Jeg rejser fra mit mindste barn.

fullsizerender-51

I morgen rejser Svale og jeg på ferie til sydspanien. Det er super dejligt og jeg glæder mig virkelig.

Men samtidig efterlader jeg også min mindste bønnespire og det gør faktisk lidt ondt i maven. Han er kun 15 måneder og jeg har, nu rejsen er lige om hjørnet, slet ikke lyst til at undvære ham. Desuden sidder jeg med en grim følelse af at jeg gør forskel på mine børn, og det gør mig lidt usikker på valget om at splitte familien og tage på pigetur.

Lykken ville være hvis vi alle 4 skulle afsted. Men der er der flere årsager til vi ikke skal.

Sune er for nyligt startet som selvstændig og vi har simpelthen ikke økonomi til det. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge at rejse med begge børn, men det er der også flere grunde til at jeg ikke gør. Den første er at jeg virkelig selv trænger til at slappe af, få sovet, få en solstråle på næsen og se om jeg kan få lagt en dæmper på de sorte rander under øjnene og en opkvikker på energi plus humør. Det får jeg ikke hvis jeg medbringer begge øgler. Jeg ville få endnu mere travlt end herhjemme, bare uden de trygge og vante rammer, der holder hverdagen sammen, for især Wilder.

Desuden er hverdagen temmelig opslidende for begge unger for tiden. De er i konstant konflikt. Der bliver slået, revet, sparket og Svale får smidt nogle rigtig grimme tillægsord efter Wilder. Jeg tror det bliver rigtig fint for dem hver især at blive forkælet af en forælder og få den fulde opmærksomhed. Især Wilder er lidt i underskud da Svale fylder meget.

Det er så her min dårlige samvittighed kommer frem!

Er det i virkeligheden Wilder der trænger til en uges ferie? Er det synd for ham?

Jeg tror det ikke! Hvis vi skulle til charter-land med all-inclusive havde jeg med garanti taget dem begge med. Men vi skal bo i en lille lejlighed med min mor og hendes mand, det er slet ikke varmt nok til at bade endnu og vi skal på alle mulige ture min mor har planlagt. Det er helt klart en tur der matcher Svale og hendes alder bedst. Desuden tør jeg næsten ikke tænke på hvor meget vi ville fylde. Mig med to unger og for få arme ville være et rimeligt heftigt slæng at få på besøg. I hvert fald indtil Wildis bliver lidt større og en lille smule mere medgørlig.

Med hensyn til at føle mig som en lort der gør forskel på de små kræ, har jeg taget mig sammen. Der kommer masser af situationer som denne, både store og små. De er to små forskellige individer der har forskellige behov og denne her ferie matcher Svales bedst, samtidig med at jeg får mulighed for at få lidt ro på. Vi har så mange oplevelser i vente som familie og Sune og jeg har planer om at vise vores børn verden på godt og ondt. Der går sikkert heller ikke mange år før Sune og Wilder skal på fodbold-ferie og efterlader pigerne i KBH. Det glæder jeg mig faktisk til.

I bund og grund handler det bare om at jeg kommer til at savne lille W.

Mit mod i forhold til at rejse fra ham, har jeg fra dengang jeg rejste til Afrika for at bestige Kilimanjaro med min far. Dengang rejste jeg fra Svale da hun havde samme alder og da var der rigtig mange tanker og følelser på spil. Men jeg gjorde det, og det var slet ikke så slemt da jeg først kom afsted. Til gengæld var det som om der skete en eksplosion af lykke og velvære i det sekund jeg havde hende i min favn igen.

Så… jeg klarer nok at rejse fra Wilder, at undvære ham en uge. Forkæle Svale imens jeg ved at han bliver forkælet af sin far. Og når vi lander i KBH skal jeg ovenikøbet glæde mig til at opleve endnu en indre glædes-bombe når jeg endelig ser hans søde lille skikkelse!

Der er ikke det problem et par øl ikke kan løse…eller?

fullsizerender-45

 

 

 

Det var i hvert fald mit motto engang…..

Det er mandag aften. Sune er oppe i vores sommerhus for at arbejde, Svale er hjemme hos sin oldemor og flæskesværdet sover sødt. Jeg har spurtet rundt og ryddet op, vasket tøj, tømt opvaskemaskine, skiftet sengetøj og alt muligt andet kedeligt. Nu er jeg færdig og her er helt stille. Det er dejligt, men samtidig gør det mig også rastløs.

