Farvel til døde hudceller

Hvordan kan det være hverdag når verden er forandret?

Det er ikke til at begribe at hverdagen skal gå videre efter alt hvad der er sket. Men det skal den jo og det er helt klart også det min far havde ønsket. Han ville ønske vi skulle have det godt, komme på arbejde i en fart og få vores hverdag op at køre. Jeg er tilbage på arbejde og har været det i 5 uger. Jeg havde sommerferie 3 uger efter ulykken og derefter var jeg sygemeldt i 2 uger. Lige da jeg startede på arbejde igen var jeg meget skrøbelig, jeg var ude i køkkenet for at græde mellem mine konsultationer og i hele frokostpausen. Nu er jeg nede på at hyle en gang eller to i løbet af min arbejdsdag og på turen til og fra arbejde. Hurra for vandfast mascara!

Morgenerne er svære. Sorgen rammer 3 sekunder efter jeg vågner. De 3 sekunder er de bedste på dagen. 3 sekunder hvor jeg ikke er bevidst om hverken ulykke eller død. Så kommer jeg i tanke om det og verden føles atter forkert. Klokken er som oftest 5 når jeg vågner, nogle dage nærmere 4 og det er umuligt at falde i søvn igen. Jeg fælder et par tårer og knuger dynen, så stryger jeg Svales hår i mørket og tænker over hvor levende hun er, hvor levende vi alle sammen er. Lastbilen kunne have mistet herredømmet 2 sekunder efter min far var passeret og en anden familie var blevet knust. Han kunne også have mistet det 2 sekunder før, så havde lastbilen ramt os. Men det gjorde han ikke, han mistede det i det sekund den passerede min fars lille bil…. Det er så uhyggeligt at livet er så tilfældigt.

Når jeg er færdig med at græde, samler jeg alt styrke i hele verden og står op og smører madpakker. Hiver mig ud i et bad (de dage det er strengt nødvendigt), finder gerne tøjet fra igår på gulvet og tager det på. Idag har jeg haft det samme på i 5 dage – minus underbukser, undertrøje og sokker… lækkert! Lidt efter cykler jeg mod stationen for at tage på arbejde. Jeg hyler hele vejen til toget og nogle gange også lidt i løbet af turen. Men når jeg rammer Sankt hans torv, hvor jeg arbejder som sygeplejerske i en lægepraksis, tørrer jeg tårerne væk, ranker ryggen og træder ind af døren som om alting er normalt. For det er det jo også i andre menneskers verden. Eller måske er det ikke? Vi er jo ikke gennemsigtige og vi aner ikke hvad vores medmennesker går og bærer på. Men for de fleste er dagene nok som de er flest. Hvilket jo er rigtig godt!

På arbejdet er der travlt. Så travlt at jeg ikke når at tænke så meget over alt det grimme. Ind i mellem kan det virke så forkert at sidde der og hjælpe folk med deres små-skavanker, andre gange er det befriende at de små-skavanker også findes, for i patientens verden er det eksem måske deres største problem- og det er jo godt nok. Jeg har heldigvis et meget taknemmeligt job. De fleste smiler og siger tak når de går ud af min dør og er glade for den hjælp de har fået. Det giver så meget mening og hver dag føler jeg mig værdsat og føler at jeg gør en lille forskel.

Jeg har mange gange tvivlet på mit valg i forhold til at blive sygeplejerske. Jeg har til tider ønsket at jeg havde valgt anderledes. At jeg havde valgt et erhverv hvor jeg tjente lidt mere eller at jeg havde valgt en kreativ vej, hvilket jeg i sin tid også drømte om. Men efter ulykken, hvor jeg har set hvor stor en forskel dygtige, hjertevarme og tålmodige sygeplejersker har gjort, ved jeg at der ikke er noget andet der vil give mening for mig. Jeg hjælper andre som har brug for det – også igennem gode stunder som fx. graviditet.

Når det er sagt, rammer jeg altid et par gange i løbet af min arbejdsdag hvor jeg synes det er helt ved siden af, at jeg ikke er sygemeldt. At jeg sidder og hjælper andre mennesker med at blive hele, når jeg selv er gået helt i stykker. Men så minder jeg mig selv om at sorg ikke er en sygdom og tænker på hvad jeg mon ville lave hvis jeg ikke var på arbejde. Så ville jeg højst sandsynligt ligge hjemme på sofaen og hyle hele dagen – og det nytter jo heller ikke noget!

Vi er ved at få en eller anden form for hverdag igen. Den er bare hård! Hver dag vinder jeg en lille kamp når jeg igen kommer ud af døren, kommer igennem arbejdsdagen og kommer hjem igen. Jeg er godt nok smadret men jeg gør alt for at samle et lille overskud, for børnene skal jo også have lidt af deres mor. Min nye sengetid er nu om dage imellem kl 20 og 21, på det tidspunkt er der simpelthen fuldstændig udsolgt på alle hylder. Desuden er natten altid led, jeg er plaget af mareridt og jeg har det, efter ulykken, med at skulle ind og tjekke om Wilder trækker vejret et par gange i løbet af en nat. Så ligger jeg og hører en podcast, gerne en stille og rolig en uden for meget død og ødelæggelse, imens det føles så velfortjent at ligge under dynen igen.

Kram L

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til døde hudceller