Tæl kun de lyse timer

Tro det eller ej. Vi har faktisk haft en dejlig weekend. Jeg troede ikke det kunne lade sig gøre i denne krisetid, men det er som om sorgen blev sat på pause for en stund. Jeg fik et tiltrængt pusterum og det har været en befrielse at opleve at jeg kan det. Jeg tæller kun de lyse timer og denne weekend har været fuld af lys. Jeg har formået at få ulykken lidt på afstand og sorgen har i stedet for at være mørk og dyster været en form for varm og kærlig.

Sune skulle på kanotur med et par venner, så jeg har været solo med børnene. Det frygtede jeg en smule. Både fordi min lunte er uendelig kort men også fordi jeg siden ulykken er blevet bange for rigtig mange ting. Jeg vil nok kalde det en form for angst, for jeg er blevet uendelig bange for ting der rationelt ikke er farligt. Jeg reagerer ret kraftigt, føler ikke jeg kan trække vejret, ryster, græder og er helt ude af den. Det er svært for mig at finde ind til roen når jeg får det sådan og varme kram fra Sune og en løbetur plejer at være min medicin. Men med Sune ude af huset, var der ingen varme kram eller løbeture at drage nytte af. Jeg tog en dyb indånding og overbeviste mig selv om at jeg måtte bruge alt min styrke på at holde angsten væk, ikke mindst for mine børns skyld.

Det lykkedes.

Fredag spiste vi kolosale mængder af fredagsslik og så disneysjov hvorefter vi alle sammen puttede på samme værelse. Lørdag formiddag kom min mor og vi tog på Bakken. Vi spiste softice, prøvede forlystelser, så onkel rejes trylleshow og kom hjem med to kæmpestore balloner. Vi smilede og grinede og det var for en stund som om vi var en helt almindelig familie uden grusom bagage. Det var så befriende.

Søndag var jeg flad og tristheden krøb lige så langsomt tilbage, men uden angst og de ubehagelige følger. Men så kom Ida (der blogger beauty) på besøg med ingredienser til pandekager og to unger. Det var virkelig rart. Ungerne legede og larmede og åd et væld af pandekager og dagen gik på hæld og endte også helt fornuftigt. Det er altid dejligt og trygt at være sammen med Ida, som også er uddannet psykolog. Hun har en evne til at passe på mig som jeg virkelig værdsætter. Ida har også selv mistet sine forældre og har en særlig forståelse for det jeg går igennem. Da Sune kom hjem fra skoven tog vi til middag hos min fars bror og havde en dejlig aften.

Det var hyggeligt. Ham og min far er meget forskellige, men pludselig så jeg kun ligheder. Hans figur, hans måde at tale på, hans stærke hænder med brede negle, der ligner min fars på en prik. Da jeg var på toilettet med Svale spurgte hun sagte: “ kan vi ikke spørge Peter om han vil være min morfar? For jeg har jo slet ingen morfar nu” nårh lille skat.

Så kom tristheden, sorgen og vreden ti-fold retur. Men det er prisen for et par gode dage. Jeg er ved at lære mig selv at det kun er værd at tælle de lyse timer. De værdsættes som aldrig før og jeg er taknemmelig for at de er begyndt at vise sig. Det er kun i glimt men jeg har en fornemmelse af at der kommer flere i fremtiden. Det er en glæde i sig selv.

Idag kører vi op i min fars hus i Sverige. Det bliver dejligt at være der, lige på hans yndlingsted og være omgivet af hans ting! Måske bliver det også lidt hårdt, jeg ved det ikke endnu…. men jeg glæder mig. Glæder mig til tid med min lille familie og glæder mig til alle mine søskende og co. kommer i løbet af ugen.

Rigtig god efterårsferie til jer.

Kram L

Løb for livet

Der er mange måder at deale med sorgen på, især når den er aller værst.
For mig handler det om at finde en måde hvorpå jeg kan holde ud at være i den. Jeg har fundet en måde der hjælper når det gør aller mest ondt – når det gør så ondt at jeg næsten ikke kan være til. Løsningen er løb.

Min søster Mia snørrede sine løbesko allerede dagen efter vores fars død, hvilket jeg virkelig beundrede hende. Jeg kunne ikke med det samme, men stærkt inspireret af hende, har jeg taget løbet til mig og det er sideløbende med samtaler hos krisepsykologen blevet en slags terapi for mig.

