Hård terapi, dybt savn og varm glæde

Juleferie er ved at gå på hæld og på den anden side af weekenden starter hverdagen. Ungerne skal i børnehave og jeg opstarter mit terapi-forløb igen. Det har været dejligt at få en lille pause fra det, for det er så sindssygt hårdt og jeg er komplet smadret, når jeg rigtig klør på.

En gang om ugen er jeg hos terapeuten ,men hver dag skal jeg lytte til en 40 minutters lang optagelse af mig selv som fortæller om ulykken. Jeg hader det og jeg går som katten om den varme grød hele dagen. Når jeg lytter til optagelsen skal det være med lukkede øjne og jeg skal forestille mig at jeg gennemlever hele det rædselsfulde scenarie. Det hele står så klart, jeg kan nærmest mærke den brændende sol, lugte benzinen, se min fars døde krop og høre Ann’s hjerteskærende skrig. Det er så grusomt.

Men det hjælper, for allerede nu kan jeg mærke en bedring af mine PTSD symptomer. Ulykken kommer ikke i samme grad og bombarderer mig med alt det grimme på vilkårlige tidspunkter af dagen. Jeg har fred i længere perioder og jeg kan i stigende grad selv bestemme hvornår jeg tænker på den og hvornår jeg sætter den til side. Den kommer stadig for fuld styrke i ny og næ, men kun et par gange om dagen og den udløser ikke panikangst længere. Den udløser gråd og tristhed, men det er til at tage og føle på og det ser jeg som en naturlig reaktion på mit tab. Nu skubber jeg ikke tankerne om ulykken væk som jeg gjorde tidligere, nu tør jeg kigge på den, lade mig selv føle hvor slemt det egentlig er og så er det overstået. Som en horrorfilm, man har set for mange gange, hvor de uhyggelige scener ikke synes nær så skræmmende når man har set den 20 gange. Den ubehagelige følelse slipper igen, når den skræmmende scene er overstået i filmen, såvel som i min hjerne.

Men som ulykken træder mere i baggrunden, kommer der mere plads til sorgen. For der er en hel del accept i alt denne her terapi. For det er ikke bare en skrækfilm. Det er min historie, den er sand og jeg har mistet min far på grusom vis. Han er væk, væk for altid, jeg har ingen far. Og det gør ondt at indse. Meget ondt.

Men ferien har været rar.  Jeg frygtede at jeg ville være anspændt, flippe ud på de små og være en byrde at være sammen med. Men det har været modsat. Jeg har virkelig nydt mine børn, fundet ro i dem, også når de har været vilde og ustyrlige. Jeg har trukket vejret helt ned i maven og været taknemmelig for alt det jeg har. Jeg har været sammen med mine søskende, slappet af og besøgt min fars grav. Det er stadig surrealistisk at der ligger en sten med hans navn på, lige meget hvor længe jeg kigger på den, bliver det aldrig helt virkeligt. En af dagene jeg besøgte graven, lagde jeg mig på den kolde jord, der hvor man stadig kan se spadestikkende fra urnenedsættelsen. Jeg kiggede op i himmelen og talte lidt med min far. Han har det godt  hvor han er, men han savner os og han elsker os. Han synes vi klarer det rigtig flot og han lover at passe på os, det sagde han til mig.

Nu vil jeg nyde den sidste fridage med min dejlige familie. Kysse dem, nulre dem, klemme dem og føle alt det rare dybt i mit inderste. For med alt det grusomme i bagagen, føles alt det dejlige endnu dejligere  end før. Ren glæde vil aldrig mere blive taget som en selvfølge, den vil blive værdsat som den smukkeste skat, værnet om og nydt i fulde drag.

Glædelig søndag til jer.

kram Louise

Når ha’-syge giver dårlig samvittighed

Vi har haft den dejligste ferie på Bali! Vi var overvældede over, hvor smukt der var. Ingen af os havde drømt om at komme til Indonesien før Julie og Dom flyttede dertil. Vi har begge rejst mange steder, og jeg ved ikke hvorfor, men Indonesien har bare ikke stået og blinket på kortet som et ønske-rejsemål. Hvilken fejl! Bali var smukt, børnevenligt, maden var virkelig god, det var nemt at rejse rundt, folk var søde og imødekommende og der var ingen sex-turisme (lyder nok mærkeligt at nævne, men vi har rejst en del i Thailand, og det er én af de ting ingen af os er så vilde med at overvære). Bali er også virkelig billigt og man kan få alt muligt for ingen verdens penge. Vi snakker fx poser med farvede hårklemmer og ‘scrunchies’, slippers, legetøj (der går hurtigt i stykker) lego, smukke sarronger og tæpper, hudpleje, t-shirts, alt hvad hjertet kan begære til tegning og krealeg i høj kvalitet, osv, osv. Jeg elsker at shoppe og få noget nyt med hjem og æblet falder jo ikke langt fra sammen, så vi har alle sammen været ramt af ha’-syge. Jeg er virkelig glad for alt, hvad jeg har købt, og vil nyde det i fulde drag, måske undtagen noget af det plastik “ragelse” børnene har fået. MEN samtidig har jeg dårlig samvittighed og kvalme over al den materialisme og forbrug. På Bali er der skrald mange steder, plastik i lange baner, der ligger i vejkanter og på strande, og man bliver hurtigt mindet om, at verden har et kæmpe miljø og skraldeproblem. Verden kan ikke komme af med alt det skrald og især ikke alt det plastik, der bliver produceret, heller ikke selv om vi genbruger det. Jeg får skyldfølelse over, at jeg er en gris – en gris der er mere optaget af selv at få fine hårspænder end at stoppe mit overforbrug og passe på den verden mine børn skal vokse op i. En gris som køber 3 pakker med 12 hårklemmer, fordi man ikke kunne købe dem enkeltvis, og jeg hellere vil have 36 klemmer end ingen. Velvidende at jeg nok ikke kommer til at bruge dem alle. En gris der tænker på mig selv og lader mig styre af min ha’-syge og lærer mine børn at gøre det samme – for vi ved jo godt at vores børn lærer af det vi gør, og ikke det vi siger…

