En speciel arv

 

Et bord fuld af frø til alverdens træer og planter. Det er en af de ting jeg har arvet efter min far. Han elskede planter og kunne hvert et navn på både dansk og latin og elskede hvis han kunne brillere med lidt plante-snak. I den store stue i mit barndomshjem, var der vinduer fra gulv til loft, og der groede min far sin helt egen urskov under specielle varme og lyslamper. Jeg husker tydeligt hvordan han hyggede sig med at gå og nusse om sine planter, han sprøjtede dem nænsomt med en lille lysegrøn forstøver med messinghåndtag, mens han beundrede dem med en rolig, men alvorlig mine. Jeg tror det var hans måde at slappe af på, komme lidt væk fra den travle hverdag som læge og familiefar og bare være sammen med sine planter. En gang om måneden dumpede “kaktusser og andre sukkulenter” et medlemsblad for kaktus-elskere ind ad brevsprækken og det blev studeret nøje. Min far tog altid plante-stilkninger, et stykke af en kaktus eller løjerlige frø med hjem fra alle verdenshjørner når han var ude og opdage verden, som han så ofte var. Og dem sidder jeg så og kigger på nu.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre med frøene og jeg har ingen ide om hvor lang tid de har stået på min fars reol, men jeg tror det er længe. Men de har stået tørt og ved stuetemperatur. Der er frø til baobabtræer, brasilianske silketræer og utallige frø med flotte latinske navne, som når jeg googler dem, er fuldstændig ukendte for mig, men meget eksotiske og virkelig flotte

Jeg har læst mig frem til at frø ikke holder så lang tid. De fleste er bedst før 2 år og er helt ubrugelige efter 10 år, men jeg aner intet om det og derfor vil jeg alligevel prøve at plante dem og se hvad der sker. Det er højst sandsynligt ikke planter der kan leve her, men jeg gad mega godt at få bare et par af dem til at spire og gro i mit drivhus. Mit drivhus der mangler to ruder, er gråt af skidt og lige nu bliver brugt som cykel-skur….Men det skal der laves om på, for jeg er sikker på at min far, et sted fra det høje, vil synes det er alle tiders, hvis jeg får et par af de her krabater til at gro.

Nu har jeg lagt et par af de mest spændende frø til en “spireprøve” på noget vådt køkkenrulle, dækket det over med film og sat det under vores radiator. Tænk hvis det virker, jeg er meget spændt!

Så…..hvis der er nogen af jer derude der har forstand på frø, holdbarhed eller tips og tricks til hvordan jeg skal få dem til at spire, så tager jeg imod med kyshånd.

God søndag til jer. kram Louise

I sorg – velsignet og forbandet på en og samme tid.

 

Solen skinner, forårsblomsterne pibler op i min have og kirsebærtræet er lige på nippet til at blomstre. Udenfor er det hele så friskt og let, men indeni er jeg helt tung. Jeg er splittet. For denne tid er så livsbekræftende, men samtidig minder alt det levende mig om at min far er død. Solen skinner på mig, forårsvinden kærtegner min kind, men aldrig mere hans. Det er så let og det er så tungt.

Solskin og forår er skønt. Samtidig står mit humør pludselig i skærende kontrast til menneskerne omkring mig. Der er intet som forårslyset der får folk til at smile. Den mørke vinter passede bedre til mit humør, men jeg prøver. Vi spiser is i haven, vi har pudset drivhuset, vi planlægger hvilke grøntsager vi skal plante. Vi går ture ned til engen og samler sten i den orange aftensol. Jeg lever for mine børns milde latter, når de svinger sig i gyngen ved engen og for følelsen af deres  små beskidte hænder i mine, på vejen hjem. Mit tunge følsomme hjerte, banker for dem og gud ved hvor jeg var idag, hvis ikke jeg var deres mor. Jeg føler mig velsignet og forbandet, på en og samme tid.

