Har vi droppet bloggen?

Hej hej hæmninger

fullsizerender-44

Her på det seneste har jeg fundet mig selv i nogle ret mærkværdige situationer. Situationer som aldrig ville opstå før jeg fik børn.

Jeg har fx. vasket laks! Det gør jeg faktisk ofte. Svale elsker nemlig gravad laks, men afskyer dillen. Når jeg har vasket laksen under den kolde hane, dupper jeg den dild-frie fisk tør i et stykke køkkenrulle og til sidst lander den på et stykke rugbrød med smør, helt klar og ren til den kræsne lakse-lover. Jeg føler mig så weird imens lakse-seancen står på og er altid lidt lettet når den er overstået.

Jeg havde også en oplevelse i Irma forleden hvor jeg blev helt voksenflov: Wilder havde Influenza og vi var vi løbet tør for børnepanoér. Mine børn får dem altid i suppositorier, altså dem man putter bagi, jeg synes det er nemmest og de virker på nul komma fem. De forhandler dem ikke særlig mange steder, men Irma ved Nørreport har reddet min røv mange gange, så jeg måtte afsted. Irma var proppet og køen var lang, og da jeg endelig kom op til kassen havde de dem ikke på hylden. Den flinke kassedame ringede på klokken for at sende en medarbejder på lageret. Irma-manden der ikke kunne komme forbi den massive kø, råbte til kassedamen og spurgte hvad han kunne hjælpe med. “Gider du gå på lageret og hente noget Panodil, ikke de almindelige, STIKPILLERNE” råbte hun tværs gennem butikken. Det var meget højt og det føltes som om alle i hele Irma kiggede på mig og tænkte: Nå hun skal rigtig hjem og putte piller op i numsen hende der……! Seriøst kunne hun ikke have råbt panodil JUNIOR, eller kunne jeg ikke havde haft mindst et barn med, så folk måske kunne regne ud at jeg bare skulle hjem og putte piller op i numsen på dem.

En anden lidt anderledes ting er, at jeg har fået en ny rolle som jukebox. Jukeboxen benyttes især når vi cykler og Svale og Wilder sidder trygt, godt og skjult under den røde kaleche i christianiacyklen, imens jeg cykler rundt og ligner og lyder som et fjols, der synger for mig selv. Svale kan bestille et hvilket som helst nummer og så synger jeg det. Det er ikke altid at jeg kender melodien eller teksten og jeg er heller ikke særlig god til at synge. Børnesangene er nemme nok, men nu er Svale, stærkt inspireret af sin bedste ven Lulu, begyndt at bestille Michael Jackson. Så jeg cykler rundt og synger : beat it, beat it, beat it, beat it, No one wants to be defeated, resten af teksten er jeg ikke så god til, den freestyler jeg bare på sådan et lidt mærkeligt sprog der ikke findes, men lyder rigtigt i Svales små ører. Og hun er fan. Jeg føler mig faktisk næsten som Michael Jackson, det er ret fedt ! Når vi kommer til et lyskryds stopper jeg selvfølgelig koncerten, men man skal passe på, for største-øglen bryder sig ikke om at jukeboxen stopper midt i et nummer og forleden råbte hun højt og kommanderende, midt i et crowded lyskryds: HVORFOR STOPPER DUUUUUUU ? SYNG MOR, MERE MICHAEL JACKSON MOR, MEEEEEEERE, NU SKAL DU SYNGE BEAM ILLLLLLL (beat it) iGEEEEEEN! ….. suk.

Til dagligt er der selvfølgelig også mange mærkelige småting. Jeg har fx. serveret morgenmad for Svales build a bear Ninja-turtel, klædt i Wilders aflagte tøj. Den kan godt lide æg og børnechampagne. Vi leger også en lidt speciel leg hvor hånddukken Andrea (den der er venner med Kaj), kan skide alle mulige ting ud af hullet der normalt er til at putte hånden i. Det kan vær lego, en badeænd eller i værste fald en halvgumlet fignestang, der til Svales fryd ligner den ægte vare.

Jeg synes det er sjovt, og jeg elsker mine børns uspolerede hjerner. De vil gerne bare have det fedt og de er  fuldstændig ligeglade med hvad andre tænker! Det er jeg også blevet efter jeg er blevet mor til dem. De to krabater finder på så mange dejlige, skøre og løjerlige ting og de har en forrygende evne til at få mig til at miste alle hæmninger.

Det er så befriende. Tak unger!

 

   

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har vi droppet bloggen?