Kan jeg rejse fra en døende?

image

Jeg er i syv sind. Min søde Farfar er her stadig, fanget i et limbo imellem liv og død.

Imorgen skulle Sune og jeg egentlig rejse på kæreste-tur til Budapest, men jeg er fuldstændig splittet indeni?

For, kan jeg det?

Mentalt er den gamle oberst væk. Han sover tungt og vil aldrig vågne igen. Kroppen derimod nægter at stå af, hjertet slår og der er fortsat en sagte respiration. Han ligger i skrivende stund i sin fine lyseblå skjorte med perlemorsknapper og bliver aet på hovedet af min søster. Her er fuldt hus og det vil der være til det sidste. han får så uendelig meget kærlighed.

Jeg vil på den ene side virkelig gerne afsted med Sune, vi har begge glædet os i flere måneder og levet på vores snarlige flugt, hver gang tingene har været ved at brænde sammen. Vi trænger til at pleje vores forsømte kærlighed og børnene glæder sig til  at komme på mini-ferie i min mors sommerhus.

Jeg har heldigvis været rigtig meget hos min søde Farfar. Jeg har tilbragt alt min fritid her og jeg har sovet hos ham hver nat, siden han er blevet erklæret terminal. Det har været hårdt at se ham syne hen dag for dag, men det har også været dejligt at være tæt på ham. Jeg har hver nat ligget og lyttet til hans hæse åndedræt der for mig er ganske dyrebart, da det er en lyd jeg snart aldrig vil komme til at høre igen.

Mit hjerte er tungt som en elefants. Jeg kan næsten ikke bære at jeg ikke skal holde hans hånd varme hånd igen, stryge hans grå hår og lytte til hans rolige åndedrag. Men i bund og grund handler det om, om jeg selv er klar til at tage MIN afsked med ham! Om jeg kan sige MIT eget farvel, der måske bliver før hans og om jeg vil kunne nyde vores tur, på trods…….?

Snart cykler jeg hjem og kysser mine børn og pakker en taske, som jeg ikke ved om kommer i brug eller ej. I aften sidder jeg hos min farfar igen.

Gid han snart må få fred.

Så kommer sorgen, men den må godt komme med på tur.

 

 

 

 

Om lidt er det forbi….

image1-43

Kærlighed. Jeg har så meget kærlighed til min farfar på 99 år. I disse dage vrider mit hjerte sig i min brystkasse fordi vi er ved at miste ham. Efter gentagne indlæggelser er han endelig hjemme på sit plejehjem med en ordination på “kærlig pleje”.

Og det får han, masser af kærlig pleje. Sjældent har der været så meget kærlighed i bolig 313, hvor han har hele sin familie omkring sig.

jeg sidder i skrivende stund i en gammel blomstret lænestol, ved hans side. Jeg lytter til hans rolige vejrtrækning. Der er lange pauser hvor han ikke trækker vejret, men så finder han rytmen igen.

Mørket er faldet på og det regner derude. Et enkelt stearinlys bader soveværelset i et blødt skær og stille lyde af aflastningsmadressen der summer og guldurets tikken bliver overdøvet af min trætte farfars uregelmæssige åndedræt. Jeg nyder at holde hans varme gamle hånd og jeg nyder en af mine sidste stunder med ham.

Han er rolig, han er fin og han ligger bare der helt stille. Når jeg hvisker at jeg elsker ham, kan jeg se en lille sammentrækning i hans ansigt og tårer der samler sig i hans øjenkrog. Så lukker han øjnene igen og glider langt, langt væk.

Jeg kommer til at savne ham. Det gør vi allesammen, for han er en af en slags og han har været kvik til det sidste. Jeg vil savne hans smil, savne hans ru stemme og hans milde sind. Han er gammel oberst og jeg kommer især til at savne historierne om første og sidste gang han åbnede en dør med en håndgranat og den, om da han crashede en fest og fik en dans med selveste Marilyn Monroe. Det har ikke været kedeligt.

Kun i de sidste par år.

Efter min farmor gik bort for et par år siden, har han siddet på den samme plet i sin sofa, kigget på kalenderen og ventet på at dagene gik, imens han så fjernsyn uden lyd. Nu er hans tid kommet og jeg tror han er klar.

Det har været svært at forklare Svale hvad der sker, hvorfor jeg er trist og hvorfor jeg ikke er hjemme, hvorfor jeg hellere vil sove hos Olde end hjemme hos hende. Jeg har forklaret hende at det er vigtigt at jeg er hos oldefar sammen med de andre voksne, så vi kan sende ham trygt op til stjernerne. Det kan hun faktisk godt forstå og hun synes det er lidt spændende! Hun huskede mig lige på, at jeg hellere måtte tage en meget lang stige med, så vi var sikre på at kunne nå hele vejen derop. Så sødt!

Det er så hårdt at vi skal miste mennesker vi elsker. Det er så abstrakt at livet fortsætter, bare uden ham. Om lidt bliver han helt stille… for altid…

 

Jeg rejser fra mit mindste barn.

fullsizerender-51

I morgen rejser Svale og jeg på ferie til sydspanien. Det er super dejligt og jeg glæder mig virkelig.

