Wilder får nyt navn…….igen!

Ja, det er sandt. Wilder får endnu engang nyt navn!

Denne gang har Wilder ikke fået nyt fornavn, men han har fået det fineste mellemnavn i verden. Den lille skat hedder nu Wilder Olof. Olof efter min elskede far som hed Jens Olof Hegnhøj. Wilders nye sundhedskort er netop kommet med posten og det luner i en kold tid, at se min fars navn ved siden af Wilders. Min far var så stolt af navnet Olof, stolt af, at det ikke var Oluf ligesom så mange andre.

Svale er misundelig, hun tror nemlig lige præcis at det er Oluf og som den store frozen-fan hun er, synes hun der er dødsens tarveligt at hun ikke kan få lov til at hedde Svale Elsa.

Wilder er selv vild med sit nye navn og siger det med stjerner i øjnene, når man spørger hvad han hedder.

Sidste gang Wilder skiftede navn var det fornavnet der blev byttet ud, det kan du læse om HER. Nu er vi 100 procent sikre i vores sag og Wilder har nu det helt rigtige navn.

Wilder Olof, det er bare helt perfekt!

 

Jeg er overvældet af forståelse og varme tanker!

I varmer sgu virkelig mit knuste hjerte!

Jeg har modtaget så mange søde mails, smsér og opkald fra nær og fjern. Fra helt fremmede, fra venner, fra bekendte jeg ikke har set i årevis og selvfølgelig fra mine allernærmeste. Hvis der er noget jeg ikke føler mig, så er det ensom og hvis der er noget jeg føler mig, så er det elsket. Tænk at jeg har så stærkt et netværk, der er parat til at gribe mig, når jeg virkelig falder. Jeg er dybt beæret.

Der kan man bare se, hvad det gør at åbne munden og fortælle hvordan man har det, istedet for at gemme det i sig selv og være ensom i smerten!

Fredag blev Sune sendt på en velfortjent fisketur, for det er også en tung tid for ham og han har brug for pauser. Men vups, kom min søster Rikke forbi, med ingredienser til spaghettibolo som hun hurtigt fik bikset sammen. Hun hyggede med Svale og Wilder og lærte dem at tegne hjerter og stjerner og da Sune kom hjem, strøg hun videre til koncert. Lørdag var Svale først hos hendes bedste veninde Lulu, hvis forældre også havde tilbudt deres hjælp og senere sprang Sandra til og nappede begge ungerne til en overnatning. Sune fik mig på højkant, vi gik en tur i skoven, drak lidt kaffe fra termokande og fandt lidt kantareller. Om aftenen ringede det pludselig på døren, det var min veninde Freja. Det havde hun aftalt med Sune, fordi de begge vidste at jeg ville sige “nej tak” til besøg. Hun havde alle mulige lækkerier med: slik, the, hjemmesko til at holde fødderne varme, en “art for mindfulness” malebog og en kop hvor der stod “super mom”. Det føler du dig ikke som lige nu, sagde hun sødt imens hun nulrede mig i håret, men det er du virkelig!

Hvor heldig har man lov at være?

Sune og jeg fik en weekend for os selv. En weekend hvor jeg ikke havde dårlig samvittighed over ikke at leve op til min rolle som mor, en weekend hvor det eneste vi skulle var at slappe af.  Jeg har fået noget antidepressiv medicin som gør mig sindsygt sløv, så jeg har endelig fået sovet, faktisk både dag og nat. Sune har også fået zonet ud, det var også tiltrængt.

Jeg hænger i, selvom det er så skide tungt at det ikke er til at beskrive. Jeg orker absolut ingenting og det kræver alt energi i universet at stå ud af sengen og komme igennem dagen. At få diagnosen PTSD slog mig først ud. Men på den anden side har jeg nu et standpunkt at gå ud fra. Et standpunkt  som gør min uhyre ked-af-det-hed og manglende evne til at komme videre legal. Med den diagnose forstår jeg bedre,  at jeg ikke kan komme ud af det forfærdelige inferno af ubehagelige følelser og billeder omkring ulykken. Det er jo netop en af hovedsymptomerne ved PTSD. Nu starter jeg i kyndig behandling på torsdag og så arbejder jeg mig stille og roligt igennem denne her bunke lort, og ved i hvad? Det kan jeg godt, med min egen styrke og med så mange gode mennesker og alle de lune og forstående hilsner der pludselig popper op i mit liv.

