Fra lortemor til hønemor

At føle sig usikker og genert er ikke så rart.

Det er et tema der gentager sig hos os disse dage. Svale er en forsigtig pige, der har brug for ekstra støtte og tryghed, især ved nye ting og forandringer. Og der er rigtig mange ting i Svales lille liv der har ændret sig og hun er blevet kastet ud i en masse nye situationer som der har været svære for hende. Jeg er ikke altid lige god til at tackle hendes genert og usikkerhed og ender alt for ofte med at blive utålmodig og irriteret og kommer også nogle gange til at skælde ud, i stedet for at møde hende i det. Og det er nok det sidste der hjælper! Men i løbet af den sidste uges tid er både Svale og jeg ved at blive mere trygge ved hendes usikkerhed og jeg føler faktisk at jeg på det plan er ved at blive en væsentlig bedre mor.

I onsdags skulle Svale til discofest med alle sine kammerater fra børnehaven og hun glædede sig. Herhjemme fik den hele armen med palliet-kjole, pels-hårbøjle og fransk fletning, hun glædede sig helt vildt. Da jeg kørte hende derhen, gik det pludselig op for hende, at jeg ikke skulle med til festen og hun begyndte straks at græde. Vi ankom og der var gang i den, discokugle, høj musik, balloner. Forældre blev bedt om at forlade festen, men Svale nægtede at sætte sig til bords med de andre børn og hylede og skreg og sprællede. Jeg prøvede mange gange, men den gik ikke, jo mere jeg prøvede at parkere hende ved bordet, jo mere kæmpede hun imod. Jeg blev irriteret. skrap og upædagogisk og sagde at så måtte vi gå hjem. Svale blev ked af det på den stille måde og vi satte os i siden af salen. Svale nippede til et stykke pizza imens hun skiftevis græd og brokkede sig over at det var en dårlig fest. Jeg blev rimelig træt af situationen og jeg besluttede igen, at vi måtte gå hjem hvis hun ikke havde lyst til at være der. De andre børn havde rejst sig og var begyndt at danse rundt og have det sjovt. Jeg gav hende en sidste chance til at hygge sig og hjalp hende over til nogle veninder som rigtig gerne ville danse med hende, men i sekundet jeg vendte ryggen til sagde det svup og Svale hang hylende om mit ben igen. “Jeg vil ikke være her uden dig mor, skreg barnet og jeg sukkede, satte mig på hug og krammede hende. Jo mere jeg prøvede at få hende af mig, des mere klæbrig og hylende blev hun, på den ikke så nuttede måde. Men i det øjeblik besluttede jeg mig for at droppe den kamp. Det øjeblik var ikke tiden til opdragelse eller skrappe-mor, men tiden til at Svale skulle have en god opleves og gå tilfreds og lidt stærkere end før fra festen. Jeg vidste at det var den rigtige beslutning, da jeg så lettelsen i hendes brune øjne, hendes krop slappede pludselig af, hun smilede og forsvandt i mængden af børn. Jeg gemte mig væk i et hjørne af salen og legede jeg ikke var der og så sad jeg ellers der i 2 timer og fik mig en på opleveren. Svale og jeg gik begge glade derfra.

Torsdag morgen var der afsked i børnehaven. Jeg blev helt rørstrømsk. Tænk at min lille pige var blevet så stor. Tænk at den trygge børnehave-tid er ovre. Svale ville straks hjem igen, da vi ankom til børnehaven hvor der var fælles morgenmad og der var efter hendes mening ALT for mange mennesker. “Jeg kan ikke lide når de kigger på mig” sagde hun igen og igen. Vi fandt et hjørne ved siden af en ny veninde og lige så langsomt voksede Svale i det. Hun optrådte med en sang sammen med de andre børn, helt rød i kinderne og med vigende blik, men hun gjorde det! Jeg blev simpelthen så stolt at jeg var tæt på at knibe en tåre.

