Må man få huller i ørerne som 5-årig?

Svale har ønsker sig huller i ørerne i uendelig tider. Hver aften, er det så sikkert som amen i kirken, at hun spørger: “Hvornår må jeg egentlig få huller i ørerne?” Og hver aften får hun det samme svar: “Når du bliver 10 år”. Jeg tror det er 1 ½ år siden hun spurgte for første gang og både Sune og jeg har været ret enige om at det ikke skulle ske en dag før.

Svale har i de sidste par måneder klippet små bidder af klistermærker og klistret dem på øreflipperne hver morgen, hun har også limet palietter på med en limstift og hvis der hverken har været klistermærker eller palietter inden for rækkevidde, har hun, meget koncentreret og med tungen lige i munden, tegnet mere eller mindre flotte øreringe på sig selv.

Det har virkelig været et brændende ønske, men problemet har været, at jeg ikke synes det er særlig pænt til små piger med øreringe! Når Svale har spurgt mig hvorfor hun ikke bare kunne få dem nu, har jeg svaret hende, at det er fordi jeg synes det er virkelig dårlig stil. “Jeg synes altså det er god stil”, svarer hun så med et bestemt blik og så står vi der og glor stædigt på hinanden. Da hun den anden dag spurgte hvornår jeg selv fik  huller i ørerne, kom jeg i tanke om at min egen mor, var præcis ligesom jeg selv og det endte med at min storesøster Rikke, sørgede for at jeg fik mit ønske indfriet. Det skete ved storkespringvandet i en gadebod imellem sølvsmykker og Bob Marley armbånd – jeg var 9 år og det var bare lykken!

Den anden aften kiggede Sune og jeg på hinanden og blev enige om at smide vores principper på porten og give pigen lov. Hun fik julelys i øjnene da vi fortalte hende det og lørdag morgen tog vi ned i guldsmeden i Allerød, hvor Svale valgte et par fine rosa emaljehjerter og fik dem skudt i, uden noget brok. Jeg må indrømme at det faktisk klæder hende rigtig godt og det er slet ikke særlig dårlig stil! Hun renser selv med klorhexidin 2 gange dagligt og går meget op i at vaske hænder inden hun piller ved dem. Svale er lykkelig og hun glæder sig allerede til om seks uger, hvor vi skal ned og købe nye øreringe til hende. Jeg synes hun skal have små sølv-øreringe med emalje som disse mariehøner, Svale selv ønsker sig allerede hængeøreringe, men der går grænsen, det kan vi tale om, om 10 år 🙂

 

en rædselsfuld sommer i bakspejlet og en bedre forude

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Jeg prøver at glæde mig, men inden i er jeg fuld af angst. Minderne om sidste sommers tragedie kører på fuld hammer og angsten ligger lige under overfladen hele tiden. Varmen minder mig om sidste sommer og når jeg lukker øjnene og sætter mig i solen for at nyde dens stråler, begynder død og ulykke at køre på repeat og jeg går indenfor igen. De varme nætter, hvor det er svært at sove tager mig ligeledes tilbage til Spanien, til de søvnløse nætter efter ulykken, hvor jeg  kastede mig rundt i sengen i lagener der var fugtige af sved og tårer, hvor jeg befandt mig i en plagefuld tilstand af chok, vrede, magtesløshed og sorg , en tilstand der mest af alt, lænede sig op ad sindsyge. Den sommer var den værste i mit liv og det at skulle på sommerferie igen, får alt det grimme til at blusse op.

Bare ordet sommerferie provokerer min angst, jeg er faktisk grædefærdig over at det er nu, selvom jeg også glæder mig, glæder mig til at være sammen med Sune og børnene, glæder mig til at slappe af. Det er et sandt kaos inden i og følelserne stritter i alle mulige retninger. Jeg prøver, så vidt det er muligt, at styre mine tanker. Fortælle mig selv at det her er en ny ferie, en ferie hvor vi skal noget andet, en ferie hvor ingen skal dø, en ferie der ikke er farlig, en ferie, der hvis jeg formår at hanke op i mig selv, kan blive rigtig dejlig!

Men, det er ikke helt nemt, for alt hvad der minder mig om sidste sommerferie, trækker et blodigt spor tilbage til min fars død, tager mig tilbage på ulykkesstedet, tilbage til alt der skete i min krop, både fysisk og psykisk, i det øjeblik jeg så ham død, i den smadrede bil. PTSD symptomerne blusser op og jeg prøver virkelig at holde hovedet koldt, ved ikke at give efter for angsten, men face det svære, være i det, tænke på det, selvom det er helvedes ubehageligt. Så snart jeg undviger, kommer det hele alligevel væltende i mareridt, flashbacks og utidig opførsel, så det kan ikke betale sig, ikke at kigge det grimme i øjnene.

