Når kusinen er den bedste ven i verden: Svale & Hilma

 

Kusinerne hygger sig max sammen disse dage, de legede og legede til fødselsdagsfesten i lørdags.

Denne uge bliver en mærkelig en i vores familie, fordi på fredag er det Vilfreds sidste dag i børnehaven … men endnu værre for Hilma … det er også kusine Svales sidste dag i børnehaven.

Jeg ved at Hilma og Vilfred ikke leger meget sammen i løbet af dagen, og jeg ved at de er klar over at Vilfred starter i skole snart. Men da jeg for sjov spurgte Hilma hvem hun skal lege med når Vilfred stopper, sagde hun; ‘Svale selvfølgelig’, så huskede jeg hende på at Svale også stopper, ‘så leger jeg bare med Lulu’, men da Lulu også lige er stoppet måtte den samtale slutte. Jeg glæder mig til sommerferie, men det bliver mærkeligt i august for lille H. Men jeg tænker hun finder nye venner!

Børnefødselsdag x 2

Vi havde en dejlig weekend, hvor vi hele lørdag, fejrede Hilmas 3 års, og Vilfreds 6 års fødselsdag i Københavner-gården med familien.

Det kan være hårdt at være sommerbørn, der er mange ude at rejse, og derfor har vi besluttet at det så længe børnene stadig syntes det er sjovt, så holder vi den lille fest sammen. Det er også hyggeligt at de begge får gæster og gaver, og for dem må det føltes som juleaften om sommeren!

Et sørgmodigt farvel til sommerhuset

32544067_10156216810022278_1209170101417279488_n 32562815_10156216810322278_2123200697477365760_n 32648687_10156216810082278_3056703408242163712_n

vi har solgt vores elskede sommerhus i Dalby huse. Det er virkelig med blandede følelser og aller mest synes jeg faktisk at jeg er lidt nedtrykt over det.

Vi har haft huset i 3 gode år og det har været helt perfekt. Vi købte det fordi vi var sikre på at vi altid ville være lejlighedsmennesker i KBH K og så skulle sommerhuset være vores weekend-oase. Vi har været der næsten hver weekend, også om vinteren og det har været mega hyggeligt. Det har faktisk været Så hammer hyggeligt at vi fandt ud af, at vi havde transformeret os fra lejlighedsmennesker til husmennesker. Vi havde lige pludselig aldrig lyst til at tage hjem om søndagen.

Så selvom det var en kort fornbøjelse med det lille søde sommerhus med det flade tag og den betagende havudsigt, har det i den grad hjulpet os til at tage beslutningen om at kigge efter hus. Som i jo ved har vi helt spontant shoppet renoverings-værdigt hus i Blovstrød og så fik vi altså pludselig rigtig travlt med at sælge sommerhuset da vi hverken har tid eller råd til at have begge dele.

Sommerhuset blev solgt efter 2 uger hos mægler, så det gik stærkt. Der var faktisk 2 forskellige der bød prisen. Ejendomsmægleren havde dog modtaget et brev fra den ene part, som de havde bedt ham overdrage til os. I brevet stod der lidt om hvem de var: En lille famile som os selv som havde forelsket sig i vores lille hus og i udsigten og som ligesom os dengang vi købte, drømte om at skabe lyse sommerminder med deres børn. Oven i hatten bød de 10.000 oven i prisen, hvilket selvfølegelig var fedt, men vi havde nu valgt dem anyways.

Huset er blevet tømt og Idag har de nye ejere overtaget. Jeg har været rigtig tung om hjertet hele dagen og jeg kan slet ikke rigtig forstå at vi ikke er husets ejere længere. Jeg kommer til at savne det, haven, den store rabarber, det smukke syrentræ, stranden, morgenturene til købmanden efter tørre rundstykker, turene til genbrugsstationens loppebutik hvor jeg altid kom hjem med mere end jeg afleverede og aller mest alle vores søde og betænksomme naboer. Men man kan ikke det hele på en gang og vi har hænderne fulde i det nye hus, hvor Sune allerede er igang med at lægge nyt tag.

Det skal nok blive skide fedt alt sammen. Det  varmer mit hjerte at en anden lille familie skal have det dejligt i Dalby huse – det er helt klart nemmere for mig at give slip når jeg tænker på at der stadig skal brygges fantasifulde finurlige børneminder i det lille sommerhus. Jeg er også overbevist om at vores nye hus bliver lige så fedt som sommerhuset – og der skal vi være hver dag – og ikke bare fra fredag til søndag!

