Selfie-time

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Processed with VSCO with hb2 preset

Vi kan vidst godt lade sive at vi tager rigtig mange selfies hjemme hos os. Jeg har sågar købt en selfiestang. I weekenden prøvede jeg lige at snuppe et familie-foto men der er rift om at være MEST med på billedet og så var der specielt en der var rigtig god til at lave frø-fjæs. Det lykkedes efter cirka 1000 forsøg.

Ellers har det været en travl uge hos os. Der har ikke været mange splitsekunders pause og vi er ret fladmaste. I eftermiddag drøner vi op i vores sommerhus og laver bål, griller skumfiduser og ordner have, alt sammen iført joggingbukser med hængerøv og sure gummistøvler. Det bliver fedt!

God weekend 🙂

En farfar fattigere

Processed with VSCO with hb2 preset

I morges forlod den gamle veteran os og jeg er dermed blevet en farfar fattigere.

Det er en lettelse at han endelig fik fred efter 11 dage uden vådt og tørt og det var den vej det skulle gå. Samtidig gør det uendelig ondt.

Jeg har altid haft en ide om at det er nemmere at miste en der er gammel, nemmere at sige farvel og nemmere at give slip på det der var. Men nu erfarer jeg at det bestemt ikke er sådan det hænger sammen. Sorg er sorg og savn er savn, uanset alder. Sorg er hjemløs kærlighed, skrev min søde veninde Ida til mig den anden dag. Hun har ret, det er lige præcis sådan det føles, tungt, smukt og ubærligt på en og samme tid.

Selvom jeg har vidst at det var et spørgsmål om dage, faldt min verden sammen i morges, da min far ringede og sagde at det var slut. Jeg havde valgt at tage en nat væk fra plejehjemmet og det føltes fjernt og uvirkeligt at få beskeden i telefonen.  Tårene vældede op i øjnene imens jeg tænkte over at jeg på en eller anden mærkelig måde, havde haft et lille ønske om at det her ikke ville ske, at den bevidstløse mand ville vågne op igen og bede om et stykke kage og en kold øl. Det gjorde han selvfølgelig ikke, han forlod os i en flot alder af 99 år, med et glimt i de gamle øjne, til det allersidste.

Det var en surrealistisk morgen, for tingene skal jo gå sin vante gang, selvom det i mit hoved føltes som om verden var gået i stå.

Imens Svale sad og prøvede at få sine strømpebukser på opdagede hun at jeg var ked af det. Jeg fortalte hende at det var fordi oldefar var død og i det samme bredte der sig et stort smil over hendes lille ansigt og hun sagde: “Så er oldefar jo taget op i himmelen og nu hedder han Hr. Hus og drikker kaffe i skyerne med Lulus oldefar der også hedder Hr. Hus. De skal altså passe på at de ikke stikker sig på stjernerne!”

Jeg smilede til hende imens gråden og realiteten pressede sig på. Jeg smed de lyserøde strømpebukser, søgte ly på badeværelset og græd og græd og græd.

Det var et under at jeg kom ud af døren med de to krabater og det har været en lang dag på arbejde. Der er blevet trillet et par tårer, men mest af alt er jeg glad for at han fik fred. Om lidt skal jeg mødes med mine søstre og drikke en gravøl, før jeg skal hjem og kramme mine spilopper og give dem alt det nærvær og omsorg de er gået glip af de sidste par uger, fordi den gamle oberst har haft mere brug for det.

Livet er en mærkelig størrelse og det er døden også. Solen står op igen i morgen, livet går videre, bare ikke min elskede farfars.

Hvil i fred du gamle.

Kan jeg rejse fra en døende?

image

Jeg er i syv sind. Min søde Farfar er her stadig, fanget i et limbo imellem liv og død.

Imorgen skulle Sune og jeg egentlig rejse på kæreste-tur til Budapest, men jeg er fuldstændig splittet indeni?

For, kan jeg det?

Mentalt er den gamle oberst væk. Han sover tungt og vil aldrig vågne igen. Kroppen derimod nægter at stå af, hjertet slår og der er fortsat en sagte respiration. Han ligger i skrivende stund i sin fine lyseblå skjorte med perlemorsknapper og bliver aet på hovedet af min søster. Her er fuldt hus og det vil der være til det sidste. han får så uendelig meget kærlighed.

