Jule Melankoli

Julen er hjerternes fest, en tid fyldt med familiebesøg, æbleskiver, stearinlys og forventningens glæde. Det er en tid, hvor man som forældre måske hygger lidt ekstra om sine børn og elsker at se ”julelysene i deres øjne”. Der er nok en grund til, at det er blevet udtrykket for uskyldig lykkelig forventning og glæde.

Jeg kan også godt lide jul, men måske fordi julen er en tid, hvor alle glædes, bliver det endnu mere kontrastfyldt for mig, at jeg hvert år ved siden af glæden fyldes af savn og melankoli ved juletid. Det har været sådan siden jeg mistede min mor for snart 11 år siden, og efter jeg mistede min far for snart 3 år siden, er det ikke blevet mindre. Hverken min mor eller far var særligt juleglade, så det er egentlig underligt at lige julen fylder mig med savn, men det gør den… og sådan er det altid med savnet og sorgen for mig – det er uforudsigeligt, hvornår jeg bliver ramt af det. Måske er det bare det, at jul virkelig er en familietid, og jeg savner mit ophav. Jeg savner at være et barn og sidde på skødet af min mor og far, og jeg føler et stort savn over at mine børn ikke har mødt deres mormor og stort set heller ikke deres morfar og at mine forældre ikke skulle se julelyset i mine børns øjne… ØV!

Så jeg vil sende en tanke ud og tænde et julelys for alle dem, der kender jule melankolien eller måske skal møde den for første gang. Dem der: har mistet nogen, aldrig har haft nogen, elsker nogen som måske skal holde deres sidste jul, er bange for at det er deres egen sidste jul. Til alle dem som kender følelsen af at være lidt alene i alt juleræset og som bare gerne vil have en ekstra julekrammer og lidt plads til, at det er ok at have det svært – også i julen.

Kram

Ida

Kursen er lagt – vejen ud af angst og ulykke

Jeg føler mig seriøst som en træt bunke bæ på ben for tiden. Jeg er startet i et PTSD forløb på Hillerød hospital og det er så hardcore og koster rigtig mange tårer, sved, rysteture og hårdt arbejde. Jeg skylder en mellemregning, så her kommer et indlæg jeg har skrevet for 2 uger siden, som jeg aldrig fik udgivet:

 

Jeg har været meget stille. Det er fordi  jeg har tænkt og tænkt og vendt og drejet min livssituation. Jeg er nemlig blevet tilbudt et PTSD-forløb på Hillerød Hospital. Et tilbud som jeg virkelig er kommet i tvivl om, om jeg skal tage imod. Det er der flere årsager til. Forløbet er intensivt og strækker sig over 12-14 uger hvor jeg skal møde til samtaler med en terapeut og hvor der også kommer til at være flere timers “hjemmearbejde” dagligt. Under forløbet vil jeg få det rigtig skidt. Formentlig lige så skidt som efter ulykken og det skræmmer mig. Det anbefales at være sygemeldt under forløbet. Det har jeg det ikke særlig godt med, for jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg havde en brækket hofte ville en sygemelding være nemmere at forholde sig til, men jeg prøver dagligt at fortælle mig selv, at min situation faktisk er værre og mit sind skal fixes, ligesåvel som en hofte skal, for at blive rask på sigt. Aller mest er det svært at forlige sig med tanken om at få det dårligere. Endnu værre er det at skulle beskæftige sig med ulykken, som jeg de sidste 4 måneder har gjort alt for at fortrænge. Jeg får kvalme ved tanken, halsen snørrer sig sammen og tårerne pipler frem. Det er det sidste jeg har lyst til.

Men samme symptomer får jeg, når jeg hører pludselige høje lyde, når der er vold i fjernsynet, når bilen lugter af benzin, når en lastbil passerer mig, når jeg ser blå blink, når jeg ser kød i køledisken i supermarkedet,  ved tanken om at deltage i begivenheder med mange mennesker, når jeg hører nogle tale spansk, hvis jeg sågar bare tænker på Spanien og jeg kunne nævne mange flere ting som provokerer min angst. Ved at undgå alt det som føles ubehageligt er jeg ved at folde min verden sammen så den til sidst bliver så lillebitte at den kan ligge i min baglomme. Overskuddet er minimalt og så snart min omverden og især mine børn forlanger mere af mig end jeg har at give, braser verden sammen.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at gøre noget ved. Jeg bliver nød til at kunne kigge på de store røde bøffer i køledisken, som minder mig om alle de blottede muskler jeg så under ulykken. Jeg bliver også nød til at kunne tanke bilen, selvom det lugter af benzin, som der gjorde ved ulykkesstedet. Ligeledes er det et must at alt spansk og tanken om at sætte mine ben i Spanien ikke skræmmer mig fra vid og sans, mine svigerforældre er nemlig flyttet til Spanien og jeg kan ikke holde mig derfra for evigt.