Det er snart 9 måneder siden jeg mistede min far og det føles stadig som var det igår. Og alligevel var det slet ikke igår, for savnet er kolossalt. Min hjerne er, trods min øjne var vidne dertil, først nu begyndt at forstå, at min far virkelig døde i den rædsomme ulykke. Jeg tænker på den utallige gange dagligt og alligevel er konsekvensen først ved at blive konkret for mig nu. Foråret kommer, så kommer sommeren, men min far kommer ikke igen. Min verden er forandret og jeg mangler ham hver dag. Jeg græder hver dag, men jeg smiler også hver dag. Nogle dage griner jeg. Jeg tror det går den rigtige vej.

Jeg nyder duften af det nyslåede græs i min have, samtidig fælder jeg en tåre over at min far ikke skal opleve den duft igen. Jeg græder over at han ikke skal være sammen med os i vores have i Blovstrød, i det hus han hjalp os med at købe, fordi han synes det var så perfekt og ligger i hans barndomskvarter. Det havde han sådan glædet sig til. Der er så meget af ham og hans historie omkring mig og det bliver med tiden garanteret rigtig godt. På Svales første dag i mini-SFO på Blovstrød skole, var jeg så stolt og spændt, men hvor ville jeg gerne have delt det med ham. Min far gik selv på Blovstrød skole som barn og vi sad i selvsamme lokale, som han blot et par uger før sin død, udpegede da vi var ude at gå tur “Derinde sad jeg og kiggede ud da jeg gik i børnehaveklasse, er det ikke sjovt og om lidt sidder lille Svale og kigger ud af samme vindue?” sagde han og fik tårer i øjnene af glæde. Det er så kærligt og det er så trist, og om aftenen græd jeg i fortvivlelse, i vildt savn og lidt i stolthed og glæde. Hvor ville jeg ønske vi bare en gang, kunne hente hende der sammen.

Der er for tiden ikke en glæde, uden den er fulgt af et savn. For hvor ville jeg gerne dele alt det her med ham. Jeg har været sygemeldt i 4 måneder og gået i behandling for PTSD, men sidste mandag startede jeg igen på job. Da jeg fik fri, var jeg lettet, jeg klarede det og det første jeg havde lyst til at gøre, var at ringe til min far og fortælle ham om det. Jeg greb efter min telefon i lommen, og midt i et ellers godt øjeblik, ramte sorgen mig igen, for man kan ikke ringe til en død far og en død far kan ikke være stolt. Heldigvis holdt min mor klar på sankt hans torv og inviterede mig på frokost og en gåtur på stranden og hun var stolt. Det er som om hun aldrig bliver træt af at tale om min far, hans død og min sorg, hvor er jeg heldig.

Alt den sorg og alt den glæde der også er i livet, stritter i to forskellige retninger, men bliver kogt sammen til stemningen i mit liv. Det er svært at bedømme om det er godt eller skidt, det eneste jeg ved er, at det er følsomt og at et smil på læben ofte avler en tåre i øjet. Det er på sin vis også smukt, selvom det ikke er let. I morges sang solsorten sin morgensang uden for mit åbne vindue. Jeg tænkte atter på min far, på at han aldrig skal høre denne smukke solo igen, men det skal jeg og glæden ved den er fortsat stor. Jeg synes solsortens sang er smukkere end nogensinde før, det er foråret også, jeg føler mig velsignet over hver en knop på mit æbletræ og selvom om sorgen skygger for noget af det smukke, finder jeg en helt særlig tryghed i at naturens cyklus fortsætter.

Nu er det weekend. Den skal også bruges i haven og sammen med de små. Vi skal bare hygge os, bage boller, lege og have besøg af min mor og min søde niece Wilma og samtidig skal jeg tænke en masse på min far og savne ham lidt, det skal nok blive godt.

Rigtig god weekend til jer.

