Et STORT skridt frem

Er lykken at finde i forstaden?

IMG_1437.JPGDet er lige så langsomt begyndt at ske. Vores venner kigger på hus og lige om lidt flytter de ud af byen og til hvad der føles som langt langt væk!
Skrækken stod malet i mit ansigt da min nære veninde afslørede at hun og hendes kæreste kigger på hus – i Værløse! Som i på den anden side af jorden! Et andet vennepar kigger på hus i Roskilde og prøver på at overbevise os om at Roskilde slet ikke er så langt væk som man lige tror…den køber vi ikke. Roskilde ER langt væk!

Det slår mig at vi er nået til næste trin på voksen-stigen. Hus og have skal der til. Om et par år er vi sikkert alle sammen spredt for alle vinde, og det skræmmer mig og gør mig lidt trist fordi jeg ser en epoke slutte…
Kom nu, siger jeg til mig selv, den epoke er sgu da sluttet for 80 år siden da vi en efter en begyndte at spytte babyer ud!
Store fadøl, Klubber, tømmermænd, alenetid, impulsive aftaler, flere dages byture og ego-tid er byttet ud med christianiacykler, babyrytmik, boller i karry, ture til legepladsen og selvfølgelig den almægtige kærlighed til vores børn.

Jeg ser det for mig. Det næste skridt: om lidt kan vi lægge realkredit-lån, tyverisikring, have-snak, hus-vedligeholdelse og ligusterhække til og jeg bliver bleg ved tanken!

Jeg bliver i byen altid, tænker jeg samtidig med at min søde veninde sælger ideen om rækkehus og stationcar virkelig godt. Et øjeblik er jeg lige ved at flytte med, især det med at drikke gin og tonics på terrassen lyder virkelig tiltalende!

Tilbage til virkeligheden. For der er Sune og jeg bare ikke kommet til endnu. Vi er ikke på vej længere op af voksen-stigen.
Jeg kan sagtens tage mig selv i at drømme om store huse og have med flotte gamle frugttræer og hængekøje. Men drømmen bliver hurtigt erstattet af tanker om: uoverskuelige ting som skal vedligeholdes og fixes, vand i kælderen, en have der gror en over hovedet, vinduespudsning, rengøring, skimmelsvamp o.s.v.
Puha. Jeg bliver hurtig enig med mig selv om at den flygtige drøm om hus, stiller alt for store og urealistiske krav til en byrotte som mig!

Vi holder os til lejlighed i byen, for vi elsker bare at bo i KBH K. Vi bruger byen virkelig meget. Jeg kunne ikke forestille mig ikke lige at kunne hoppe ned i Illum, 7elleven eller på bobi-bar! Jeg tror altså jeg ville kede min røv i laser i et villa-kvarter. Mens jeg tænker på mig selv og min frygt for at kede mig, tænker jeg tilbage på min egen barndom i en stor murstens-villa med kæmpe have, rosenbed, gynge i æbletræet og en flagstang med vimpel der vejede i vinden. Jeg får lidt dårlig samvittighed over for Svale, for børn elsker haver, frisk luft og huler i krattet. Som barn er det helt sikkert dejligt at vokse op i forstaden med have på en stille villavej. Men jeg er sikker på at børn kan få en lige så tryg og dejlig barndom i byen. Det kræver bare lidt mere af os som forældre fordi vi må rende på legepladser og i byens parker for at få lidt græs under fødderne.
Vores lejlighed er temmelig lille, ca. 65 kvadratmeter, men vi har heldigvis en dejlig stor tagterasse hvor der er plads til at sove middagslur, gynge og lege gemmeleg. Her har vi blomster, bærbuske og krydderurter i krukker og grillen kører på fuld drøn hele sommeren og her kan man heldigvis også drikke rigtig mange gin og tonics.

Vi nyder altså byens liv og mangfoldighed, men hvem ved, måske vi køber et sommerhus en dag og får det bedste fra begge verdener.

Lejlighed eller hus, hver sine lyster og drømme. Så længe vi hver især er glade og følger vores hjerter kan det ikke gå galt. Jeg er ganske sikker på at lykke og hjerterum er at finde både bag Ligusterhækken på den børnevenlige villavej og bag døren på 4. Sal i Kbh. K.

   

2 kommentarer

  • Rikke

    Hej
    Har i lavet et indlæg om hvordan i har indrettet jer 2 voksne og 2 børn i en mindre lejlighed?
    Hvis ikke, kunne det være fedt med nogle ideet til det 🙂
    Tak for en god blog, og hav en dejlig dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Hej Rikke. Nej det har vi faktisk ikke. Men det vil jeg gøre i den kommende uge. Det er da en skide god ide. knus L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et STORT skridt frem