Fredag startede Svale så i mini-SFO. Jeg havde regnet med at tage derhen, være der en times tid og så hente lidt tidligere end sædvanligt. Men den gik ikke. Og til disco-festen lærte jeg jo en mor-lektie: Jo mere jeg prøver at komme væk, jo mere krampagtig prøver mit barn at holde fast i mig – altså må jeg blive til mit barn er i stand til at give slip. Og det var mit barn overhovedet ikke klar til. Så jeg tog en hel dag med Svale i mini-SFO og det var godt givet ud. Jeg besluttede mig at se bort fra alle de ting jeg skulle have ordnet og i stedet for at blive frustreret, som til festen, omfavnede jeg dagen og lod det hele gå i Svales tempo. Det var dobbelt-fedt for det gav Svale den tiltrængte tryghed og det gav mig følelsen af at give min datter det hun har brug for. Det undrer mig at jeg nogle gange har så svært ved at mærke hvad hendes små behov er! Måske er det fordi jeg i virkeligheden har for travlt og ikke giver mig tiden, fordi alt muligt praktisk og alt det som skal nås står i vejen for mit klarsyn? Og det burde det jo ikke, for en tryg start på hendes nye skole-tilværelse er sgu da vigtigere end både arbejde, vasketøj, indkøb og alt muligt andet. Desuden var jeg selv et forsigtigt barn, det havde jeg bare lige glemt, fordi jeg ikke er så forsigtig som voksen. Det hjælper mig lidt i min forståelse af Svale, at mindes min egen barndom, og huske hvor genert og usikker jeg var, og hvor svært det var med nye ting og mange mennesker.

Mandag gik Svale og jeg sammen i mini-SFO igen. Jeg fulgte Svale ind og derefter satte jeg mig på gangen og strikkede, så hun vidste jeg var der og kunne føle sig tryg, samtidig med at hun kun habituere. Efter en time kom hun ud og sagde at hun gerne ville hjem. Vi talte dagen igennem og jeg fandt ud af, at grunden til hun gerne ville hjem, var at hun ikke havde lyst til at slå katten af tønden. “Jeg kan ikke lide når de andre børn kigger på mig” sagde hun. Vi fandt en voksen og aftalte at det var helt OK at kigge på til fastelavn. Svale gav slip og vi aftalte at jeg hentede hende lige efter spisefrikvarter. taktikken virkede, selvom hun var lidt mut. Da jeg hentede hende 2 timer efter var hun tilfreds, men ville også meget gerne med hjem.

Her de efterfølgende dage har hun været der selv. Jeg henter hende tidligt og for hver dag der går vokser hun mere og mere. Det er så dejligt at opleve hvordan hun blomstrer og tør at give slip, når hun får sin tid og den rette mængde omsorg.

Jeg tænker igen på den dag i spanien, hvor Svale havde rendt i røven på mig i en uge og jeg var ved at få pip, hvor min far gav mig sit sidste gode råd: “Nyd din lille hale så længe du har den, før du ved det er den væk….”Til discofesten følte jeg mig som en rigtig lortemor, der brugte trusler om at gå hjem og var skide irriteret og virkelig skrap på den ufede måde. I mini-SFOén er jeg måske lidt af en hønemor, men fordi jeg normalt ikke er så høne-agtig, omfavner jeg min indre hønemor og lader hende nyde sin hale – for snart er den måske væk…

Det sker så meget nyt og det går alt for stærkt!

Det er sket SÅ meget herhjemme og derfor har bloggen stået lidt i bero. Tiden går alt for stærkt og jeg er tæt på at tabe pusten. Wilder er flyttet børnehave til en ny stor nybygget institution her i Blovstrød. Han er rykket over sammen med et par venner og nogle kendte pædagoger, men jeg har alligevel kunne mærke på ham at det ikke har været helt let. Han er blevet sværere at aflevere og beder ofte om en kort dag, men jeg synes han klarer det rigtig godt og han er en robust lille basse, så det skal nok blive nemt igen, når han bliver vant til det nye sted.

Svale har sagt farvel til børnehaven og hej til mini-SFO. Det er altså virkelig store tider. Hun er modsat Wilder, en lille forsigtig mus og nye begyndelser er altid svære for hende. Vi har taget den i ro og mag, hvilket vi jo heldigvis har mulighed for, da jeg fortsat er sygemeldt. Det har jeg virkelig været taknemmelig for, for det gør ondt i navlestrengen hos både mor og barn. Idag har hun været der for første gang alene et par timer, de andre børn har slået katten af tønden, Svale har kigget på, det er ikke helt nemt med alt det nye. Nu er vi hjemme og vi regnvejrshygger og drikke te og spiser fastelavnsboller, inden vi henter vilde Wilder.