Jeg vil på den ene side virkelig gerne afsted med Sune, vi har begge glædet os i flere måneder og levet på vores snarlige flugt, hver gang tingene har været ved at brænde sammen. Vi trænger til at pleje vores forsømte kærlighed og børnene glæder sig til  at komme på mini-ferie i min mors sommerhus.

Jeg har heldigvis været rigtig meget hos min søde Farfar. Jeg har tilbragt alt min fritid her og jeg har sovet hos ham hver nat, siden han er blevet erklæret terminal. Det har været hårdt at se ham syne hen dag for dag, men det har også været dejligt at være tæt på ham. Jeg har hver nat ligget og lyttet til hans hæse åndedræt der for mig er ganske dyrebart, da det er en lyd jeg snart aldrig vil komme til at høre igen.

Mit hjerte er tungt som en elefants. Jeg kan næsten ikke bære at jeg ikke skal holde hans hånd varme hånd igen, stryge hans grå hår og lytte til hans rolige åndedrag. Men i bund og grund handler det om, om jeg selv er klar til at tage MIN afsked med ham! Om jeg kan sige MIT eget farvel, der måske bliver før hans og om jeg vil kunne nyde vores tur, på trods…….?

Snart cykler jeg hjem og kysser mine børn og pakker en taske, som jeg ikke ved om kommer i brug eller ej. I aften sidder jeg hos min farfar igen.

Gid han snart må få fred.

Så kommer sorgen, men den må godt komme med på tur.

 

 

 

 

Om lidt er det forbi….

image1-43

Kærlighed. Jeg har så meget kærlighed til min farfar på 99 år. I disse dage vrider mit hjerte sig i min brystkasse fordi vi er ved at miste ham. Efter gentagne indlæggelser er han endelig hjemme på sit plejehjem med en ordination på “kærlig pleje”.

Og det får han, masser af kærlig pleje. Sjældent har der været så meget kærlighed i bolig 313, hvor han har hele sin familie omkring sig.

jeg sidder i skrivende stund i en gammel blomstret lænestol, ved hans side. Jeg lytter til hans rolige vejrtrækning. Der er lange pauser hvor han ikke trækker vejret, men så finder han rytmen igen.

Mørket er faldet på og det regner derude. Et enkelt stearinlys bader soveværelset i et blødt skær og stille lyde af aflastningsmadressen der summer og guldurets tikken bliver overdøvet af min trætte farfars uregelmæssige åndedræt. Jeg nyder at holde hans varme gamle hånd og jeg nyder en af mine sidste stunder med ham.

Han er rolig, han er fin og han ligger bare der helt stille. Når jeg hvisker at jeg elsker ham, kan jeg se en lille sammentrækning i hans ansigt og tårer der samler sig i hans øjenkrog. Så lukker han øjnene igen og glider langt, langt væk.

Jeg kommer til at savne ham. Det gør vi allesammen, for han er en af en slags og han har været kvik til det sidste. Jeg vil savne hans smil, savne hans ru stemme og hans milde sind. Han er gammel oberst og jeg kommer især til at savne historierne om første og sidste gang han åbnede en dør med en håndgranat og den, om da han crashede en fest og fik en dans med selveste Marilyn Monroe. Det har ikke været kedeligt.

Kun i de sidste par år.

Efter min farmor gik bort for et par år siden, har han siddet på den samme plet i sin sofa, kigget på kalenderen og ventet på at dagene gik, imens han så fjernsyn uden lyd. Nu er hans tid kommet og jeg tror han er klar.

Det har været svært at forklare Svale hvad der sker, hvorfor jeg er trist og hvorfor jeg ikke er hjemme, hvorfor jeg hellere vil sove hos Olde end hjemme hos hende. Jeg har forklaret hende at det er vigtigt at jeg er hos oldefar sammen med de andre voksne, så vi kan sende ham trygt op til stjernerne. Det kan hun faktisk godt forstå og hun synes det er lidt spændende! Hun huskede mig lige på, at jeg hellere måtte tage en meget lang stige med, så vi var sikre på at kunne nå hele vejen derop. Så sødt!

