Hudplejerutine – det mest nødvendige

Kan et mistet menneske erstattes af et andet?

En af de første tanker der rørte sig hos mig efter den grimme ulykke, var at vi blev nød til at få et barn til. Det var i øjeblikket en selvfølge – det stod så klart for mig. Nu manglede der et mennesker, så blev vi jo nød til at lave et nyt! Jeg var selvfølgelig i chok. Det var blot et par timer siden min far var blevet slået ihjel – men jeg var sikker, helt sikker på at det her nærmest kunne gøre gjort ugjort. Jeg husker fornemmelsen af at jeg ikke havde tid til at være gravid, jeg ville have en baby NU. Det skulle være en dreng og han skulle opkaldes efter min far, ligne ham og modtage alt den kærlighed som pludselig var hjemløs.

Tanken var selvfølgelig ikke rationel, men der gik alligevel et stykke tid før jeg kunne slippe den. Intet kan erstatte tabet! Intet kan hviske den grimme ulykke væk fra mine tanker! Ikke engang et sødt og blødt lille spædbarn.

Faktisk, er det sidste vi har brug for et spædbarn. Jeg bruger alt min energi på at holde skruen bare nogenlunde i vandet. Det er hårdt arbejde at ligne og opføre sig som et helt menneske, når man er gået helt itu. Jeg har konstant dårlig samvittighed over for Svale og Wilder, for jeg er så langt fra den mor jeg gerne vil være. Jeg har slet ikke overskud til dem, jeg har simpelthen ikke noget at give af.

Jeg har været meget væk fra hjemmet i tiden efter ulykken. Der har simpelthen været så meget praktisk der skulle tages hånd om. Min fars hustru Anne, kom også til skade under ulykken og mine søskende og jeg har været en del hos hende. Vi har også arrangeret bisættelse og gravøl for 250 personer og ryddet op og flyttet rundt i min fars 350 m2 store lejlighed, så den var hyggelig til når Anne blev udskrevet. Jeg har brugt et hav af timer hos krisepsykolog, hvilket redder mig gang på gang og så har der været en masse praktisk omkring boet, som vi er i fuld gang med – alt sammen tager tid og koster på energi-kontoen som i forvejen er i minus.

Når jeg endelig er hjemme er jeg heller ikke rigtig til stede. Jeg prøver at spille et spil, lege og være lidt glad – men det er svært og jeg kan ikke snyde nogen, selv ikke med det bedste skuespil. Jeg er holdt op med at prøve så hårdt og blevet bedre til at trække mig tilbage og slikke mine sår. Så kommer jeg på banen igen, når der faktisk er lidt overskud…. Jeg anede ikke det var så energikrævende at skjule og undertrykke sine følelser, men det kan jeg nu konkludere at det er. Det er hårdere end at tude i timevis!
Vi er et sted hvor det handler om at komme igennem dagene nogenlunde helskindede. et sted hvor det handler om at overleve. Barren er sat lavt, vi vælger de nemmeste løsninger, der er rimelig meget pizza på menuen og regler om skærmtid er sløjfet – det kan ikke være anderledes lige nu!

Det tabte liv bliver ikke erstattet af et nyt, for det kan man desværre ikke. Min far kommer ikke tilbage på den måde. Nu handler det for vores lille familie om at få en nogenlunde almindelig hverdag op at køre igen og det er lettere sagt end gjort, men vi hænger i!

Billedet er fra dagen efter min fars død. Verden var faldet fra hinanden og alligevel kan jeg tydelig huske den dejlige følelse af Wilders lille varme og levende krop tæt op af min.

KH. L

2 kommentarer

  • Sara

    Kære Louise. Mange tanker til dig fra en fremmed, som føler med dig ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hudplejerutine – det mest nødvendige