Og der er rigtig meget grimt at kigge i øjenene, det er småting, men det er dem som får læsset til at vælte. Jeg kan fx. ikke tåle at se på de kufferter vi havde med på ferie sidste år og synet af de flade badedyr der svømmede uskyldigt rundt i den spanske pool før og efter ulykken giver mig kvalme, selv børnenes spraglede svømmeveste, de så lystigt legede i, har jeg lyst til at smide ud. Bare det at pakke, at skulle tage sommertøj ned i en taske, føles helt forkert, jeg gør det alligevel, men det er igen med trykken for brystet og tårer i øjnene og jeg kan godt lade sive, at det er ret tilfældigt hvad der kommer i de tasker. Og så brød jeg helt sammen i går, i bilen på vej til arbejde, da det gik op for mig at tour de france starter denne weekend. Min far elskede touren og i ugen op til hans død, var han fast inventar på sofaen i det spanske hus vi havde lejet, hvor han lå og så cykelløb og var rigtig godt tilfreds. Jeg kan ikke holde ud at han ikke skal følge med igen i år, jeg kan ikke holde ud at han ikke er, ikke holde ud at han er død, ikke holde ud at vi ikke skal holde sommerferie med ham igen i år, som vi plejer at gøre.

Det er uretfærdigt! Men livet er ikke retfærdigt og jeg har igennem det sidste år øvet mig i at leve videre. Jeg synes det går bedre , det har ligefrem gået godt i perioder, men lige nu, der kysser jeg atter jorden. Men modsat tidligere i min sorgproces, ved jeg, at jeg godt kan klare det her. Det er så vanvittigt at være så skrøbelig og føle sig så stærk samtidig, men det er altså sådan det er! Den 21. juli er der gået et år og Anne, min fars enke, holder en mindehøjtidelighed for ham, dagen før, hvor hans nærmeste venner og familie er inviteret og hvor min fars farvestrålende liv skal mindes, men også fejres med god mad, vin og massere af hygge – lige i hans ånd. ! Jeg er mig fuldt bevidst om at dagene fra nu af til den 21. bliver svære, at selvom sommerferien burde være rar og let, er den tung og svær for mig i år. Jeg kan styre min tanker i nogen grad, men jeg kan ikke forhindre dem i at flyve tilbage til sidste års ferie – på godt og kærligt, men mest på ondt og ulykkeligt – det er OK. Livet skal jo leves videre og jeg er lige så langsomt ved at finde mig selv, mit nye selv, som er stærkere, klogere og dybere end før og jeg kan på en måde rigtig godt lide den nye mig, hun er sej, hun er ærlig og hun er et mere alvorligt menneske som i den grad har fået værdierne på plads.

Vi kommer ikke uden om det. Idag kører vi på sommerferie og jeg tror at vi har fået stablet en god en af slagsen på benene. Vi skal for første gang i mange år ikke syd på (heldigvis). Vi skal derimod to uger til Sverige, være i skoven, fiske og bare være sammen, helt uden de store planer. Vi skal gå ture, trække skovjordbær på græsstrå, bage kardemommeboller efter min farmors opskrift og bade i skovsøen mens aftensolens stråler eller i silende regn – det er ligemeget, bare vi er sammen. Vi har det så dejligt når vi er i Sverige, jeg føler mig tæt på min far der, i den lille hytte, hvor jeg har været med ham utallige gange som barn. Det er også der han er begravet, på kirkegården i Tingsryd. Jeg planlægger at købe smukke sommer- stauder, som jeg vil plante på hans grav, så de kan blomstre igen, år efter år. Jeg vil tage det sure med det søde, det lykkelige med det ulykkelige og ellers bare holde skruen i vandet så godt jeg formår, der er ikke andet for. Snart har jeg passeret et år uden en far, det er flot klaret. Jeg går og jeg står, jeg lever og jeg elsker! The show must go on – og det skal nok blive en fin sommer.

God sommer til jer derude, må i få en vidunderlig en af slagsen <3

 

 

 

 

 

En yndig sag

Hjemme hos os går det stadig et skridt frem og to tilbage, men så går det også lige pludselig tre skridt i den rigtige retning og hvis jeg kigger tilbage gennem de seneste måneder, så går det helt klart bedre. Det er nu over 10 måneder siden jeg mistede min far og sorgen er fortsat kolosal. Nogle dage er den dyb og sort og den river i mit indre, men andre dage tager den en helt anden form og kan forekomme mig varm og kærlig og jeg får en rar følelse af at min fars kærlighed lægger sig om mig, som en stor og rar beskyttende dyne. Sorgen er sin egen, jeg kan ikke styre den, og samtidig er den jo også min, og jeg kender den, dag for dag, bedre og bedre og er på min egen måde, ved at finde min vej. Det er en sorg som er blevet mere stille, som ikke kræver lige så meget gråd og påstyr, men stadig fylder som bare pokker, lige under overfladen. Sorgen er også grunden til at bloggen har stået lidt stille. Jeg har bare brug for at omfavne begge sider af den og give mig selv ro og plads til at finde mig selv igen!