Så jeg har takket ja. Jeg kommer til at “genbesøge” ulykken og minutterne før og efter et utal af gange. Hver gang er jeg der ca. 2 timer. Her skal jeg fortælle om ulykken om og om igen i 40 minutter. Fortællingen bliver optaget og den skal jeg lytte til en gang dagligt, til jeg kommer igen ugen efter og endnu engang fortæller om ulykke, optager den osv. Før og efter er der selvfølgelig samtale om alt det der er svært. Til sidst er det meningen at jeg skal blive så træt af at høre og tale om ulykken at den får lov til at blive et minde i stedet for at overfalde mig i eksplosioner af død, blod, chok og glasskår utallige gange dag og nat. Samtidig skal jeg hver dag eksponeres for alt det der tricker min angst og angsten vil dermed blive mindre og til sidst ikke eksisterende. På denne måde vil min verden ligeså stille folde sig ud igen og gå fra lommestørrelse til worldwide.

Det lyder godt. Men jeg har bestemt lyst til at undvige, men jeg er heldigvis også klog nok til at vide at det ikke hjælper hverken mig eller min familie. Jeg vil formentlig kun få det værre med tiden, hvis jeg ikke får bearbejdet alt omkring ulykken. Jeg har valgt at se bort fra alt det ubehagelige jeg skal igennem og i stedet springe på hovedet ned i sølet. Jeg ser det som en livsinvestering. En investering i min egen og min families fremtid. En fremtid hvor der trods en tung bagage er plads til glæde og lykke, hvor ulykke og tab, bliver bearbejdet og dermed kommer til at fortone sig fra hverdagen og bliver et trist minde. Et minde som jeg har styr på og som ikke ødelægger mit liv.

 

 

Det var altså mit tidligere indlæg. Nu er jeg godt igang med terapien og jeg er skiftevis helt ude i torvene og samtidig er jeg ved at lære mit eget sind og dets ikke så smarte mekanismer at kende. Jeg ligner stadig en bunke bæ, men jeg har det ikke lige så håbløst indeni som tidligere. Kursen er lagt og jeg tror på at det her forløb kan hjælpe mig igennem mit livs største krise.

Fremtiden er lys.

 

 

 

 

 

Spirituel eller kristen? Jeg har fundet min tro

Jeg har aldrig nogensinde været troende. Jeg er hverken religiøs eller spirituelt anlagt, men tror derimod på naturvidenskaben og det bedste i mig selv og mine medmennesker. Jeg har opfattet mig selv som ateist, men jeg kan mærke at mit sind er ved at åbne sig for andre muligheder.

Jeg har nemlig tænkt meget på det at tro, efter jeg har mistet min far. Jeg har oplevet et helt nyt og ukendt behov for at finde en mening med det hele, finde en styrke i noget og en tro. Ikke en tro på hvad som helst, men en helt specifik overbevisning om at jeg på den eller den anden måde, igen en dag vil være sammen med min far. Jeg vil gerne tro at der er en større mening med det hele, for jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bare er væk for altid når vi dør. 

Et par dage efter jeg kom hjem fra Spanien, hvor ulykken skete, var jeg helt besat af tanken om at tale med min far. Jeg ville høre at han havde det godt, fortælle ham at jeg elsker ham og sige farvel, som vi ikke nåede, da han døede så pludseligt. 

Med et var jeg ikke længere stejl og afvisende over for muligheden om at dette kunne lade sig gøre. Tidligere syntes jeg det var noget sludder når folk fortalte om kontakt til afdøde, noget rigtig kvaksalveri. Men jeg kunne pludselig mærke at tanken om en mulig kontakt trøstede mig.

Jeg ringede derfor til en jeg kender, som har en forkærlighed til det spirituelle. Han var forstående, men mente det var en god ide at vente et stykke tid, til der var lidt mere ro på. Til gengæld fortalte han mig at han kunne mærke at min far havde det godt og at han var kommet godt frem. Jeg ved ikke med sikkerhed hvad det betyder, men det lyder rart og jeg valgte for første gang i mit liv at finde trøst i det spirituelle og tro på noget jeg ikke helt forstår. 

