Begynder-strik for dummies og mindfulness

I sorg – velsignet og forbandet på en og samme tid.

 

Solen skinner, forårsblomsterne pibler op i min have og kirsebærtræet er lige på nippet til at blomstre. Udenfor er det hele så friskt og let, men indeni er jeg helt tung. Jeg er splittet. For denne tid er så livsbekræftende, men samtidig minder alt det levende mig om at min far er død. Solen skinner på mig, forårsvinden kærtegner min kind, men aldrig mere hans. Det er så let og det er så tungt.

Solskin og forår er skønt. Samtidig står mit humør pludselig i skærende kontrast til menneskerne omkring mig. Der er intet som forårslyset der får folk til at smile. Den mørke vinter passede bedre til mit humør, men jeg prøver. Vi spiser is i haven, vi har pudset drivhuset, vi planlægger hvilke grøntsager vi skal plante. Vi går ture ned til engen og samler sten i den orange aftensol. Jeg lever for mine børns milde latter, når de svinger sig i gyngen ved engen og for følelsen af deres  små beskidte hænder i mine, på vejen hjem. Mit tunge følsomme hjerte, banker for dem og gud ved hvor jeg var idag, hvis ikke jeg var deres mor. Jeg føler mig velsignet og forbandet, på en og samme tid.

Det er snart 9 måneder siden jeg mistede min far og det føles stadig som var det igår. Og alligevel var det slet ikke igår, for savnet er kolossalt. Min hjerne er, trods min øjne var vidne dertil, først nu begyndt at forstå, at min far virkelig døde i den rædsomme ulykke. Jeg tænker på den utallige gange dagligt og alligevel er konsekvensen først ved at blive konkret for mig nu. Foråret kommer, så kommer sommeren, men min far kommer ikke igen. Min verden er forandret og jeg mangler ham hver dag. Jeg græder hver dag, men jeg smiler også hver dag. Nogle dage griner jeg. Jeg tror det går den rigtige vej.

Jeg nyder duften af det nyslåede græs i min have, samtidig fælder jeg en tåre over at min far ikke skal opleve den duft igen. Jeg græder over at han ikke skal være sammen med os i vores have i Blovstrød, i det hus han hjalp os med at købe, fordi han synes det var så perfekt og ligger i hans barndomskvarter. Det havde han sådan glædet sig til. Der er så meget af ham og hans historie omkring mig og det bliver med tiden garanteret rigtig godt. På Svales første dag i mini-SFO på Blovstrød skole, var jeg så stolt og spændt, men hvor ville jeg gerne have delt det med ham. Min far gik selv på Blovstrød skole som barn og vi sad i selvsamme lokale, som han blot et par uger før sin død, udpegede da vi var ude at gå tur “Derinde sad jeg og kiggede ud da jeg gik i børnehaveklasse, er det ikke sjovt og om lidt sidder lille Svale og kigger ud af samme vindue?” sagde han og fik tårer i øjnene af glæde. Det er så kærligt og det er så trist, og om aftenen græd jeg i fortvivlelse, i vildt savn og lidt i stolthed og glæde. Hvor ville jeg ønske vi bare en gang, kunne hente hende der sammen.

Der er for tiden ikke en glæde, uden den er fulgt af et savn. For hvor ville jeg gerne dele alt det her med ham. Jeg har været sygemeldt i 4 måneder og gået i behandling for PTSD, men sidste mandag startede jeg igen på job. Da jeg fik fri, var jeg lettet, jeg klarede det og det første jeg havde lyst til at gøre, var at ringe til min far og fortælle ham om det. Jeg greb efter min telefon i lommen, og midt i et ellers godt øjeblik, ramte sorgen mig igen, for man kan ikke ringe til en død far og en død far kan ikke være stolt. Heldigvis holdt min mor klar på sankt hans torv og inviterede mig på frokost og en gåtur på stranden og hun var stolt. Det er som om hun aldrig bliver træt af at tale om min far, hans død og min sorg, hvor er jeg heldig.

Alt den sorg og alt den glæde der også er i livet, stritter i to forskellige retninger, men bliver kogt sammen til stemningen i mit liv. Det er svært at bedømme om det er godt eller skidt, det eneste jeg ved er, at det er følsomt og at et smil på læben ofte avler en tåre i øjet. Det er på sin vis også smukt, selvom det ikke er let. I morges sang solsorten sin morgensang uden for mit åbne vindue. Jeg tænkte atter på min far, på at han aldrig skal høre denne smukke solo igen, men det skal jeg og glæden ved den er fortsat stor. Jeg synes solsortens sang er smukkere end nogensinde før, det er foråret også, jeg føler mig velsignet over hver en knop på mit æbletræ og selvom om sorgen skygger for noget af det smukke, finder jeg en helt særlig tryghed i at naturens cyklus fortsætter.

Nu er det weekend. Den skal også bruges i haven og sammen med de små. Vi skal bare hygge os, bage boller, lege og have besøg af min mor og min søde niece Wilma og samtidig skal jeg tænke en masse på min far og savne ham lidt, det skal nok blive godt.

Rigtig god weekend til jer.

 

Kram Louise

 

 

1 kommentar

  • M

    Tak fordi du sætter så fine ord på “forårs-sorgen”
    Jeg sidder med samme tungsind i de første solstråler, efter at have mistet min far i januar.
    Tanker til dig 🌷

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Begynder-strik for dummies og mindfulness