I weekenden har vi holdt fastelavn for mine niecer og nevøer, det gik rigtig fint, men hvad der er knapt så fint er at både vores fyr og vores bil er brændt sammen. Det er næsten ikke til at overskue. Om lidt kommer der en gas-mand og forhåbentligt fikser han fyret så vi ikke længere skal fryse om fødderne og vi kommer desværre nok ikke udenom at skulle købe en ny bil meget snart. Og det er ikke sådan lige kan jeg godt fortælle jer. Fordi for mig er en bil en tingest der skal tage os fra A til B, være sikker og helst ikke skal koste alverden, for Sune er en bil noget ganske særligt og han går ikke på kompromis. Ergo kommer enighed omkring den beslutning ikke til at være særlig nem.

Jeg går fortsat i terapi og det går stadig fint fremad. PTSD symptomerne er faldet til under det halve og  jeg ligger nu i en scala der hedder let depression og jeg kan virkelig også mærke det lysner yderligere. Jeg er begyndt at få mere energi og have lyst til flere ting end jeg havde for bare 2 uger siden. Jeg savner min søde far hver dag og hjertet smerter af savn og hjemløs kærlighed. Men livet leves, vi planlægger sommerferie og ture i cirkus og det føles dejligt at have lyst til at planlægge små ting i fremtiden og glæde sig til dem. Små glæder er store glæder hos os, for glæde er ikke en selvfølge på Kløvervej 4.

pompomér til fastelavnsriset

Herhjemme er vi i fuld gang med at kreere pynt til årets fastelavnsris. Jeg troede at fastelavn lå her midt i februar, men nej, ikke i år, det er først fastelavn 3. marts! Men så er vi i gang og det er godt, for den skal have gas i år.

Siden jeg var barn har jeg elsket fastelavn, jeg synes der er noget magisk over fastelavnsfesten, hvor man kan være lige den man ønsker for en dag.  Jeg er også vild med at man skal banke sine forældre op fastelavnsmorgen mens man skråler ” boller op, boller ned”, og så er jeg tosset med farvestrålende pynt og griber enhver lejlighed til at folde mig ud i den genre og der er fastelavn ingen undtagelse. Fastelavn er et overflødighedshorn af farver, konfetti, palietter, fjer, slikkepinde, kattekonger og dronninger, det er grin, det er larm, det er fantasiens fest.

Jeg er endelig et sted hvor jeg begynder at have lidt overskud til at være mig selv igen og til at være mor. Jeg elsker at lave krea-ting med Svale, så det er virkelig dejligt endelig at have energi og ikke mindst lyst, til at lave den slags sammen. Når jeg kigger på hendes små fingre der nænsomt folder silkepapiret, imens tungen stikker næsten ned til hagen, af bare koncentration, bliver jeg glad helt ind i hjertet. Hun gør sig så umage og hun gør mig så stolt og jeg bliver mindet om at livet er varmt og kærligt selvom jeg befinder mig midt i sorgens skygge.

Netop derfor har jeg også brug for fastelavn, eller retter sagt for glad pynt. Jeg vil overmale sorgen med regnbuefarver og bare være legende let for en stund. En stund med klip og klister, hygge, smil og så lige et lille glas rosé. Jeg drømmer om at have en kasse med flot fastelavnspynt man kan tage frem igen og igen, år efter år, så til denne fastelavn er planen, at vi gør os lidt umage.

Igår har vi lavet mini-pompomér. De er imellem 3 og 6 cm i diameter og lavet af silkepapir. Jeg har købt en ordentlig stak i Panduro Hobby. Det kræver lidt tålmodighed at lave pompomér, men ungerne kan sagtens være med til at folde og klippe og hvis de er af de fingernemme typer også sagtens folde dem ud. Pompomén ændrer udtryk afhængigt af hvordan du klipper enderne. Du kan lade være at klippe dem, som min grønne og blå, du kan klippe dem takkede som min røde og den nederste lyserøde, eller rund, så bliver den lidt blomsteragtig, som min øverste lyserøde og den gule – der er frit slag. Jeg laver dem i 6-8 lag silkepapir og binder dem sammen med sytråd, det er smadder nemt. Jeg har set en tutorial på youtube, dog på en stor pompom, men det er samme princip, du laver dem bare så silkepapiret måler ca. 4 x 10.