Det er så hårdt at vi skal miste mennesker vi elsker. Det er så abstrakt at livet fortsætter, bare uden ham. Om lidt bliver han helt stille… for altid…

 

Jeg rejser fra mit mindste barn.

fullsizerender-51

I morgen rejser Svale og jeg på ferie til sydspanien. Det er super dejligt og jeg glæder mig virkelig.

Men samtidig efterlader jeg også min mindste bønnespire og det gør faktisk lidt ondt i maven. Han er kun 15 måneder og jeg har, nu rejsen er lige om hjørnet, slet ikke lyst til at undvære ham. Desuden sidder jeg med en grim følelse af at jeg gør forskel på mine børn, og det gør mig lidt usikker på valget om at splitte familien og tage på pigetur.

Lykken ville være hvis vi alle 4 skulle afsted. Men der er der flere årsager til vi ikke skal.

Sune er for nyligt startet som selvstændig og vi har simpelthen ikke økonomi til det. Jeg kunne selvfølgelig godt vælge at rejse med begge børn, men det er der også flere grunde til at jeg ikke gør. Den første er at jeg virkelig selv trænger til at slappe af, få sovet, få en solstråle på næsen og se om jeg kan få lagt en dæmper på de sorte rander under øjnene og en opkvikker på energi plus humør. Det får jeg ikke hvis jeg medbringer begge øgler. Jeg ville få endnu mere travlt end herhjemme, bare uden de trygge og vante rammer, der holder hverdagen sammen, for især Wilder.

Desuden er hverdagen temmelig opslidende for begge unger for tiden. De er i konstant konflikt. Der bliver slået, revet, sparket og Svale får smidt nogle rigtig grimme tillægsord efter Wilder. Jeg tror det bliver rigtig fint for dem hver især at blive forkælet af en forælder og få den fulde opmærksomhed. Især Wilder er lidt i underskud da Svale fylder meget.

Det er så her min dårlige samvittighed kommer frem!

Er det i virkeligheden Wilder der trænger til en uges ferie? Er det synd for ham?

Jeg tror det ikke! Hvis vi skulle til charter-land med all-inclusive havde jeg med garanti taget dem begge med. Men vi skal bo i en lille lejlighed med min mor og hendes mand, det er slet ikke varmt nok til at bade endnu og vi skal på alle mulige ture min mor har planlagt. Det er helt klart en tur der matcher Svale og hendes alder bedst. Desuden tør jeg næsten ikke tænke på hvor meget vi ville fylde. Mig med to unger og for få arme ville være et rimeligt heftigt slæng at få på besøg. I hvert fald indtil Wildis bliver lidt større og en lille smule mere medgørlig.

Med hensyn til at føle mig som en lort der gør forskel på de små kræ, har jeg taget mig sammen. Der kommer masser af situationer som denne, både store og små. De er to små forskellige individer der har forskellige behov og denne her ferie matcher Svales bedst, samtidig med at jeg får mulighed for at få lidt ro på. Vi har så mange oplevelser i vente som familie og Sune og jeg har planer om at vise vores børn verden på godt og ondt. Der går sikkert heller ikke mange år før Sune og Wilder skal på fodbold-ferie og efterlader pigerne i KBH. Det glæder jeg mig faktisk til.

I bund og grund handler det bare om at jeg kommer til at savne lille W.

Mit mod i forhold til at rejse fra ham, har jeg fra dengang jeg rejste til Afrika for at bestige Kilimanjaro med min far. Dengang rejste jeg fra Svale da hun havde samme alder og da var der rigtig mange tanker og følelser på spil. Men jeg gjorde det, og det var slet ikke så slemt da jeg først kom afsted. Til gengæld var det som om der skete en eksplosion af lykke og velvære i det sekund jeg havde hende i min favn igen.

Så… jeg klarer nok at rejse fra Wilder, at undvære ham en uge. Forkæle Svale imens jeg ved at han bliver forkælet af sin far. Og når vi lander i KBH skal jeg ovenikøbet glæde mig til at opleve endnu en indre glædes-bombe når jeg endelig ser hans søde lille skikkelse!

Older posts