Jagten på den perfekte bolig #3

hus-maleri-2

 

Så kommer opfølgningen på husjagten omsider. Jeg er som sædvanligt lidt bagud med at poste 🙂

Boligjagten spidser til og Sune og jeg er pænt sikre på at vi er de helt rigtige købere til parcelhuset i Blovstrød, som er alt andet end det vi egentlig ledte efter.

Du kan læse #1 og #2 her, hvis du lige skal have forhistorien med!

Ejendomsmægleren havde som tidligere beskrevet ikke tid til at vise os huset fredag eftermiddag, hvilket jeg egentlig var lidt stresset over, for jeg kan bedst lide når ting går rigtig stærkt. Huset havde været til salg i sølle 2 dage og der var egentlig kun 2 dage til åbent hus og ejendomsmægleren forsikrede mig om at der ikke var fremvisning inden og huset dermed ikke ville være solgt. Man kan undre sig over hvordan man kan blive helt vild med et hus man aldrig har set og som oven i købet slet ikke matcher boligdrømmen – men sådan er livet nu engang så tilfældigt! Sune skulle i skoven og være bushcraft-agtig den weekend og ungerne og jeg skulle op til min veninde Freja der bor i Allerød, ikke langt fra det lille røde hus.  Planen var så at Sune og jeg skulle mødes i Blovstrød søndag formiddag og gå til åbent hus og se 60ér drønet live.

Jeg lå søvnløs hele weekenden. Jeg havde det som om jeg var forelsket. Forelsket i en som måske var uopnåelig, en som havde mange bejlere og en som måske ville fortælle at han allerede var optaget, idet jeg erklærede min store kærlighed. Helt tosset – alt det for et hus jeg ikke engang havde set!

Da det endelig blev søndag var jeg høj på adrenalin og forventninger. Sune er typen som meget ofte kommer for sent, så til meget vigtige aftaler sætter jeg ham altid i stævne ca. 30 minutter før, så plejer det at lykkes ham at komme nogenunde til tiden. Det samme havde jeg gjort denne søndag og tak skæbne for det, for 25 minutter inden den aftalte tid, altså snydetiden, ringede Sune fra Nordskoven på Hornsherred! “Øhhhh alle bummene er lukkede her i skoven og vi kan altså ikke komme ud”! Jeg begyndte at svede samtidig med at jeg stammede noget a la, “Så ring dog til en skovfoged”!!!!! Jeg så straks for mig hvordan vi gik glip af huset og var på forhånd temmelig oprevet. Jeg kunne selvfølgelig tage hen og se det selv, men jeg kunne jo ikke rigtig shoppe hus uden min livsledsager ved min side….

Sune må have kørt hasarderet ræs i skoven. Han havde nok en ide om at hans kone ville have lyst til at nikke ham en skalle eller to hvis han missede denne her. De 30 snydeminutter kom os endnu engang til gode og manden nåede det sgu lige præcis. på slaget 13 stod vi ved det røde 60ér drøn med en hel flok andre nysgerrige bejlere.

Vi kiggede hurtigt. Meget hurtigt. En stor stue med væg til væg tæpper og mørke træ-lofter, et køkken i underligt gulligt træ, tre små soveværelser med savsmuldstapet, et badeværelser med turkise fliser, en kælder med orange vægge og en lille vissen have. “Jeg vil have det” hviskede jeg til Sune. “Det vil jeg også” sagde han og vi grinede lidt forvirrede. Hvad gør man så? vi gik ind til ejendomsmægleren der havde sindsygt travl og slet ikke havde tid til at tale med os.  Vi bad ham i stedet ringe til os, så snart han havde tid.

Vi satte os over på Blovstrød kro, bestilte to kolde øl og vendte sagen. Hvad skulle vi byde på huset? Det var egentlig en del over budget… Mon vi får lov at låne så meget i banken? Hvad hvis nogle af de andre der var ude at kigge også byder? Hvad hvis de køber det for næsen af os? Skal vi byde 100.000 under? Hvad fanden er 100.000 i det lange løb og tænk hvis vi mister huset fordi vi byder sølle 100.000 under?

Fuck det – vi byder prisen blev vi enige om. Mægler ringede, vi bød prisen. Sælger sagde god og så var huset sådan set vores. selvfølgelig med et bank og et advokatforbehold.

