Yummy!?

Chucky dropper flasken


Vi har givet Svale en dårlig vane.

Hun har skippet mælken for længst, men hun får en sutteflaske med vand hver aften, når hun skal sove. Det har resulteret i at sutteflasken er blevet hendes tryghed; hun bruger den som sovedyr og krammer den natten lang. Hvad værst er, den skal fyldes 2- 3 gange hver nat og der er garanti for en plaskvåd tisse-seng hver evige eneste morgen.

Vi er så trætte af den snart 2-årige boss, der på vilkårlige tider af natten råber “mere vand” i et lettere hysterisk tonefald og kommanderende svinger med sutteflasken, til en af os søvndrukken dukker op for at servicere. Når flasken er fyldt, er der ro, og hun skvatter i søvn med det samme. Det er et skråplan.

Jeg har udskudt det i mange måneder, for jeg har ikke kunnet overskue at tage kampen! Men nu er tiden kommet. Jeg er højgravid og kan umuligt rumme nætter hvor jeg både skal amme baby OG agere Svales butler. Så tror jeg filmen knækker.

Så i lørdags gik det ned! Jeg preppede Svale hele dagen. Sune var i Brighton, og Svale og jeg holdt efterårsferie hos min mor i Hornbæk. Vi skulle sove på samme værelse, så det var oplagt at gå i krig med projekt sutteflaske.
Svale smed selv sutteflasken i skraldespanden, og til gengæld fik hun en putte-abe, hun havde ønsket sig.

Det startede meget godt. Svale gik med til at tage en tår vand af glas og lagde sig pænt til at sove efter lidt skrumlen rundt og snakken med sig selv. Jeg listede ind i seng ved 23 tiden. Alt ånede fred og ro. Det skal sgu nok gå, tænkte jeg naivt. Og det gjorde det også lige indtil kl. lidt i 2 hvor det gik fuldstændigt banana….

Svale forvandlede sig til et uhyre da hun hørte at der ikke var nogen sutteflaske! Hun blev nærmest lilla i ansigtet af bare raseri og det foldede sig på en uhyggelig måde. Hun skreg skingert så de hvide tænder lyste op i mørket og rev hysterisk i sin yndige blomstrede natkjole. Putte-abe og 20 sutter blev tyret gennem soveværelset imens tonen ændrede sig til et leje jeg troede umuligt. Var det min datter? Eller var det selveste Regan McNeil fra exorcisten som var besat af en rædselsfuldt dæmon? Jeg blev et øjeblik lidt i tvivl og frygtede et splitsekund, at hun ville bøje sin lille krop bagover i en bizar stilling og bevæge sig forkrøblet rundt i rejsesengen, imens hun på perfekt latin ville beordre mig til at skride ud efter en sutteflaske eller dø.

Jeg tog min svedige hidsige datter op til mig i sengen. Prøvede at tilbyde lidt vand fra glas som blev spyttet direkte i fjæset på mig. Jeg blev bidt i armen og de små kæber spændte alt hvad de kunne, og jeg måtte presse på kamphundens kinder, for at få den til at slippe. Herefter fulgte spark i brystkassen af små ben som kørte som hidsige trommestikker, alt sammen til lyden af skrig og skrål. Jeg priste mig et øjeblik lykkelig for at ordforrådet endnu ikke var så stort, for så var jeg helt sikkert blevet kaldt alverdens væmmelige skældsord!
Svale blev efter lang tids kamp udmattet af sin djævelske aktivitet og faldt lidt til ro. Hun tog imod noget nus, tog sutten i munden og bæstet faldt langt om længe i søvn. Klokken var næsten 4 og den lille i min mave efterlignede den kommende storesøsters  adfærd og sparkede lystigt i ribben og mavesæk.

Puha. Jeg ånede lettet op. Rullede om på ryggen og lyttede et øjeblik til Svales rolige åndedræt. Jeg havde lyst til at danse en lille indianer-inspireret sejrsdans. Jeg valgte i stedet at ligge mussestille med næsten lydløs vejrtrækning i frygt for at vække udyret til live igen.

Jeg er temmelig plaget af halsbrand under min graviditet og kunne pludseligt mærke en bølge af mavesyre der føltes som skoldhed lava vælde op i spiserøret. Jeg vovede mig, efter lang tids overvejelse ud af sengen og fandt lydløst mine mavesyretabletter frem.

Hvad tror i, der skete, da den lille sprøde lyd af tabletten, der brød foliet, lød?

Monstret vågnede igen! Ondere end før!

Jeg stivnede imens Chucky satte sig op i et sæt. Hovedet drejede langsomt imod mig. Jeg er glad for at det ikke fortsatte 360 grader rundt, men det var lige ved. Stilheden blev flænget af endnu et skrig, og Svale lignede en, som havde lyst til at kradse mine øjne ud og flå mit hoved af! Vi tog hele omgangen igen; denne gang tog det lidt over en time, og til sidst var jeg selv på nippet til at skrige.

Da Svale endelig var faldet til ro, gik det ikke værre eller bedre, end jeg virkelig skulle tisse. Der var ingen vej udenom!

Jeg ventede cirka 20 minutter, før jeg sneg mig ud. Ikke på toilettet, for den dør knirkede, og den risiko skulle jeg ikke løbe. Så jeg bevægede mig næsten lydløst ud af terrassedøren og satte mig, stor og gravid, på hug i det våde græs i den kolde nat og tissede (også lidt på min fod).  Jeg kiggede op på himlen; alt var stille! imens tænkte jeg over, hvor meget en lørdags-nat og de grundlæggende værdier ændrer sig fra livet før børn til nu….Før ville jeg helt sikkert feste ubekymret rundt et sted i København og drikke alt muligt farvestrålende jeg ikke burde drikke. Nu sidder jeg her i småregn og bar røv, skide træt og har alligevel kæmpe optur. Jeg har “vundet” over mit barn, i vores hidtil stædigste kamp! Hvis jeg kunne, havde jeg slået en saltomortale eller to!

Da jeg endelig er kommet under den varme dyne igen, og viserne på uret viser lidt i seks, vender krapylet sig saftsuseme imod mig igen. Hun kigger på mig med sine store trætte øjne og grynter hæst: ” Mor hundelort”. “Jeg synes også du er en kæmpe lort Svale”,  hvisker jeg i den gryende morgen. Jeg kysser hendes gyldne lokker, nusser hende blidt over ryggen og så falder vi endelig i søvn.

   

5 kommentarer

  • Anne

    Shit det lyder så katotisk! Godt i kom helskindet igennem – du er fandme sej du klarer at være preggo og vænne fra flaske! (Emoticon med stærk arm indsættes her 😀 )

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ha ha, det var det også. Og er det faktisk stadigvæk. Men TAK for de rosende ord. dem vil jeg huske i aften når jeg putter mit monster 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så sjovt, og imponerende at hun kan sige hundelort 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Jeg tisser næsten i bukserne af grin – ved godt det ik var sjovt, men jeg elsker bare din måde at skrive på

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus
    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Yummy!?