Det sker så meget nyt og det går alt for stærkt!

Fra lortemor til hønemor

At føle sig usikker og genert er ikke så rart.

Det er et tema der gentager sig hos os disse dage. Svale er en forsigtig pige, der har brug for ekstra støtte og tryghed, især ved nye ting og forandringer. Og der er rigtig mange ting i Svales lille liv der har ændret sig og hun er blevet kastet ud i en masse nye situationer som der har været svære for hende. Jeg er ikke altid lige god til at tackle hendes genert og usikkerhed og ender alt for ofte med at blive utålmodig og irriteret og kommer også nogle gange til at skælde ud, i stedet for at møde hende i det. Og det er nok det sidste der hjælper! Men i løbet af den sidste uges tid er både Svale og jeg ved at blive mere trygge ved hendes usikkerhed og jeg føler faktisk at jeg på det plan er ved at blive en væsentlig bedre mor.

I onsdags skulle Svale til discofest med alle sine kammerater fra børnehaven og hun glædede sig. Herhjemme fik den hele armen med palliet-kjole, pels-hårbøjle og fransk fletning, hun glædede sig helt vildt. Da jeg kørte hende derhen, gik det pludselig op for hende, at jeg ikke skulle med til festen og hun begyndte straks at græde. Vi ankom og der var gang i den, discokugle, høj musik, balloner. Forældre blev bedt om at forlade festen, men Svale nægtede at sætte sig til bords med de andre børn og hylede og skreg og sprællede. Jeg prøvede mange gange, men den gik ikke, jo mere jeg prøvede at parkere hende ved bordet, jo mere kæmpede hun imod. Jeg blev irriteret. skrap og upædagogisk og sagde at så måtte vi gå hjem. Svale blev ked af det på den stille måde og vi satte os i siden af salen. Svale nippede til et stykke pizza imens hun skiftevis græd og brokkede sig over at det var en dårlig fest. Jeg blev rimelig træt af situationen og jeg besluttede igen, at vi måtte gå hjem hvis hun ikke havde lyst til at være der. De andre børn havde rejst sig og var begyndt at danse rundt og have det sjovt. Jeg gav hende en sidste chance til at hygge sig og hjalp hende over til nogle veninder som rigtig gerne ville danse med hende, men i sekundet jeg vendte ryggen til sagde det svup og Svale hang hylende om mit ben igen. “Jeg vil ikke være her uden dig mor, skreg barnet og jeg sukkede, satte mig på hug og krammede hende. Jo mere jeg prøvede at få hende af mig, des mere klæbrig og hylende blev hun, på den ikke så nuttede måde. Men i det øjeblik besluttede jeg mig for at droppe den kamp. Det øjeblik var ikke tiden til opdragelse eller skrappe-mor, men tiden til at Svale skulle have en god opleves og gå tilfreds og lidt stærkere end før fra festen. Jeg vidste at det var den rigtige beslutning, da jeg så lettelsen i hendes brune øjne, hendes krop slappede pludselig af, hun smilede og forsvandt i mængden af børn. Jeg gemte mig væk i et hjørne af salen og legede jeg ikke var der og så sad jeg ellers der i 2 timer og fik mig en på opleveren. Svale og jeg gik begge glade derfra.

Torsdag morgen var der afsked i børnehaven. Jeg blev helt rørstrømsk. Tænk at min lille pige var blevet så stor. Tænk at den trygge børnehave-tid er ovre. Svale ville straks hjem igen, da vi ankom til børnehaven hvor der var fælles morgenmad og der var efter hendes mening ALT for mange mennesker. “Jeg kan ikke lide når de kigger på mig” sagde hun igen og igen. Vi fandt et hjørne ved siden af en ny veninde og lige så langsomt voksede Svale i det. Hun optrådte med en sang sammen med de andre børn, helt rød i kinderne og med vigende blik, men hun gjorde det! Jeg blev simpelthen så stolt at jeg var tæt på at knibe en tåre.

