Et sørgmodigt farvel til sommerhuset

32544067_10156216810022278_1209170101417279488_n 32562815_10156216810322278_2123200697477365760_n 32648687_10156216810082278_3056703408242163712_n

vi har solgt vores elskede sommerhus i Dalby huse. Det er virkelig med blandede følelser og aller mest synes jeg faktisk at jeg er lidt nedtrykt over det.

Vi har haft huset i 3 gode år og det har været helt perfekt. Vi købte det fordi vi var sikre på at vi altid ville være lejlighedsmennesker i KBH K og så skulle sommerhuset være vores weekend-oase. Vi har været der næsten hver weekend, også om vinteren og det har været mega hyggeligt. Det har faktisk været Så hammer hyggeligt at vi fandt ud af, at vi havde transformeret os fra lejlighedsmennesker til husmennesker. Vi havde lige pludselig aldrig lyst til at tage hjem om søndagen.

Så selvom det var en kort fornbøjelse med det lille søde sommerhus med det flade tag og den betagende havudsigt, har det i den grad hjulpet os til at tage beslutningen om at kigge efter hus. Som i jo ved har vi helt spontant shoppet renoverings-værdigt hus i Blovstrød og så fik vi altså pludselig rigtig travlt med at sælge sommerhuset da vi hverken har tid eller råd til at have begge dele.

Sommerhuset blev solgt efter 2 uger hos mægler, så det gik stærkt. Der var faktisk 2 forskellige der bød prisen. Ejendomsmægleren havde dog modtaget et brev fra den ene part, som de havde bedt ham overdrage til os. I brevet stod der lidt om hvem de var: En lille famile som os selv som havde forelsket sig i vores lille hus og i udsigten og som ligesom os dengang vi købte, drømte om at skabe lyse sommerminder med deres børn. Oven i hatten bød de 10.000 oven i prisen, hvilket selvfølegelig var fedt, men vi havde nu valgt dem anyways.

Huset er blevet tømt og Idag har de nye ejere overtaget. Jeg har været rigtig tung om hjertet hele dagen og jeg kan slet ikke rigtig forstå at vi ikke er husets ejere længere. Jeg kommer til at savne det, haven, den store rabarber, det smukke syrentræ, stranden, morgenturene til købmanden efter tørre rundstykker, turene til genbrugsstationens loppebutik hvor jeg altid kom hjem med mere end jeg afleverede og aller mest alle vores søde og betænksomme naboer. Men man kan ikke det hele på en gang og vi har hænderne fulde i det nye hus, hvor Sune allerede er igang med at lægge nyt tag.

Det skal nok blive skide fedt alt sammen. Det  varmer mit hjerte at en anden lille familie skal have det dejligt i Dalby huse – det er helt klart nemmere for mig at give slip når jeg tænker på at der stadig skal brygges fantasifulde finurlige børneminder i det lille sommerhus. Jeg er også overbevist om at vores nye hus bliver lige så fedt som sommerhuset – og der skal vi være hver dag – og ikke bare fra fredag til søndag!

En anderledes ferie i Torla

54e081e7-e3f8-4c0c-ace1-5264318cc1a2

874f7535-19b1-4355-9098-2cefc74485e6a0252114-10a4-472f-8097-211b2878795a4f47b958-f66d-4971-b815-841597ec2d5c716f4068-7486-4099-a1f7-80dc8e7ff946069a56df-547b-4334-b904-a0f7c2291113bd3e6c5f-29f4-4b11-9c5e-80df8482607521bc7758-d38c-4295-baf8-8487498453bc

Processed with VSCO with hb2 preset

Jeg er kommet hjem fra en fuldstændig fantastisk tur i bjergene. Ord kan ikke beskrive hvor smukt og skønt det har været, men billederne siger vidst det meste. Det har været så dejligt at være sammen med mine søskende Mia og Stine og ikke mindst vores seje far, som klarede de lange vandringer, en af dem på omkring 20 km, uden problemer. Mia havde booket et familieværelse på et hyggeligt hotel, hvilket gjorde at vi var sammen fra morgen til aften, sludrede fra vi vågnede og lyttede til hinandens vejrtrækning imens vi sov. Det var kvalitetstid for alle pengene og det har gjort mig så evig glad og taknemmelig.

