Vores labre weekend

image1-38

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

image1-36

Processed with VSCO with hb2 preset

 

Vi har haft en virkelig dejlig weekend.

Fredag var Sune hjemme med ungerne og jeg mødtes, til en fyraftens-bajer, med min veninde Zina. Det endte med at være en lang fyraftens, for jeg kom først hjem over midnat og det var skide skægt og hyggeligt. Vi hang omkring på Københavns bruneste værtshuse og fik vendt alt om vores lovelifes, midtlivskriser (mest min) og møgungerne.

Om lørdagen hyggede vi. Jeg ved ikke hvem der var mest træt, Sune eller jeg. For Sune havde fundet 2 flasker god hvidvin i køleskabet og havde smagt på i hvert fald 1 ½ af dem. Svale og jeg tog et smut på besøg hos min 99-årige farfar som desværre er faldet og har brækket benet og senere kom min far forbi med et bæst af en jordbærtærte. Om aftenen fik Svale lov til at blive oppe og se MGP, men da det endelig startede snorkede hun som en havnearbejder og jeg sad slukøret tilbage med et bjerg flødeboller.

Søndag havde vi arrangeret et fastelavns-party hos min veninde Julie, hvor vi mødtes en håndfuld veninder med vores kærester og unger. Det var et sandt inferno af pizza, serpentiner, superhelte og en tønde det tog 1 ½ time at tæske ned. Da vi kom hjem legede Wilder og Svale sammen og havde det virkelig sjovt (det er en sjældenhed) og Svalen tegnede sit første menneske, der var så sødt og underligt at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Om aftenen lå Sune og jeg i hinandens arme og blev enige om at det havde været verdens bedste weekend. Måske fordi vi for første gang i lang tid slet ikke havde skændes. Måske fordi vi endelig sover i samme seng igen efter 14 måneder. Måske fordi vi har set en masse dejlige mennesker. Det føles i hvert fald rart og jeg fornemmer at fremtiden og foråret bliver lyst og lækkert.

 

Det gør mig lidt bekymret

image1-35

Wilder, Wilder, Wilder. Han gør mig lidt bekymret for tiden.

Det gør han fordi han har et temperament der siger spar to. Han er hidsig, han er stædig og han er temmelig utålmodig. Hverdags-situationer er en kamp hver evig eneste dag. At tage tøj på. at få skiftet ble eller at flytte ham fra ting han ikke skal røre ved. Det der giver mig grå hår og røde pletter er, at han reagerer ved at knalde hovedet ned i gulvet, i bordet eller hvad der ellers er i nærheden af hårde ting og han gør det gerne igen og igen, også selvom det tydeligvis gør satans ondt.

Nogle episoder er værre end andre. For et par uger siden gjorde han det i klinkerne på badeværelsesgulvet, fordi han (shame on me) skulle have sin bodystocking af, inden han skulle i bad. Det sagde en væmmelig lyd og dagen efter havde han et stort blåt mærke i panden. I sidste uge tog jeg skeen fra ham, efter han havde sjappet suppe ud over det hele og knægten knaldede hovedet ned i bordet til blodet fossede ud af næsen. Svale blev rigtig forskrækket og begyndte at græde og det samme var jeg lige ved.

Det gør ondt på mig at det gør ondt på ham.

Først tænkte vi at det var noget han gjorde for at få ekstra opmærksomhed. Men vi er blevet meget bevidste om at give ham masser af positiv opmærksomhed og roser ham rigtig meget.  Det lille menneske lyser op når han får ros, men hovedet får fortsat en tur, hver gang han ikke får sin vilje. Jeg er sikker på, at en stor del af hans adfærd, handler om at han ikke kan udtrykke sig via sprog endnu. Jeg glæder mig virkelig til han så småt begynder at tale og kan sætte ord på sine følelser og frustrationer. Måske vil det få ham til at ændre adfærd helt naturligt?

I torsdags da min bekymring var på det højeste, fordi jeg også havde fået at vide at Wilder er begyndt at slå og kaste med ting i vuggestuen, flippede min hjerne af bekymring. Jeg var et øjeblik overbevist om at Wilder vil få et svært sind, blive en der ikke har venner og sikkert ende som bandeleder. Sune stoppede mig heldigvis. Han mindede mig lige om at Wilder er 14  måneder og en ret sød og sjov lille karakter, når han får sin vilje altså. Vi endte med at grine af mit trip og blev enige om at Wilder, en dag,  med sit temperament højst sandsynligt bliver en virkelig irriterende og stædig chef eller Danmarks bedste ishockeyspiller 🙂

Jeg slår koldt vand i blodet og håber at han med tiden vil holde op med at headbange!

 

 

Sikke en start på året!

Processed with VSCO with hb2 preset

Vi fejler heldigvis ikke noget alvorligt, men sikke en start på et nyt år!

