Fødselsdag på Bali

En tung diagnose der giver god mening

Jeg sidder og ryster på hænderne mens jeg skriver dette indlæg, for der sker en del i livet og det er i den modsatte retning af hvor vi egentlig burde være på vej hen.

Her 3 måneder efter ulykken er det som om mit sind siger stop. Jeg har gået til krisepsykolog, jeg har prøvet at få det bedre, været på arbejde i snart 2 måneder og øvet mig i at se glad ud og værdsætte de lyse ting i livet. Jeg havde håbet at det med små musse-skridt ville gå fremad og verden langsomt ville blive lys og indbydende igen.

Men sådan skulle det ikke gå. I løbet af den sidste uge har jeg haft flere episoder, altid udløst af tanker om ulykken eller i situationer hvor jeg har følt mig presset, hvor jeg har fået det rigtig dårligt. Symptomerne kommer uden varsel og er voldsomme, men driver over efter 5 minutters tid.  Det er akut trykken for brystet,  halsen snørrer sig sammen, det er svært at få vejret, sveden hagler frem og pulsen dunker på højtryk i tindingerne. Når anfaldet lægger sig, kaster jeg op og græder og så bliver jeg skide bange. For hvem bryder sig om ikke at kunne styre sin egen krop og dens reaktioner?

Jeg har, fordi jeg ikke ville være en slapsvans, negligeret symptomerne. Jeg håbede det ville drive over, men istedet er det taget til. I mandags da jeg var på vej på arbejde, flød bægeret, der længe havde været for fyldt, over. Jeg havde en følelse af at alle mennesker kiggede på mig i toget, jeg blev nervøs og begyndte at svede. Da jeg stod af på Nørreport station var det som om folk råbte istedet for at tale, det larmede helt uendelig højt når folks skosåler ramte asfalten og jeg syntes alle folk gik alt for tæt på mig. Jeg tog hætte på for at holde lydene ude, men blæsten lavede en høj og hylende lyd i min hætte og selv de lette blade der hvirvlede over fortorvet havde en hæslig høj lyd når de skrabede over jorden. En cyklist cyklede over en rist som gav et smæld og så væltede alle de fysiske symptomer atter ind over mig, hjertet hamrede, jeg følte jeg blev kvalt, jeg rystede over hele kroppen og jeg var rædselslagen. Jeg følte jeg var blevet vanvittig.

Så blev jeg sygemeldt igen, fik en recept på noget beroligende medicin og lå tung som bly i sengen i et par dage.

Hvis jeg holder mig inde i mit hus er det til at holde ud, holder mig væk fra larm, fra folk, fra alt. Dagene er stille mens børnene er afsted, der samler jeg energi så jeg kan opføre mig som en mor når de kommer hjem. Men det er svært. Jeg er opfarende og irritabel. Hvis det hele går som det skal og børnene opfører sig pænt, kan jeg lige præcis trække den i land. Men hvis de fx. skændes eller råber eller farer rundt, er det som om mit hoved er på nippet til at sprænge i luften og halsen trækker sig sammen, jeg snapper efter vejret og tårerne vælter frem samtidig med jeg begynder at skælde ud. Bagefter bliver jeg sindsygt ked af det og skammer mig over min opførsel.

Det at være så opfarende og og derefter blive så sensitiv og ked af det er en virkelig dårlig kombination, for det man i virkeligheden har brug for er noget omsorg og den kan være svær at lure. Sune har heldigvis luret den. Han er virkelig en knag. Han opfordrer mig på en sød måde til at gå ind og slappe af, når han kan mærke min grænse er ved at være nået. Han laver hyggelige ting med ungerne efter børnehave og han har været til både fødselsdag og halloween fest med dem i løbet af de sidste par dage. Imens får jeg lov til at glo ud i luften og få ro. Han passer to børn og en kone og han gør det til topkarakterer.