Lige nu har jeg ikke så meget lyst til december med mere forbrugsfest og ha’-syge. Samtidig føles det nogen gange som et hjul, der triller afsted i fuld fart, og det er svært at stå af. Svært at stoppe op og vælge noget fra. Jeg kommer hurtigt til at føle mig magtesløs og forvirret over, hvad der egentlig gør den store mærkbare forskel. Hvordan kan jeg få syndsforladelse for at være en overforbrugende gris?  Hvad skal jeg stoppe med? Spise kød? Købe plastik? Købe nyt tøj? flyve hele vejen til Bali og forbruge som en tosse, mens jeg er der? 

Hvis ikke det er realistisk at stoppe med det hele? Hvor skal jeg så starte? 

Nu vil jeg gå hjem og læse på den grønne tænketank CONCITOs hjemmeside, og så vil jeg forsøge at samle lidt syndsforladelse sammen i den næste periode… 

/Ida

Ferie eller workation?

Vi er stadig på Bali og holder ferie sammen med en af mine aller bedst veninder (Julie som blogger her) og hendes mand og deres to drenge. Det er helt vidunderligt at være på ferie sammen med andre voksne og ikke mindst andre børn! I det store hele underholder vores børn hinanden dagen lang, og når man tænker på deres alder, synes jeg egentlig, at der er utroligt få konflikter. Én af de ting jeg har følt, siden vi fik to børn er, at ferie bare var arbejde med børn – jeg kalder det workation. Det skal forstås  med et glimt i øjet. Det er bare ment sådan, at vores ferier går med at fise rundt efter børn og dejse helt udmattede om, om aftenen. Jeg har haft de samme to bøger med frem og tilbage på ferie de sidste 3,5 år uden at få læst en eneste side. Der har været ferier, hvor Morten og jeg har kigget på hianden og sagt i kor: “jeg glæder mig til at komme tilbage på kontoret”. Det er ikke fordi, vores børn er særligt slemme, det er bare et fuldtidsarbejde at opdrage dem og mægle konflikter. Vi har tit været så underdrejede, at vi ikke har haft overskud til at give hinanden fritid i ferierne.

Men ikke denne ferie! Nu er vi 4 voksne til 4 børn og det betyder, at der kan blive frigivet noget voksentid, hvor man kan lave nogle ting uden børn og holde helt fri. Jeg har været ude at spise og drikke drinks med Julie, vi har lavet yoga, fået ordnet negle, shoppet og i går fik vi to timers massage, ansigtsbehandling og bodyscrub. Der var himmelsk! For mig er der noget helt lyksageligt ved at blive forkælet og masseret velvidende, at jeg ikke “skylder” noget på omsorgskontoen og at der ikke forventes af mig, at jeg lige om lidt skal give igen. Det er ikke fordi Morten siger, at nu skylder jeg noget, men når vi begge er i underskud i hverdagen, kan jeg hurtigt komme til at bruge tiden, mens han nusser mig på at tænke på, at han har et ligeså stort behov som mig og at jeg “bør” nusse ham bagefter. På den måde er det svært for mig at nyde det og slappe helt af. Det er fjollet, jeg ved det godt, men sådan får jeg det hurtigt. Så i går var det himmelsk bare at ligge der og nyde at blive æltet igennem. Og bagefter følte jeg mig helt glad og overskudsagtig og havde al overskud i verden til at få sendt Morten afsted på en heldags dykketur, som jeg ved han elsker.

Den her ferie minder mig om, hvor vigtigt det er at huske at give hinanden “fri” i hverdagen til at gøre noget, der skaber mere energi, glæde og overskud til at give noget tilbage. Måske man også kunne forsøge sig med at aftale, at man engang i mellem gerne bare må blive nusset uden at skulle returnere fornøjelsen lige bag efter??

hvad gør I for at skabe overskud i hverdagen? Er i gode til at nyde uden at føle, at I skylder noget på omsorgskontoen?

/Ida

Den røde cykel

Hilma og hendes røde løbecykel er endelig blevet venner. Den har stået oppe i lejligheden siden jul, og da blevet brugt lidt her og der.

Men nu passer de sammen, ben og cykel:-) Det hygger hun sig med, men det er på ingen måde som hendes storebror, som har siddet på en cykel siden han kunne gå!

Banwood cyklen kan købes her og cykelhjelmen kan købes her

 

Majs FTW

Hjemme hos os vil børnene helst spise majskolber i gården hver dag! mmmmmm