Tak for at gribe mig, tak for jer, tak for alt den kærlighed.

Kram L

PS. I fredags da jeg var til psykolog købte jeg en gave til mig selv. Det syntes jeg at jeg fortjente. Det er plakaten i ser øverst i indlægget, et foto af to af mine yndlingsting: Blomster og øl. Den er fra Poppy Kalas og den gør mig glad.

En tung diagnose der giver god mening

Jeg sidder og ryster på hænderne mens jeg skriver dette indlæg, for der sker en del i livet og det er i den modsatte retning af hvor vi egentlig burde være på vej hen.

Her 3 måneder efter ulykken er det som om mit sind siger stop. Jeg har gået til krisepsykolog, jeg har prøvet at få det bedre, været på arbejde i snart 2 måneder og øvet mig i at se glad ud og værdsætte de lyse ting i livet. Jeg havde håbet at det med små musse-skridt ville gå fremad og verden langsomt ville blive lys og indbydende igen.

Men sådan skulle det ikke gå. I løbet af den sidste uge har jeg haft flere episoder, altid udløst af tanker om ulykken eller i situationer hvor jeg har følt mig presset, hvor jeg har fået det rigtig dårligt. Symptomerne kommer uden varsel og er voldsomme, men driver over efter 5 minutters tid.  Det er akut trykken for brystet,  halsen snørrer sig sammen, det er svært at få vejret, sveden hagler frem og pulsen dunker på højtryk i tindingerne. Når anfaldet lægger sig, kaster jeg op og græder og så bliver jeg skide bange. For hvem bryder sig om ikke at kunne styre sin egen krop og dens reaktioner?

Jeg har, fordi jeg ikke ville være en slapsvans, negligeret symptomerne. Jeg håbede det ville drive over, men istedet er det taget til. I mandags da jeg var på vej på arbejde, flød bægeret, der længe havde været for fyldt, over. Jeg havde en følelse af at alle mennesker kiggede på mig i toget, jeg blev nervøs og begyndte at svede. Da jeg stod af på Nørreport station var det som om folk råbte istedet for at tale, det larmede helt uendelig højt når folks skosåler ramte asfalten og jeg syntes alle folk gik alt for tæt på mig. Jeg tog hætte på for at holde lydene ude, men blæsten lavede en høj og hylende lyd i min hætte og selv de lette blade der hvirvlede over fortorvet havde en hæslig høj lyd når de skrabede over jorden. En cyklist cyklede over en rist som gav et smæld og så væltede alle de fysiske symptomer atter ind over mig, hjertet hamrede, jeg følte jeg blev kvalt, jeg rystede over hele kroppen og jeg var rædselslagen. Jeg følte jeg var blevet vanvittig.

Så blev jeg sygemeldt igen, fik en recept på noget beroligende medicin og lå tung som bly i sengen i et par dage.

Hvis jeg holder mig inde i mit hus er det til at holde ud, holder mig væk fra larm, fra folk, fra alt. Dagene er stille mens børnene er afsted, der samler jeg energi så jeg kan opføre mig som en mor når de kommer hjem. Men det er svært. Jeg er opfarende og irritabel. Hvis det hele går som det skal og børnene opfører sig pænt, kan jeg lige præcis trække den i land. Men hvis de fx. skændes eller råber eller farer rundt, er det som om mit hoved er på nippet til at sprænge i luften og halsen trækker sig sammen, jeg snapper efter vejret og tårerne vælter frem samtidig med jeg begynder at skælde ud. Bagefter bliver jeg sindsygt ked af det og skammer mig over min opførsel.