Men samtidig efterlader jeg også min mindste bønnespire og det gør faktisk lidt ondt i maven. Han er kun 15 måneder og jeg har, nu rejsen er lige om hjørnet, slet ikke lyst til at undvære ham. Desuden sidder jeg med en grim følelse af at jeg gør forskel på mine børn, og det gør mig lidt usikker på valget om at splitte familien og tage på pigetur.

Lykken ville være hvis vi alle 4 skulle afsted. Men der er der flere årsager til vi ikke skal.

Sune er for nyligt startet som selvstændig og vi har simpelthen ikke økonomi til det. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge at rejse med begge børn, men det er der også flere grunde til at jeg ikke gør. Den første er at jeg virkelig selv trænger til at slappe af, få sovet, få en solstråle på næsen og se om jeg kan få lagt en dæmper på de sorte rander under øjnene og en opkvikker på energi plus humør. Det får jeg ikke hvis jeg medbringer begge øgler. Jeg ville få endnu mere travlt end herhjemme, bare uden de trygge og vante rammer, der holder hverdagen sammen, for især Wilder.

Desuden er hverdagen temmelig opslidende for begge unger for tiden. De er i konstant konflikt. Der bliver slået, revet, sparket og Svale får smidt nogle rigtig grimme tillægsord efter Wilder. Jeg tror det bliver rigtig fint for dem hver især at blive forkælet af en forælder og få den fulde opmærksomhed. Især Wilder er lidt i underskud da Svale fylder meget.

Det er så her min dårlige samvittighed kommer frem!

Er det i virkeligheden Wilder der trænger til en uges ferie? Er det synd for ham?

Jeg tror det ikke! Hvis vi skulle til charter-land med all-inclusive havde jeg med garanti taget dem begge med. Men vi skal bo i en lille lejlighed med min mor og hendes mand, det er slet ikke varmt nok til at bade endnu og vi skal på alle mulige ture min mor har planlagt. Det er helt klart en tur der matcher Svale og hendes alder bedst. Desuden tør jeg næsten ikke tænke på hvor meget vi ville fylde. Mig med to unger og for få arme ville være et rimeligt heftigt slæng at få på besøg. I hvert fald indtil Wildis bliver lidt større og en lille smule mere medgørlig.

Med hensyn til at føle mig som en lort der gør forskel på de små kræ, har jeg taget mig sammen. Der kommer masser af situationer som denne, både store og små. De er to små forskellige individer der har forskellige behov og denne her ferie matcher Svales bedst, samtidig med at jeg får mulighed for at få lidt ro på. Vi har så mange oplevelser i vente som familie og Sune og jeg har planer om at vise vores børn verden på godt og ondt. Der går sikkert heller ikke mange år før Sune og Wilder skal på fodbold-ferie og efterlader pigerne i KBH. Det glæder jeg mig faktisk til.

I bund og grund handler det bare om at jeg kommer til at savne lille W.

Mit mod i forhold til at rejse fra ham, har jeg fra dengang jeg rejste til Afrika for at bestige Kilimanjaro med min far. Dengang rejste jeg fra Svale da hun havde samme alder og da var der rigtig mange tanker og følelser på spil. Men jeg gjorde det, og det var slet ikke så slemt da jeg først kom afsted. Til gengæld var det som om der skete en eksplosion af lykke og velvære i det sekund jeg havde hende i min favn igen.

Så… jeg klarer nok at rejse fra Wilder, at undvære ham en uge. Forkæle Svale imens jeg ved at han bliver forkælet af sin far. Og når vi lander i KBH skal jeg ovenikøbet glæde mig til at opleve endnu en indre glædes-bombe når jeg endelig ser hans søde lille skikkelse!

Hej hej hæmninger

fullsizerender-44

Her på det seneste har jeg fundet mig selv i nogle ret mærkværdige situationer. Situationer som aldrig ville opstå før jeg fik børn.

Jeg har fx. vasket laks! Det gør jeg faktisk ofte. Svale elsker nemlig gravad laks, men afskyer dillen. Når jeg har vasket laksen under den kolde hane, dupper jeg den dild-frie fisk tør i et stykke køkkenrulle og til sidst lander den på et stykke rugbrød med smør, helt klar og ren til den kræsne lakse-lover. Jeg føler mig så weird imens lakse-seancen står på og er altid lidt lettet når den er overstået.

