En tung diagnose der giver god mening

Jeg er overvældet af forståelse og varme tanker!

I varmer sgu virkelig mit knuste hjerte!

Jeg har modtaget så mange søde mails, smsér og opkald fra nær og fjern. Fra helt fremmede, fra venner, fra bekendte jeg ikke har set i årevis og selvfølgelig fra mine allernærmeste. Hvis der er noget jeg ikke føler mig, så er det ensom og hvis der er noget jeg føler mig, så er det elsket. Tænk at jeg har så stærkt et netværk, der er parat til at gribe mig, når jeg virkelig falder. Jeg er dybt beæret.

Der kan man bare se, hvad det gør at åbne munden og fortælle hvordan man har det, istedet for at gemme det i sig selv og være ensom i smerten!

Fredag blev Sune sendt på en velfortjent fisketur, for det er også en tung tid for ham og han har brug for pauser. Men vups, kom min søster Rikke forbi, med ingredienser til spaghettibolo som hun hurtigt fik bikset sammen. Hun hyggede med Svale og Wilder og lærte dem at tegne hjerter og stjerner og da Sune kom hjem, strøg hun videre til koncert. Lørdag var Svale først hos hendes bedste veninde Lulu, hvis forældre også havde tilbudt deres hjælp og senere sprang Sandra til og nappede begge ungerne til en overnatning. Sune fik mig på højkant, vi gik en tur i skoven, drak lidt kaffe fra termokande og fandt lidt kantareller. Om aftenen ringede det pludselig på døren, det var min veninde Freja. Det havde hun aftalt med Sune, fordi de begge vidste at jeg ville sige “nej tak” til besøg. Hun havde alle mulige lækkerier med: slik, the, hjemmesko til at holde fødderne varme, en “art for mindfulness” malebog og en kop hvor der stod “super mom”. Det føler du dig ikke som lige nu, sagde hun sødt imens hun nulrede mig i håret, men det er du virkelig!

Hvor heldig har man lov at være?

Sune og jeg fik en weekend for os selv. En weekend hvor jeg ikke havde dårlig samvittighed over ikke at leve op til min rolle som mor, en weekend hvor det eneste vi skulle var at slappe af.  Jeg har fået noget antidepressiv medicin som gør mig sindsygt sløv, så jeg har endelig fået sovet, faktisk både dag og nat. Sune har også fået zonet ud, det var også tiltrængt.

Jeg hænger i, selvom det er så skide tungt at det ikke er til at beskrive. Jeg orker absolut ingenting og det kræver alt energi i universet at stå ud af sengen og komme igennem dagen. At få diagnosen PTSD slog mig først ud. Men på den anden side har jeg nu et standpunkt at gå ud fra. Et standpunkt  som gør min uhyre ked-af-det-hed og manglende evne til at komme videre legal. Med den diagnose forstår jeg bedre,  at jeg ikke kan komme ud af det forfærdelige inferno af ubehagelige følelser og billeder omkring ulykken. Det er jo netop en af hovedsymptomerne ved PTSD. Nu starter jeg i kyndig behandling på torsdag og så arbejder jeg mig stille og roligt igennem denne her bunke lort, og ved i hvad? Det kan jeg godt, med min egen styrke og med så mange gode mennesker og alle de lune og forstående hilsner der pludselig popper op i mit liv.

Tak for at gribe mig, tak for jer, tak for alt den kærlighed.

Kram L

PS. I fredags da jeg var til psykolog købte jeg en gave til mig selv. Det syntes jeg at jeg fortjente. Det er plakaten i ser øverst i indlægget, et foto af to af mine yndlingsting: Blomster og øl. Den er fra Poppy Kalas og den gør mig glad.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En tung diagnose der giver god mening