der the og popcorn i fællesteltet. Jeg er ret overrasket over hvor hyggeligt det er, et rent levn fra kolonitiden , hvor der er medbragt rigtige stole, der er dug på bordet og røde keramik-kopper med rygende varm the.

Min far og jeg går tidligt i seng. Kryber ned i vores soveposer og taler lidt om løst og fast. Det er hyggeligt at være sammen og have en fælles mission.

(null)

(null)

(null)

Vi vågner tidligt om morgenen til lyden af abebrøl og fuglekvidder. Lidt efter banker det på teltdugen og vi får serveret varm the som vi sidder og nyder i soveposen. En halv time efter bliver der igen banket på teltdugen og der står dampende varmt ?wather for wash? i to farvestrålende plastikbaljer. Ret hyggeligt morgenritual, især det med the på sengen:)

Dagens tur går gennem kæmpe træer, lianer, palmer, bregner , guirlandemos og aber der gemmer sig i trætoppene.
Regnskovens vegetation bliver ligeså langsomt skiftet ud med mandshøjt lyng og vi har kig ud over bjerget, frodige dale og savannen i det fjerne. Det er så ufattelig smukt at det næsten ikke er til at forstå.
Om eftermiddagen begynder det at styrte ned. Alle er kolde og gennemblødte og det er en lang tur igennem et stenet hyæne-agtigt landskab.
Da vi endelig kommer frem til campen er alt i vores tasker vådt, humøret er ikke for højt og alle går tidligt i seng.

(null)

(null)

(null)

(null)

(null)

Jeg vågner om natten ved at min far er blevet syg. Han har ondt i maven og har erhvervet sig et ægte afrikansk maveonde. Da dagen gryer er det ikke blevet bedre, tværtimod.
Min far kan desværre ikke fortsætte turen og må bringes ned af bjerget.
Vi har inden afgang aftalt at vi fortsætter hver for sig hvis en af os skulle blive dårlige.
Jeg har mest lyst til at tage ned med min far, men samtidig giver det mere mening at fortsætte og gøre Sune og Svale stolte, samt nå til toppen for min fars skyld.
Jeg beslutter på bagrund af dette at gå videre. Vi giver hinanden et kæmpe kram, siger ?jeg elsker dig? i munden på hinanden og så forlader jeg min far.
Det er ærgeligt, trist og bittert. Det var ikke det der var meningen med Afrika-eventyrret, men ingen kan gardere sig mod sygdom.
Jeg er træt efter en nat med sparsom søvn, jeg er svimmel på grund af højden og har en smule begyndende hovedpine.
Jeg mander mig op og slutter mig til gruppen. Jeg er ked af det og har mange gange i løbet af dagen tårer i øjnene. Vi går gennem lava-landskab og op til lavatower i ca. 4600 meters højde. Det støv-regner og der lægger sig en tung tåge over landskabet og det føles som at bevæge sig i en drøm af skyer. tågen letter som vi nærmer os lejren og det smukkeste landskab afsløres. Det er rødt, støvet og goldt, men jo mere vi nærmer os dagens lejr jo flere palmer, sukkulenter og fremmedartede planter og blomster dukker der op. Små jordegern-agtige dyr fiser rundt i græsset og der sidder sågar en lille kolibri og nyder aftensolen.
Efter et hårdt trek, er det lykken at nå frem. Solen bryder frem, Vi kaster vores våde soveposer og gennemblødte tøj ud i solskinnet og humøret stiger et par grader.
Da de sidste skyer letter knejser kilimanjaros gigantiske top frem pyntet med sne og aftensol. Det er næsten ikke til at fatte at noget kan være så smukt.
Og og og, der er oven i købet forbindelse til min telefon. Jeg ringer straks hjem til Sune og Svale og hold op hvor jeg savner dem. Jeg hører Svale pludre og Sune sige at han er stolt af mig. Jeg putter mig alene i min tørre sovepose, med et smil om læberne. Det hele skal nok gå, og jeg tror på at jeg når toppen for min far, for sune og for Svale!