Jeg havde også en oplevelse i Irma forleden hvor jeg blev helt voksenflov: Wilder havde Influenza og vi var vi løbet tør for børnepanoér. Mine børn får dem altid i suppositorier, altså dem man putter bagi, jeg synes det er nemmest og de virker på nul komma fem. De forhandler dem ikke særlig mange steder, men Irma ved Nørreport har reddet min røv mange gange, så jeg måtte afsted. Irma var proppet og køen var lang, og da jeg endelig kom op til kassen havde de dem ikke på hylden. Den flinke kassedame ringede på klokken for at sende en medarbejder på lageret. Irma-manden der ikke kunne komme forbi den massive kø, råbte til kassedamen og spurgte hvad han kunne hjælpe med. “Gider du gå på lageret og hente noget Panodil, ikke de almindelige, STIKPILLERNE” råbte hun tværs gennem butikken. Det var meget højt og det føltes som om alle i hele Irma kiggede på mig og tænkte: Nå hun skal rigtig hjem og putte piller op i numsen hende der……! Seriøst kunne hun ikke have råbt panodil JUNIOR, eller kunne jeg ikke havde haft mindst et barn med, så folk måske kunne regne ud at jeg bare skulle hjem og putte piller op i numsen på dem.

En anden lidt anderledes ting er, at jeg har fået en ny rolle som jukebox. Jukeboxen benyttes især når vi cykler og Svale og Wilder sidder trygt, godt og skjult under den røde kaleche i christianiacyklen, imens jeg cykler rundt og ligner og lyder som et fjols, der synger for mig selv. Svale kan bestille et hvilket som helst nummer og så synger jeg det. Det er ikke altid at jeg kender melodien eller teksten og jeg er heller ikke særlig god til at synge. Børnesangene er nemme nok, men nu er Svale, stærkt inspireret af sin bedste ven Lulu, begyndt at bestille Michael Jackson. Så jeg cykler rundt og synger : beat it, beat it, beat it, beat it, No one wants to be defeated, resten af teksten er jeg ikke så god til, den freestyler jeg bare på sådan et lidt mærkeligt sprog der ikke findes, men lyder rigtigt i Svales små ører. Og hun er fan. Jeg føler mig faktisk næsten som Michael Jackson, det er ret fedt ! Når vi kommer til et lyskryds stopper jeg selvfølgelig koncerten, men man skal passe på, for største-øglen bryder sig ikke om at jukeboxen stopper midt i et nummer og forleden råbte hun højt og kommanderende, midt i et crowded lyskryds: HVORFOR STOPPER DUUUUUUU ? SYNG MOR, MERE MICHAEL JACKSON MOR, MEEEEEEERE, NU SKAL DU SYNGE BEAM ILLLLLLL (beat it) iGEEEEEEN! ….. suk.

Til dagligt er der selvfølgelig også mange mærkelige småting. Jeg har fx. serveret morgenmad for Svales build a bear Ninja-turtel, klædt i Wilders aflagte tøj. Den kan godt lide æg og børnechampagne. Vi leger også en lidt speciel leg hvor hånddukken Andrea (den der er venner med Kaj), kan skide alle mulige ting ud af hullet der normalt er til at putte hånden i. Det kan vær lego, en badeænd eller i værste fald en halvgumlet fignestang, der til Svales fryd ligner den ægte vare.

Jeg synes det er sjovt, og jeg elsker mine børns uspolerede hjerner. De vil gerne bare have det fedt og de er  fuldstændig ligeglade med hvad andre tænker! Det er jeg også blevet efter jeg er blevet mor til dem. De to krabater finder på så mange dejlige, skøre og løjerlige ting og de har en forrygende evne til at få mig til at miste alle hæmninger.

Det er så befriende. Tak unger!

 

fødselsdagsønsker til en 1-årig krudtugle

14958938_10154617137272278_2147284579_o

Om to uger er det 1 år siden Wilder kom til verden. Jeg glæder mig til at fejre hans fødselsdag, forkæle ham og se hans lille fjæs når han for første gang rigtig skal åbne gaver. Wilder har stort set intet legetøj der bare er hans og han får bøvl med Svale hver gang han kaster sin kærlighed på en af hendes ting. Det bliver så godt for Wilderbassen endelig at få sine egne sager og derfor er ønskesedlen lang i år:

 

Kuglebane med egern

Den klassiske Kanin fra jellycat i blå, Wilder har tabt sin og sover med Svales lyserøde shhhhhhhh.

Maskulin lastbil

stor snurretop, så man rigtig kan blive rundtosset

træk-tilbage-biler er et sikkert hit

Badelegetøj, ubåd og speedbåd

Hammerbræt med bolde som ligner en høne

klassisk brio gå-vogn i sort

sød fugle-fløjte

mussestol i grøn og træbord fra Nofred

Min første fjernstyrede bil

Grønt Hyggetæppe formet som blad (Svale ønsker sig det rosa til sin fødselsdag).

puttekasse der ligner et fuglehus

Babapapa skumbog

Lego basiskasse med multifarvet Duplo

Donut fra bobbles. Han er fjollet med den, når han er på besøg hos venner der har en.

Skildpassen Lola, med små hoppende kugler i skjoldet

cardigan i alpacauld

køredragt i lækkert blødt uld, til de udendørs lure i barnevognen.

 

Nu mangler vi bare at finde ud af hvordan vi skal fejre den lille skid, men mon ikke det bliver noget med pynt, lagkage og masser af kys.

 

 

Older posts