Naturen i Torla er et kapitel for sig. Brusende floder, gigantiske vandfald, sneklædte bjergtoppe og dybe bløde dale hvor bjerggeder slår sine folder. Vi var heldige med vejret og naturen viste sig fra sin bedste side. Mest af alt følte jeg at vi befandt os i et eventyr langt langt borte. Det var så smukt!

Hvis du har brug for at komme rigtig væk kan jeg på det varmeste anbefale denne type ferie. Jeg har fået en hel anden ro i sindet end en storby eller solferie nogensinde kunne have givet mig. Jeg glæder mig til at holde flere af denne slags ferier i fremtiden, også med mine børn. Vi var på vores vandring i bjergene meget imponerede af hvordan de spanske børn,  helt ned til 2 års alderen, med glæde vandrede lige så langt som os i deres små vandrestøvler, helt uden at brokke sig. Vi talte meget om hvordan vores egne unger højst sandsynligt ville have smidt sig på jorden halvvejs eller ville befale at blive båret. Min plan er at få flere ture i naturen ind i hverdagen og ruste ungerne til en tur, måske i de norske fjelde, til næste sommer!

getaway til pyrenæerne uden mand og unger

31655560_10156181930547278_6346546905555664896_n

Da min Far fyldte 70 gav mine søstre og jeg ham en rejse i fødselsdagsgave. Tre af os har tidligere besteget Kilimanjaro som var en oplevelse uden sammenligning og vi ville rigtig gerne give ham en tilsvarende oplevelse sammen med os. En oplevelse som vi altid vil kunne mindes. Vi overvejede at rejse til Atlasbjergene i Marocco og bestige dem, men da det ikke er så længe siden vores far er blevet opereret i knæet, synes vi alligevel det var lidt optimistisk. Vi endte med at sammensætte en tur til Torla der ligger i de spanske pyrenæer, grænsende op mod Frankrig. Torla er kendt for sine mange hiking-ruter og sin smukke natur og her kan vi helt sikkert også få en ordentlig en på opleveren, samtidig med at vi selv vælger længde, stigning og terræn på vores ture.

Fredag morgen flyver vi til Barcelona. Her lejer vi en bil  og så kører vi nord på og op i bjergene, hvor vi har booket værelser på et hyggeligt hotel. Her fra skal vi nyde livet, trække vejret i den friske luft, vandre lange ture i bjergene og langs floderne og aller mest skal vi bare være sammen uden hverdagens stress og jag og 10.000 afbrydelser.

 

Naturen & bybørnene

img_9886 img_9890 img_9891Mine små dejlige bybørn har nydt en dag i Dyrehaven. De er vandt til en skovbørnehave og elsker virkelig naturen. For tiden drømmer Vilfred om at gå til spejder, han elsker at snitte træ. Vi kan ikke finde nogle steder i København hvor børn kan starte før de bliver 7 år. Nogen ideer? Eller er der andet man kan gå til som er lidt ’spejder-agtigt’? 🙂

Jagten på den perfekte bolig #3

hus-maleri-2

 

Så kommer opfølgningen på husjagten omsider. Jeg er som sædvanligt lidt bagud med at poste 🙂

Boligjagten spidser til og Sune og jeg er pænt sikre på at vi er de helt rigtige købere til parcelhuset i Blovstrød, som er alt andet end det vi egentlig ledte efter.

Du kan læse #1 og #2 her, hvis du lige skal have forhistorien med!