Det der sker i mit hoved er at ulykken hvor min far omkom og minutterne før og efter, kører i et loop. Dag og nat genoplever jeg det værste mareridt i mit liv. Fra sekundet hvor det går op for mig at der er sket en ulykke, til jeg løber mod hans bil, øjeblikket hvor jeg ser hans kvæstede døde krop og minutterne efter hvor alt ramler sammen. Det kører i ring, igen og igen. Om dagen som en altoverskyggende skrækfilm, om natten i form af mareridt hvor alle de samme følelser som jeg oplevede den dag, fylder min krop og mit sind. Nogle dage er det til at være i, andre dage er det ikke til at forestille sig hvordan livet nogensinde bliver godt igen.

Jeg har prøvet mange forskellige strategier for at komme videre og for at glemme. Men det er letter sagt end gjort. Tænk på det positive, tænk på de gode ting i livet, vær glad for dine børn, din mand, dit dejlige hus, dit gode job, livet, far ville ønske du var glad og bla bla bla. Jeg ville også ønske jeg var glad, men det er jeg bare ikke! I perioder kan jeg distrahere mig selv, men ikke særlig lang tid ad gangen. Før jeg fik angst-anfald hjalp det at være sammen med andre mennesker, nu har det den modsatte effekt.  Man kan vel godt sige at korthuset er væltet. I morges blev jeg simpelthen så ked af det fordi min Mumi-kaffe kop, der minder mig om min far, ikke var i køkkenskabet. Jeg begyndte at græde og ryste og blev helt forvirret indtil Sune fandt den i opvaskemaskinen og lavede mig en dejlig kop kaffe.

Jeg har været til lægen og fået diagnosen PTSD. Det giver rigtig god mening og trøster mig lidt. Jeg er ikke en slapsvans og jeg er ikke vanvittig, jeg har PTSD og det kan jeg få hjælp til at leve med. Jeg er allerede blevet indkaldt til første samtale i et forløb på Hillerød Hospital som min læge har henvist mig til.  Det bliver nok en lang og sej kamp, men med behandling, min dejlige familie og min vilje til at finde lykken og lyset frem igen er min plan at komme over det her bjerg og komme ned på den anden side, klogere og stærkere end før.

 

 

 

 

 

 

6 kommentarer

  • Kristine

    Kære Du.
    Jeg vil bare skrive til dig, at det gør mig ondt at læse om dit tab af din far. Og så sender jeg dig en masse kærlighed og hjertevarme tanker din vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak for tanker og hjertevarmer, det er lige hvad jeg har brug for. Kram L

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ranvrig

    Ååååhh, Louise – det er en frygtelig tid for dig, og også for jer som familie. Det er et vildsomt traume du har været ude for; at se en man elsker blive slået ihjel, og man kan ikke på nogen måde gøre noget ved det – det er ud over enhver fatteevne, hvis man ikke selv har været der….
    Du må ikke slå dig selv i hovedet med, at du gør noget forkert – lige nu kan du ikke agere anderledes end du gør, og heldigvis har du en mand, der forstår og er støttende. Det vigtigste er nok at I taler om det. Feder panikangst-anfald, skal du altså have professionel hjælp til. Hurtigst muligt – det er jo vildsomt skræmmende og voldsomt invaliderende og indgribende i en hverdag.
    Jeg sender de allarallerbedste og kærligste tanker til jer alle❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak for den kærlige tanke. Og ja, det er så ufatteligt at den fortsat ikke rigtig er sivet ind at min far virkelig er død, selvom jeg har set det ske. Det er svært at lade være med at prøve at slå sig selv i hovedet, men jeg gør mit bedste for at tænke: Det er ikke min syld, det er den dumme ulykkes! Kram Louise

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Nunez

    Hej Louise
    Åh hvor er jeg bare ked af det på dine vegne! Det må have været så hårdt at opleve 🙁 jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dig. Er glad for at høre at Sune er så god og passer godt på jer alle!
    De bedste hilsner og varmeste kram fra en gammel kollega.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Tak sødeste Christina og kæmpe kram tilbage til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdag på Bali