 

Kram Louise

 

 

Dagene før døden

 

Det går i den rigtige retning herhjemme. Terapien bærer frugt, angst, depression og PTSD symptomer er lige så langsomt ved at fortage sig og jeg aner en rar fremtid forude. Jeg er et sted i min terapi, hvor jeg skal turde at tale om vores sommerferie, om dagene op til ulykken og skal mindes ferien uden at få hjertebanken, kvalme og svedig hud. Jeg er igang, men det er hårdt. For en ferie der var så dejlig, blev pludselig så hæslig, men nu vil jeg dele mine tanker med jer:

Jeg har det rigtig svært ved at tænke på dagene op til ulykken. Jeg tænker hele tiden på alt det jeg kunne have gjort anderledes som i sidste ende ville havde gjort at min far stadig ville være i live. De sorte tanker går helt tilbage til i vinters hvor vi bookede huset i spanien, tænk hvis vi havde fundet et andet hus? Et helt andet sted? Jeg var ikke elle-vild med det hus. Hvad hvis jeg havde sagt det højt og vi så havde booket et andet…..Aller mest ville jeg ønske at vi aldrig var taget på den ferie – men det gjorde vi og vi glædede os, for vi vidste jo ikke hvor grimt den skulle ende.

Det var tidligt lørdag morgen. Vi skulle afsted på sommerferie med hele min familie på min fars side: Mine to søstre Mia og Stine og deres mænd og børn, min far og hans kone Anne og Sune, børnene og jeg. Svømmebrillerne var pakket, humøret var i top og vi glædede os til endnu et år, at skulle holde familieferie sammen. Min far har hvert år de sidste tre år lejet et stort hus i syden og samlet os der – i år var vi intet mindre end 16.

Sune, ungerne og jeg kørte ind til KBH K hvor min far boede, parkerede bilen og mødtes med ham. Han hjalp os med at slæbe alt vores bagage hen til metroen – og der var meget, for vi slæbte autostole med. Jeg freakede nemlig ud aftenen før og ville have vores egne autostole med til ungerne, for tænk hvis vi skulle komme ud for en ulykke. Sune endte med at sige OK, selvom han mente at sandsynligheden for at der ville ske et uheld var ikkke eksisterende – for han kører jo altid forsigtigt. Det gør han – men det er ikke altid godt nok har jeg nu lært.

Vi hyggede os i lufthavnen, alle var i feriestemning, glade og forventningsfulde. Vi spiste morgenmad på lagkagehuset, grinede og hyggede os. Da vi landede i Sevilla hentede vi vores leje-biler. Jeg havde sørget for at leje en til min far og Anne. En lille Peugeot. De var meget tilfreds med den, men hvis jeg havde vist at den en uge senere skulle kollidere med en lastbil havde jeg istedet lejet en tank.

Sen eftermiddag ankom vi til huset min far havde lejet. Det var smukt. Stuen var kæmpe-stor, der var loft til kip og store hvælvede buer. I øjeblikket jeg trådte ind synes jeg der var helt perfekt, en uge senere syntes jeg det mindede om en kirke og det var et rædselsfuldt sted at være.

Vi brugte en uge på at hygge os sammen. Vi dasede ved poolen, lavede mad og kørte ture igennem solsikkemarker, imens vi beundrede det vidunderlige landskab- de takkede bjerge, olivenlundende og de lyserøde blomster der pyntede i vejkanten – jeg syntes det var så smukt. Nu kan jeg ikke tænke på noget grimmere.
En af dagene havde vi en rigtig hyggelig tur sammen, til den lille fine by Ronda der lå en times kørsel fra vores hus. Vi kiggede på butikker, spiste frokost og gik tur i den gamle bydel. Vi anede ikke at vi blot et par dage senere skulle få et helt andet forhold til den by, da Anne kom til at ligge i koma på det lokale hospital.

Vi havde en dejlig uge, en uge fuld af kærlighed.
En eftermiddag sad min far og jeg på kanten af poolen med fødderne i vandet, vi sludrede og kiggede efter de små. Anne svømmede forbi og gav ham en kærlig reminder om solcreme og han strøg hende over håret og syntes også lige jeg skulle mærke, hvor skønt hendes afrikanske sorte krøllede hår føltes. vi grinede og jeg var helt uvidende om at jeg de næste mange måneder skulle stryge det hår igen og igen, næste gang på ulykkesstedet, senere et utal af gange på hospitalet og jeg stryger det stadig når hendes tårer triller og hun er fuld af savn. Jeg betragtede min far, hans solbrændte hud, hans nakke der var ved at blive rød, hans muskuløse lægge hvor de lyse krøllede hår spillede i solen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg som barn hev i dem og grinede når jeg hev så hårdt at huden løftede sig og formede sig som et omvendt yver. Han var så fin som han sad der ved poolen. Så tilfreds.

