Begynder-strik for dummies og mindfulness

Der er fuld knald på i øverste etage – hele tiden. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne slappe af i min hjerne, men det lykkes altså aldrig særlig godt. Jeg tænker hele tiden på alt muligt og ret tit løber tankerne af med mig – især til den sørgelige side.

Men, så var det at min søster Stine opfordrede mig til at begynde at strikke og hjalp mig igang. Jeg begyndte lige så stille ved nytår og kæmpede mig igennem en baby cardigan i ret-strik. Det var faktisk ikke så svært som det så ud og jeg hyggede mig med det. Jeg troede faktisk det var noget nær raket-videnskab at strikke og i starten havde jeg det som om at strikkeopskrifterne stod på kinesisk, men så fandt jeg ud af at man kan finde alt på youtube. Det er faktisk ikke spor volapyk når man lige kommer ind i strikke-jargonen og youtube har lært mig de bedste strikke-skills. Nu har strikningen taget om sig og jeg har strikket en cardigan til mig selv og den sødeste og nemmeste trøje til Wilder. Det perfekte begynderprojekt og det bedste er, at den findes i både voksen og børnestørrelse og strikkes på pind 6, som er en tyk en, så det går rimelig stærkt. Jeg begyndte på Wilders lørdag morgen og blev færdig mandag aften (jeg gik alt for sent i seng og sad og klikkede med mine strikkepinde til ved 2 tiden….).

Når jeg strikker får jeg ro for mine triste tanker, jeg føler jeg gør noget der er rart for mig selv og min stressede hjerne bliver dejlig tom. Jeg tænker kun på det jeg strikker, om det mon bliver flot, om jeg taber en maske og så drømmer jeg måske lidt om mit næste strikkeprojekt – ren mindfulness! En slags ro min rastløse sjæl kan håndtere, fordi jeg ikke bare laver ingenting, jeg er faktisk i fuld gang med at producere noget – sådan slapper jeg bedst af.

I kan finde opskriften på Wilders let strikkede sweatshirt HER. Og find den i voksenstørrelse HER. På petiteknit´s hjemmeside er der faktisk også små videoer som guider dig igennem projektet, så det er bare at købe noget garn og kaste sig ud i det. Jeg har strikket denne i Alpaca fra drops. jeg køber garnet hos yarnliving.dk som leverer dagen efter det er bestilt og hvor garnet er virkelig billigt. Garnet til Wilders kostede mig under 100 kr og kvaliteten er lækker, den er blød som smør.

Mit næste strikkeprojekt skal være denne HER, bare i ensfarvet. Jeg har lige bestilt garn i lys lavendel.

Humørkongruens

Kender du det, at du vågner og med det samme kan mærke du er i dårligt humør? Du kigger ud af vinduet og konstaterer at det regner, hvilket får dig til at overveje, hvorfor du bor i et land, hvor vejret ALTID er dårligt. Resten af morgenen går med, at dine børn ikke gør, hvad du beder dem om. Du bliver i endnu dårligere humør, skælder ud og tænker på, at du måske er en dårlig mor. Du kommer i tanke om flere af de gange, hvor du har mistet besindelsen og råbt af dem eller været eftergivende i forhold til krav, du har stillet. Da du afleverer dem i børnehaven minder pædagogen dig om, at de ikke har mere skiftetøj, typisk! Nu er der også andre, der kan se, at du ikke lever op til din moder rolle. På vej på arbejde tænker du over, at du ikke gider derhen. Du føler dig ikke god, til det du laver. Du tænker på den gang, du havde glemt en patient og kom for sent ned i venteværelset, hvor patienten og den pårørende var godt vrede. Arbejdsdagen går og du er fanget i dine egne tanker. Du har dårlig samvittighed over, at du var sur i morges. Nu begynder du at tænke over, at det da også er irriterende, at din mand arbejder så meget, og at du er alene med børnene så ofte. Lige nu kan du slet ikke mærke, at du elsker ham, men synes ærlig talt, at han er en dum idiot. Du kan kun huske alt det, han ikke gør: han siger aldrig, at du er smuk eller roser dig for at være en god mor, og det er da også meget længe siden han har taget initiativ til, at I skal lave noget sammen. På vej hjemad har du mest lyst til, at den her dag skal slutte – du tænker på, hvor anstrengende det er at hente børn, som er trætte og sultne og at skulle lave mad, mens de råber og skælder ud. Du har en kæmpe klump i maven og er på grådens rand – sikke en lortedag!