Når sorgen river på den slemme måde, så griber jeg fortsat strikkepindende. Det giver mig ro, mit tankemylder holder pause og jeg tænker bare på mit strikketøj og det smukke jeg er ved at skabe. Lige nu er jeg ved at strikke denne yndige sag, med muslingemønster, til Svale. Den ser lidt kompliceret ud, men det er den faktisk ikke og jeg er jo nybegynder, så her kan de fleste altså følge med. Opskriften er fra strikdet, hvor der også er så mange andre fine opskrifter der frister. Modellen hedder clamsweater og det aller bedste er, at der udkommer en opskrift til voksne i slutningen af måneden – jeg glæder mig og det kribler allerede i strikkepindende. Jeg har strikket Svales clamsweater i cotton merino fra drops i farven pudder og en enkelt tråd silk mohair i lys rosa også fra drops. Jeg køber altid mit garn online hos yarnliving.dk, hvor der ofte er tilbud og garnet bliver leveret til min dør dagen efter jeg har klikket det hjem!

Jeg vender snart tilbage, det lover jeg. Jeg har så ufattelig meget på hjertet.

 

Kram Louise

 

 

En speciel arv

 

Et bord fuld af frø til alverdens træer og planter. Det er en af de ting jeg har arvet efter min far. Han elskede planter og kunne hvert et navn på både dansk og latin og elskede hvis han kunne brillere med lidt plante-snak. I den store stue i mit barndomshjem, var der vinduer fra gulv til loft, og der groede min far sin helt egen urskov under specielle varme og lyslamper. Jeg husker tydeligt hvordan han hyggede sig med at gå og nusse om sine planter, han sprøjtede dem nænsomt med en lille lysegrøn forstøver med messinghåndtag, mens han beundrede dem med en rolig, men alvorlig mine. Jeg tror det var hans måde at slappe af på, komme lidt væk fra den travle hverdag som læge og familiefar og bare være sammen med sine planter. En gang om måneden dumpede “kaktusser og andre sukkulenter” et medlemsblad for kaktus-elskere ind ad brevsprækken og det blev studeret nøje. Min far tog altid plante-stilkninger, et stykke af en kaktus eller løjerlige frø med hjem fra alle verdenshjørner når han var ude og opdage verden, som han så ofte var. Og dem sidder jeg så og kigger på nu.

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre med frøene og jeg har ingen ide om hvor lang tid de har stået på min fars reol, men jeg tror det er længe. Men de har stået tørt og ved stuetemperatur. Der er frø til baobabtræer, brasilianske silketræer og utallige frø med flotte latinske navne, som når jeg googler dem, er fuldstændig ukendte for mig, men meget eksotiske og virkelig flotte

Jeg har læst mig frem til at frø ikke holder så lang tid. De fleste er bedst før 2 år og er helt ubrugelige efter 10 år, men jeg aner intet om det og derfor vil jeg alligevel prøve at plante dem og se hvad der sker. Det er højst sandsynligt ikke planter der kan leve her, men jeg gad mega godt at få bare et par af dem til at spire og gro i mit drivhus. Mit drivhus der mangler to ruder, er gråt af skidt og lige nu bliver brugt som cykel-skur….Men det skal der laves om på, for jeg er sikker på at min far, et sted fra det høje, vil synes det er alle tiders, hvis jeg får et par af de her krabater til at gro.

Nu har jeg lagt et par af de mest spændende frø til en “spireprøve” på noget vådt køkkenrulle, dækket det over med film og sat det under vores radiator. Tænk hvis det virker, jeg er meget spændt!

Så…..hvis der er nogen af jer derude der har forstand på frø, holdbarhed eller tips og tricks til hvordan jeg skal få dem til at spire, så tager jeg imod med kyshånd.

God søndag til jer. kram Louise

I sorg – velsignet og forbandet på en og samme tid.

 

Solen skinner, forårsblomsterne pibler op i min have og kirsebærtræet er lige på nippet til at blomstre. Udenfor er det hele så friskt og let, men indeni er jeg helt tung. Jeg er splittet. For denne tid er så livsbekræftende, men samtidig minder alt det levende mig om at min far er død. Solen skinner på mig, forårsvinden kærtegner min kind, men aldrig mere hans. Det er så let og det er så tungt.

