Kom vi afsted?

En farfar fattigere

Processed with VSCO with hb2 preset

I morges forlod den gamle veteran os og jeg er dermed blevet en farfar fattigere.

Det er en lettelse at han endelig fik fred efter 11 dage uden vådt og tørt og det var den vej det skulle gå. Samtidig gør det uendelig ondt.

Jeg har altid haft en ide om at det er nemmere at miste en der er gammel, nemmere at sige farvel og nemmere at give slip på det der var. Men nu erfarer jeg at det bestemt ikke er sådan det hænger sammen. Sorg er sorg og savn er savn, uanset alder. Sorg er hjemløs kærlighed, skrev min søde veninde Ida til mig den anden dag. Hun har ret, det er lige præcis sådan det føles, tungt, smukt og ubærligt på en og samme tid.

Selvom jeg har vidst at det var et spørgsmål om dage, faldt min verden sammen i morges, da min far ringede og sagde at det var slut. Jeg havde valgt at tage en nat væk fra plejehjemmet og det føltes fjernt og uvirkeligt at få beskeden i telefonen.  Tårene vældede op i øjnene imens jeg tænkte over at jeg på en eller anden mærkelig måde, havde haft et lille ønske om at det her ikke ville ske, at den bevidstløse mand ville vågne op igen og bede om et stykke kage og en kold øl. Det gjorde han selvfølgelig ikke, han forlod os i en flot alder af 99 år, med et glimt i de gamle øjne, til det allersidste.

Det var en surrealistisk morgen, for tingene skal jo gå sin vante gang, selvom det i mit hoved føltes som om verden var gået i stå.

Imens Svale sad og prøvede at få sine strømpebukser på opdagede hun at jeg var ked af det. Jeg fortalte hende at det var fordi oldefar var død og i det samme bredte der sig et stort smil over hendes lille ansigt og hun sagde: “Så er oldefar jo taget op i himmelen og nu hedder han Hr. Hus og drikker kaffe i skyerne med Lulus oldefar der også hedder Hr. Hus. De skal altså passe på at de ikke stikker sig på stjernerne!”

Jeg smilede til hende imens gråden og realiteten pressede sig på. Jeg smed de lyserøde strømpebukser, søgte ly på badeværelset og græd og græd og græd.

Det var et under at jeg kom ud af døren med de to krabater og det har været en lang dag på arbejde. Der er blevet trillet et par tårer, men mest af alt er jeg glad for at han fik fred. Om lidt skal jeg mødes med mine søstre og drikke en gravøl, før jeg skal hjem og kramme mine spilopper og give dem alt det nærvær og omsorg de er gået glip af de sidste par uger, fordi den gamle oberst har haft mere brug for det.

Livet er en mærkelig størrelse og det er døden også. Solen står op igen i morgen, livet går videre, bare ikke min elskede farfars.

Hvil i fred du gamle.

   

2 kommentarer

  • Nina

    Du skriver så smukt, rørende og rigtigt. Jeg har dog selv oplevet, at der er forskel på sorg. Når man mister et ungt menneske, er det forbundet med en masse andre følelser som uretfærdighed og vrede over at personen ikke måtte få det hele med – ligesom din farfar fx – med børn, børnebørn, og måske endda oldebørn. Derfor føler jeg, med ældre mennesker, at man nemmere kan finde fred, jo netop når døden bliver en naturlig ende på livet på grund af alderdom. Hvorimod sygdom og ulykker, jo ikke føles spor naturlige, men derimod meningsløst. MEN, det betyder jo ikke, at det er nemt at miste én, der var heldig at få det hele med. Savn er savn! Bestemt. Og der er vel egentlig slet ikke nogen grund til at sammenligne?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Hej Nina. Tak.
      Ved du hvad, jeg tænkte præcis den samme tanker lidt efter jeg havde udgivet indlægget. Forskellen er helt bestemt at det er meningsløst at miste et ungt menneske. Det er det ikke med en gammel. Det er meningen at det er den vej livet går og det skal jo slutte før eller siden. Der må være så mange andre helt ubærlige følelser ved at miste et yngre menneske. Og nej, i virkeligheden ingen grund til sammenligning.
      Kram til dig. L

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kom vi afsted?