Det at være så opfarende og og derefter blive så sensitiv og ked af det er en virkelig dårlig kombination, for det man i virkeligheden har brug for er noget omsorg og den kan være svær at lure. Sune har heldigvis luret den. Han er virkelig en knag. Han opfordrer mig på en sød måde til at gå ind og slappe af, når han kan mærke min grænse er ved at være nået. Han laver hyggelige ting med ungerne efter børnehave og han har været til både fødselsdag og halloween fest med dem i løbet af de sidste par dage. Imens får jeg lov til at glo ud i luften og få ro. Han passer to børn og en kone og han gør det til topkarakterer.

Det der sker i mit hoved er at ulykken hvor min far omkom og minutterne før og efter, kører i et loop. Dag og nat genoplever jeg det værste mareridt i mit liv. Fra sekundet hvor det går op for mig at der er sket en ulykke, til jeg løber mod hans bil, øjeblikket hvor jeg ser hans kvæstede døde krop og minutterne efter hvor alt ramler sammen. Det kører i ring, igen og igen. Om dagen som en altoverskyggende skrækfilm, om natten i form af mareridt hvor alle de samme følelser som jeg oplevede den dag, fylder min krop og mit sind. Nogle dage er det til at være i, andre dage er det ikke til at forestille sig hvordan livet nogensinde bliver godt igen.

Jeg har prøvet mange forskellige strategier for at komme videre og for at glemme. Men det er letter sagt end gjort. Tænk på det positive, tænk på de gode ting i livet, vær glad for dine børn, din mand, dit dejlige hus, dit gode job, livet, far ville ønske du var glad og bla bla bla. Jeg ville også ønske jeg var glad, men det er jeg bare ikke! I perioder kan jeg distrahere mig selv, men ikke særlig lang tid ad gangen. Før jeg fik angst-anfald hjalp det at være sammen med andre mennesker, nu har det den modsatte effekt.  Man kan vel godt sige at korthuset er væltet. I morges blev jeg simpelthen så ked af det fordi min Mumi-kaffe kop, der minder mig om min far, ikke var i køkkenskabet. Jeg begyndte at græde og ryste og blev helt forvirret indtil Sune fandt den i opvaskemaskinen og lavede mig en dejlig kop kaffe.

Jeg har været til lægen og fået diagnosen PTSD. Det giver rigtig god mening og trøster mig lidt. Jeg er ikke en slapsvans og jeg er ikke vanvittig, jeg har PTSD og det kan jeg få hjælp til at leve med. Jeg er allerede blevet indkaldt til første samtale i et forløb på Hillerød Hospital som min læge har henvist mig til.  Det bliver nok en lang og sej kamp, men med behandling, min dejlige familie og min vilje til at finde lykken og lyset frem igen er min plan at komme over det her bjerg og komme ned på den anden side, klogere og stærkere end før.

 

 

 

 

 

 

Begravelsen – et sidste farvel….

Det har været en følsom tid. Urnenedsættelsen af min fars aske, var hård. Hårdere end jeg havde forventet. Sune, ungerne og jeg tog op til min fars hus i Sverige, i den lille by Tingsryd, hvor min far skulle begraves. Det var en lang tur der op og der var usædvanligt mange lastbiler på vejen. Som i jo nok ved omkom min far, da en lastbil mistede herredømmet og kørte ind i hans bil. Vi er blevet bange for lastbiler, så det var en meget stille tur. Sune havde det på samme måde som jeg og vi pustede begge stille ud hver gang en lastbil havde passeret.

Det var trist at komme op til min fars hus. Alt så ud, duftede og stod hvor det plejede, men intet var som det plejede. Intet føltes rigtigt, for min far var der jo ikke. Han plejede at sidde med en kop halvlunken kaffe og læse smålandsposten når vi kom- men den dag var der alt for tomt og stille. Det virkede nærmest forladt. Hans sweatshirt lå skødesløst smidt i vasketøjskurven, hans fiskegrej stod klar til den næste fisketur og i skabet lå et kalenderlys han havde tænkt at hygge sig med til jul. Jeg brød sammen! Sune krammede mig, børnene kiggede med store nervøse øjne og så tog vi en hurtig beslutning. Vi kunne ikke holde ud at være i det store kolde hus, ikke uden min far og hans varme gemyt. Vi puttede børnene i bilen og så kørte vi ned til søen og slog telt op, lavede mad på bål og fiskede. Da ungerne var puttet i deres soveposer, drak Sune og jeg dåseøl, imens jeg fortalte barndoms-anekdoter fra alle mine ferier i Sverige med min far.