Hvad er det nu man plejer at lave når man har tid for sig selv? Af gammel vane er min første indskydelse at man kan drikke nogle øl og dertil ryge nogle cigaretter. Jeg fatter ikke helt hvor dén tanke kommer fra, for der er i bogstaveligste forstand virkelig langt mellem snapsene for tiden. I virkeligheden dækker den helt klart over noget andet: Jeg har brug for at slappe af.  I mit tidligere liv, før klonernes tid, var det måden at slappe af på. Eller nærmere måden at stikke af på. Væk fra hverdagen og kedsomheden, på evig jagt efter en eller anden form for mening. Aldrig stille, altid afsted mod en fest, en club eller bare ned for at spille lidt terninger. Dagen efter med en følelse af komplet tomhed, for der manglede noget!

jeg er ikke blevet en tørfisk, der aldrig giver den gas, jeg elsker stadig ar gå ud i gode venners lag. I modsætning til tidligere er det bare ikke en ting der sker flere gange ugentlig. Nu er det en begivenhed jeg glæder mig helt VILDT til, når det endelig skal ske.  Der er virkelig noget som er faldet på plads i mit indre. Værdierne har ændret sig markant og det føles helt rigtigt. Og de der øl, de kan altså ikke løse særlig mange problemer, selvom de kan være skide sjove og smager virkelig godt.

Så, det gode gamle motto holder ikke længere.

For jeg har ikke længere lyst til at stikke af. Hverdagen er fuld af fart og kærlighed, og kedsomhed er ikke længere et kendt begreb i mit liv. Meningen med livet har jeg fundet. Den lå ikke på bunden af en af de mange øl, men i det rolige familieliv. Det giver så meget mening! Tomheden er væk og er blevet erstattet af en følelse af at være fuldkommen. Fuldkommen tilfreds, også selvom familielivet absolut ikke er rosenrødt!

Hvem havde troet at lykken lå der? I hvert fald ikke mig!

Så væk med den falske ide om bajere på en mandag. Det jeg i virkeligheden har brug for og lyst til er at slappe af. Lave ingenting! Jeg sætter mig i sofaen, trækker benene op under mig, tager en dyb indånding og en til. Roen breder sig i min krop og det samme gør smilet over mit ansigt. Her er jeg, et menneske der laver ingenting. Ingen kalder på mig, ingen vil mig noget. Ingen! Jeg kigger lidt rundt, mærker hvordan skuldrene falder ned. Hvornår har jeg sidst gjort det?

Så lægger jeg mig ned og hører sidste afsnit af min nye yndlings podcast :” Kvinden med den tunge kuffert” som politikken og third ear har skruet sammen, imens jeg kigger op i loftet. Den er virkelig fed! Rastløsheden og øltørsten er forduftet og er blevet erstattet af en sjælden følelse af fuldstændig ydre og indre ro!

Jeg har dengang jeg kun var mor til en bebs og endnu ikke havde rundet de 72, skrevet et ret godt indlæg (synes jeg selv), om bajere og babyer. Læs med HER.

Og så faldt jeg sgu over et gammelt indlæg, hvor Sune og jeg rent faktisk løste vores problemer på Bobi-bar på en helt almindelig tirsdag aften. Læs med HER.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej hej hæmninger

fullsizerender-44

Her på det seneste har jeg fundet mig selv i nogle ret mærkværdige situationer. Situationer som aldrig ville opstå før jeg fik børn.

Jeg har fx. vasket laks! Det gør jeg faktisk ofte. Svale elsker nemlig gravad laks, men afskyer dillen. Når jeg har vasket laksen under den kolde hane, dupper jeg den dild-frie fisk tør i et stykke køkkenrulle og til sidst lander den på et stykke rugbrød med smør, helt klar og ren til den kræsne lakse-lover. Jeg føler mig så weird imens lakse-seancen står på og er altid lidt lettet når den er overstået.