Fredag startede Svale så i mini-SFO. Jeg havde regnet med at tage derhen, være der en times tid og så hente lidt tidligere end sædvanligt. Men den gik ikke. Og til disco-festen lærte jeg jo en mor-lektie: Jo mere jeg prøver at komme væk, jo mere krampagtig prøver mit barn at holde fast i mig – altså må jeg blive til mit barn er i stand til at give slip. Og det var mit barn overhovedet ikke klar til. Så jeg tog en hel dag med Svale i mini-SFO og det var godt givet ud. Jeg besluttede mig at se bort fra alle de ting jeg skulle have ordnet og i stedet for at blive frustreret, som til festen, omfavnede jeg dagen og lod det hele gå i Svales tempo. Det var dobbelt-fedt for det gav Svale den tiltrængte tryghed og det gav mig følelsen af at give min datter det hun har brug for. Det undrer mig at jeg nogle gange har så svært ved at mærke hvad hendes små behov er! Måske er det fordi jeg i virkeligheden har for travlt og ikke giver mig tiden, fordi alt muligt praktisk og alt det som skal nås står i vejen for mit klarsyn? Og det burde det jo ikke, for en tryg start på hendes nye skole-tilværelse er sgu da vigtigere end både arbejde, vasketøj, indkøb og alt muligt andet. Desuden var jeg selv et forsigtigt barn, det havde jeg bare lige glemt, fordi jeg ikke er så forsigtig som voksen. Det hjælper mig lidt i min forståelse af Svale, at mindes min egen barndom, og huske hvor genert og usikker jeg var, og hvor svært det var med nye ting og mange mennesker.

Mandag gik Svale og jeg sammen i mini-SFO igen. Jeg fulgte Svale ind og derefter satte jeg mig på gangen og strikkede, så hun vidste jeg var der og kunne føle sig tryg, samtidig med at hun kun habituere. Efter en time kom hun ud og sagde at hun gerne ville hjem. Vi talte dagen igennem og jeg fandt ud af, at grunden til hun gerne ville hjem, var at hun ikke havde lyst til at slå katten af tønden. “Jeg kan ikke lide når de andre børn kigger på mig” sagde hun. Vi fandt en voksen og aftalte at det var helt OK at kigge på til fastelavn. Svale gav slip og vi aftalte at jeg hentede hende lige efter spisefrikvarter. taktikken virkede, selvom hun var lidt mut. Da jeg hentede hende 2 timer efter var hun tilfreds, men ville også meget gerne med hjem.

Her de efterfølgende dage har hun været der selv. Jeg henter hende tidligt og for hver dag der går vokser hun mere og mere. Det er så dejligt at opleve hvordan hun blomstrer og tør at give slip, når hun får sin tid og den rette mængde omsorg.

Jeg tænker igen på den dag i spanien, hvor Svale havde rendt i røven på mig i en uge og jeg var ved at få pip, hvor min far gav mig sit sidste gode råd: “Nyd din lille hale så længe du har den, før du ved det er den væk….”Til discofesten følte jeg mig som en rigtig lortemor, der brugte trusler om at gå hjem og var skide irriteret og virkelig skrap på den ufede måde. I mini-SFOén er jeg måske lidt af en hønemor, men fordi jeg normalt ikke er så høne-agtig, omfavner jeg min indre hønemor og lader hende nyde sin hale – for snart er den måske væk…

2 kommentarer

  • Kristine

    Dit skriv går lige i hjertet på mig. Kender det så godt. Engang så jeg heller ikke mine børn som de er, men som jeg ville have de skulle være, eller som samfundsnormen havde klistret sig til min hjerne, at de skulle være. Du er ikke blevet en hønemor. Du er blevet en bedre mor♥️
    At tage ansvaret for, at bevare den gode relation til sit barn, er vejen frem. Børnene gør det bedste de kan i deres små liv. Selvfølgelig vil Svale være hos dig, som hun elsker og er aller aller tryggest ved. Omfavn det til den dag, hvor Svale spørger om du lige vil træde lidt tilbage. Så tænker jeg, at man som mor har udført en god mission😀
    Ved du hvad – jeg synes din far havde ret☝🏽♥️
    De bedste hilsner herfra🧚🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak Kristine. Det var lige hvad jeg havde brug for at høre. Kram til dig L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det sker så meget nyt og det går alt for stærkt!