Ugen efter gik vi i banken. Forinden meldte vi os ud af alt der var mere eller mindre overflødigt: fitness, fagforening og velgørende organistationer. Vi gjorde alt for at få vores rådighedsbeløb derop hvor vi kunne få lov til at låne.

Det korte af det lange er, at vi efter næsten 2 søvnløse uger blev godkendt til lånet og nu er ejere af det lille røde parcelhus – det endte altså med at blive en lykkelig forelskelse… skørt ik?

Jagten på den perfekte bolig #2

image1-2

Lad mig fortsætte hvor jeg slap i #1 om jagten på det perfekte bolig. Indlægget kan læses HER hvis du missede det 🙂

Jeg er noget bagud med at fortælle jer om alt det nye der sker i vores liv – for det er VIRKELIG meget, men det kommer det hele – det lover jeg.

En aften for et par uger siden var jeg ovre hos min far at spise. Vi spiste svenske kødboller, som er min fars hof-ret, imen vi sad og sludrede. Snakken faldt igen på hus-køb og vi vendte situationen om huset i Kvistgård. “Hvorfor kigger i ikke i Blovstrød?” Spurgte min Far ud af det blå… jeg måtte blankt indrømme at jeg ikke anede hvad Blovstrød var for et sted eller hvor på Sjælland det lå. Min Far fortalte at min Farfar i en årrække var ansat på kasernen i Blovstrød og at min far og hans bror har boet der en stor del af deres barndom. De har begge gået på Blovstrød skole, leget i skovene og de militære områder omkring og de har de bedste af deres barndomsminder derfra.

Det lød da ret hyggeligt, så vi slog straks op på boligsiden for at se hvad der var til salg. Min far fandt med det samme et hus i nærheden af hans barndomshjem. Et rødt 60’er drøn af et murstenshus der kun havde været til salg i 2 dage!

Vi aftalte at køre en tur til Blovstrød dagen efter. Jeg ville rigtig gerne se området min far talte så varmt om, men aller mest glædede jeg mig til at høre en røverhistorie eller to fra hans barndom.

Vi hyggede os i bilen, hørte radio og spiste gammel chokolade fra handskerummet, mens vi kørte ud af kongevejen. Min far åbnede for godteposen af barndomsminder og mens han pegede på søer han var faldet i og skove hvor han havde bygget huler, nærmede vi os vores destination.

Vi svingede af mod Blovstrød og jeg blev virkelig overrasket. Vi var landet i den hyggeligste lille landsby med gadekær, gamle gårde, landsbykirke og en smuk gammel skole, selvom vi blot var 25 minutter fra KBH K. Vi parkerede foran min fars barndomshjem og imens jeg sad og forestillede mig hvordan min farmor havde bagt kardemommeboller og renset min farfars uniformer i det lille gule hus, følte jeg mig allerede en lille smule hjemme. Vi trillede lidt videre og på vejen udpegede min far hvor slagteren og købmanden havde ligget. Et stenkast fra min fars barndomshjem lå det lille røde hus vi dagen i forvejen havde opdaget på boligsiden.“Det er skide godt det her, Louise…. skide godt” sagde min Far ivrigt.
Her sad vi i et parcelhus-kvarter i Blovstrød, foran et rødt etplanshus med træ i loftet, væg-til-væg gulvtæpper og et tag der lignede at det skulle være skiftet sidste år, men han havde ret – Det var faktisk skide godt!

Vi gik en tur i området, slentrede igennem skolen og min far viste mig hvor han havde siddet og kikket ud, på sin første skoledag. Han viste mig gadekæret hvor han op til flere gange var faldet gennem isen fordi han lige skulle spille fadango og skyde genvej….Han ville sikkert gøre det samme idag, kunne jeg ikke lade være med at tænke -for sådan er han bare, ha ha!

Hjemme igen fortalte jeg begejstret Sune om Blovstrød og i modsætning til min forventning synes han slet ikke det lød helt skidt. Han er selv vokset op i Allerød som er blot 3 km derfra. Men shit, det her var jo det modsatte af det vi egentlig ledte efter. Ingen udsigt over mark eller skov. Til gengæld rigtig meget udsigt til alle mulige andre et-planshuse…

Dagen efter ringede jeg til ejendomsmægleren og prøvede at overtale ham til at vise os huset samme eftermiddag, men det havde han simpelthen ikke tid til. Han opfordrede os til at møde op til åbent hus den følgende søndag, – og det kan jeg lige love jer for at vi gjorde….

Fortsættelse følger 🙂

Older posts