Et par dage efter sad jeg i haven og var vred. Rigtig vred. Vred så kroppen dirrede, musklerne i halsen spændets og jeg var fuld af hævn. Jeg havde netop fået at vide at lastbilchaufføren der kørte ind i min fars bil, var testet positiv for stoffer og min fars død blev med et, endnu mere meningsløs. Jeg følte nogle havde lagt en stor fed lort oven på den i forvejen kæmpemæssige lort. Pludselig rejste jeg mig og gik. Uden sko, uden telefon, med håret strittende ud til alle sider, stortudende. Jeg gik med raske skridt mod kirken i Blovstrød. Jeg havde ikke tænkt over at det var aften og kirkens dør var låst. Jeg sank sammen foran kirken og sad og gloede med et tomt blik. Så blev jeg enig med mig selv om at jeg godt kunne sige et par ord til ham der Gud, selvom vi slet ikke kendte hinanden. Jeg bad ham om at passe godt på min far, hilse ham fra mig og så spurgte jeg om han, hvis jeg troede på ham, kunne love mig at jeg ville få min far at se igen, når tid var? For netop det var jo alfaomega. 

Et par uger efter var jeg fortsat søgende. Hvad skulle jeg tro på? Hvor skulle jeg finde mening? Hvad kunne jeg støtte mig til?

Jeg tog mig selv i at google alt muligt sært, jeg aldrig tidligere i mit liv kunne finde på. Jeg googlede: liv efter døden, ses vi igen efter døden,  efterliv, religion der tror på liv efter døden. Derefter stak det lidt af, for der googlede jeg i desperation diverse kulter og sekter der troede på netop det jeg havde brug for: At få at vide at jeg med sikkerhed ville få min far at se igen. 

Der kom selvfølgelig alt muligt mere eller mindre brugbart frem. Jeg fik læst op på diverse religioner, hvilket var ret lærerigt men jeg faldt også over artikler med folk der har oplevet at være klinisk døde, men er kommet tilbage til livet. Fælles for dem alle var at døden ikke var ubehagelig og smertefuld, men varm og så dejlig at det næsten var noget møg at blive vækket til live igen. 

Jeg havde efterfølgende en samtale med Ida, om netop dette emne. Hun undrede sig også og sagde noget klogt: ville det ikke være helt vildt mærkeligt hvis alt det fantastiske vi har oplevet og opnået og alle de relationer vi har skabt i et langt og dejligt liv, bare gik tabt? Der må være en større mening med det hele, bedyrede hun mig. Og jeg kunne ikke være mere enig! Det må der!

Her på bundlinien sidder jeg tilbage med en følelse af at jeg faktisk har fundet hvad jeg søgte. Jeg har stykket en form for tro sammen inde i mig selv. For jeg behøver ikke en religion, en sekt, eller en bestemt spirituel overbevisning eller nogen andens vej, hvis bare jeg kan finde min helt egen vej som fungerer for mig.

Jeg kan ikke udelukke at jeg på et tidspunkt omfavner den spirituelle verden og prøver at komme i kontakt med min far. Ej heller kan jeg udelukke at jeg opsøger en præst for en samtale om det at komme i himmelen. En sekt melder jeg mig nok ikke ind i. Men jeg forstår så udemærket, hvorfor folk finder trøst der, når livet gør mest ondt. 

En ting er sikkert. Jeg tror 100 procent på at vi ses igen! Jeg ved ikke i hvilken form, om det er et sted i kosmos eller i edens have? Det betyder heller ikke så meget, så længe der er et gensyn og så længe det føles kærligt, behageligt og rart. For når jeg tror det, bliver min sorg en lille smule lettere at bære. Et “på gensyn” i stedet for et “farvel” er lidt lettere at kapere, og når jeg tænker det, kan jeg mærke et lille smil brede sig i mine mundvige. 

For hvad har jeg at miste?

Intet!

Jeg kan leve et liv i troen om at vi ses, hvilket fylder mig med håb og kærlighed. Eller jeg kan tro at det er et definitivt farvel og være det mere ulykkelig.

Så, på gensyn far, jeg glæder mig til at se dig igen! 

Kram L

Jeg er overvældet af forståelse og varme tanker!

I varmer sgu virkelig mit knuste hjerte!

Jeg har modtaget så mange søde mails, smsér og opkald fra nær og fjern. Fra helt fremmede, fra venner, fra bekendte jeg ikke har set i årevis og selvfølgelig fra mine allernærmeste. Hvis der er noget jeg ikke føler mig, så er det ensom og hvis der er noget jeg føler mig, så er det elsket. Tænk at jeg har så stærkt et netværk, der er parat til at gribe mig, når jeg virkelig falder. Jeg er dybt beæret.

