Virkede vaccinen mod skoldkopper?

image1-4

For 3 uger siden valgte vi efter mange overvejelser at vaccinere Svale mod skoldkopper. Læs om vores grunde og tankerne bag beslutningen HER.

Svale blev vaccineret 4 dage efter eksponering, så det har været lidt spændende om vaccinen ville have fuld effekt eller om hun ville få skoldkopper i mild grad.

Men ved i hvad. Vaccinen virkede helt efter hensigten. Vi har ikke set skyggen af en skoldkop og hold op hvor er jeg, set i bakspejlet, glad for at vi vaccinerede. Først og fremmest fordi svale er blevet skånet. Hun har været så meget syg denne vinter og det ville være så synd med endnu en tur, når nu det kunne undgås. Dernæst ville skoldkopperne, hvis de var kommet, havde clashet med min Farfars sidste tid og jeg ville ikke havde haft samme mulighed for at være hos ham.

Hvor var det bare skide godt vi gjorde det!

Svale skal vaccineres igen om 3 ugers tid for at være sikret immunitet. Det er heldigvis ikke et problem, Svale er nemlig rimelig rå når det kommer til at blive vaccineret og vil gå meget langt for et farvestrålende plaster og en slikkepind 🙂

 

 

En farfar fattigere

Processed with VSCO with hb2 preset

I morges forlod den gamle veteran os og jeg er dermed blevet en farfar fattigere.

Det er en lettelse at han endelig fik fred efter 11 dage uden vådt og tørt og det var den vej det skulle gå. Samtidig gør det uendelig ondt.

Jeg har altid haft en ide om at det er nemmere at miste en der er gammel, nemmere at sige farvel og nemmere at give slip på det der var. Men nu erfarer jeg at det bestemt ikke er sådan det hænger sammen. Sorg er sorg og savn er savn, uanset alder. Sorg er hjemløs kærlighed, skrev min søde veninde Ida til mig den anden dag. Hun har ret, det er lige præcis sådan det føles, tungt, smukt og ubærligt på en og samme tid.

Selvom jeg har vidst at det var et spørgsmål om dage, faldt min verden sammen i morges, da min far ringede og sagde at det var slut. Jeg havde valgt at tage en nat væk fra plejehjemmet og det føltes fjernt og uvirkeligt at få beskeden i telefonen.  Tårene vældede op i øjnene imens jeg tænkte over at jeg på en eller anden mærkelig måde, havde haft et lille ønske om at det her ikke ville ske, at den bevidstløse mand ville vågne op igen og bede om et stykke kage og en kold øl. Det gjorde han selvfølgelig ikke, han forlod os i en flot alder af 99 år, med et glimt i de gamle øjne, til det allersidste.

Det var en surrealistisk morgen, for tingene skal jo gå sin vante gang, selvom det i mit hoved føltes som om verden var gået i stå.

Imens Svale sad og prøvede at få sine strømpebukser på opdagede hun at jeg var ked af det. Jeg fortalte hende at det var fordi oldefar var død og i det samme bredte der sig et stort smil over hendes lille ansigt og hun sagde: “Så er oldefar jo taget op i himmelen og nu hedder han Hr. Hus og drikker kaffe i skyerne med Lulus oldefar der også hedder Hr. Hus. De skal altså passe på at de ikke stikker sig på stjernerne!”

Jeg smilede til hende imens gråden og realiteten pressede sig på. Jeg smed de lyserøde strømpebukser, søgte ly på badeværelset og græd og græd og græd.

Det var et under at jeg kom ud af døren med de to krabater og det har været en lang dag på arbejde. Der er blevet trillet et par tårer, men mest af alt er jeg glad for at han fik fred. Om lidt skal jeg mødes med mine søstre og drikke en gravøl, før jeg skal hjem og kramme mine spilopper og give dem alt det nærvær og omsorg de er gået glip af de sidste par uger, fordi den gamle oberst har haft mere brug for det.

Livet er en mærkelig størrelse og det er døden også. Solen står op igen i morgen, livet går videre, bare ikke min elskede farfars.

Hvil i fred du gamle.

Kom vi afsted?

fullsizerender-52

Ja vi gjorde så!

