• 2verdener
  • Lille Snefnug
  • Frk Vilstrup
  • De normale
  • Need and love
  • ···
Sammensovning

Jalousi og hemmelige tricks

imageSå er der gået lidt over 2 uger. Lillemanden er efterhånden ved at være en integreret del af familien. Svale har opdaget at der ikke kommer nogen og henter ham, men at han rent faktisk er vores lille menneske og (desværre) er kommet for at blive.

Hun skal nok blive verdens bedste storesøster. Men Rom blev ikke bygget på en dag og det er søskendekærlighed heller ikke nødvendigvis. Det er ganske tydeligt at hun er blevet rystet i sin grundvold og at det her slet ikke er let. Jeg havde besøg af sundhedsplejersken forleden og hun forklarede mig at det at få søskende kan sammenlignes med, at ens mand kommer hjem en dag og siger: Hej skat. Det her er min nye kone. Hun skal bo her sammen med os. Synes du ikke hun er sød?”

Jeg får helt ondt i det inderste af hjertet når jeg tænker på hvordan det må føles for Svalelil, men samtidig prøver jeg at holde fast i at det at få en bror, er den største gave i livet. Måske ikke lige nu, men der går ikke lang tid før de har gavn af hinanden, og det vil de have resten af livet. Mens de er små, er der så kort tid imellem dem at de kommer til at lege sammen. De vil kun være et klassetrin eller to fra hinanden i skoletiden og måske have nogle af de samme venner. Når de bliver teenagere vil lillebror helt sikkert forelske sig i en af Svales ældre veninder. Hun vil muligvis give ham hans første kys eller knuse hans hjerte. Når de engang flyver fra reden håber jeg vi har råd til at købe en lille lejlighed til dem, hvor de kan være room-mates i studietiden og jeg håber de kan være både søskende og venner og hinandens fortrolige. Livet igennem. Når Sune og jeg engang ikke er her mere, så har de to hinanden. Altid. DET ER EN GAVE AT HAVE SØSKENDE!

Svale er helt sikkert ikke enig i den påstand lige nu. Hun har ikke fået en gave, hun har fået en rival.

Og hun har taget rivalens ankomst med blandende følelser, helt som forventet. Hun er selvfølgelig rigtig jaloux og det er tydeligt at hun ikke rigtig ved hvordan hun skal reagere. Jeg fornemmer at hun har lyst til at være sød og god, men at hun bare ikke rigtig kan (den følelse kender jeg godt selv) . Som velkomst fik han en knytnæve i øjet, dette med en sut i hånden. Der er også blevet budt på spark, lussinger og skub som altid er ledsaget af et højt og kontant “NEJ LILLEBROR”, imens hånden bliver holdt stift frem i strækt arm, og hun vender hovedet væk, med en ægte “talk to the hand” attitude (Hvor har hun det fra?)! Lillebror skal i hvert fald ikke komme her og tro at han er noget….

De værste episoder med slag og spark klingede heldigvis af i løbet af de første par dage. I stedet er der kommet andre lidt mere udspekulerede metoder i brug.

Svale er nemlig blevet knaldgod til at mase, sådan på en lidt snigeren måde, så det skal ligne at det ikke heeeeeeelt er med vilje. Denne metode bliver især taget i brug når lillebror bliver ammet og Svale vil sidde hos mig samtidig. Jeg nænner ikke at lade være med at tage hende op, når hun står der og laver store brune hundeøjne, men når hun så kommer op, maser hun sig med fuld kraft tilbage, så lillebror bliver fladmast og får mælken galt i halsen. Hun bliver stiktosset når hun bliver bedt om at være en lille smule mere forsigtig, hånden kommer frem igen og der lyder et skingert:”NEJ MOAAAR!”. Eller når lillebror ligger roligt på sofaen og Svale “tilfældigvis” lige kommer til at mose sig hele vejen over til ham og lægger sig oven på ham, mens hun smiler og prøver at ligne en som bare er så sød.  I morges har jeg opdaget en helt ny teknik i at nive hemmeligt. Det foregårer ved at snige sin lille søde hånd ned under lillebrors dyne, imens man ligner en engel, og så giver man den bare gas med neglene i de bløde babylår.

Lillebror er heldigvis rimelig badass, han siger ikke en lyd under de forskellige angreb, han kigger bare lidt forundret med sine store øjne og blinker et par gange.

Men disse episoder bliver der også allerede færre af.  Det er som om Svale føler at rangordenen er sat. Der er kun plads til en sherif her i byen og hun har skåret ud i pap at det er hende der bærer den gyldne stjerne!

Sheriffen har selvfølgelig også været sød. Lillebror har fået kys, han er blevet kildet under tæerne og han har fået mast en sut (lidt hårdt) ned i hovedet mange gange. Den rammer ikke helt munden, men det er jo tanken der tæller tsk tsk… Han kan heldigvis også et partytrick som den lorte-fikserede sherif er helt pjattet med: nemlig de gule fugleklatter i bleen, de er og bliver et kæmpe hit og Svale hviner af fryd når hun får lov at være med til at skifte ham.

Det hele går i den rigtige retning. Lille er vidst ved at være accepteret og snart kan Svale nok ikke huske at der nogensinde har været et liv uden ham.

Der er dog mange andre udfordringer der er kommet i spil efter lillebrors ankomst. Svale har svært ved at sove, hun er blevet über hidsig og vi forældre skal i hvert fald ikke tro at vi har kontrol over det her! Det kommer der meget mere om i nærmeste fremtid. Det er både hårdt og komisk og som sundhedsplejersken siger: “Et sundt barn reagerer når det får en lillebror eller lillesøster”. Så vi kan vidst godt konstatere at vi har et KERNESUNDT barn…….

   

4 kommentarer

  • Kathrine

    Hjertelige tillykke med lillebror. Du skriver simpelthen så ufattelig morsomt, jeg er ved at tisse i bukserne af grin når jeg læser dine indlæg. Jeg har lidt på fornemmelsen at Frederikke kommer til at reagere på samme måde til Marts når vores lillebror kommer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak Kat. Og KÆMPE tillykke. Sejt at i også skal have nummer 2. Ja, det er altså lidt af en mundfuld, men samtidig også virkelig sjovt og hyggeligt. Jeg føler at vi er blevet en “rigtig” familie nu, der er altid noget at se til, men lykken er gjort. Glæd dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Tillykke med jeres nye liv ,det går jo næsten som forventet

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sammensovning