Der kan man bare se, hvad det gør at åbne munden og fortælle hvordan man har det, istedet for at gemme det i sig selv og være ensom i smerten!

Fredag blev Sune sendt på en velfortjent fisketur, for det er også en tung tid for ham og han har brug for pauser. Men vups, kom min søster Rikke forbi, med ingredienser til spaghettibolo som hun hurtigt fik bikset sammen. Hun hyggede med Svale og Wilder og lærte dem at tegne hjerter og stjerner og da Sune kom hjem, strøg hun videre til koncert. Lørdag var Svale først hos hendes bedste veninde Lulu, hvis forældre også havde tilbudt deres hjælp og senere sprang Sandra til og nappede begge ungerne til en overnatning. Sune fik mig på højkant, vi gik en tur i skoven, drak lidt kaffe fra termokande og fandt lidt kantareller. Om aftenen ringede det pludselig på døren, det var min veninde Freja. Det havde hun aftalt med Sune, fordi de begge vidste at jeg ville sige “nej tak” til besøg. Hun havde alle mulige lækkerier med: slik, the, hjemmesko til at holde fødderne varme, en “art for mindfulness” malebog og en kop hvor der stod “super mom”. Det føler du dig ikke som lige nu, sagde hun sødt imens hun nulrede mig i håret, men det er du virkelig!

Hvor heldig har man lov at være?

Sune og jeg fik en weekend for os selv. En weekend hvor jeg ikke havde dårlig samvittighed over ikke at leve op til min rolle som mor, en weekend hvor det eneste vi skulle var at slappe af.  Jeg har fået noget antidepressiv medicin som gør mig sindsygt sløv, så jeg har endelig fået sovet, faktisk både dag og nat. Sune har også fået zonet ud, det var også tiltrængt.

Jeg hænger i, selvom det er så skide tungt at det ikke er til at beskrive. Jeg orker absolut ingenting og det kræver alt energi i universet at stå ud af sengen og komme igennem dagen. At få diagnosen PTSD slog mig først ud. Men på den anden side har jeg nu et standpunkt at gå ud fra. Et standpunkt  som gør min uhyre ked-af-det-hed og manglende evne til at komme videre legal. Med den diagnose forstår jeg bedre,  at jeg ikke kan komme ud af det forfærdelige inferno af ubehagelige følelser og billeder omkring ulykken. Det er jo netop en af hovedsymptomerne ved PTSD. Nu starter jeg i kyndig behandling på torsdag og så arbejder jeg mig stille og roligt igennem denne her bunke lort, og ved i hvad? Det kan jeg godt, med min egen styrke og med så mange gode mennesker og alle de lune og forstående hilsner der pludselig popper op i mit liv.

Tak for at gribe mig, tak for jer, tak for alt den kærlighed.

Kram L

PS. I fredags da jeg var til psykolog købte jeg en gave til mig selv. Det syntes jeg at jeg fortjente. Det er plakaten i ser øverst i indlægget, et foto af to af mine yndlingsting: Blomster og øl. Den er fra Poppy Kalas og den gør mig glad.

En tung diagnose der giver god mening

Jeg sidder og ryster på hænderne mens jeg skriver dette indlæg, for der sker en del i livet og det er i den modsatte retning af hvor vi egentlig burde være på vej hen.

Her 3 måneder efter ulykken er det som om mit sind siger stop. Jeg har gået til krisepsykolog, jeg har prøvet at få det bedre, været på arbejde i snart 2 måneder og øvet mig i at se glad ud og værdsætte de lyse ting i livet. Jeg havde håbet at det med små musse-skridt ville gå fremad og verden langsomt ville blive lys og indbydende igen.

Men sådan skulle det ikke gå. I løbet af den sidste uge har jeg haft flere episoder, altid udløst af tanker om ulykken eller i situationer hvor jeg har følt mig presset, hvor jeg har fået det rigtig dårligt. Symptomerne kommer uden varsel og er voldsomme, men driver over efter 5 minutters tid.  Det er akut trykken for brystet,  halsen snørrer sig sammen, det er svært at få vejret, sveden hagler frem og pulsen dunker på højtryk i tindingerne. Når anfaldet lægger sig, kaster jeg op og græder og så bliver jeg skide bange. For hvem bryder sig om ikke at kunne styre sin egen krop og dens reaktioner?