Ejendomsmægleren havde som tidligere beskrevet ikke tid til at vise os huset fredag eftermiddag, hvilket jeg egentlig var lidt stresset over, for jeg kan bedst lide når ting går rigtig stærkt. Huset havde været til salg i sølle 2 dage og der var egentlig kun 2 dage til åbent hus og ejendomsmægleren forsikrede mig om at der ikke var fremvisning inden og huset dermed ikke ville være solgt. Man kan undre sig over hvordan man kan blive helt vild med et hus man aldrig har set og som oven i købet slet ikke matcher boligdrømmen – men sådan er livet nu engang så tilfældigt! Sune skulle i skoven og være bushcraft-agtig den weekend og ungerne og jeg skulle op til min veninde Freja der bor i Allerød, ikke langt fra det lille røde hus.  Planen var så at Sune og jeg skulle mødes i Blovstrød søndag formiddag og gå til åbent hus og se 60ér drønet live.

Jeg lå søvnløs hele weekenden. Jeg havde det som om jeg var forelsket. Forelsket i en som måske var uopnåelig, en som havde mange bejlere og en som måske ville fortælle at han allerede var optaget, idet jeg erklærede min store kærlighed. Helt tosset – alt det for et hus jeg ikke engang havde set!

Da det endelig blev søndag var jeg høj på adrenalin og forventninger. Sune er typen som meget ofte kommer for sent, så til meget vigtige aftaler sætter jeg ham altid i stævne ca. 30 minutter før, så plejer det at lykkes ham at komme nogenunde til tiden. Det samme havde jeg gjort denne søndag og tak skæbne for det, for 25 minutter inden den aftalte tid, altså snydetiden, ringede Sune fra Nordskoven på Hornsherred! “Øhhhh alle bummene er lukkede her i skoven og vi kan altså ikke komme ud”! Jeg begyndte at svede samtidig med at jeg stammede noget a la, “Så ring dog til en skovfoged”!!!!! Jeg så straks for mig hvordan vi gik glip af huset og var på forhånd temmelig oprevet. Jeg kunne selvfølgelig tage hen og se det selv, men jeg kunne jo ikke rigtig shoppe hus uden min livsledsager ved min side….

Sune må have kørt hasarderet ræs i skoven. Han havde nok en ide om at hans kone ville have lyst til at nikke ham en skalle eller to hvis han missede denne her. De 30 snydeminutter kom os endnu engang til gode og manden nåede det sgu lige præcis. på slaget 13 stod vi ved det røde 60ér drøn med en hel flok andre nysgerrige bejlere.

Vi kiggede hurtigt. Meget hurtigt. En stor stue med væg til væg tæpper og mørke træ-lofter, et køkken i underligt gulligt træ, tre små soveværelser med savsmuldstapet, et badeværelser med turkise fliser, en kælder med orange vægge og en lille vissen have. “Jeg vil have det” hviskede jeg til Sune. “Det vil jeg også” sagde han og vi grinede lidt forvirrede. Hvad gør man så? vi gik ind til ejendomsmægleren der havde sindsygt travl og slet ikke havde tid til at tale med os.  Vi bad ham i stedet ringe til os, så snart han havde tid.

Vi satte os over på Blovstrød kro, bestilte to kolde øl og vendte sagen. Hvad skulle vi byde på huset? Det var egentlig en del over budget… Mon vi får lov at låne så meget i banken? Hvad hvis nogle af de andre der var ude at kigge også byder? Hvad hvis de køber det for næsen af os? Skal vi byde 100.000 under? Hvad fanden er 100.000 i det lange løb og tænk hvis vi mister huset fordi vi byder sølle 100.000 under?

Fuck det – vi byder prisen blev vi enige om. Mægler ringede, vi bød prisen. Sælger sagde god og så var huset sådan set vores. selvfølgelig med et bank og et advokatforbehold.

Ugen efter gik vi i banken. Forinden meldte vi os ud af alt der var mere eller mindre overflødigt: fitness, fagforening og velgørende organistationer. Vi gjorde alt for at få vores rådighedsbeløb derop hvor vi kunne få lov til at låne.

Det korte af det lange er, at vi efter næsten 2 søvnløse uger blev godkendt til lånet og nu er ejere af det lille røde parcelhus – det endte altså med at blive en lykkelig forelskelse… skørt ik?

Older posts