Dukketid

Fra Sune til Svend og latterlige skænderier

image1-18

 

Der sker store ting hjemme hos os.

Sune har nemlig afsluttet sin snedkeruddannelse og er blevet en ægte svend.

De sidste par måneder har været en hardcore tid. Sune har været skide stresset og lidt af en sprængfarlig bombe. Han har ikke haft overskud til meget på hjemmefronten og vi har begge to bidt lidt af hvert i os. Det har været benhårdt at være nybagt mor i det her scenarie: utilfreds baby + søvnmangel + trodsig to-årig + mand uden lunte.

Men det har lært os en ting eller to.

Vi er normalt ret gode til at rette på hinanden over latterlige småting:

Sune er ret god til at smide et par spidse bemærkninger afsted om det huslige. Det kan være hvordan opvaskemaskinen skal fyldes, at der ligger et peberkorn i saltskålen (for hvilken idiot tager dog peber før salt..?!), at en t-shirt er røget i tørretumbleren (undskyld, det sker ofte) eller at nogen saftsuseme kan være så distræte at de glemmer at tage skoene af før de går ind i stuen…

Jeg brokker mig til gengæld over katten:

Det er Sunes kat, den hedder Tupac, det er en perser og den fælder helt vildt. Jeg er ikke vild med katte og jeg er endnu mindre vild med kattehår. Ordens-manden mener sjovt nok ikke det er så slemt med og synes slet ikke det er nødvendigt at strigle dyret. Samtidig er jeg ved at blive kuk af at tørre spisebordet af 4 gange dagligt fordi det er loddent, have pels på mit nyvaskede sengetøj og på børnenes pusleplads og endnu mere kuk over at finde kattehår i vores babys ble. Det har jeg lyst til at brokke mig VILDT MEGET over, hver evig eneste dag! JEG VILLE ØNSKE DEN VAR HÅRLØS!

Nå, men tilbage til det vi har lært af denne her svendeprøve-tid. Vi har nemlig lært at lade være med at brokke os over småting. Vi har holdt “våbenhvile” og det har virkelig gjort en forskel. Jeg har ikke fået formaninger om hvordan opvaskemaskinen bør pakkes og katten har jeg selv redt og kattehårene har jeg fjernet i stedet for at være stædig og forvente at Sune gjorde det.

Vi har begge vidst at korthuset kunne vælte på nul komme fem, hvis ikke vi var forsigtige og behandlede hinanden nænsomt og lagde alt bitchyness på hylden.

I det hele taget har det været dejligt at slappe mere af. Ikke være på vagt over for hinanden og bare være søde, i stedet for at stå klar til at give sin partner et rap over nallerne. Det var ligesom blevet en dårlig vane at være efter hinanden og jeg føler mig faktisk som et bedre menneske, med mere overskud, efter vi har besluttet at chille lidt mere. Både fordi jeg ikke brokker, men også fordi der ikke bliver brokket af mig. Vi giver også hinanden flere kys og mere opmærksomhed, det er kommet helt automatisk, for man får da i hvert fald ikke lyst til at kysse over et skænderi, om hvorvidt ble-spanden bør tømmes før eller efter den har top på. Svaret er jo alligevel indlysende.

Det har gjort en kæmpe forskel. Hvorfor er det egentlig man gider at bruge sin energi på at rette på hinanden? Det bliver jo alligevel ikke anderledes. Nu er svendeprøven vel overstået og vi vil prøve at lade “våbenhvilen” blive almentilstand.

Svendeprøven gik for øvrigt skidegodt. Sune bestod med den flotteste høvlebænk og fik også to priser, en for årets lus (En fejl, han fik rettet hamrende godt), og en for årets iværksætter. Jeg er meget stolt og kom også til at knibe et par tårer da min tømmermands-ramte (stadig fulde) mand fik overrakt sit svendebrev.

Så, Sune er blevet en Svend og det er mega sejt. Det er lige så sejt at vi har lært en lektie. Vi prøver fortsat at være gode ved hinanden nu hvor hverdagen ruller igen. men det er nok lettere sagt end gjort og det vil ikke undre mig hvis der kommer flere indlæg i kategorien “Vi skændes som rigtige røvhuller”… haha.

God påske allesammen.

2 kommentarer

  • Stine

    Hvot dejligt et perspektiv og håber jeres våbenhvile kan fortsætte.

    For ja, man får jo ærlig talt ikke lyst til gøre noget godt for den anden hvis man hele tiden kommer til at snerre. Positive Ing har det med at sprede sig og ligeledes modsat.

    (Selvom det sgu da et røvsvært i en tummelumsk hverdag med søbnunderskud og deslige).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Yes. det er vigtigt at være positiv. Når man har prøvet et par dage, giver det pote. Jeg har en veninde der på et tidspunkt tvivlede på sit forhold. Men så besluttede hun sig for at holde op med at brokke sig. Jeg mødtes med hende til kaffe og hun sagde: “Ved du hvad, efter jeg er holdt op med at brokke mig, giver min kæreste mig mere opmærksomhed, mere sex, og han synes pludselig jeg er røv-lækker og skide sjov, vi har fået det mega godt!”…. Hende tænker jeg altid på når jeg selv bliver træt af at være en brokke-Lotte 🙂
      Men ok, hun har heller ikke børn…. OG JA, søvnunderskud og huslige pligter = brok…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dukketid