Stoleleg

Jeg rejser fra mit barn

IMG_1528.JPG

Vinterferien er lige om hjørnet og på tirsdag rejser jeg til Moshi i Afrika med min far.  jeg forlader mand og barn i fulde 10 dage, for selv at tage på eventyr.

Men er det egentlig OK at rejse fra sit 1-årige barn? Eller er det virkelig egoistisk?

Det er der nok delte meninger om og tro mig, jeg har været en del overvejelser igennem, før jeg har besluttet at rejse uden mine 2 yndlings-mennesker.

Landet ligger simpelthen sådan at et af mine andre yndlingsmennesker, nemlig min kære far, i mange år har haft en drøm om at rejse til Tanzania og bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro. Da vi en kold november eftermiddag sad på en cafe og snakkede over en kop kaffe, talte vi endnu engang om hans tossede ide. Han sagde at nu skulle det være, men problemet var at han ikke kunne finde nogen der ville tage udfordringen op med ham. Jeg tænkte mig om i 2 sekunder og så var jeg sikker, det ville jeg!

2 dage efter havde min far købt rejsen, og så var det en realitet.
En realitet at min far og jeg skulle til Afrika sammen og en realitet at jeg skulle være væk fra lille Svale i 10 dage.

Min far har siden jeg var en helt lille pige lovet mig at vi en dag skulle til Afrika sammen. I pålægchokolade-æskerne fra Galle og Jessen kunne man i 80érne samle på klistermærker af afrikanske dyr. Dem satte vi i et tilhørende hæfte, imens vi spiste chokolademadder og min far fortalte historier fra savannen og om alle de eventyrer vi en dag skulle opleve sammen.

Den dag er nu kommet, og det gør mig så varm om hjertet.

Min far fik, for et par år siden, en blodprop i hjertet i mens vi var til middag sammen. Der gik det op for mig hvor skrøbeligt livet er, og imens ambulancens sirener og de blå blink kom tættere og tættere på, gik det op for mig, at også jeg skal miste mine forældre en dag.
Det blev heldigvis ikke den dag.
Vores tid sammen er dyrebar og nu skal vi bestige Afrikas højeste bjerg sammen. Være tætte som det ikke altid er muligt at være i en travl hverdag. Vi skal sove i telt sammen, vi skal gå adskillige kilometer sammen, vi skal prøve kræfter med naturen og vores egen fysik og vi skal bevæge os fra tropisk til arktisk klima, alt sammen, sammen! Det er helt vildt at tænke på og jeg glæder mig til at være ved hans side imens han udlever sin drøm.

Jeg glæder mig til gengæld knap så meget til at være væk fra lille Svale. Jeg synes 10 dage er lang tid, og det gør lidt ondt i navlestrengen når jeg tænker på det.

Når jeg får lidt dårlig samvittighed, tænker jeg på alle de ferier og oplevelser jeg kommer til at give Svale i fremtiden. Jeg vil så uendelig gerne vise hende verden på godt og ondt. Jeg leger med tanken om at jeg også en dag, når Svale er en voksen kvinde og jeg er en gammel mormor, vil invitere hende på vores helt eget Kilimanjaro-eventyr.

Så, JA jeg kan godt rejse fra mit 1-årige barn, og JA det er måske lidt egoistisk, men jeg har fundet fuldstændig ro og glæde i det valg jeg har truffet. Desuden har Svale den bedste far som kommer til at putte hende, nulre hende og bade hende i kærlighed. Hun kommer ikke til at lide nød.

Om et par dage rejser jeg altså på 10 dages eventyr. Det bliver fysisk hårdt at bestige et bjerg og psykisk hårdt at savne min lille bøf.
Men min far og jeg skal ud og skabe nye minder og opleve Afrika sammen, præcis som han lovede dengang i 80érne over chokolade-madderne i det almueblå køkken i mit barndomshjem.

 

Læs med HER hvordan eventyret gik. Det gik absolut ikke som forventet kan jeg godt afsløre.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stoleleg