Jeg går og er lidt ked af jeg ikke fik talt nok med ham på ferien. Jeg havde så travlt med at rende efter de små. Men min søster Stine havde siddet og haft en snak med ham en eftermiddag, hvor hun havde sagt at hun ikke følte hun fik talt nok med ham, da også hun havde så travlt med at kigge efter sine børn. Han havde svaret at netop det gjorde ham så stolt, at hans døtre var de bedste mødre.

Min far sad for det meste i skyggen, på terassen under den smukke pergola af blåregn og læste sin Femi-krimi (som Femina havde givet 5 stjerner… min far synes også den var god), drak kaffe og spiste pistacienødder. Om eftermiddagen lå han på sofaen og så Tour de France og om aftenen strålede det ud af ham hvor meget han nød at være sammen med sin familie. Han var altid den sidste som gik i seng, han sad og sludrede, drak vin og havde det rigtig godt.

Aftenen inden ulykken sad jeg på terrassen med ham. Svale havde været virkelig velcro-agtig hele ugen og fulgt efter mig konstant- også når jeg skulle på toilettet. Jeg rejste mig for at gå over til det udendørs køleskab, der stod 5 meter væk og svale rejste sig op og fulgte efter mig. Jeg vrissede af hende, at hun bare kunne blive siddende og hun blev lidt ked af det. Min far kiggede på mig og sagde: “ Ved du hvad, engang havde jeg også sådan en lille sød hale der fulgte mig overalt. Før du aner det er den væk og så kommer du til at savne den… og min lille søde hale det var dig”. Han smilede sit lille skæve smil og nulrede Svale i håret så hun blev glad igen. Jeg nikkede og gav ham ret, man skal nyde sin hale, så længe man har den. Det var det sidste gode råd jeg fik og det var et rigtig godt et! Vi puttede ungerne tidligt – det var ikke hver aften de lige nåede at få et knus af min far før de blev smidt til køjs, men den aften gjorde de. Wilder gav ham også et stort vådt godnatkys.

Stine og jeg ville gerne på marked og købe perler. Min far gad ikke, han foretrak en dag ved poolen. Vi ville gerne have ham og Anne med så vi fik lige så stille og roligt overtalt ham- mest fordi vi googlede os frem til at der også var antikviteter på markedet- min fars yndlings ting. Inden han og Sune, som oftest var de sidste to der gik i seng, gik til køjs, tændte de lyset på terrassen så firbenene også kunne have det godt og fange rigeligt med insekter. Min far havde den sødeste tankegang, altid så god mod alle – også firben.

Tænk at han skulle være væk for altid dagen efter og vi på samme tidspunkt skulle sidde på terrassen igen, en far fattigere.

Da vi vågnede lørdag morgen, var han ikke i tvivl. Han skulle med på marked. Gid han havde valgt at lade være. For denne lørdag sluttede hans liv brat. Jeg tænker så meget over det. Hvad hvis vi ikke havde fået ham overtalt? Hvad hvis jeg ikke havde sagt der var antikviteter? Hvad hvis vi havde siddet lidt længere ved morgenbordet og jeg ikke havde haft så travlt med at komme afsted? Hvad hvis dit og hvad hvis dat… livet er så tilfældigt og det er netop det som gør mig bange… Hvordan kan jeg nogensinde blive tryg og sikker igen efter sådan en pludselig og tragisk afslutning på min elskede fars liv?

Vi satte os ud i vores biler, kørte glade afsted, en dag på marked efterfulgt af en strandtur, skulle gøre godt. Vi nåede aldrig frem.

Åhhhh det er hårdt at skrive, men det er på mange måder også forløsende. Så langt så godt. Måske kommer jeg også til at kunne beskrive dagene efter ulykken, de var umenneskelige og de er endnu sværere at tænke på. Ulykken vil jeg ind til videre skåne jer for. Det var kun grimt.