Dagen efter vågner du og har det bedre, det regner stadig, men du synes egentlig, at det er hyggeligt og kan godt lide duften af regnen. Børnene gør ikke hvad du siger, men du griner og laver fis med dem og pludselig har de alligevel fået tøj på, og i er på vej ud af døren. Du har stadig glemt det med skiftetøjet, men skide være med det, vi glemmer alle sammen ting i ny og næ. Det er da bedre end den gang du glemte at tage bleer og vådservietter med og stod med babylort op til albuerne tænker du og griner af den groteske situation. Du hører radio i bilen og glæder dig over at synge med, på de sange du kender. Du glæder dig til at se dine kollegaer og kommer i tanke om, hvor sjovt i havde det til påskefrokost sidste år. Dagen går lynhurtigt og nu glæder du dig til at komme hjem til dine børn og din mand. Han er så god til at lave mad. Du tænker på alle de gange han har lavet middag med stearinlys til dig, og hvor skide sjovt i har det, når i drikker øl og danser hjemme i stuen – hvor har du været heldig med ham…

Kan du genkende at den ene tanke tager den anden og at det nogle dage kan være svært at huske det gode og andre dage kan være svært at huske det svære? Så har du sikkert oplevet humør kongruens. Vores humør og følelser påvirker hvilke ting vi erindrer. Når du er ked af det eller vred vil dine tanker nemmere associerer til og huske begivenheder, hvor du var i en lignende emotionel tilstand – det kaldes humør kongruens. Det er selvfølgelig en tendens og ikke en regel. Men det kan være rart at vide, at bare fordi man lige nu, mens man er ked af det, kun kan huske alle de ting, der har været svært, så skyldes det måske mest en bias og er ikke hele sandheden.

Det har ofte hjulpet mig at være bevidst om, at min hjerne lige nu husker de ting, der er svært, men at alt det gode også ligger derinde i folderne, selvom det lige i situationen føles næsten umuligt at komme i tanke om det. Det er medvirkende til, at jeg har øvet mig længe i ikke at tage vigtige beslutninger, når jeg er i affekt. Det er ikke nemt, men det er rart bagefter, når humøret er mere neutralt, at jeg ikke kom til at tage en vigtig beslutning på et énsidigt grundlag.

Har du oplevet humørkongruens?

Kh

Ida

At miste én man elsker – igen og igen

Morten rejser til La Palma i dag på ferie med en ven. Det er dejligt for ham, og jeg glæder mig på hans vegne. Jeg glæder mig egentlig også lidt til at være alene med børnene, fordi vi altid har det sådan, at når man er alene så handler det kun om, at det skal være så hyggeligt som muligt. Hvis det betyder at bestille pizza hver dag – så gør man bare det. Hele ugen op til i dag har jeg været rolig og large omkring det. Når Morten har talt om, at det er længe at være væk har jeg sagt – ”det bliver dejligt for dig, nyd det!”. Lige indtil i morges…

Jeg vågnede og gik i bad, og pludselig blev jeg usikker på, hvad tid han skulle i lufthavnen, og om han mon allerede var kørt – og så kom angsten og sorgen. Jeg græd i badet og var pludselig rædselsslagen for, at han skulle styrte ned med flyveren eller køre galt på cykel, og at jeg aldrig mere skulle kramme mig ind til ham, og mærke han rolige dejlige varme væsen ved siden af min krop. Tankerne galopperede afsted med mig med 100 km i timen og pludselig kunne jeg ikke blive boende i huset og børnene havde ikke nogen far, og jeg skulle aldrig mere have en mand som elsker dem ligeså højt som jeg… Jeg løb på våde fødder ned af trappen. Jeg fandt ham i køkkenet og knugede mig ind til ham, indtil jeg var landet med begge ben på jorden igen.