Jeg har, fordi jeg ikke ville være en slapsvans, negligeret symptomerne. Jeg håbede det ville drive over, men istedet er det taget til. I mandags da jeg var på vej på arbejde, flød bægeret, der længe havde været for fyldt, over. Jeg havde en følelse af at alle mennesker kiggede på mig i toget, jeg blev nervøs og begyndte at svede. Da jeg stod af på Nørreport station var det som om folk råbte istedet for at tale, det larmede helt uendelig højt når folks skosåler ramte asfalten og jeg syntes alle folk gik alt for tæt på mig. Jeg tog hætte på for at holde lydene ude, men blæsten lavede en høj og hylende lyd i min hætte og selv de lette blade der hvirvlede over fortorvet havde en hæslig høj lyd når de skrabede over jorden. En cyklist cyklede over en rist som gav et smæld og så væltede alle de fysiske symptomer atter ind over mig, hjertet hamrede, jeg følte jeg blev kvalt, jeg rystede over hele kroppen og jeg var rædselslagen. Jeg følte jeg var blevet vanvittig.

Så blev jeg sygemeldt igen, fik en recept på noget beroligende medicin og lå tung som bly i sengen i et par dage.

Hvis jeg holder mig inde i mit hus er det til at holde ud, holder mig væk fra larm, fra folk, fra alt. Dagene er stille mens børnene er afsted, der samler jeg energi så jeg kan opføre mig som en mor når de kommer hjem. Men det er svært. Jeg er opfarende og irritabel. Hvis det hele går som det skal og børnene opfører sig pænt, kan jeg lige præcis trække den i land. Men hvis de fx. skændes eller råber eller farer rundt, er det som om mit hoved er på nippet til at sprænge i luften og halsen trækker sig sammen, jeg snapper efter vejret og tårerne vælter frem samtidig med jeg begynder at skælde ud. Bagefter bliver jeg sindsygt ked af det og skammer mig over min opførsel.

Det at være så opfarende og og derefter blive så sensitiv og ked af det er en virkelig dårlig kombination, for det man i virkeligheden har brug for er noget omsorg og den kan være svær at lure. Sune har heldigvis luret den. Han er virkelig en knag. Han opfordrer mig på en sød måde til at gå ind og slappe af, når han kan mærke min grænse er ved at være nået. Han laver hyggelige ting med ungerne efter børnehave og han har været til både fødselsdag og halloween fest med dem i løbet af de sidste par dage. Imens får jeg lov til at glo ud i luften og få ro. Han passer to børn og en kone og han gør det til topkarakterer.

Det der sker i mit hoved er at ulykken hvor min far omkom og minutterne før og efter, kører i et loop. Dag og nat genoplever jeg det værste mareridt i mit liv. Fra sekundet hvor det går op for mig at der er sket en ulykke, til jeg løber mod hans bil, øjeblikket hvor jeg ser hans kvæstede døde krop og minutterne efter hvor alt ramler sammen. Det kører i ring, igen og igen. Om dagen som en altoverskyggende skrækfilm, om natten i form af mareridt hvor alle de samme følelser som jeg oplevede den dag, fylder min krop og mit sind. Nogle dage er det til at være i, andre dage er det ikke til at forestille sig hvordan livet nogensinde bliver godt igen.

Jeg har prøvet mange forskellige strategier for at komme videre og for at glemme. Men det er letter sagt end gjort. Tænk på det positive, tænk på de gode ting i livet, vær glad for dine børn, din mand, dit dejlige hus, dit gode job, livet, far ville ønske du var glad og bla bla bla. Jeg ville også ønske jeg var glad, men det er jeg bare ikke! I perioder kan jeg distrahere mig selv, men ikke særlig lang tid ad gangen. Før jeg fik angst-anfald hjalp det at være sammen med andre mennesker, nu har det den modsatte effekt.  Man kan vel godt sige at korthuset er væltet. I morges blev jeg simpelthen så ked af det fordi min Mumi-kaffe kop, der minder mig om min far, ikke var i køkkenskabet. Jeg begyndte at græde og ryste og blev helt forvirret indtil Sune fandt den i opvaskemaskinen og lavede mig en dejlig kop kaffe.

Jeg har været til lægen og fået diagnosen PTSD. Det giver rigtig god mening og trøster mig lidt. Jeg er ikke en slapsvans og jeg er ikke vanvittig, jeg har PTSD og det kan jeg få hjælp til at leve med. Jeg er allerede blevet indkaldt til første samtale i et forløb på Hillerød Hospital som min læge har henvist mig til.  Det bliver nok en lang og sej kamp, men med behandling, min dejlige familie og min vilje til at finde lykken og lyset frem igen er min plan at komme over det her bjerg og komme ned på den anden side, klogere og stærkere end før.