Lidt ferie-billeder

Forelsket i Mallorca

FullSizeRender-36image1-22IMG_5936-2IMG_6276-2image1-24image3-6FullSizeRender-29image2-8image1-25IMG_6422IMG_6110image2-9image1-26image1-27Jeg er faldet pladask for Mallorca og vi har allerede planer om at vende tilbage næste sommer.

Glem alt om grisefester, pølsetyskere og charterfolket der er stive på deltid og solskoldede på fuldtid!

Vi har oplevet Mallorca fra den aller smukkeste side.

Vi havde lejet et hus med min søster Marie, hendes mand Nikolaj og deres to store drenge og min far og hans kone Anne.

Vi kom frem til huset sent om aftenen og vi kunne med det samme fornemme at det var helt perfekt. Et smukt gammelt stenhus med grønne skodder og en stor terrasse, beliggende på en frodig citrusplantage hvor træerene bugnede af appelsiner og citroner, palmerne skyggede over gården og aloevera og krukker med pastelfarvet flora blomstrede ved poolsiden.

Da jeg den første morgen vågnede med Wilder ved hanernes galen, tabte jeg for et øjeblik mit åndedræt. Solen stod op over bjergenes tinder og kastede sine første bløde stråler over den stille, grønne dal. Sjældent har jeg boet så smukt!

Huset lå i udkanten af byen Soller, som er en rigtig hyggelig by i bjergene. Vi var der lige før sæson, så der var ikke særlig mange turister. Soller har en smuk katedral, der er marked om lørdagen og så er der rig mulighed for at gå ned til torvet og spise hjemmelavet is eller nappe lidt tapas og en kold cerveza. Hvad mere kan man ønske sig? Selve byen er smuk med smalle gader, stenhuse og en gudommelig udsigt. Der går en lille sporvogn ned til badebyen Port de Soller som er lidt af et turisthul, men hvis man har lidt større børn som gerne vil leje en vandcykel eller gå på udkig i souvenirbutikkerne, er det ikke helt dumt.

Tilbage til vores hus. Selvom vi var mange mennesker sammen var huset stort og rummeligt og vi fik aldrig klaus. Alle gjorde hver især som det passede dem. Min søster og hendes lille familie kørte på mange ture i det hyggelige område og vandrede i bjergene. Min far forelskede sig i en lille bjergby Fornalutx, hvor han blev nød til at komme hen og drikke kaffe og spise frokost gentagne gange. Vi selv, var mest på plantagen hvor vi legede blandt citrustræer, plaskede i den turkise pool, sov fælles lur i de varmeste timer eller gik en is-tur til byen. Det var så dejligt befriende at alle bare gjorde som de lystede og der var aldrig sure miner over hvordan vi hver især havde lyst til at tilbringe dagen. Det var skønt med eftermiddagene alene ved poolen, men ligeså skønt når vi alle var samlet og poolen boblede af badedyr, svømmefødder og farvestrålende bolde. Min søster og jeg gik de fineste aftenture med den lille søvnløse Wilder i barnevognen. Vi gik ture ved den nærliggende bjergby Biniaraix og vi gik på opdagelse i Soller hvor vi fandt de bedste legepladser og en gotisk kirkegård med gravstene formede som kors, kister og dødningehoveder dekoreret med kunstige neonfarvede blomster og sort/hvid billeder af de afdøde. Det var ret fedt.

Om aftenen spiste vi altid sammen og skiftedes til at lave mad. Mændende så fodbold, vi andre gik aftentur eller hyggede os på terrassen. Sune og jeg var endda på date en aften, hvor vi for første gang siden Wilder kom til verden var bare os to. Vi slentrede hånd i hånd gennem den smukke mørke by, sludrede og grinede og huskede pludselig hvad det var vi forelskede os i hos hinanden.

At rejse på denne måde, om det er med venner eller familie kan klart anbefales. Ferie med en baby på 7 måneder og en krudtugle på 2 1/2 år er selvsagt ikke ren afslapning. Men på denne måde fik vores lille familie klart mere ferie og afslapning end ved at bo på hotel eller bare rejse for os selv. Svale nød de store fætres selskab og de var så søde ved hende selvom hun bare er en lille skiderik i forhold til dem. Der var masser af hænder til Wilder og han elskede også at der skete noget nyt.

Vi nød det i fulde drag og jeg var næsten grædefærdig da vi skulle hjem efter 10 dage. Faktisk på sådan en helt børneagtig måde hvor jeg var helt mut hele morgenen og seriøst skulle tage mig sammen for ikke at knibe en tåre på vej mod lufthavnen.

Næste år tager vi i hvert fald 2 uger! For Mallorca vi ELSKER dig!

   

2 kommentarer

  • Jane

    Det ser helt fantastisk skønt ud! 🙂 Har du evt. et link til huset, I lejede? Eller kan du huske, hvad det hed? Vi er på jagt efter noget lignende til vores første ferie sydpå med to små børn… 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Hej Jane. Det kan du tro: https://www.homeaway.dk/feriehus/p809979. Jeg kan virkelig anbefale homeaway i det hele taget. Jeg har hørt om flere der er blevet svindlet når de har lejet huse i udlandet, så det er rart at gøre det igennem et bureau. De har virkelig mange fine huse, så det skal du helt klart tjekke ud. Det geniale ved det her hus var dog at poolen ligger ca. 100 skridt fra huset, man skal ned ad en sti og ud i citrusplanagen, hvor den ligger smukt midt i lunden. Det gav lidt ro i sjælen at den ikke var klods op af huset, med lille nysgerrige Svale. Held og lykke med hus-jagten. kram L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt ferie-billeder