Kursen er lagt - vejen ud af angst og ulykke

Jule Melankoli

Julen er hjerternes fest, en tid fyldt med familiebesøg, æbleskiver, stearinlys og forventningens glæde. Det er en tid, hvor man som forældre måske hygger lidt ekstra om sine børn og elsker at se ”julelysene i deres øjne”. Der er nok en grund til, at det er blevet udtrykket for uskyldig lykkelig forventning og glæde.

Jeg kan også godt lide jul, men måske fordi julen er en tid, hvor alle glædes, bliver det endnu mere kontrastfyldt for mig, at jeg hvert år ved siden af glæden fyldes af savn og melankoli ved juletid. Det har været sådan siden jeg mistede min mor for snart 11 år siden, og efter jeg mistede min far for snart 3 år siden, er det ikke blevet mindre. Hverken min mor eller far var særligt juleglade, så det er egentlig underligt at lige julen fylder mig med savn, men det gør den… og sådan er det altid med savnet og sorgen for mig – det er uforudsigeligt, hvornår jeg bliver ramt af det. Måske er det bare det, at jul virkelig er en familietid, og jeg savner mit ophav. Jeg savner at være et barn og sidde på skødet af min mor og far, og jeg føler et stort savn over at mine børn ikke har mødt deres mormor og stort set heller ikke deres morfar og at mine forældre ikke skulle se julelyset i mine børns øjne… ØV!

Så jeg vil sende en tanke ud og tænde et julelys for alle dem, der kender jule melankolien eller måske skal møde den for første gang. Dem der: har mistet nogen, aldrig har haft nogen, elsker nogen som måske skal holde deres sidste jul, er bange for at det er deres egen sidste jul. Til alle dem som kender følelsen af at være lidt alene i alt juleræset og som bare gerne vil have en ekstra julekrammer og lidt plads til, at det er ok at have det svært – også i julen.

Kram

Ida

2 kommentarer

  • Mina Zohra Dalager Jensen

    Åh hvor jeg kender det – suget i maven når man bliver overvældet af følelsen af at savne en svunden tid ❤ Julekram til alle

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kursen er lagt - vejen ud af angst og ulykke