Det er ikke første gang det sker, jeg kender de her følelser rigtig godt. Selvom der går længere imellem, at de overmander mig, og jeg er blevet god til at tage det i opløbet, så sker det stadig at angsten for pludseligt at miste dem jeg elsker, springer på mig og svinger mig en tur rundt i karrusellen. Det har været sådan siden jeg mistede min mor. Pludseligt, uforudsigeligt og lige foran mine øjne døde hun af en blodprop i lungerne. Jeg var 26 år og helt magtesløs i situationen. Den situation ændrede noget i mig. Jeg lever med en dyb erkendelse af, at livet kan forandres på et split sekund, at én man elsker kan blive revet væk fra én uden varsel. En gang imellem, når jeg er uforberedt og ikke har mærket det komme snigende, bliver jeg overvældet af det og så galopperer katastrofe tankerne afsted med mig. Når det sker har jeg lært, at det der hjælper for mig er:

  1. at søge ro i kroppen ved at bede om et kram, så jeg kan mærke, at nogen holder sammen på mig.
  2. sige højt til mig selv eller andre, hvordan jeg har det.
  3. ikke at kæmpe imod men lade det der sker være. Jeg minder mig selv om, at jeg kender den følelse, den er ikke farlig og selvom den føles voldsom og ubehagelig, så vil den ikke opsluge mig ret længe.
  4. erkendelsen af at jeg kender den følelse, at den stammer fra noget andet, og at der ikke lige nu er en øget risiko for at miste nogen hjælper mig til at finde ro med at lade den ride af som en bølge eller en ve.
  5. Jeg søger aktivt væk fra tanker om ”at det er fjollet”, ”ikke er relevant lige nu”, ”gid det ville gå væk” og hen imod tanker om, hvad den pige på 26 år som blev overmandet af at miste sin mor så pludseligt havde og stadig har brug for: kærlighed, omsorg og validering af at det er ok at blive bange, at de følelser er ok at have.

Gør jeg de ting, er det nemmere for mig at komme videre med dagen, og jeg får det bedre. Resten af dagen i dag vil jeg måske være skrøbelig og grådlabil, jeg savner min mor mere i dag end jeg gjorde i går. Måske er jeg også skrøbelig i morgen, måske er det væk om en time. Jeg ved det ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Det er ok. Sådan er livet. Der er glade dage, triste dage, trætte dage og angste dage. Angsten for at miste er en del af glæden og kærligheden ved at have – sådan ser jeg det.  Og kærligheden ville jeg aldrig være foruden, så må jeg tage angsten i medgift.

Hav en dejlig dag derude og vær gode ved jer selv, hvis noget føles svært.

Kh

Ida

Åååh nej, det har jeg glemt – igen, undskyld…

I perioder føler jeg, at jeg siger det mere end stort set alt andet. Jeg har en følelse af, at jeg har glemt mere og lavet flere tåbelige fejl, efter jeg har fået børn, end jeg har gjort i hele mit samlede liv forud for børn. Folk taler om ammehjerne, jeg synes man burde tale om ”forældrehjerne”. Jeg har altid haft en rigtig god hukommelse og en hjerne jeg kunne stole 100% på til at minde mig om ting, så jeg hader at glemme ting, det passer dårligt med mit selvbillede og min selvtillid daler i de perioder, hvor det er slemt. Tillægger man at jeg arbejder på neurologisk afdeling som neuropsykolog og har et arbejde, der består i at have med mennesker med hjerneskader og sygdomme i hjernen at gøre, og derfor har et helt forvredet billede af, hvor sandsynlige de sygdomme er. Så kan jeg i perioder blive rigtig bekymret for min hjernes tilstand. Jeg kan sidde med ondt i maven af bekymring i bilen på vejen hjem og diagnosticere mig selv, indtil jeg komme frem til det, som jeg egentlig godt ved – at mine symptomer er uspecifikke og inkonsistente og at jeg bare er træt, har alt for mange bolde i luften, bliver afbrudt i alt hvad jeg laver både hjemme og på arbejde, og at jeg er nødt til at erkende, at jeg skal hjælpe min hjerne mere.