Et par dage efter ankom min søster med mand og børn og der kom liv i huset. Det var en lettelse og alt det triste trådte lidt i baggrunden. Der blev lagt puslespil og ungerne legede. Fredag kom Ann der er min fars kone og hendes bror og de havde urnen med. Vi gik en tur i skoven, fandt mos, blade og grankogler og pyntede kaminen op, hvor urnen stod så smukt i skæret af levende lys. Jeg kyssede den godnat hver aften og godmorgen hver morgen, for med urnen i huset følte jeg mig en lillebitte smule tæt på min far. Og så var det jeg blev lidt kuk – for jeg ville have noget aske. Jeg ville have noget af min far hos mig, altid! Tanken om at han skulle ned i jorden var ubærlig. Jeg prøvede at få låget op, hvilket var umuligt, uanset hvilket værktøj jeg anvendte. Senere var jeg ude på værkstedet for at finde en boremaskine, så jeg kunne bore hul i bunden og drysse lidt aske ud og lappe hullet med lidt klisterbånd. Det gik ikke – og det skulle det heller ikke. Tænk hvis urnen var flækket og jeg havde stået med aske ud over det hele, det havde været som en scene fra en dårlig film. Vi blev enige om at det nok var bedst at asken var samlet og at diverse forsøg måtte stoppe. Inde i mig føltes det helt forkert at noget så dyrebart bare skulle i jorden, men med fornuften var jeg også klar over at det var der den hørte til og det var min fars ønske. Det handlede vel ikke om aske – det handlede om følelsen af at sige farvel til de aller sidste jordiske rester og jeg ville holde fast i det eneste der var tilbage af min far, også selvom det bare var aske – jeg syntes i øjeblikket at noget aske var bedre end slet ingenting.

Lørdag ankom resten af familien. Den stod på løbetur i den smukke skov, Sune fangede endnu en fisk og vi holdt middag, hvor vi endte med at komme alt for sent i seng fordi det var så hyggeligt.

Søndag var sorgens dag. Vi mødtes med den svenske del af familien ved kirken og sang et par salmer ved gravstedet. Præsten fortalte en lille historie fra Emil fra Lønneberg og urnen blev sænket ned. Det gjorde så ondt i hjertet, det var så rædselsfuld en følelse at det næsten var ubærligt. Mine søskende, Ann og jeg stod arm i arm og kiggede ned på urnen i hullet, mens tårerne løb ned af vores kinder. Tænk at det var vores far, tænk at han lå i en urne i jorden og tænk at der lå en gravsten med hans navn. Selvom det hele var så virkeligt, var det slet ikke til at forstå.

De andre kørte hjem til Danmark efter gravøllet, men Sune, ungerne og jeg besluttede at blive en dag mere. Vi forlod det store hus og tog en nat i min fars lille skovhytte som han har med sin bror. Det var rart at skifte scene og det var rart at urnenedsættelsen var vel overstået. Ungerne legede heste imellem grantræer og blåbær, imens Sune og jeg delte en flaske bobler og åndede ud.