Solskin og forår er skønt. Samtidig står mit humør pludselig i skærende kontrast til menneskerne omkring mig. Der er intet som forårslyset der får folk til at smile. Den mørke vinter passede bedre til mit humør, men jeg prøver. Vi spiser is i haven, vi har pudset drivhuset, vi planlægger hvilke grøntsager vi skal plante. Vi går ture ned til engen og samler sten i den orange aftensol. Jeg lever for mine børns milde latter, når de svinger sig i gyngen ved engen og for følelsen af deres  små beskidte hænder i mine, på vejen hjem. Mit tunge følsomme hjerte, banker for dem og gud ved hvor jeg var idag, hvis ikke jeg var deres mor. Jeg føler mig velsignet og forbandet, på en og samme tid.

Det er snart 9 måneder siden jeg mistede min far og det føles stadig som var det igår. Og alligevel var det slet ikke igår, for savnet er kolossalt. Min hjerne er, trods min øjne var vidne dertil, først nu begyndt at forstå, at min far virkelig døde i den rædsomme ulykke. Jeg tænker på den utallige gange dagligt og alligevel er konsekvensen først ved at blive konkret for mig nu. Foråret kommer, så kommer sommeren, men min far kommer ikke igen. Min verden er forandret og jeg mangler ham hver dag. Jeg græder hver dag, men jeg smiler også hver dag. Nogle dage griner jeg. Jeg tror det går den rigtige vej.

Jeg nyder duften af det nyslåede græs i min have, samtidig fælder jeg en tåre over at min far ikke skal opleve den duft igen. Jeg græder over at han ikke skal være sammen med os i vores have i Blovstrød, i det hus han hjalp os med at købe, fordi han synes det var så perfekt og ligger i hans barndomskvarter. Det havde han sådan glædet sig til. Der er så meget af ham og hans historie omkring mig og det bliver med tiden garanteret rigtig godt. På Svales første dag i mini-SFO på Blovstrød skole, var jeg så stolt og spændt, men hvor ville jeg gerne have delt det med ham. Min far gik selv på Blovstrød skole som barn og vi sad i selvsamme lokale, som han blot et par uger før sin død, udpegede da vi var ude at gå tur “Derinde sad jeg og kiggede ud da jeg gik i børnehaveklasse, er det ikke sjovt og om lidt sidder lille Svale og kigger ud af samme vindue?” sagde han og fik tårer i øjnene af glæde. Det er så kærligt og det er så trist, og om aftenen græd jeg i fortvivlelse, i vildt savn og lidt i stolthed og glæde. Hvor ville jeg ønske vi bare en gang, kunne hente hende der sammen.

Der er for tiden ikke en glæde, uden den er fulgt af et savn. For hvor ville jeg gerne dele alt det her med ham. Jeg har været sygemeldt i 4 måneder og gået i behandling for PTSD, men sidste mandag startede jeg igen på job. Da jeg fik fri, var jeg lettet, jeg klarede det og det første jeg havde lyst til at gøre, var at ringe til min far og fortælle ham om det. Jeg greb efter min telefon i lommen, og midt i et ellers godt øjeblik, ramte sorgen mig igen, for man kan ikke ringe til en død far og en død far kan ikke være stolt. Heldigvis holdt min mor klar på sankt hans torv og inviterede mig på frokost og en gåtur på stranden og hun var stolt. Det er som om hun aldrig bliver træt af at tale om min far, hans død og min sorg, hvor er jeg heldig.

Alt den sorg og alt den glæde der også er i livet, stritter i to forskellige retninger, men bliver kogt sammen til stemningen i mit liv. Det er svært at bedømme om det er godt eller skidt, det eneste jeg ved er, at det er følsomt og at et smil på læben ofte avler en tåre i øjet. Det er på sin vis også smukt, selvom det ikke er let. I morges sang solsorten sin morgensang uden for mit åbne vindue. Jeg tænkte atter på min far, på at han aldrig skal høre denne smukke solo igen, men det skal jeg og glæden ved den er fortsat stor. Jeg synes solsortens sang er smukkere end nogensinde før, det er foråret også, jeg føler mig velsignet over hver en knop på mit æbletræ og selvom om sorgen skygger for noget af det smukke, finder jeg en helt særlig tryghed i at naturens cyklus fortsætter.

Nu er det weekend. Den skal også bruges i haven og sammen med de små. Vi skal bare hygge os, bage boller, lege og have besøg af min mor og min søde niece Wilma og samtidig skal jeg tænke en masse på min far og savne ham lidt, det skal nok blive godt.

Rigtig god weekend til jer.

 

Kram Louise