På eventyr med Cirkus Arena

Jagten på den perfekte bolig #3

hus-maleri-2

 

Så kommer opfølgningen på husjagten omsider. Jeg er som sædvanligt lidt bagud med at poste 🙂

Boligjagten spidser til og Sune og jeg er pænt sikre på at vi er de helt rigtige købere til parcelhuset i Blovstrød, som er alt andet end det vi egentlig ledte efter.

Du kan læse #1 og #2 her, hvis du lige skal have forhistorien med!

Ejendomsmægleren havde som tidligere beskrevet ikke tid til at vise os huset fredag eftermiddag, hvilket jeg egentlig var lidt stresset over, for jeg kan bedst lide når ting går rigtig stærkt. Huset havde været til salg i sølle 2 dage og der var egentlig kun 2 dage til åbent hus og ejendomsmægleren forsikrede mig om at der ikke var fremvisning inden og huset dermed ikke ville være solgt. Man kan undre sig over hvordan man kan blive helt vild med et hus man aldrig har set og som oven i købet slet ikke matcher boligdrømmen – men sådan er livet nu engang så tilfældigt! Sune skulle i skoven og være bushcraft-agtig den weekend og ungerne og jeg skulle op til min veninde Freja der bor i Allerød, ikke langt fra det lille røde hus.  Planen var så at Sune og jeg skulle mødes i Blovstrød søndag formiddag og gå til åbent hus og se 60ér drønet live.

Jeg lå søvnløs hele weekenden. Jeg havde det som om jeg var forelsket. Forelsket i en som måske var uopnåelig, en som havde mange bejlere og en som måske ville fortælle at han allerede var optaget, idet jeg erklærede min store kærlighed. Helt tosset – alt det for et hus jeg ikke engang havde set!

Da det endelig blev søndag var jeg høj på adrenalin og forventninger. Sune er typen som meget ofte kommer for sent, så til meget vigtige aftaler sætter jeg ham altid i stævne ca. 30 minutter før, så plejer det at lykkes ham at komme nogenunde til tiden. Det samme havde jeg gjort denne søndag og tak skæbne for det, for 25 minutter inden den aftalte tid, altså snydetiden, ringede Sune fra Nordskoven på Hornsherred! “Øhhhh alle bummene er lukkede her i skoven og vi kan altså ikke komme ud”! Jeg begyndte at svede samtidig med at jeg stammede noget a la, “Så ring dog til en skovfoged”!!!!! Jeg så straks for mig hvordan vi gik glip af huset og var på forhånd temmelig oprevet. Jeg kunne selvfølgelig tage hen og se det selv, men jeg kunne jo ikke rigtig shoppe hus uden min livsledsager ved min side….

Sune må have kørt hasarderet ræs i skoven. Han havde nok en ide om at hans kone ville have lyst til at nikke ham en skalle eller to hvis han missede denne her. De 30 snydeminutter kom os endnu engang til gode og manden nåede det sgu lige præcis. på slaget 13 stod vi ved det røde 60ér drøn med en hel flok andre nysgerrige bejlere.

Vi kiggede hurtigt. Meget hurtigt. En stor stue med væg til væg tæpper og mørke træ-lofter, et køkken i underligt gulligt træ, tre små soveværelser med savsmuldstapet, et badeværelser med turkise fliser, en kælder med orange vægge og en lille vissen have. “Jeg vil have det” hviskede jeg til Sune. “Det vil jeg også” sagde han og vi grinede lidt forvirrede. Hvad gør man så? vi gik ind til ejendomsmægleren der havde sindsygt travl og slet ikke havde tid til at tale med os.  Vi bad ham i stedet ringe til os, så snart han havde tid.

Vi satte os over på Blovstrød kro, bestilte to kolde øl og vendte sagen. Hvad skulle vi byde på huset? Det var egentlig en del over budget… Mon vi får lov at låne så meget i banken? Hvad hvis nogle af de andre der var ude at kigge også byder? Hvad hvis de køber det for næsen af os? Skal vi byde 100.000 under? Hvad fanden er 100.000 i det lange løb og tænk hvis vi mister huset fordi vi byder sølle 100.000 under?

Fuck det – vi byder prisen blev vi enige om. Mægler ringede, vi bød prisen. Sælger sagde god og så var huset sådan set vores. selvfølgelig med et bank og et advokatforbehold.

Ugen efter gik vi i banken. Forinden meldte vi os ud af alt der var mere eller mindre overflødigt: fitness, fagforening og velgørende organistationer. Vi gjorde alt for at få vores rådighedsbeløb derop hvor vi kunne få lov til at låne.

Det korte af det lange er, at vi efter næsten 2 søvnløse uger blev godkendt til lånet og nu er ejere af det lille røde parcelhus – det endte altså med at blive en lykkelig forelskelse… skørt ik?

   

2 kommentarer

  • Birgitte Ankerstjerne

    Det lyder som kærlighed ved første blik☺ Selvom det lille hus er skyld i vi mister vores bedste sommerhus naboer😢

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Hvor er du sød Birgitte.
      Jeg kan fortælle dig at huset allerede er solgt til en ny lille familie. De har det fra d. 15.5.18 allerede.
      Hvor var det skide hyggeligt sidst – dejligt med dejlige naboer. De nye beboere er faktisk MEGET heldige at de skal bo ved siden af jer 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

På eventyr med Cirkus Arena