Jeg er overvældet af forståelse og varme tanker!

Ferie eller workation?

Vi er stadig på Bali og holder ferie sammen med en af mine aller bedst veninder (Julie som blogger her) og hendes mand og deres to drenge. Det er helt vidunderligt at være på ferie sammen med andre voksne og ikke mindst andre børn! I det store hele underholder vores børn hinanden dagen lang, og når man tænker på deres alder, synes jeg egentlig, at der er utroligt få konflikter. Én af de ting jeg har følt, siden vi fik to børn er, at ferie bare var arbejde med børn – jeg kalder det workation. Det skal forstås  med et glimt i øjet. Det er bare ment sådan, at vores ferier går med at fise rundt efter børn og dejse helt udmattede om, om aftenen. Jeg har haft de samme to bøger med frem og tilbage på ferie de sidste 3,5 år uden at få læst en eneste side. Der har været ferier, hvor Morten og jeg har kigget på hianden og sagt i kor: “jeg glæder mig til at komme tilbage på kontoret”. Det er ikke fordi, vores børn er særligt slemme, det er bare et fuldtidsarbejde at opdrage dem og mægle konflikter. Vi har tit været så underdrejede, at vi ikke har haft overskud til at give hinanden fritid i ferierne.

Men ikke denne ferie! Nu er vi 4 voksne til 4 børn og det betyder, at der kan blive frigivet noget voksentid, hvor man kan lave nogle ting uden børn og holde helt fri. Jeg har været ude at spise og drikke drinks med Julie, vi har lavet yoga, fået ordnet negle, shoppet og i går fik vi to timers massage, ansigtsbehandling og bodyscrub. Der var himmelsk! For mig er der noget helt lyksageligt ved at blive forkælet og masseret velvidende, at jeg ikke “skylder” noget på omsorgskontoen og at der ikke forventes af mig, at jeg lige om lidt skal give igen. Det er ikke fordi Morten siger, at nu skylder jeg noget, men når vi begge er i underskud i hverdagen, kan jeg hurtigt komme til at bruge tiden, mens han nusser mig på at tænke på, at han har et ligeså stort behov som mig og at jeg “bør” nusse ham bagefter. På den måde er det svært for mig at nyde det og slappe helt af. Det er fjollet, jeg ved det godt, men sådan får jeg det hurtigt. Så i går var det himmelsk bare at ligge der og nyde at blive æltet igennem. Og bagefter følte jeg mig helt glad og overskudsagtig og havde al overskud i verden til at få sendt Morten afsted på en heldags dykketur, som jeg ved han elsker.

Den her ferie minder mig om, hvor vigtigt det er at huske at give hinanden “fri” i hverdagen til at gøre noget, der skaber mere energi, glæde og overskud til at give noget tilbage. Måske man også kunne forsøge sig med at aftale, at man engang i mellem gerne bare må blive nusset uden at skulle returnere fornøjelsen lige bag efter??

hvad gør I for at skabe overskud i hverdagen? Er i gode til at nyde uden at føle, at I skylder noget på omsorgskontoen?

/Ida

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er overvældet af forståelse og varme tanker!