Humørkongruens

Dagene før døden

 

Det går i den rigtige retning herhjemme. Terapien bærer frugt, angst, depression og PTSD symptomer er lige så langsomt ved at fortage sig og jeg aner en rar fremtid forude. Jeg er et sted i min terapi, hvor jeg skal turde at tale om vores sommerferie, om dagene op til ulykken og skal mindes ferien uden at få hjertebanken, kvalme og svedig hud. Jeg er igang, men det er hårdt. For en ferie der var så dejlig, blev pludselig så hæslig, men nu vil jeg dele mine tanker med jer:

Jeg har det rigtig svært ved at tænke på dagene op til ulykken. Jeg tænker hele tiden på alt det jeg kunne have gjort anderledes som i sidste ende ville havde gjort at min far stadig ville være i live. De sorte tanker går helt tilbage til i vinters hvor vi bookede huset i spanien, tænk hvis vi havde fundet et andet hus? Et helt andet sted? Jeg var ikke elle-vild med det hus. Hvad hvis jeg havde sagt det højt og vi så havde booket et andet…..Aller mest ville jeg ønske at vi aldrig var taget på den ferie – men det gjorde vi og vi glædede os, for vi vidste jo ikke hvor grimt den skulle ende.

Det var tidligt lørdag morgen. Vi skulle afsted på sommerferie med hele min familie på min fars side: Mine to søstre Mia og Stine og deres mænd og børn, min far og hans kone Anne og Sune, børnene og jeg. Svømmebrillerne var pakket, humøret var i top og vi glædede os til endnu et år, at skulle holde familieferie sammen. Min far har hvert år de sidste tre år lejet et stort hus i syden og samlet os der – i år var vi intet mindre end 16.

Sune, ungerne og jeg kørte ind til KBH K hvor min far boede, parkerede bilen og mødtes med ham. Han hjalp os med at slæbe alt vores bagage hen til metroen – og der var meget, for vi slæbte autostole med. Jeg freakede nemlig ud aftenen før og ville have vores egne autostole med til ungerne, for tænk hvis vi skulle komme ud for en ulykke. Sune endte med at sige OK, selvom han mente at sandsynligheden for at der ville ske et uheld var ikkke eksisterende – for han kører jo altid forsigtigt. Det gør han – men det er ikke altid godt nok har jeg nu lært.

Vi hyggede os i lufthavnen, alle var i feriestemning, glade og forventningsfulde. Vi spiste morgenmad på lagkagehuset, grinede og hyggede os. Da vi landede i Sevilla hentede vi vores leje-biler. Jeg havde sørget for at leje en til min far og Anne. En lille Peugeot. De var meget tilfreds med den, men hvis jeg havde vist at den en uge senere skulle kollidere med en lastbil havde jeg istedet lejet en tank.

Sen eftermiddag ankom vi til huset min far havde lejet. Det var smukt. Stuen var kæmpe-stor, der var loft til kip og store hvælvede buer. I øjeblikket jeg trådte ind synes jeg der var helt perfekt, en uge senere syntes jeg det mindede om en kirke og det var et rædselsfuldt sted at være.

Vi brugte en uge på at hygge os sammen. Vi dasede ved poolen, lavede mad og kørte ture igennem solsikkemarker, imens vi beundrede det vidunderlige landskab- de takkede bjerge, olivenlundende og de lyserøde blomster der pyntede i vejkanten – jeg syntes det var så smukt. Nu kan jeg ikke tænke på noget grimmere.
En af dagene havde vi en rigtig hyggelig tur sammen, til den lille fine by Ronda der lå en times kørsel fra vores hus. Vi kiggede på butikker, spiste frokost og gik tur i den gamle bydel. Vi anede ikke at vi blot et par dage senere skulle få et helt andet forhold til den by, da Anne kom til at ligge i koma på det lokale hospital.

Vi havde en dejlig uge, en uge fuld af kærlighed.
En eftermiddag sad min far og jeg på kanten af poolen med fødderne i vandet, vi sludrede og kiggede efter de små. Anne svømmede forbi og gav ham en kærlig reminder om solcreme og han strøg hende over håret og syntes også lige jeg skulle mærke, hvor skønt hendes afrikanske sorte krøllede hår føltes. vi grinede og jeg var helt uvidende om at jeg de næste mange måneder skulle stryge det hår igen og igen, næste gang på ulykkesstedet, senere et utal af gange på hospitalet og jeg stryger det stadig når hendes tårer triller og hun er fuld af savn. Jeg betragtede min far, hans solbrændte hud, hans nakke der var ved at blive rød, hans muskuløse lægge hvor de lyse krøllede hår spillede i solen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg som barn hev i dem og grinede når jeg hev så hårdt at huden løftede sig og formede sig som et omvendt yver. Han var så fin som han sad der ved poolen. Så tilfreds.

Jeg går og er lidt ked af jeg ikke fik talt nok med ham på ferien. Jeg havde så travlt med at rende efter de små. Men min søster Stine havde siddet og haft en snak med ham en eftermiddag, hvor hun havde sagt at hun ikke følte hun fik talt nok med ham, da også hun havde så travlt med at kigge efter sine børn. Han havde svaret at netop det gjorde ham så stolt, at hans døtre var de bedste mødre.