Vores lille familie har inden for den sidste halvanden måned været igennem denne liste:

4 x roskilde syge

4 x influenza

1 x gang skoldkopper

2 x kindtænder

1 x manglene parforhold

4 x freelance deadlines

1 x ny freelance kunde

1 x fuldtidsjob

1 x date night

= Mit fravær på bloggen.
Men puuha, endelig føler vi os ovenpå igen, måske klar til næste omgang skoldkopper:-)

Vi var doomed, men miraklernes tid var ikke forbi!

image1-34

Det er tid til en lille update på Wilders søvn.

Jer som har læst med ved jo at det har været et kæmpe issue.

Drengen har virkelig ikke ville sove og har det første år af sit liv sjældent sovet en hel time ad gangen og han skreg og skreg. Jeg var ved at blive helt skør. Altså i virkeligheden. Jeg var der hvor jeg, hånden på hjertet, tænkte at det var en fejl at vi havde fået et barn til. Jeg havde det så sindsygt dårligt over at have det sådan, jeg følte mig som en dårlig mor og nogle nætter kunne jeg selv bryde sammen i gråd, mest fordi jeg blev i tvivl om jeg elskede ham lige så højt som jeg elskede Svale. For det var virkelig svært at mærke min kærlighed til ham, da det var aller værst.

Tingene har heldigvis ændret sig gradvist. Jeg rendte jo til alt muligt halløj med Wilder for at finde en årsag til at han ikke sov. Jeg slog mig selv i hovedet med at det måtte være grundet hans kraniebrud fra da jeg tabte ham på gulvet og det gjorde så ondt indeni! Den dårlige samvittighed, søvnmangel og den manglende ultimativ-kærligheds-følelse, gjorde at jeg brød sammen!

Jeg fik heldigvis hjælp af en moderlig sundhedsplejersken og en dygtig familiepsykolog. Jeg troede jeg skulle have hjælp til at få Wilder til at sove, men i stedet fik jeg hjælp til at bearbejde mine egne følelser omkring det at Wilder ikke sov og min dårlige samvittighed over hans tur på gulvet. Aller vigtigst fik jeg at vide at det er helt normalt ikke at kunne opleve den uendelige kærlighed jeg forventede, når drengen holdt mig vågen 24-7 og skreg dag og nat. Det hjalp helt kolo-enormt.

Jeg begyndte at holde af mig selv igen, og af ham. Jeg holdt op med at analysere Wilder og hans søvn, holdt op med få ham undersøgt i hoved og røv, holdt op med at kigge på uret hver gang han vågnede for at konstatere at jeg havde sovet 21 minutter og jeg blev et gladere menneske og en bedre mor. Jeg var selvfølgelig stadig uendelig træt og skrøbelig og var fortsat bare skyggen af mig selv.

Lyset for enden af tunnelen, at min barsel sluttede, skal heller ikke undervurderes. Det var en sand gave at komme tilbage på arbejde og overgive nattemonstret til Sune. Jeg skammede mig næsten over hvor enormt jeg glædede mig til at komme på arbejde. Glædede mig til at være lidt væk fra Wilder, glædede mig til at være hende der skulle sove om natten. Jeg følte mig igen som en ravnemor lige ind til jeg startede og opdagede det var rigtig godt for hele familien at jeg gik på arbejde.

Sune tog over med Wildis og forstod først der hvor sindsygt nætterne forløb. Han havde hele vejen igennem min barsel kun taget Wilder et par få nætter og han fik sig vidst et lille chok da han pludselig oplevede hr. Natteravn på egen krop.

Men ligeså langsomt begyndte det at gå fremad, og nu kommer det: WILDER SOVER! Sover som en helt almindelig dreng på 15 måneder. Han er blevet ældre, hans hjerne er blevet mere moden og han napper nogle meget længere stræk. Det er gået stille og roligt, men nu ligner det sgu efterhånden noget!

Han bliver puttet ved 19-tiden og vågner så et par gange til ved 23-tiden. Han er rykket ind på Svales værelse, hvor hans tremmeseng står under hendes halvhøjeseng. Vi er ofte derinde et par gange eller tre i løbet af en nat, men det er jo peanuts. Han er en urolig sover og klynker meget i søvne.  Han vågner stadig mange gange for at finde sin sut, kanin eller dyne men vi har fundet ud af at det er bedst vi ikke går derind, men prøver at lade ham klare den selv først, for det kan han faktisk godt. Han putter sig selv og falder i sød søvn igen. BINGO!

Vi går selvfølgelig derind efter et lille stykke tid med gråd eller hvis han græder på den der særlige måde, hvor man kan høre den er gal, og så har han ofte lavet en lort, er tørstig, sutterne eller kaninen er faldet på gulvet eller også har han lige brug for et kærligt klem.

Jeg troede virkelig aldrig at denne her dag ville komme, hvor jeg kunne sætte mig ned og skrive det her blogindlæg.  Jeg var sikker på at jeg var doomed og måske aldrig ville blive den samme igen! Men nej, Jeg sover ofte flere timer i træk, min hjerne fungerer noget nær normalt og jeg har genfundet mit selvværd, min selvtillid og allervigtigst den almægtige kærlighed til min dejlige Wilder.

Miraklernes tid er ikke forbi!