Jagten på den perfekte bolig #2

image1-2

Lad mig fortsætte hvor jeg slap i #1 om jagten på det perfekte bolig. Indlægget kan læses HER hvis du missede det 🙂

Jeg er noget bagud med at fortælle jer om alt det nye der sker i vores liv – for det er VIRKELIG meget, men det kommer det hele – det lover jeg.

En aften for et par uger siden var jeg ovre hos min far at spise. Vi spiste svenske kødboller, som er min fars hof-ret, imen vi sad og sludrede. Snakken faldt igen på hus-køb og vi vendte situationen om huset i Kvistgård. “Hvorfor kigger i ikke i Blovstrød?” Spurgte min Far ud af det blå… jeg måtte blankt indrømme at jeg ikke anede hvad Blovstrød var for et sted eller hvor på Sjælland det lå. Min Far fortalte at min Farfar i en årrække var ansat på kasernen i Blovstrød og at min far og hans bror har boet der en stor del af deres barndom. De har begge gået på Blovstrød skole, leget i skovene og de militære områder omkring og de har de bedste af deres barndomsminder derfra.

Det lød da ret hyggeligt, så vi slog straks op på boligsiden for at se hvad der var til salg. Min far fandt med det samme et hus i nærheden af hans barndomshjem. Et rødt 60’er drøn af et murstenshus der kun havde været til salg i 2 dage!

Vi aftalte at køre en tur til Blovstrød dagen efter. Jeg ville rigtig gerne se området min far talte så varmt om, men aller mest glædede jeg mig til at høre en røverhistorie eller to fra hans barndom.

Vi hyggede os i bilen, hørte radio og spiste gammel chokolade fra handskerummet, mens vi kørte ud af kongevejen. Min far åbnede for godteposen af barndomsminder og mens han pegede på søer han var faldet i og skove hvor han havde bygget huler, nærmede vi os vores destination.

Vi svingede af mod Blovstrød og jeg blev virkelig overrasket. Vi var landet i den hyggeligste lille landsby med gadekær, gamle gårde, landsbykirke og en smuk gammel skole, selvom vi blot var 25 minutter fra KBH K. Vi parkerede foran min fars barndomshjem og imens jeg sad og forestillede mig hvordan min farmor havde bagt kardemommeboller og renset min farfars uniformer i det lille gule hus, følte jeg mig allerede en lille smule hjemme. Vi trillede lidt videre og på vejen udpegede min far hvor slagteren og købmanden havde ligget. Et stenkast fra min fars barndomshjem lå det lille røde hus vi dagen i forvejen havde opdaget på boligsiden.“Det er skide godt det her, Louise…. skide godt” sagde min Far ivrigt.
Her sad vi i et parcelhus-kvarter i Blovstrød, foran et rødt etplanshus med træ i loftet, væg-til-væg gulvtæpper og et tag der lignede at det skulle være skiftet sidste år, men han havde ret – Det var faktisk skide godt!

Vi gik en tur i området, slentrede igennem skolen og min far viste mig hvor han havde siddet og kikket ud, på sin første skoledag. Han viste mig gadekæret hvor han op til flere gange var faldet gennem isen fordi han lige skulle spille fadango og skyde genvej….Han ville sikkert gøre det samme idag, kunne jeg ikke lade være med at tænke -for sådan er han bare, ha ha!

Hjemme igen fortalte jeg begejstret Sune om Blovstrød og i modsætning til min forventning synes han slet ikke det lød helt skidt. Han er selv vokset op i Allerød som er blot 3 km derfra. Men shit, det her var jo det modsatte af det vi egentlig ledte efter. Ingen udsigt over mark eller skov. Til gengæld rigtig meget udsigt til alle mulige andre et-planshuse…

Dagen efter ringede jeg til ejendomsmægleren og prøvede at overtale ham til at vise os huset samme eftermiddag, men det havde han simpelthen ikke tid til. Han opfordrede os til at møde op til åbent hus den følgende søndag, – og det kan jeg lige love jer for at vi gjorde….

Fortsættelse følger 🙂

når man glemmer hinanden

fredags slik

Der er ofte perioder hvor min kæreste (Ian) og jeg ikke ser hinanden særlig meget, selvom vi bor sammen. Det er tilfældet lige for tiden. Ian har fået nyt arbejde, der har givet ham en længere transport tid, så vi ikke længere spiser morgenmad sammen, og at han kommer sent hjem. Når vi endelig begge to er hjemme prøver vi at gøre os umage med at være nærværende, selvom det kan være svært at holde en god tone, når vi begge er trætte efter lange arbejdes dage. Vi kan hurtig glemme at snakke sammen og være kærester.

Jeg har været meget imod at planlægge dates, det synes jeg kun hører sig til børnfamilier – men har indset at når vi begge har super travlt med arbejde, og bliver nød til at tage det med hjem, bliver vi i perioder også nød til at lave aftaler om hvornår vi skal bruge tid sammen.

I fredags havde jeg planlagt vi skulle ud bare ham og mig, drikke nogen øl, komme sent hjem med natmad, som for 3 år siden inden vi blev kærester. Det endte ikke helt sådan. Det endte med at vi hentede masser af bland-selv-slik, så film og faldt i søvn kl. 22. Selvom vi begge to elsker at komme væk fra hjemmet og være sammen med fælles venner, var det den helt rigtig beslutning at blive hjemme for at holde i hånden og være lidt “kedelige”.