(null)

(null)

(null)

(null)

Jeg vågner alt for tidligt ved at det regner på teltdugen. Det er en hyggelig lyd, men det er knap så hyggeligt at der igen er udsigt til våde støvler, sokker, sovepose osv.
Det er mærkeligt at vågne alene i teltet. Jeg savner min far og sender ham en kærlig tanke. Jeg skifter tanken ud med handling, hopper med bare fødder og ben i vandrestøvlerne og trækker en fugtig trøje over hovedet og går op på klippekanten i bar røv, pandelampe og uldtrøje for at fange telefonforbindelsen. Min far har det bedre. Han er fortsat syg og er glad for at jeg er gået videre.
Det er så koldt at der er is på min sovepose og jeg kan se min ånde, men humøret er højt.
Vi fortsætter op af Kili i regnvejr. Det er en smuk og våd dag med masser af fede udfordringer. Turen idag er temmelig stejl og der er flere steder hvor man skal holde tungen lige i munden. Landskabet har endnu engang ændret sig. Vi har slået lejr i et nærmest måneagtigt landskab. Lejren ligger på en stejl skråning, der er masser af sultne store ravne der cirkulerer i luften og det stor-regner. Vi er tidligt fremme og jeg sætter mig ind i fællesteltet og drikker the, hygger og spiller kort med de andre.
Jeg har egentlig ikke været særlig mærket af højderne, men idag får jeg pludselig hovedpine, kvalme og bliver rigtig svimmel. Der er flere i gruppen som kæmper med højderne og har symptomer som Kraftige og vedvarende hovedpiner, opkastninger, madlede og træthed.
Jeg kryber ned i min geniale og varme sovepose og får det straks bedre. Tænker lidt over de gode ting i livet, og falder i søvn.

(null)

(null)

Jeg vågner tidligt den næste morgen. Jeg har det godt igen udover at være morgen-svimmel. Det er en ret weird følelse. Om morgenen dingler de fleste af os ud af teltene og skal lige føle os til rette i de højere luftlag før benene går derhen hvor man ønsker. Det er en fantastisk morgen. Vi kigger direkte på Kilis sneklædte top mens dagen gryer, der skal vi gå op i aften. Det er en fuldstændig surrealistisk tanke.
Det er ikke langt vi går idag. Vi går gennem et stenet landskab og bevæger os mod basecamp. Vi er forpustede fordi luften er tynd, vi er beskidte og helt vildt spændte. Det er i aften vi rigtig skal prøve kræfter med naturen og ingen af os ved hvad der venter forude.
Vi når til basecamp og finder grej frem til nattens strabadser. Vi spiser aftensmad ved 17 tiden og så er det tid til at lade op og få en lur i teltet inden vi mødes ved midnat og begynder at bevæge os mod toppen.

(null)

(null)

(null)

(null)

Jeg får ikke sovet meget. Det lyner og tordner og det vælter ned med sne. Jeg er total klar til top-natten, fuld af pep og det kilder i maven. Jeg trækker i 17 lag tøj, tager rygsækken på, spænder vandrestøvlerne uden på 2 lag uldsokker. Nu går det løs.
Jeg mødes med de andre i fællesteltet. Her er en helt speciel stemning. vi er stille og forventningsfulde og stiller villigt op på række som en flok gæslinger med et fælles mål. Pandelygterne tændes mens sneen fyger om os og vi begiver os med små skridt ud i natten og mod toppen af Afrikas højeste bjerg.
Der ligger høj sne, nogle steder til over knæene. Det skal trampes ned og det er hårdt. Natten smyger sig om os og det hele er meget uvirkeligt. Når jeg kigger mig tilbage kan jeg se en lang slange af lys fra pandelygter der slanger sig op af bjerget, det minder mig om et et luciaoptog, det er både smukt og velkendt og koldt, nyt og spændende.
Turen op går langsomt og er hård grundet alt den nyfaldne sne, men før vi aner det begynder himlen at lysne i mørkelilla flænger. Sneen er på retur og vi holder et kort hvil hvor vi drikker varm the.
De fleste er begyndt at blive trætte, men jeg fornemmer ikke trætheden endnu. Jeg føler mig klar og spændt, mens jeg knuger papiret i lommen, med min far, Sunes og Svales navne på, som jeg har tænkt mig at vifte med på toppen.
Solen bryder igennem skyerne og vi når til Stella point, hvor vi kun mangler 200 højdemeter og cirka 45 minutter til toppen.
her er smukkere end smukt. Der er tyk, hvid sne så langt øjet rækker, store gletchere lyser op i morgensolen, skyerne ligger under os, og vi kan se toppene af lavere bjerge titte igennem skydækket. Solen er skarp, sneen glitrer og våde sokker, stivfrosne fingre og irriterende istapper under næsen er glemt. Det her er guddommeligt!