Billedet er fra et par dage inden ulykken, til min niece Ayos fødselsdag. Der dansede vi limbo ved poolen og var ude at spise- han var så levende. Han var lykkelig det er jeg ikke i tvivl om. Lykkelig over sin familie, lykkelig for Anne, lykkelig for livet. Men færdig med at leve, det var han ikke og mennesker MÅ ikke dø, for de er mætte af livet. Men det gør mennesker nu en gang. Min far døde pludseligt, uanende om hvad der skulle ske, tilfreds og lykkelig, det er jeg ikke i tvivl om.

Kram L

En trist mærkedag

 

I onsdags handlede det om mit nye dessertfarvede køkken, idag handler det igen om sorgen der stadig river i mit indre. Nogle dage river den mere end andre, forleden rev den mig næsten i stykker.

For den 21. Januar var det præcis 6 måneder siden min fars død. Det var en hård dag. Jeg var skrøbelig og sårbar fra morgenstunden og jeg savnede ham noget så inderligt. En stor tung tingest stak og trykkede i brystkassen. Det føltes som om en indre morgenstjerne havde taget plads, der hvor hjertet plejer at sidde. Tænk der var gået et halvt år. Det føltes som en evighed. En evighed uden min far, uden min bedste ven, uden min daglige sparringspartner, uden ham der bar mit stærke fundament af tryghed her i verden. Et halvt år uden vores daglige telefonsamtaler, ugentlige løse aftaler hvor vi sammen hentede børnene og derefter spiste svenske kødboller ved det vakkelvorne bord i hans køkken. Et halvt år uden hans far-duft, hans skæve smil, hans visdom og hans bløde kram, hans lattermilde sind og hans faderlige omsorg. Et halvt år uden en far. Det føles som en evighed. Samtidig føles det som var det igår, jeg løb mod hans smadrede bil, fuld af håb og optisme for at opleve det værste mine øjne har set, en far med hovedet halvt revet af og døde øjne der skinnede i den spanske formiddags-sol. Et halvt år siden vi aldrig nåede på stranden. 

Den 21. Januar var også dagen hvor jeg for første gang i mit liv sad på kommunen og skulle tale om min sygemelding og lægge en plan. Jeg var virkelig nervøs. Men da jeg sad foran en rolig kvinde iført en glad blomstret kjole og et forstående blik, var det slet ikke så farligt. Jeg kvækkede min historie og hun forstod heldigvis alvoren i situationen og PTSD diagnosen og spurgte blot, hvad hun kunne gøre for mig. Jeg gik ud i sneen, der faldt tungt og tæt fra den sorte himmel, et mindfulness kursus rigere og en lille smule lettere om morgenstjernen. Jeg kørte hjem med en følelse af at være lille bitte og skrøbelig, samtidig med at jeg følte mig stor og virkelig stærk.

Sådan en mærkedag er bare ikke let. Jeg tog flere ture i følelsernes karrusel og det føltes egentlig OK. For jeg kender efterhånden turen og jeg ved den ikke varer evigt og efter gråd føles et grin endnu bedre og sådan er det nu engang med mange ting i livet. Det sure med det søde. Nu tager vi et halvt år til, i stiv arm. Det første år skulle være det hårdeste har jeg hørt de livskloge sige. Et halvt år nede, et halvt to go, det skal nok gå.

Hvis jeg et øjeblik mister troen på det, når livet river lidt for hårdt, støtter jeg mig til min yndlings Peter Plys citat: “Du er stærkere end du ved. Modigere end du tror. Og klogere end du tænker”, og så kører det lidt igen, for han har helt ret, ham Peter plys.

Nu er weekenden lige om hjørnet. Jeg er ved at få mere overskud til at være mine børns mor igen og det har jeg fejret med en tur i Panduro Hobby, hvor jeg har købt ind til at lave glade lanterner og pynt til fastelavnsris 🙂

Rigtig god weekend til jer.