Jeg besluttede efter mange lange overvejelser at følge planen og tage til Budapest med Sune.

Aftenen inden vi rejste sagde jeg endeligt og kærligt farvel til min døende farfar, velvidende at det var sidste gang jeg så ham. Kyssede ham, strøg hans hår, hviskede til ham i mørket og kneb et par tårer. Det var tungt og det var svært, men da jeg cyklede hjem i den regnvåde nat, følte jeg oprigtig ro i min beslutning.

Vi tog afsted og det var faktisk en lettelse, en stund, at være befriet fra det vakuum, vi som pårørende de sidste 7 dage har befundet os i. Det har været et trykket vakuum, men det har faktisk også været hyggeligt og rigtig godt for vores famile og gjort os tættere. Hvornår har man ellers tid til at være sammen i utallige timer hver dag, aften og nat og bare sludre om løst og fast, sjovt og alvorligt og sove sammen. Vi har faktisk hygget os og grinet en del.

Inden vi rejste aftalte jeg med min far, at han ville sende mig en besked så snart døden var indtruffet, men ved i hvad, den kom aldrig.

Det er helt utroligt, men i aftes sad jeg hos min farfar igen. Respirationen er gået ned af bakke og det er et spørgsmål om kort tid, før det er endeligt forbi. Den gamle oberst spiller os vidst et sidste pus, demonstrerer sin styrke eller i virkeligheden er han måske bare en vaskeægte superhelt, der ikke er sådan lige at slå ihjel?

I aften sover jeg hos ham igen og lytter endnu engang til det sagte åndedræt, men hold op hvor vil jeg ønske at hans snart får fred.

Sune og jeg nød faktisk vores weekend på trods af omstændighederne. Der blev talt meget om min farfar og døden i sig selv, men det var faktisk muligt at slappe af og være tilstede. Vi har grinet og kysset mere, end vi tilsammen har gjort, siden vi fik Wilder og vi har begge så optur over vores weekend og fantastiske Budapest. Lur mig om der ikke kommer et lille indlæg om turen og tips i nærmeste fremtid.

 

Kan jeg rejse fra en døende?

image

Jeg er i syv sind. Min søde Farfar er her stadig, fanget i et limbo imellem liv og død.

Imorgen skulle Sune og jeg egentlig rejse på kæreste-tur til Budapest, men jeg er fuldstændig splittet indeni?

For, kan jeg det?

Mentalt er den gamle oberst væk. Han sover tungt og vil aldrig vågne igen. Kroppen derimod nægter at stå af, hjertet slår og der er fortsat en sagte respiration. Han ligger i skrivende stund i sin fine lyseblå skjorte med perlemorsknapper og bliver aet på hovedet af min søster. Her er fuldt hus og det vil der være til det sidste. han får så uendelig meget kærlighed.

Jeg vil på den ene side virkelig gerne afsted med Sune, vi har begge glædet os i flere måneder og levet på vores snarlige flugt, hver gang tingene har været ved at brænde sammen. Vi trænger til at pleje vores forsømte kærlighed og børnene glæder sig til  at komme på mini-ferie i min mors sommerhus.

Jeg har heldigvis været rigtig meget hos min søde Farfar. Jeg har tilbragt alt min fritid her og jeg har sovet hos ham hver nat, siden han er blevet erklæret terminal. Det har været hårdt at se ham syne hen dag for dag, men det har også været dejligt at være tæt på ham. Jeg har hver nat ligget og lyttet til hans hæse åndedræt der for mig er ganske dyrebart, da det er en lyd jeg snart aldrig vil komme til at høre igen.

Mit hjerte er tungt som en elefants. Jeg kan næsten ikke bære at jeg ikke skal holde hans hånd varme hånd igen, stryge hans grå hår og lytte til hans rolige åndedrag. Men i bund og grund handler det om, om jeg selv er klar til at tage MIN afsked med ham! Om jeg kan sige MIT eget farvel, der måske bliver før hans og om jeg vil kunne nyde vores tur, på trods…….?

Snart cykler jeg hjem og kysser mine børn og pakker en taske, som jeg ikke ved om kommer i brug eller ej. I aften sidder jeg hos min farfar igen.

Gid han snart må få fred.

Så kommer sorgen, men den må godt komme med på tur.