For lige at give nogle eksempler på, hvad det er for ting jeg glemmer eller laver fejl i, som gør mig desperat. I denne måned har jeg har glemt en aftale med min erfa-gruppe og er blevet væk fra et møde på arbejde, som jeg bekræftede, at jeg ville komme til en time i forvejen. Mine børn mangler rent tøj i børnehaven, og har nu ikke været i bad hele ugen, det har taget mig 3 uger at bestille tid til min datters tandlæge, og jeg bliver konstant overrasket over de ting min mand skal til, selvom han har skrevet det i vores fælles kalender.  Sidst men ikke mindst har jeg i denne måned kostet vores familie 1800 kr. Jeg kunne ikke finde mit kørekort og bestilte et nyt til 280 kr selvom manden på borgerservice rådede mig til at vente ”da de ofte dukker op”, og jeg forsikrede ham om,  at jeg havde ledt og at mit ikke ville dukke op – dagen efter lå det ved forsædet i min bil, hvor jeg havde ledt flere gange. Da min mand spurgte, hvornår jeg kommer hjem fra konference i NY til februar opdagede jeg, at jeg har bestilt en flybillet hjem en dag for sent, det kostede lige 1500 kr at lave den om – aaarrrgghhhhhhh!

Nogen dage er jeg rigtig godt gammeldags sur på min dumme hjerne, som ikke er til at stole på! Men er min hjerne blevet dårligere fungerende efter jeg har fået børn? Der må være andre end jeg, der tænker den tanke?

Jeg er kommet frem til følgende: siden jeg flyttede hjemmefra og selv skulle begynde at holde styr på mit liv, og jeg erfarende ting som at der ikke var toiletpapir, hvis jeg ikke købte det og mit tøj ikke blev rent på mirakuløs vis, så er der ligeså langsomt kommet flere og flere opgaver til. Studie, arbejde, Ph.d., mand, familiesammenkomster med egen familie og svigerfamilie, børn og alt det de ikke selv kan huske, flere ansvarsområder på arbejde, hus der skal vedligeholdes, biler der skal vedligeholdes, forældrekontaktudvalg, forskellige faglige udvalg, børn der går til svømning, børn der har venner med hjem, alle de ting man skal huske til børnehaven.  Der er også de ting, som er midlertidige, men som stadig fylder meget i perioder, min mor døde, min far blev syg og døde, udbygning af sommerhus. Til sidst er der alle de ting som jeg også gerne vil: dyrke motion, se mine/vores venner, se min mand alene uden børn, se mig selv alene uden mand og børn, blogge, instagramme, læse bøger osv.

Jeg fylder bare langsomt mere og mere på uden at vælge noget fra, måske lige bortset fra cafeture og byture og den slags, som måske lige netop er der, hvor hjernen får en lille pause fra at løse opgaver. Samtidig er vilkårene for min hjerne rigtig dårlige i det liv jeg lever: Det er sjældent jeg tænker en tanke til ende uden at blive afbrudt, enten af mine kollegaer, mine børn, min mand, andre tanker der presser sig på, eller min mobiltelefon. Hvis man ved lidt om hvordan hjerne fungerer så ved man også, at for at kunne huske noget, skal man være opmærksom på det, man vil huske – ikke så nemt når ens opmærksomhed hele tiden bliver forstyrret.

Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at holde op med at være så sur på min hjerne over, at den glemmer ting og i stedet være nænsom og omsorgsfuld overfor den. Jeg vil sige det til mig selv, som jeg siger til alle de bekymrede mennesker (uden hjerneskader), jeg taler med på mit arbejde: Det er helt normalt, din hjerne fejler ikke noget, du har bare alt for mange bolde i luften! Og så vil jeg forsøge at benytte mig at nogle af alle de råd, jeg giver til andre for at teste om de er gode…

Hvad gør du for at huske alt det du skal i hverdagen?