Stort kram Louise

 

 

At miste én man elsker – igen og igen

Morten rejser til La Palma i dag på ferie med en ven. Det er dejligt for ham, og jeg glæder mig på hans vegne. Jeg glæder mig egentlig også lidt til at være alene med børnene, fordi vi altid har det sådan, at når man er alene så handler det kun om, at det skal være så hyggeligt som muligt. Hvis det betyder at bestille pizza hver dag – så gør man bare det. Hele ugen op til i dag har jeg været rolig og large omkring det. Når Morten har talt om, at det er længe at være væk har jeg sagt – ”det bliver dejligt for dig, nyd det!”. Lige indtil i morges…

Jeg vågnede og gik i bad, og pludselig blev jeg usikker på, hvad tid han skulle i lufthavnen, og om han mon allerede var kørt – og så kom angsten og sorgen. Jeg græd i badet og var pludselig rædselsslagen for, at han skulle styrte ned med flyveren eller køre galt på cykel, og at jeg aldrig mere skulle kramme mig ind til ham, og mærke han rolige dejlige varme væsen ved siden af min krop. Tankerne galopperede afsted med mig med 100 km i timen og pludselig kunne jeg ikke blive boende i huset og børnene havde ikke nogen far, og jeg skulle aldrig mere have en mand som elsker dem ligeså højt som jeg… Jeg løb på våde fødder ned af trappen. Jeg fandt ham i køkkenet og knugede mig ind til ham, indtil jeg var landet med begge ben på jorden igen.

Det er ikke første gang det sker, jeg kender de her følelser rigtig godt. Selvom der går længere imellem, at de overmander mig, og jeg er blevet god til at tage det i opløbet, så sker det stadig at angsten for pludseligt at miste dem jeg elsker, springer på mig og svinger mig en tur rundt i karrusellen. Det har været sådan siden jeg mistede min mor. Pludseligt, uforudsigeligt og lige foran mine øjne døde hun af en blodprop i lungerne. Jeg var 26 år og helt magtesløs i situationen. Den situation ændrede noget i mig. Jeg lever med en dyb erkendelse af, at livet kan forandres på et split sekund, at én man elsker kan blive revet væk fra én uden varsel. En gang imellem, når jeg er uforberedt og ikke har mærket det komme snigende, bliver jeg overvældet af det og så galopperer katastrofe tankerne afsted med mig. Når det sker har jeg lært, at det der hjælper for mig er:

  1. at søge ro i kroppen ved at bede om et kram, så jeg kan mærke, at nogen holder sammen på mig.
  2. sige højt til mig selv eller andre, hvordan jeg har det.
  3. ikke at kæmpe imod men lade det der sker være. Jeg minder mig selv om, at jeg kender den følelse, den er ikke farlig og selvom den føles voldsom og ubehagelig, så vil den ikke opsluge mig ret længe.
  4. erkendelsen af at jeg kender den følelse, at den stammer fra noget andet, og at der ikke lige nu er en øget risiko for at miste nogen hjælper mig til at finde ro med at lade den ride af som en bølge eller en ve.
  5. Jeg søger aktivt væk fra tanker om ”at det er fjollet”, ”ikke er relevant lige nu”, ”gid det ville gå væk” og hen imod tanker om, hvad den pige på 26 år som blev overmandet af at miste sin mor så pludseligt havde og stadig har brug for: kærlighed, omsorg og validering af at det er ok at blive bange, at de følelser er ok at have.

Gør jeg de ting, er det nemmere for mig at komme videre med dagen, og jeg får det bedre. Resten af dagen i dag vil jeg måske være skrøbelig og grådlabil, jeg savner min mor mere i dag end jeg gjorde i går. Måske er jeg også skrøbelig i morgen, måske er det væk om en time. Jeg ved det ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Det er ok. Sådan er livet. Der er glade dage, triste dage, trætte dage og angste dage. Angsten for at miste er en del af glæden og kærligheden ved at have – sådan ser jeg det.  Og kærligheden ville jeg aldrig være foruden, så må jeg tage angsten i medgift.

Hav en dejlig dag derude og vær gode ved jer selv, hvis noget føles svært.

Kh

Ida