Nyt på børneværelset

Fra frygt til forventning

  
Igår fik jeg en mindre åbenbaring.

Vi havde nemlig besøg af Heidi Meyer som er jordmoder og hjælper os med at forberede os til fødslen af vores anden lille guldklump til November.

Jeg har været meget i tvivl om hvilken form for fødselsforberedelse jeg skulle kaste mig ud i denne her gang. Da jeg var gravid med Svale gik jeg hos APA. Det var ikke lige mig og jeg har været lidt tilbageholdende med at melde mig til noget, da jeg virkelig var i tvivl om hvad mit/vores behov egentlig var denne her gang.

Jeg var derfor meget nysgerrig efter at møde Heidi og høre mere om hvilken form for fødselsforberedelse hun kunne tilbyde. 

Igår aftes kom Heidi så på besøg hos os, efter Svale var lagt. 

Vi startede med at gennemgå Svales fødsel. Jeg fortalte om min oplevelse og Sune fortalte sin version fra sidelinien. Heidi fangede med det samme hvad der havde været gode oplevelser og hvad der havde været svært og hvilke elementer der gør at jeg som 2.gangs fødende går og frygter den første ve og en lang og hård fødsel.
 

Sune og jeg har egentlig aldrig fået talt fødslen rigtig igennem, bare os to. Vi har begge fortalt fødselsberetningen fra hver vores side igen og igen. Men vi har aldrig rigtig fået talt om hvilke følelser vi hver især havde under fødslen, hvad der gjorde os usikre og hvad der var rigtig godt. Vi var bare lettede da det var overstået og så er det først nu, når en ny fødsel lurer lige om hjørnet, at jeg kan mærke at der er en spirende frygt og nogle spøgelser der begynder at vise deres grimme ansigter. 

Pludselig husker jeg den lange strenge fødsel. Hvordan jeg ikke kunne slappe af og afspænde imellem veerne og den ene ve bare overtog den anden, kraftigere, kraftigere og kraftigere til jeg skreg efter en epidural. Alle timerne der sneglede sig afsted på fødestuen. Hvordan jeg fik ve-drop, aldrig fik presseveer og Svale ikke stod rigtigt i bækkenet. Hvordan jeg fra en anden verden af smerte accepterede et kejsersnit, imens jeg lukkede øjnene og stuen blev fyldt med assistenter, et operationsbord blev gjort klar og jeg tænkte at det hele også kunne være skide ligemeget. Hvordan fødselslægen skiftede mening og lagde en hård kop og lod mig presse alt hvad jeg kunne og hvordan Svale kom til verden. Pludselig var det hele overstået, netop som det var værst, og vi græd af glæde og ny kærlighed. 

Efterfølgende havde jeg en splittet følelse omkring fødslen. Jeg havde været sikker på at jeg var verdensmester i at føde. En sund og dejlig baby var rigtig nok kommet ud, men med en sugekop og på kanten til et kejsersnit. Jeg havde en følelse af jeg burde havde gjort det bedre og samtidig var jeg bare lykkelig for at det var overstået og jeg endelig havde Svalelil i mine arme. Men jeg var ikke verdensmester og en lille snert af skamfuld fiasko var blevet sået og er nok grunden til at jeg nu ville ønske at jeg kunne spole ultra hurtigt over den kommende fødsel, til lige der hvor den lille lysserøde klump af lykke bliver lagt op på brystkassen.

Igennem vores samtale om fødslen opsnapper Heidi som sagt lynhurtigt hvilke oplevelser og dertil hørende følelser der sidder i os begge og gør, nok især mig, nervøs for fødslen.
Det var virkelig fedt at få åbnet op for og omsider få sat ord på hvad der egentlig skete, hvad vi følte, hvornår vi var usikre på situationen, på hinanden og hvad der i det hele taget kan gøres bedre anden gang.

Vi kom frem til at Sune og jeg hver især havde følt os lidt ensomme i situationen. 

Jeg var i min egen verden af smerte og havde fået afvist Sune et par gange da han fx. ville nusse mig under en ve. Jeg var ikke i stand til at udtrykke hvad mit behov egentlig var, men jeg havde brug for ham, jeg vidste bare ikke helt hvordan og vi havde ikke fået forventningsaftstemt før. 
Sune sad på den anden side i sin verden og følte ikke han kunne gøre noget andet end at være til stede. Vores jordmoder sad mest foran computeren og sagde ikke så meget. Det var som om vi var tre mennesker i hver sin verden i et lille rum på Hvidovre Hospital den nat. 

Det lettede at få talt det hele igennem og det var dejligt at Heidi som tredje person og med sin professionelle vinkel kunne guide os igennem og få belyst vores egentlige ønsker og behov for den kommende fødsel.

Herefter talte vi om hvad det rent faktisk er der sker med kroppen og især livmoderen under en fødsel. Heidi tegner, fortæller og demonstrerer med billeder, dukker og et hjemmelavet papirbækken i glitrende pink og grønt papir, jeg er vild med det og Sune virker også overraskende interesseret.
Sune og jeg suger det hele til os, et lys går op for mig da Heidi forklarer hvorfor vejrtrækning, afspænding, fokus og den rette indstilling er så uhyre vigtigt for at få en god fødsel og langsomt kan jeg mærke hvordan jeg stille og roligt slipper forestillingen om en dramatisk, drænende og livsfarlige fødsel til fordel for tanken om den modsatte mulighed, nemlig den frie og forløsende fødsel. skuldrene falder ned på deres plads, ryggen rankes og fokus på den tidligere fødsel bliver flyttet til fokus på den kommende fødsel som potentielt kan blive en meget bedre og lysere oplevelse, med en god mental forberedelse, afspænding, fokus, med Sune som fødselshjælper og Heidis kyndige vejledning. Hun brænder for sit fag, for sine metoder og jeg synes hun er sej. Især da jeg efter hun er gået læser om hendes nylige fødsel af datteren Nova, en hjemmefødsel i vand, med både mand og unger ved sin side. Læs med her.

Heidi har som tidligere beskrevet udviklet sin helt egen smertelindrende metode. Ved vores næste møde skal Sune lære hvordan han benytter Meyer-metoden. Han glæder sig til at få nogle redskaber til at kunne hjælpe aktivt til under fødslen 🙂

2 timer flyver afsted og da Heidi går ud af døren efter at have givet både Sune og jeg et stort kram, kigger vi bare på hinanden og Smiler. Vi krammer i køkkenet og føler os som et lille sejt team der nok skal klare det hele. Vi summer lidt over vores nye viden, får talt lidt følelser og forventninger igennem og jeg føler vi er lidt stærkere end før. Det er stadig mig der skal føde vores barn, men det er trygt at gennemgå fødselsforberedelsen sammen og det er dejligt at slippe de bange tanker og blive opfyldt med nyt håb og ny energi.

Vi er blevet meget klogere, jeg er blevet en del roligere og jeg føler mig helt glad og let om hjertet. Tænk engang at jeg skulle få blod på tanden efter at skulle føde igen.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt på børneværelset