Jeg havde også en oplevelse i Irma forleden hvor jeg blev helt voksenflov: Wilder havde Influenza og vi var vi løbet tør for børnepanoér. Mine børn får dem altid i suppositorier, altså dem man putter bagi, jeg synes det er nemmest og de virker på nul komma fem. De forhandler dem ikke særlig mange steder, men Irma ved Nørreport har reddet min røv mange gange, så jeg måtte afsted. Irma var proppet og køen var lang, og da jeg endelig kom op til kassen havde de dem ikke på hylden. Den flinke kassedame ringede på klokken for at sende en medarbejder på lageret. Irma-manden der ikke kunne komme forbi den massive kø, råbte til kassedamen og spurgte hvad han kunne hjælpe med. “Gider du gå på lageret og hente noget Panodil, ikke de almindelige, STIKPILLERNE” råbte hun tværs gennem butikken. Det var meget højt og det føltes som om alle i hele Irma kiggede på mig og tænkte: Nå hun skal rigtig hjem og putte piller op i numsen hende der……! Seriøst kunne hun ikke have råbt panodil JUNIOR, eller kunne jeg ikke havde haft mindst et barn med, så folk måske kunne regne ud at jeg bare skulle hjem og putte piller op i numsen på dem.

En anden lidt anderledes ting er, at jeg har fået en ny rolle som jukebox. Jukeboxen benyttes især når vi cykler og Svale og Wilder sidder trygt, godt og skjult under den røde kaleche i christianiacyklen, imens jeg cykler rundt og ligner og lyder som et fjols, der synger for mig selv. Svale kan bestille et hvilket som helst nummer og så synger jeg det. Det er ikke altid at jeg kender melodien eller teksten og jeg er heller ikke særlig god til at synge. Børnesangene er nemme nok, men nu er Svale, stærkt inspireret af sin bedste ven Lulu, begyndt at bestille Michael Jackson. Så jeg cykler rundt og synger : beat it, beat it, beat it, beat it, No one wants to be defeated, resten af teksten er jeg ikke så god til, den freestyler jeg bare på sådan et lidt mærkeligt sprog der ikke findes, men lyder rigtigt i Svales små ører. Og hun er fan. Jeg føler mig faktisk næsten som Michael Jackson, det er ret fedt ! Når vi kommer til et lyskryds stopper jeg selvfølgelig koncerten, men man skal passe på, for største-øglen bryder sig ikke om at jukeboxen stopper midt i et nummer og forleden råbte hun højt og kommanderende, midt i et crowded lyskryds: HVORFOR STOPPER DUUUUUUU ? SYNG MOR, MERE MICHAEL JACKSON MOR, MEEEEEEERE, NU SKAL DU SYNGE BEAM ILLLLLLL (beat it) iGEEEEEEN! ….. suk.

Til dagligt er der selvfølgelig også mange mærkelige småting. Jeg har fx. serveret morgenmad for Svales build a bear Ninja-turtel, klædt i Wilders aflagte tøj. Den kan godt lide æg og børnechampagne. Vi leger også en lidt speciel leg hvor hånddukken Andrea (den der er venner med Kaj), kan skide alle mulige ting ud af hullet der normalt er til at putte hånden i. Det kan vær lego, en badeænd eller i værste fald en halvgumlet fignestang, der til Svales fryd ligner den ægte vare.

Jeg synes det er sjovt, og jeg elsker mine børns uspolerede hjerner. De vil gerne bare have det fedt og de er  fuldstændig ligeglade med hvad andre tænker! Det er jeg også blevet efter jeg er blevet mor til dem. De to krabater finder på så mange dejlige, skøre og løjerlige ting og de har en forrygende evne til at få mig til at miste alle hæmninger.

Det er så befriende. Tak unger!

 

Har vi droppet bloggen?

fullsizerender-43

Nej da, vi er her stadig!

Vi har bare været mere end stille i det sidste lange stykke tid.

For mit vedkommende har det været en blanding af en flyvende travl hverdag og et behov for en pause, hvor jeg bare kunne være mig, uden at sætte ord på alt hvad jeg tænker, føler og oplever.

Ordene bobler konstant i mit hoved og jeg går altid og fletter sætninger, som bedst beskriver min virkelighed. Jeg ved ikke om i kan forestille jer det, men sådan en hjerne som min, der er snobbet med ord, og altid er på jagt efter den bedste sammenkobling af vokaler, konsonanter og den rette mængde tillægsord, den kan godt blive helt udmattet. Jeg var kommet til et sted hvor jeg nærmest bryggede et indlæg, samtidig med jeg fx. stod i et skænderi med Sune, Svale sagde noget sjovt eller Wilder tog sit første skridt. Og der, der blev jeg træt af mig selv.

Jeg havde brug for en pause for at forstå at jeg ikke behøver at beskrive alt. Det er helt OK, bare at opleve og nyde og være i det!

