Stoleleg

Jeg rejser fra mit barn

IMG_1528.JPG

Nu er vinterferien lige om hjørnet og på tirsdag rejser jeg i 10 dage.
jeg forlader simpelthen mand og barn, for selv at tage på eventyr.

Er det OK at rejse fra sit 1-årige barn? Eller er det røv-egoistisk?

Det er der nok delte meninger om, og jeg har da også været en del overvejelser igennem før jeg har besluttet at rejse uden mine 2 yndlings-mennesker.

Landet ligger simpelthen sådan at min kære far i mange år har haft en drøm om at rejse til Tanzania og bestige Kilimanjaro. Da han en kold november eftermiddag fortalte at han ikke kunne finde nogen der ville tage udfordringen op med ham, fløj det ud af mig, at det ville jeg!

2 dage efter havde min far købt rejsen, og så var det en realitet.
En realitet at min far og jeg skulle til Afrika sammen og en realitet at jeg skulle være væk fra lille Svale i 10 dage.

Hvis vi skulle på daseferie havde Sune og Svale til hver en tid skulle med. Men en tur til Kilimanjaro hvor vi skal gå adskillige kilometer om dagen, er i stor risiko for at få højdesyge og skal befinde os i vekslende temperaturer, fra tropisk til arktisk klima, er ikke just en ferie for en lille.
Så bassen og manden må hygge derhjemme, imens min far og jeg prøver kræfter med bentøjet og naturen

Min far har siden jeg var en helt lille pige lovet mig at vi en dag skulle til Afrika sammen. I pålægchokolade-æskerne fra Galle og Jessen kunne man i 80érne samle på klistermærker af afrikanske dyr. Dem satte vi i et tilhørende hæfte, imens min far fortalte historier fra savannen og om alle de eventyr vi en dag skulle opleve sammen.

Den dag er nu kommet, og det gør mig så varm om hjertet.

Min far fik, for et par år siden, en blodprop i hjertet i mens vi var til middag sammen. Der gik det op for mig hvor skrøbeligt livet er, og imens ambulancens sirener og de blå blink kom tættere og tættere på, gik det op for mig, at også jeg skal miste mine forældre en dag.
Det blev heldigvis ikke den dag.
Vores tid sammen er dyrebar og nu skal vi bestige Afrikas højeste bjerg sammen, sove i telt sammen og bare tale rigtig meget og være tætte. Tætte som det ikke altid er muligt at være i en travl hverdag. Jeg glæder mig!

Jeg glæder mig til gengæld knap så meget til at være væk fra lille Svale. Jeg synes 10 dage er lang tid, og det gør lidt ondt i navlestrengen når jeg tænker på det. Men Svale har heldigvis verdens bedste far som skal nulre hende og forkæle hende, så hun kommer ikke til at lide nogen nød. Jeg er sikker på at de to knytter et ekstra stærkt bånd mens jeg er væk, og tænk, måske er hun far-syg når jeg vender hjem….?

Når jeg får lidt dårlig samvittighed over at rejse, tænker jeg på alle de ferier og oplevelser jeg kommer til at give Svale i fremtiden. Jeg vil så uendelig gerne vise hende verden på godt og ondt. Jeg leger med tanken om at jeg også en dag, når Svale er en voksen kvinde og jeg er en gammel mormor, vil invitere hende på vores helt eget Kilimanjaro-eventyr. Jeg håber hun siger ja, for jeg bliver helt glad og lun inden i ved tanken.

Så, JA jeg kan godt rejse fra mit 1-årige barn, og JA det er måske lidt egoistisk, men jeg har fundet fuldstændig ro og glæde i det valg jeg har truffet.
Om et par dage rejser jeg altså på 10 dages eventyr med min far. Det bliver fysisk hårdt at bestige et bjerg og psykisk hårdt at savne min lille bøf.
Men min far og jeg skal ud og skabe nye minder og opleve Afrika sammen, præcis som han lovede dengang i 80érne over chokolade-madderne i mit barndomshjem.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stoleleg