De første dage efter ulykken var jeg i chok. Jeg kunne ingen – og jeg mener ingenting. Sune og ungerne rejste efter et par dage videre på sommerferie hos min svigermor og svigerfar, som planlagt, mens jeg var nød til at tage et fly hjem. Intet hang sammen og jeg kunne umuligt blive i det land hvor alt stank af død. Hjemme i Danmark passede min mor og Rikke (min søster på min mors side) på mig. Et par dage efter jeg var kommet hjem stod vi, jeg ved ikke hvordan de havde fået mig overtalt, i det lokale pizzeria og bestilte en pizza. Min mor og Rikke stod og spiste slikkepinde og havde en samtale om nogle skulpturer de syntes var smukke og sjove, som var udstillet i en have ved siden af. De grinede. Jeg kan huske hvordan vreden blussede op i mig, hvordan kunne de spise åndsvage slikkepinde og synes at noget var sjovt? og smukt? Jeg ved ikke hvad der skete, men pludselig  stak jeg af. Jeg løb alt hvad jeg kunne. De råbte efter mig, men jeg kunne ikke svare, jeg havde kun en tanke og det var at løbe væk – langt langt væk. Jeg løb så det gjorde ondt, så jeg var våd af sved. Jeg løb som jeg aldrig har løbet før. Jeg løb ikke væk, jeg løb bare hjem. Da min mor og Rikke kom hjem sad jeg helt svedig på gulvet og aede vores kat og havde for første gang efter ulykken, en lille følelse af fred.

Siden den dag begyndte jeg at løbe. Det føltes ikke som om jeg løb af egen fri vilje. Det var ikke en beslutning jeg kunne tage. Jeg løb når jeg lige pludselig ikke kunne klare at være i live, når jeg følte at byrden blev så tung at den nærmede sig det ubærlig. Efter jeg havde hulket, skreget i puden, sparket madrassen og knaldet hovedet ind i væggen, rejste jeg mig op, snørrede løbeskoene og løb. Løb for livet.

Løbet blev en håndgribelig måde at hjælpe mig på. Sune havde forgæves prøvet alle mulige strategier, men han kunne ikke rigtig nå ind til mig. I stedet begyndte han at komme ind med en bunke løbetøj og mine gamle løbesko. Hver gang han gjorde det, syntes jeg han var lidt irriterende og kunne ikke forstå hvordan han nogensinde troede at jeg kunne stå på mine ben…..Men det kunne jeg. For før eller siden, når jeg havde kigget på bunken af løbetøj længe nok, stod jeg pludselig op, tog det på og så stak jeg af i fuld sprint. I ugerne efter kom posten med et par barefoot løbesko og et par trailløbesko i neonfarver. Det var Sune der havde fundet sin helt egen måde at nå mig på, støtte mig på og vise sin omsorg. Så kærligt!

Jeg løb ikke for at være sund eller for velvære. Jeg løb fordi det gjorde ondt. Jeg løb til benene værkede, lungerne hvæsede og til jeg næsten kollapsede. Jeg kunne ikke forstå hvordan det indre kunne gøre så ondt og være så meget i krise og jeg rent kropsligt fungerede. Jeg havde brug for en ydre smerte, jeg havde brug for at det også skulle gøre ondt fysisk . Det føltes mere rigtigt. Smerten var god for mig, udmattelsen var god og det gav mig styrke at jeg i mit løb kunne mærke mig selv, mærke at jeg kæmpede at jeg levede

I bund og grund havde jeg en fornemmelse af at jeg i bogstaveligste forstand, løb for livet – at jeg ville gå til hvis jeg ikke gjorde det….

I starten græd jeg hele vejen og gispede “far, far, far” hver gang min fod ramte jorden.  Senere holdt jeg min mund til jeg nåede til skoven, hvor jeg skreg af mine lungers fuld kraft. Nu nøjes jeg med at fælde et par tårer mens jeg kigger op på himmelen. Jeg taler altid lidt med min far imens jeg løber og håber at han kan se hvad jeg kan: ” Jeg kan godt, jeg kan godt, jeg kan godt” er jeg beyndt at messe i stedet for at kalde på ham. Jeg ved at han ville hade at se mig ligge i sengen og lade sorgen æde mig op og han ville elske at se mig tonse afsted igennem naturen. Igennem det høje græs på engen, forbi køerne, der nogle gange får et klap og i fuld spring igennem skoven, skoven han selv legede i som barn.

Lige nu er der lidt stilstand i løbet. Jeg tror det er fordi jeg langsomt får det bedre og ikke på samme måde har brug for smerten. Nu skal jeg finde en anden motivation til at løbe. Den er jo meget enkel og lidt mere rar: sundhed, velvære, den smukke natur og den indre ro der udløses efter en god løbetur!

I næste uge tager vi op til min fars hus i Sverige med resten af familien. Vi skal sænke hans urne i jorden, men vi skal også hygge os og holde lidt ferie sammen, alle os søskende og vores mænd og børn. Jeg vil vædde med at Mia inviterer mig på en løbetur, så jeg må hellere finde løbeskoene frem og komme igang igen, så jeg kan følge med…

 

Kram L