Jeg går det sidste lange stræk i mine egne tanker. Det er strengt, som den sidste bane i et computerspil der skal gennemføres. Jeg snapper efter luften, tager et par skridt af gangen, men jeg kan se Uhuru peak med sine famøse skilte på toppen, og jeg er ikke til at stoppe. jeg føler mig lykkelig, stolt og rørt og jeg føler nærmest at mit ansigt flækker i verdens største smil. Det her er fandme stort!
Vi står på toppen i 5895 meters højde, kigger os omkring, får taget et billede, high-fiver helt vildt og roser hinanden. Vi er lettede, udslidte og trætte, men ikke til at skyde igennem.

(null)

(null)

(null)

(null)

(null)

(null)

Men når man er kommet op på et bjerg, skal man jo også ned. Og det er letter sagt end gjort. Nedstigningen er rigtig hård. Vi har lige bevæget os i 8-9 stive timer mod toppen, og hele den samme vej skal tilbagelægges igen, bare ned af.Det virker helt uoverskueligt Sneen synes højere, det er glattere og det er som om basecamp ligger lysår væk.
Solen er stærk, og det tager mange timer og kræfter at komme ned.
Vi hviler i et par timer og så bevæger vi os matte, stille og med rimelig meget optur over os selv længere ned ad bjergskråningen til millennium-camp hvor vi skal overnatte, inden vi i morgen bevæger os de sidste ti kilometer ud af nationalparken. Varme bade, burgere, kram fra min far og tørt, rent tøj venter nede i Moshi. Det er lige til at tude af glæde over.

Da vi er fremme ved lejeren falder jeg i søvn i mit telt. Jeg er træt og min hud svier helt ekstremt efter den lange nedstigning i kraftig sol. Jeg vågner et par timer efter, og jeg kan intet se. Jeg famler mig frem til min pandelampe, tænder den, det hjælper ikke. jeg kan skelne mellem lys og mørke, men alt flyder sammen. Jeg prøver at lukke mine øjne igen og leger et øjeblik at der ikke er noget galt. Men jeg bliver bange, skide hamrende bange. Tænk hvis jeg aldrig skal se Svale igen, se Sune, og hvordan fanden skal jeg nogensinde komme ned af det her forbandede bjerg?
Jeg har forbrændt mine hornhinder, mit ansigt og mine læber og det gør saftsuseme nas.

Da vi skal den sidste strækning ned er mit syn meget svagt. Jeg får jeg hjælp af en lokal guide og af mine nye seje venner fra gruppen. Ned kommer jeg og vi får colaer, og det er lykken at sidde i den ældgamle bumpe-bus som skal køre os tilbage til hotellet og min far.
Da vi kører ud gennem porten til nationalparken har jeg det som om vi forlader selveste Jurrasic Park. Det har været sejt, vildt og smukt! HURRA for os!

Det skal fejres med kolde Kilimanjaro-øl, og godt selskab med mine seje rejsemakkere og min skønne far. Også selvom man er blind og knald-forbrændt.

Et godt råd fra en ægte bjerg-dummy: husk solbriller og solcreme, hvis i en dag skulle få lyst til at tosse rundt på et snebeklædt bjerg!

(null)

(null)

(null)

(null)

(null)

(null)

Det er ikke sidste gang jeg bestiger et bjerg, for det har været en af de smukkeste og mest fabelagtige natur-oplevelser i mit liv. Jeg har mødt vigtige, virkelig seje, søde og adventure-agtige mennesker som jeg ikke ville være foruden, jeg har været 100 procent ude af min comfort-zone og jeg har lært en masse om mig selv! Min krop, den lille maskine, kan mere end jeg anede den kunne og jeg har det rimelig optur!

Nu er jeg hjemme hos mine 2 elskede og jeg føler mig lidt sejere end før!
Huden er ved at være sig selv og jeg sidder i skrivende stund i venteværelser hos øjenlægen… Alt bliver fint igen 🙂

(null)

(null)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I aften handler det om Kitty, Daisy & Lewis