Min far sad for det meste i skyggen, på terassen under den smukke pergola af blåregn og læste sin Femi-krimi (som Femina havde givet 5 stjerner… min far synes også den var god), drak kaffe og spiste pistacienødder. Om eftermiddagen lå han på sofaen og så Tour de France og om aftenen strålede det ud af ham hvor meget han nød at være sammen med sin familie. Han var altid den sidste som gik i seng, han sad og sludrede, drak vin og havde det rigtig godt.

Aftenen inden ulykken sad jeg på terrassen med ham. Svale havde været virkelig velcro-agtig hele ugen og fulgt efter mig konstant- også når jeg skulle på toilettet. Jeg rejste mig for at gå over til det udendørs køleskab, der stod 5 meter væk og svale rejste sig op og fulgte efter mig. Jeg vrissede af hende, at hun bare kunne blive siddende og hun blev lidt ked af det. Min far kiggede på mig og sagde: “ Ved du hvad, engang havde jeg også sådan en lille sød hale der fulgte mig overalt. Før du aner det er den væk og så kommer du til at savne den… og min lille søde hale det var dig”. Han smilede sit lille skæve smil og nulrede Svale i håret så hun blev glad igen. Jeg nikkede og gav ham ret, man skal nyde sin hale, så længe man har den. Det var det sidste gode råd jeg fik og det var et rigtig godt et! Vi puttede ungerne tidligt – det var ikke hver aften de lige nåede at få et knus af min far før de blev smidt til køjs, men den aften gjorde de. Wilder gav ham også et stort vådt godnatkys.

Stine og jeg ville gerne på marked og købe perler. Min far gad ikke, han foretrak en dag ved poolen. Vi ville gerne have ham og Anne med så vi fik lige så stille og roligt overtalt ham- mest fordi vi googlede os frem til at der også var antikviteter på markedet- min fars yndlings ting. Inden han og Sune, som oftest var de sidste to der gik i seng, gik til køjs, tændte de lyset på terrassen så firbenene også kunne have det godt og fange rigeligt med insekter. Min far havde den sødeste tankegang, altid så god mod alle – også firben.

Tænk at han skulle være væk for altid dagen efter og vi på samme tidspunkt skulle sidde på terrassen igen, en far fattigere.

Da vi vågnede lørdag morgen, var han ikke i tvivl. Han skulle med på marked. Gid han havde valgt at lade være. For denne lørdag sluttede hans liv brat. Jeg tænker så meget over det. Hvad hvis vi ikke havde fået ham overtalt? Hvad hvis jeg ikke havde sagt der var antikviteter? Hvad hvis vi havde siddet lidt længere ved morgenbordet og jeg ikke havde haft så travlt med at komme afsted? Hvad hvis dit og hvad hvis dat… livet er så tilfældigt og det er netop det som gør mig bange… Hvordan kan jeg nogensinde blive tryg og sikker igen efter sådan en pludselig og tragisk afslutning på min elskede fars liv?

Vi satte os ud i vores biler, kørte glade afsted, en dag på marked efterfulgt af en strandtur, skulle gøre godt. Vi nåede aldrig frem.

Åhhhh det er hårdt at skrive, men det er på mange måder også forløsende. Så langt så godt. Måske kommer jeg også til at kunne beskrive dagene efter ulykken, de var umenneskelige og de er endnu sværere at tænke på. Ulykken vil jeg ind til videre skåne jer for. Det var kun grimt.

Billedet er fra et par dage inden ulykken, til min niece Ayos fødselsdag. Der dansede vi limbo ved poolen og var ude at spise- han var så levende. Han var lykkelig det er jeg ikke i tvivl om. Lykkelig over sin familie, lykkelig for Anne, lykkelig for livet. Men færdig med at leve, det var han ikke og mennesker MÅ ikke dø, for de er mætte af livet. Men det gør mennesker nu en gang. Min far døde pludseligt, uanende om hvad der skulle ske, tilfreds og lykkelig, det er jeg ikke i tvivl om.

Kram L

4 kommentarer

  • Niina

    ❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har fulgt med i alle dine skriverier før ulykken og det gør så ondt at læse om. Jeg mistede selv en god veninde i en bilulykke for 3 uger siden. Det kan på ingen måde sammenlignes med dit tab, og jeg er heldigvis forskånet for minder fra selve ulykken. Men jeg har også mange “hvad nu hvis” tanker. Det er virkelig hårdt. Sender dig tanker. Som læser er det dejligt at se, at det langsomt går i den rigtige retning. Al respekt for at du deler ud som du gør.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Kære Julie. Det gør mig ondt med din veninde, tænk at trafikken har så mange ofre, det er så sindsygt uhyggeligt! Og ja, det er svært at slippe alle “Hvad nu hvis”-tankerne og det tror jeg desværre er ganske naturligt. Jeg kan stadig lave en helt anden historie i mit hoved om at det slet ikke var min fars bil der blev ramt af en lastbil, men måske dem der kørte efter ham og min far som var læge, selvfølgelig ikke kørte bag efter os længere, fordi han selvfølgelig var ved at hjælpe de tilskadekomne….Det var desværre ikke sådan det var, men “hvad nu hvis” vi var kørt 3 sekunder før, så havde det været virkeligheden. Livet er så tilfældigt! Rigtig mange tanker til dig og styrke til at komme igennem dit tab. KH. L

      Og dejligt at du har fulgt med, også før der gik død og ulykke i den – det betyder meget.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Humørkongruens