En af de næste dage er planen at vi skal lave katte, spiraler, masker og kvaste. Er der andre gode ideer til fastelavnspynt, så modtager jeg dem med kyshånd 🙂

Rigtig god weekend til jer.

stort kram Louise

 

Dagene før døden

 

Det går i den rigtige retning herhjemme. Terapien bærer frugt, angst, depression og PTSD symptomer er lige så langsomt ved at fortage sig og jeg aner en rar fremtid forude. Jeg er et sted i min terapi, hvor jeg skal turde at tale om vores sommerferie, om dagene op til ulykken og skal mindes ferien uden at få hjertebanken, kvalme og svedig hud. Jeg er igang, men det er hårdt. For en ferie der var så dejlig, blev pludselig så hæslig, men nu vil jeg dele mine tanker med jer:

Jeg har det rigtig svært ved at tænke på dagene op til ulykken. Jeg tænker hele tiden på alt det jeg kunne have gjort anderledes som i sidste ende ville havde gjort at min far stadig ville være i live. De sorte tanker går helt tilbage til i vinters hvor vi bookede huset i spanien, tænk hvis vi havde fundet et andet hus? Et helt andet sted? Jeg var ikke elle-vild med det hus. Hvad hvis jeg havde sagt det højt og vi så havde booket et andet…..Aller mest ville jeg ønske at vi aldrig var taget på den ferie – men det gjorde vi og vi glædede os, for vi vidste jo ikke hvor grimt den skulle ende.

Det var tidligt lørdag morgen. Vi skulle afsted på sommerferie med hele min familie på min fars side: Mine to søstre Mia og Stine og deres mænd og børn, min far og hans kone Anne og Sune, børnene og jeg. Svømmebrillerne var pakket, humøret var i top og vi glædede os til endnu et år, at skulle holde familieferie sammen. Min far har hvert år de sidste tre år lejet et stort hus i syden og samlet os der – i år var vi intet mindre end 16.

Sune, ungerne og jeg kørte ind til KBH K hvor min far boede, parkerede bilen og mødtes med ham. Han hjalp os med at slæbe alt vores bagage hen til metroen – og der var meget, for vi slæbte autostole med. Jeg freakede nemlig ud aftenen før og ville have vores egne autostole med til ungerne, for tænk hvis vi skulle komme ud for en ulykke. Sune endte med at sige OK, selvom han mente at sandsynligheden for at der ville ske et uheld var ikkke eksisterende – for han kører jo altid forsigtigt. Det gør han – men det er ikke altid godt nok har jeg nu lært.

Vi hyggede os i lufthavnen, alle var i feriestemning, glade og forventningsfulde. Vi spiste morgenmad på lagkagehuset, grinede og hyggede os. Da vi landede i Sevilla hentede vi vores leje-biler. Jeg havde sørget for at leje en til min far og Anne. En lille Peugeot. De var meget tilfreds med den, men hvis jeg havde vist at den en uge senere skulle kollidere med en lastbil havde jeg istedet lejet en tank.

Sen eftermiddag ankom vi til huset min far havde lejet. Det var smukt. Stuen var kæmpe-stor, der var loft til kip og store hvælvede buer. I øjeblikket jeg trådte ind synes jeg der var helt perfekt, en uge senere syntes jeg det mindede om en kirke og det var et rædselsfuldt sted at være.

Vi brugte en uge på at hygge os sammen. Vi dasede ved poolen, lavede mad og kørte ture igennem solsikkemarker, imens vi beundrede det vidunderlige landskab- de takkede bjerge, olivenlundende og de lyserøde blomster der pyntede i vejkanten – jeg syntes det var så smukt. Nu kan jeg ikke tænke på noget grimmere.
En af dagene havde vi en rigtig hyggelig tur sammen, til den lille fine by Ronda der lå en times kørsel fra vores hus. Vi kiggede på butikker, spiste frokost og gik tur i den gamle bydel. Vi anede ikke at vi blot et par dage senere skulle få et helt andet forhold til den by, da Anne kom til at ligge i koma på det lokale hospital.