Pausen blev lidt længere end forventet, men nu er hjernen og resten af mig klar igen.

Sandra har også haft sit at se til, i sit nye liv som selvstændig.

Men, nu er vi altså tilbage på sporet og glæder os til at dele det sure og det søde, tips og tricks og hvad der ellers må forvilde sig ind hos needandlove-familien.

Vi håber i vil hænge på, selvom vi har været nogle lazy-asses.

 

En fabelagtig aften

15216170_10154688580112278_1336176881_o-2

Forleden dag tog jeg et mentalt getaway. Et musikalsk et af slagsen. Jeg glemte alt om hverdag og min torsdag blev til en fest, en jazzet en af slagsen og i selskab med min bror og søster.

 

Kl. 8 sekunder i 18 smed jeg min cykel foran the standard, der ligger i den gamle flyvebådsterminal i Nyhavn. En smuk gammel art deco-bygning. Her har jeg i tidernes morgen brugt mange timer på at vente på flyvebåden, fordi jeg tilbage i 00érne havde et godt gammeldags summercrush på en svenske breakdancer. Jeg var 19, han var 29, vi hørte Erikah Badu, kyssede, drak vin og snakkede natten lang. Han var spændende, havde krøller og det lød helt perfekt når han hviskede søde ting på svensk. Han stjal af min ungdom en hel sommer men inden det første snefnug faldt var det slut. Lige der, midt i flyvebådsterminalen. Han kyssede mig farvel for en sidste gang, for han skulle pludselig flytte til Stockholm og syntes desuden at aldersforskellen var for stor. Der stod jeg, ung og naiv med et knust hjerte og tårerne trillende ned af kinderne. Elvis hed han

 

Nu var jeg på vej ind i den selvsamme bygning. Kl. 18 nul dut, lader jeg mig dumpe ned i en blød stol i the standard jazzclub. Min storebror smiler til mig og et øjeblik efter kommer min søster Rikke, som er kronisk forsinket, og smider sig i stolen ved siden af. Jeg kan høre cocktailshakeren i baggrunden og lidt efter får vi serveret kolde forfriskninger.

 

Der er hyggeligt. En lille tidslomme eller et parallel-univers om man vil. Langt væk fra hverdag, stress og jag. Den lille intime jazzklub har udsigt over vandet, gulvtæppe fra væg til væg og bag scenen hænger et tungt rødt velour-gardin. De få gæster taler stille sammen. Her er en ganske særlig stemning, som kun bliver bedre da Niels Lan Doky Trio og sangerinden Jordan Jackson indtager scenen med A jazz portrait of James Bond. I 1 ½ time bliver vi forkælede med jazzede og varme fortolkninger af ”live and let die”, ”Mr. Kiss Kiss Bang Bang”, ”Goldfinger”, ”Die another day” og mange mange flere James Bond klassikere.

 

Jeg elsker alt ved det. Jeg elsker mine søskendes selskab, jeg elsker musikken og jeg elsker energien. Jeg forstår ikke hvordan de gør det, men det virker fortryllende, næsten magisk når pianoet, bassen og trommerne bliver forenet, og hele herligheden bliver svøbt i den lækreste fløjsbløde stemme. Imens kan mine øjne ikke finde ud af hvad de helst vil kigge på. Den langbenede soulede sangerinde der er klædt i en lang glamourøs aftenkjole med bare skuldre, høj slids og masser af bling eller den unge ranke trommeslager med seler og butterfly, som med stor sandsynlighed, ligesom svenskeren, også stjæler pigehjerter her i den smukke gamle flyvebådsterminal.

 

Efter koncerten tog vi på en lille hyggelig argentinsk restaurant i en sidegade til Nyhavn, her spiste vi store bøffer, drak perlende vin og vendte minder fra vores barndom og planlagde nye familietraditioner. Klokken lidt over tolv cyklede jeg, høj af jazz, vin og søskende-kærlighed hjem. Hjemme i Pilestræde listede jeg stille rundt og pyntede op til Wilders et-års fødselsdag imens jeg sagte nynnede temaet fra James Bond og kom alt alt for sent i seng.

 

Så, hvis du har brug for et getaway og har et blødt punkt for Jazz og James Bond kan det varmt anbefales at tage den samme runde! Koncerten kan opleves til og med d. 4. December, så det er om at komme ud af starthullerne….

Older posts