Tilbage i Danmark føles det stadig som om den urne ikke skulle havde været i jorden og som om min far er meget langt væk. Men så husker jeg mig selv på at han er i mit hjerte og i mine minder. Men han er også mere end det, jeg føler at han er hos mig, at han passer på mig og jeg føler hans dejlige nærvær hver gang jeg tænker på ham. Istedet for asken har jeg stillet et foto af ham i min vindueskarm. Det hygger jeg om, stiller blomster, tænder et lys og nogle gange laver jeg ham også en kop lunken kaffe – selvom Sune synes det er rimelig weird. Jeg synes det er hyggeligt og når den er ved at være helt kold, så drikker jeg den selv og føler mig som butleren James fra 90 års fødselsdag – den der tåbelige komedie de altid viser på DR nytårsaften. Når jeg er alene hjemme taler jeg også lidt med min far og forestiller mig hvad han ville svare. Det gode er, at jeg kendte ham så godt at jeg altid ved helt nøjagtigt hvad han ville sige, og jeg ved at han altid ville svare i et roligt og rart tonefald og nok med et lille smil om munden. Han var så sød og det er sådan jeg øver mig i at huske ham bedst.

Siden er det desværre gået lidt ned af bakke på den psykiske front. Det kommer der lidt mere om, om et par dage når jeg har samlet tankerne.

Kram til jer. Louise

 

 

 

Briller eller ej?

Wilder har siden han var en lille snut, skelet lidt. Ikke meget og han skeler mest når han er rigtig træt. For et par måneder siden fik vi derfor en tid hos øjenlægen, for at få det tjekket. “Det er ikke til at drive en skelen ud af ham” sagde øjenlægen og Wilder scorede topkarakterer til synstesten. Vi var glade og tilfredse men fik for en sikkerhedsskyld en ny tid, hvor Wilders øjne skulle dryppes med nogle pupiludvidende dråber, før konsultationen.

Igår var Sune og Wilder så til øjenlæge igen og resultatet af synstesten chokerede mig noget. Wilder ser ikke spor godt, han er ret langsynet + 5,75 på det ene øje og +5,50 på det andet. Jeg blev faktisk lidt ked af det, da Sune ringede og fotalte mig det. Mest fordi jeg synes det er synd, at han snart har levet i 3 år, uden rigtig at kunne se alt det der er tæt på ham. Jeg fik også en snert af dårlig samvittighed over vi ikke var gået til øjenlægen noget før. Jeg har endda flere gange tænkt at han var lidt klumpet til at sætte propper på tusserne og ikke var den skarpeste til at bygge lego, men jeg troede faktisk bare at det var motorikken der drillede lidt.

Sune var rigtig trist igår: “Har du nogensinde set en fodboldspiller med briller ?”  spurgte han…. jeg googlede lidt og fandt faktisk en enkelt….. ” Eller en der er rigtig god til at stå på skateboard eller snowboard…?”

Hmmm jeg er enig med Sune, det er en lille bitte smule synd, især nu han er sådan en vildbasse, men mon ikke man kan få et par briller der bliver hvor de skal?  Når han bliver lidt større kan han jo få linser og så kan han jo det hele. Men først skal knægten have sit første par briller og jeg tror han får så optur, når han for første gang ser hvor klar og smuk verden er – også det som er helt tæt på!

Desuden kommer Wilder til at se temmelig godt ud med briller. Han har allerede sine charmerende flyveører, han mangler den ene fortand og så er han skide fræk. Med brillerne bliver han en rigtig lille sjov karakter.

Nu skal vi så lige finde ud af alt det med at shoppe briller. Jeg tror det bliver en dyr fornøjelse. For Wilder skal allerede til øjenlægen igen om 3 måneder, hvor styrken måske skal korrigeres. Vi vil helst have at han får et helt let stel og med de bedste glas a la dem HER.

Da vi var til optikeren igår kylede Wilder alle de dyre titaniumsbriller på gulvet imens han hylede efter et par Ninjago-briller, som gud ske lov, ikke var en del af sortimentet. Vi endte med at gå tomhændede derfra. Vi har efterfølgende besluttet at Wilder får sin vilje til en start. Planen er at udskyde de lækre og dyre titaniumsbriller som drengen på ingen måde ønsker at have på og give ham lov til selv at vælge et stel han synes er fedt – om det så bliver med Ninjago, Batman eller Gurli Gris – formålet er jo at han skal have lyst til at have dem på.

Hvis nogle af jer har tips i forhold til hvor det er godt at købe briller, modtages de med kyshånd.