Vi havde en dejlig uge, en uge fuld af kærlighed.
En eftermiddag sad min far og jeg på kanten af poolen med fødderne i vandet, vi sludrede og kiggede efter de små. Anne svømmede forbi og gav ham en kærlig reminder om solcreme og han strøg hende over håret og syntes også lige jeg skulle mærke, hvor skønt hendes afrikanske sorte krøllede hår føltes. vi grinede og jeg var helt uvidende om at jeg de næste mange måneder skulle stryge det hår igen og igen, næste gang på ulykkesstedet, senere et utal af gange på hospitalet og jeg stryger det stadig når hendes tårer triller og hun er fuld af savn. Jeg betragtede min far, hans solbrændte hud, hans nakke der var ved at blive rød, hans muskuløse lægge hvor de lyse krøllede hår spillede i solen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg som barn hev i dem og grinede når jeg hev så hårdt at huden løftede sig og formede sig som et omvendt yver. Han var så fin som han sad der ved poolen. Så tilfreds.

Jeg går og er lidt ked af jeg ikke fik talt nok med ham på ferien. Jeg havde så travlt med at rende efter de små. Men min søster Stine havde siddet og haft en snak med ham en eftermiddag, hvor hun havde sagt at hun ikke følte hun fik talt nok med ham, da også hun havde så travlt med at kigge efter sine børn. Han havde svaret at netop det gjorde ham så stolt, at hans døtre var de bedste mødre.

Min far sad for det meste i skyggen, på terassen under den smukke pergola af blåregn og læste sin Femi-krimi (som Femina havde givet 5 stjerner… min far synes også den var god), drak kaffe og spiste pistacienødder. Om eftermiddagen lå han på sofaen og så Tour de France og om aftenen strålede det ud af ham hvor meget han nød at være sammen med sin familie. Han var altid den sidste som gik i seng, han sad og sludrede, drak vin og havde det rigtig godt.

Aftenen inden ulykken sad jeg på terrassen med ham. Svale havde været virkelig velcro-agtig hele ugen og fulgt efter mig konstant- også når jeg skulle på toilettet. Jeg rejste mig for at gå over til det udendørs køleskab, der stod 5 meter væk og svale rejste sig op og fulgte efter mig. Jeg vrissede af hende, at hun bare kunne blive siddende og hun blev lidt ked af det. Min far kiggede på mig og sagde: “ Ved du hvad, engang havde jeg også sådan en lille sød hale der fulgte mig overalt. Før du aner det er den væk og så kommer du til at savne den… og min lille søde hale det var dig”. Han smilede sit lille skæve smil og nulrede Svale i håret så hun blev glad igen. Jeg nikkede og gav ham ret, man skal nyde sin hale, så længe man har den. Det var det sidste gode råd jeg fik og det var et rigtig godt et! Vi puttede ungerne tidligt – det var ikke hver aften de lige nåede at få et knus af min far før de blev smidt til køjs, men den aften gjorde de. Wilder gav ham også et stort vådt godnatkys.

Stine og jeg ville gerne på marked og købe perler. Min far gad ikke, han foretrak en dag ved poolen. Vi ville gerne have ham og Anne med så vi fik lige så stille og roligt overtalt ham- mest fordi vi googlede os frem til at der også var antikviteter på markedet- min fars yndlings ting. Inden han og Sune, som oftest var de sidste to der gik i seng, gik til køjs, tændte de lyset på terrassen så firbenene også kunne have det godt og fange rigeligt med insekter. Min far havde den sødeste tankegang, altid så god mod alle – også firben.

Tænk at han skulle være væk for altid dagen efter og vi på samme tidspunkt skulle sidde på terrassen igen, en far fattigere.

Da vi vågnede lørdag morgen, var han ikke i tvivl. Han skulle med på marked. Gid han havde valgt at lade være. For denne lørdag sluttede hans liv brat. Jeg tænker så meget over det. Hvad hvis vi ikke havde fået ham overtalt? Hvad hvis jeg ikke havde sagt der var antikviteter? Hvad hvis vi havde siddet lidt længere ved morgenbordet og jeg ikke havde haft så travlt med at komme afsted? Hvad hvis dit og hvad hvis dat… livet er så tilfældigt og det er netop det som gør mig bange… Hvordan kan jeg nogensinde blive tryg og sikker igen efter sådan en pludselig og tragisk afslutning på min elskede fars liv?

Vi satte os ud i vores biler, kørte glade afsted, en dag på marked efterfulgt af en strandtur, skulle gøre godt. Vi nåede aldrig frem.