Selfie-time

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Vi kan vidst godt lade sive at vi tager rigtig mange selfies hjemme hos os. Jeg har sågar købt en selfiestang. I weekenden prøvede jeg lige at snuppe et familie-foto men der er rift om at være MEST med på billedet og så var der specielt en der var rigtig god til at lave frø-fjæs. Det lykkedes efter cirka 1000 forsøg.

Ellers har det været en travl uge hos os. Der har ikke været mange splitsekunders pause og vi er ret fladmaste. I eftermiddag drøner vi op i vores sommerhus og laver bål, griller skumfiduser og ordner have, alt sammen iført joggingbukser med hængerøv og sure gummistøvler. Det bliver fedt!

God weekend 🙂

En farfar fattigere

Processed with VSCO with hb2 preset

I morges forlod den gamle veteran os og jeg er dermed blevet en farfar fattigere.

Det er en lettelse at han endelig fik fred efter 11 dage uden vådt og tørt og det var den vej det skulle gå. Samtidig gør det uendelig ondt.

Jeg har altid haft en ide om at det er nemmere at miste en der er gammel, nemmere at sige farvel og nemmere at give slip på det der var. Men nu erfarer jeg at det bestemt ikke er sådan det hænger sammen. Sorg er sorg og savn er savn, uanset alder. Sorg er hjemløs kærlighed, skrev min søde veninde Ida til mig den anden dag. Hun har ret, det er lige præcis sådan det føles, tungt, smukt og ubærligt på en og samme tid.

Selvom jeg har vidst at det var et spørgsmål om dage, faldt min verden sammen i morges, da min far ringede og sagde at det var slut. Jeg havde valgt at tage en nat væk fra plejehjemmet og det føltes fjernt og uvirkeligt at få beskeden i telefonen.  Tårene vældede op i øjnene imens jeg tænkte over at jeg på en eller anden mærkelig måde, havde haft et lille ønske om at det her ikke ville ske, at den bevidstløse mand ville vågne op igen og bede om et stykke kage og en kold øl. Det gjorde han selvfølgelig ikke, han forlod os i en flot alder af 99 år, med et glimt i de gamle øjne, til det allersidste.

Det var en surrealistisk morgen, for tingene skal jo gå sin vante gang, selvom det i mit hoved føltes som om verden var gået i stå.

Imens Svale sad og prøvede at få sine strømpebukser på opdagede hun at jeg var ked af det. Jeg fortalte hende at det var fordi oldefar var død og i det samme bredte der sig et stort smil over hendes lille ansigt og hun sagde: “Så er oldefar jo taget op i himmelen og nu hedder han Hr. Hus og drikker kaffe i skyerne med Lulus oldefar der også hedder Hr. Hus. De skal altså passe på at de ikke stikker sig på stjernerne!”

Jeg smilede til hende imens gråden og realiteten pressede sig på. Jeg smed de lyserøde strømpebukser, søgte ly på badeværelset og græd og græd og græd.

Det var et under at jeg kom ud af døren med de to krabater og det har været en lang dag på arbejde. Der er blevet trillet et par tårer, men mest af alt er jeg glad for at han fik fred. Om lidt skal jeg mødes med mine søstre og drikke en gravøl, før jeg skal hjem og kramme mine spilopper og give dem alt det nærvær og omsorg de er gået glip af de sidste par uger, fordi den gamle oberst har haft mere brug for det.

Livet er en mærkelig størrelse og det er døden også. Solen står op igen i morgen, livet går videre, bare ikke min elskede farfars.

Hvil i fred du gamle.

Kan jeg rejse fra en døende?

image

Jeg er i syv sind. Min søde Farfar er her stadig, fanget i et limbo imellem liv og død.

Imorgen skulle Sune og jeg egentlig rejse på kæreste-tur til Budapest, men jeg er fuldstændig splittet indeni?

For, kan jeg det?

Mentalt er den gamle oberst væk. Han sover tungt og vil aldrig vågne igen. Kroppen derimod nægter at stå af, hjertet slår og der er fortsat en sagte respiration. Han ligger i skrivende stund i sin fine lyseblå skjorte med perlemorsknapper og bliver aet på hovedet af min søster. Her er fuldt hus og det vil der være til det sidste. han får så uendelig meget kærlighed.

Jeg vil på den ene side virkelig gerne afsted med Sune, vi har begge glædet os i flere måneder og levet på vores snarlige flugt, hver gang tingene har været ved at brænde sammen. Vi trænger til at pleje vores forsømte kærlighed og børnene glæder sig til  at komme på mini-ferie i min mors sommerhus.

Jeg har heldigvis været rigtig meget hos min søde Farfar. Jeg har tilbragt alt min fritid her og jeg har sovet hos ham hver nat, siden han er blevet erklæret terminal. Det har været hårdt at se ham syne hen dag for dag, men det har også været dejligt at være tæt på ham. Jeg har hver nat ligget og lyttet til hans hæse åndedræt der for mig er ganske dyrebart, da det er en lyd jeg snart aldrig vil komme til at høre igen.

Mit hjerte er tungt som en elefants. Jeg kan næsten ikke bære at jeg ikke skal holde hans hånd varme hånd igen, stryge hans grå hår og lytte til hans rolige åndedrag. Men i bund og grund handler det om, om jeg selv er klar til at tage MIN afsked med ham! Om jeg kan sige MIT eget farvel, der måske bliver før hans og om jeg vil kunne nyde vores tur, på trods…….?

Snart cykler jeg hjem og kysser mine børn og pakker en taske, som jeg ikke ved om kommer i brug eller ej. I aften sidder jeg hos min farfar igen.

Gid han snart må få fred.

Så kommer sorgen, men den må godt komme med på tur.