Kh Ida

Hård terapi, dybt savn og varm glæde

Juleferie er ved at gå på hæld og på den anden side af weekenden starter hverdagen. Ungerne skal i børnehave og jeg opstarter mit terapi-forløb igen. Det har været dejligt at få en lille pause fra det, for det er så sindssygt hårdt og jeg er komplet smadret, når jeg rigtig klør på.

En gang om ugen er jeg hos terapeuten ,men hver dag skal jeg lytte til en 40 minutters lang optagelse af mig selv som fortæller om ulykken. Jeg hader det og jeg går som katten om den varme grød hele dagen. Når jeg lytter til optagelsen skal det være med lukkede øjne og jeg skal forestille mig at jeg gennemlever hele det rædselsfulde scenarie. Det hele står så klart, jeg kan nærmest mærke den brændende sol, lugte benzinen, se min fars døde krop og høre Ann’s hjerteskærende skrig. Det er så grusomt.

Men det hjælper, for allerede nu kan jeg mærke en bedring af mine PTSD symptomer. Ulykken kommer ikke i samme grad og bombarderer mig med alt det grimme på vilkårlige tidspunkter af dagen. Jeg har fred i længere perioder og jeg kan i stigende grad selv bestemme hvornår jeg tænker på den og hvornår jeg sætter den til side. Den kommer stadig for fuld styrke i ny og næ, men kun et par gange om dagen og den udløser ikke panikangst længere. Den udløser gråd og tristhed, men det er til at tage og føle på og det ser jeg som en naturlig reaktion på mit tab. Nu skubber jeg ikke tankerne om ulykken væk som jeg gjorde tidligere, nu tør jeg kigge på den, lade mig selv føle hvor slemt det egentlig er og så er det overstået. Som en horrorfilm, man har set for mange gange, hvor de uhyggelige scener ikke synes nær så skræmmende når man har set den 20 gange. Den ubehagelige følelse slipper igen, når den skræmmende scene er overstået i filmen, såvel som i min hjerne.

Men som ulykken træder mere i baggrunden, kommer der mere plads til sorgen. For der er en hel del accept i alt denne her terapi. For det er ikke bare en skrækfilm. Det er min historie, den er sand og jeg har mistet min far på grusom vis. Han er væk, væk for altid, jeg har ingen far. Og det gør ondt at indse. Meget ondt.

Men ferien har været rar.  Jeg frygtede at jeg ville være anspændt, flippe ud på de små og være en byrde at være sammen med. Men det har været modsat. Jeg har virkelig nydt mine børn, fundet ro i dem, også når de har været vilde og ustyrlige. Jeg har trukket vejret helt ned i maven og været taknemmelig for alt det jeg har. Jeg har været sammen med mine søskende, slappet af og besøgt min fars grav. Det er stadig surrealistisk at der ligger en sten med hans navn på, lige meget hvor længe jeg kigger på den, bliver det aldrig helt virkeligt. En af dagene jeg besøgte graven, lagde jeg mig på den kolde jord, der hvor man stadig kan se spadestikkende fra urnenedsættelsen. Jeg kiggede op i himmelen og talte lidt med min far. Han har det godt  hvor han er, men han savner os og han elsker os. Han synes vi klarer det rigtig flot og han lover at passe på os, det sagde han til mig.

Nu vil jeg nyde den sidste fridage med min dejlige familie. Kysse dem, nulre dem, klemme dem og føle alt det rare dybt i mit inderste. For med alt det grusomme i bagagen, føles alt det dejlige endnu dejligere  end før. Ren glæde vil aldrig mere blive taget som en selvfølge, den vil blive værdsat som den smukkeste skat, værnet om og nydt i fulde drag.

Glædelig søndag til jer.

kram Louise