Åhhhh det er hårdt at skrive, men det er på mange måder også forløsende. Så langt så godt. Måske kommer jeg også til at kunne beskrive dagene efter ulykken, de var umenneskelige og de er endnu sværere at tænke på. Ulykken vil jeg ind til videre skåne jer for. Det var kun grimt.

Billedet er fra et par dage inden ulykken, til min niece Ayos fødselsdag. Der dansede vi limbo ved poolen og var ude at spise- han var så levende. Han var lykkelig det er jeg ikke i tvivl om. Lykkelig over sin familie, lykkelig for Anne, lykkelig for livet. Men færdig med at leve, det var han ikke og mennesker MÅ ikke dø, for de er mætte af livet. Men det gør mennesker nu en gang. Min far døde pludseligt, uanende om hvad der skulle ske, tilfreds og lykkelig, det er jeg ikke i tvivl om.

Kram L

En trist mærkedag

 

I onsdags handlede det om mit nye dessertfarvede køkken, idag handler det igen om sorgen der stadig river i mit indre. Nogle dage river den mere end andre, forleden rev den mig næsten i stykker.

For den 21. Januar var det præcis 6 måneder siden min fars død. Det var en hård dag. Jeg var skrøbelig og sårbar fra morgenstunden og jeg savnede ham noget så inderligt. En stor tung tingest stak og trykkede i brystkassen. Det føltes som om en indre morgenstjerne havde taget plads, der hvor hjertet plejer at sidde. Tænk der var gået et halvt år. Det føltes som en evighed. En evighed uden min far, uden min bedste ven, uden min daglige sparringspartner, uden ham der bar mit stærke fundament af tryghed her i verden. Et halvt år uden vores daglige telefonsamtaler, ugentlige løse aftaler hvor vi sammen hentede børnene og derefter spiste svenske kødboller ved det vakkelvorne bord i hans køkken. Et halvt år uden hans far-duft, hans skæve smil, hans visdom og hans bløde kram, hans lattermilde sind og hans faderlige omsorg. Et halvt år uden en far. Det føles som en evighed. Samtidig føles det som var det igår, jeg løb mod hans smadrede bil, fuld af håb og optisme for at opleve det værste mine øjne har set, en far med hovedet halvt revet af og døde øjne der skinnede i den spanske formiddags-sol. Et halvt år siden vi aldrig nåede på stranden. 

Den 21. Januar var også dagen hvor jeg for første gang i mit liv sad på kommunen og skulle tale om min sygemelding og lægge en plan. Jeg var virkelig nervøs. Men da jeg sad foran en rolig kvinde iført en glad blomstret kjole og et forstående blik, var det slet ikke så farligt. Jeg kvækkede min historie og hun forstod heldigvis alvoren i situationen og PTSD diagnosen og spurgte blot, hvad hun kunne gøre for mig. Jeg gik ud i sneen, der faldt tungt og tæt fra den sorte himmel, et mindfulness kursus rigere og en lille smule lettere om morgenstjernen. Jeg kørte hjem med en følelse af at være lille bitte og skrøbelig, samtidig med at jeg følte mig stor og virkelig stærk.

Sådan en mærkedag er bare ikke let. Jeg tog flere ture i følelsernes karrusel og det føltes egentlig OK. For jeg kender efterhånden turen og jeg ved den ikke varer evigt og efter gråd føles et grin endnu bedre og sådan er det nu engang med mange ting i livet. Det sure med det søde. Nu tager vi et halvt år til, i stiv arm. Det første år skulle være det hårdeste har jeg hørt de livskloge sige. Et halvt år nede, et halvt to go, det skal nok gå.

Hvis jeg et øjeblik mister troen på det, når livet river lidt for hårdt, støtter jeg mig til min yndlings Peter Plys citat: “Du er stærkere end du ved. Modigere end du tror. Og klogere end du tænker”, og så kører det lidt igen, for han har helt ret, ham Peter plys.

Nu er weekenden lige om hjørnet. Jeg er ved at få mere overskud til at være mine børns mor igen og det har jeg fejret med en tur i Panduro Hobby, hvor jeg har købt ind til at lave glade lanterner og pynt til fastelavnsris 🙂

Rigtig god weekend til jer.

Stort kram Louise