Glød

Hård terapi, dybt savn og varm glæde

Juleferie er ved at gå på hæld og på den anden side af weekenden starter hverdagen. Ungerne skal i børnehave og jeg opstarter mit terapi-forløb igen. Det har været dejligt at få en lille pause fra det, for det er så sindssygt hårdt og jeg er komplet smadret, når jeg rigtig klør på.

En gang om ugen er jeg hos terapeuten ,men hver dag skal jeg lytte til en 40 minutters lang optagelse af mig selv som fortæller om ulykken. Jeg hader det og jeg går som katten om den varme grød hele dagen. Når jeg lytter til optagelsen skal det være med lukkede øjne og jeg skal forestille mig at jeg gennemlever hele det rædselsfulde scenarie. Det hele står så klart, jeg kan nærmest mærke den brændende sol, lugte benzinen, se min fars døde krop og høre Ann’s hjerteskærende skrig. Det er så grusomt.

Men det hjælper, for allerede nu kan jeg mærke en bedring af mine PTSD symptomer. Ulykken kommer ikke i samme grad og bombarderer mig med alt det grimme på vilkårlige tidspunkter af dagen. Jeg har fred i længere perioder og jeg kan i stigende grad selv bestemme hvornår jeg tænker på den og hvornår jeg sætter den til side. Den kommer stadig for fuld styrke i ny og næ, men kun et par gange om dagen og den udløser ikke panikangst længere. Den udløser gråd og tristhed, men det er til at tage og føle på og det ser jeg som en naturlig reaktion på mit tab. Nu skubber jeg ikke tankerne om ulykken væk som jeg gjorde tidligere, nu tør jeg kigge på den, lade mig selv føle hvor slemt det egentlig er og så er det overstået. Som en horrorfilm, man har set for mange gange, hvor de uhyggelige scener ikke synes nær så skræmmende når man har set den 20 gange. Den ubehagelige følelse slipper igen, når den skræmmende scene er overstået i filmen, såvel som i min hjerne.

Men som ulykken træder mere i baggrunden, kommer der mere plads til sorgen. For der er en hel del accept i alt denne her terapi. For det er ikke bare en skrækfilm. Det er min historie, den er sand og jeg har mistet min far på grusom vis. Han er væk, væk for altid, jeg har ingen far. Og det gør ondt at indse. Meget ondt.

Men ferien har været rar.  Jeg frygtede at jeg ville være anspændt, flippe ud på de små og være en byrde at være sammen med. Men det har været modsat. Jeg har virkelig nydt mine børn, fundet ro i dem, også når de har været vilde og ustyrlige. Jeg har trukket vejret helt ned i maven og været taknemmelig for alt det jeg har. Jeg har været sammen med mine søskende, slappet af og besøgt min fars grav. Det er stadig surrealistisk at der ligger en sten med hans navn på, lige meget hvor længe jeg kigger på den, bliver det aldrig helt virkeligt. En af dagene jeg besøgte graven, lagde jeg mig på den kolde jord, der hvor man stadig kan se spadestikkende fra urnenedsættelsen. Jeg kiggede op i himmelen og talte lidt med min far. Han har det godt  hvor han er, men han savner os og han elsker os. Han synes vi klarer det rigtig flot og han lover at passe på os, det sagde han til mig.

Nu vil jeg nyde den sidste fridage med min dejlige familie. Kysse dem, nulre dem, klemme dem og føle alt det rare dybt i mit inderste. For med alt det grusomme i bagagen, føles alt det dejlige endnu dejligere  end før. Ren glæde vil aldrig mere blive taget som en selvfølge, den vil blive værdsat som den smukkeste skat, værnet om og nydt i fulde drag.

Glædelig søndag til jer.

kram Louise

2 kommentarer

  • Rikke

    Kære Louise,

    Du har en far. Du vil altid have en far. Han er bare ikke lige ved siden af dig. Men han lever i dig for evigt.

    Du skriver så flot, og hvor er du sej at du tager fat. Ikke alle kan anerkende sine følelser og tage fat, som du gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak Rikke. Du har ret, jeg har jo min far i hjertet. kram L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glød