Et lorte år er lukket og et nyt og friskt lukket op

Jeg har aldrig gået op i nytår. Nytårsaften er for (pessimistiske) mig en aften, der aldrig lever helt op til forventningerne, en aften der skal overstås. Men i år har nytår betydet noget andet for mig. Vi fejrede nytåret med to af mine søskende og deres familier og vi er i samme båd, vi har alle tre haft et hårdt år, vi bestemt ikke ser tilbage på med glæde og det gav rigtig god mening at hoppe ind i det nye friske år sammen. Der er kommet kaskader af lort ud af 2018 og aldrig har det føltes så godt at et år sluttede. Jeg forestillede mig hvordan jeg lukkede en stor fed sæk af lort og bandt en dobbeltknude på og sparkede den langt, langt væk. Det føltes godt.

Den sorte sæk med lort, indeholder også andet end lort, for 2018 er også et år hvor der er sket virkelige fantastiske ting. Sune og jeg har købt hus, vi har renoveret det og vi er flyttet ind. Vi følte os heldige og glade, det var et nyt kapitel i vores liv der startede. Men midt i huskøbet mistede jeg pludseligt synet på det ene øje og 3 uger efter fik jeg føleforstyrrelser i hænderne. Jeg kom under udredning for sclerose, det tog flere måneder og kastede en mørk skygge over den ellers glædelige begivenhed. Imens jeg malede huset, var jeg hundebange. Jeg kan huske hvordan jeg hele tiden tænkte i mulige løsninger for ramper til kørestol osv, hvis nu sclerosen, som jeg var bange for jeg havde, skulle ende med at være af den agresive art. Det var et langt udredningsforløb og det tærrede på overskuddet. Men i starten af sommeren var min far og jeg inde og få svaret på den sidste MR-scanning og der var ingen forandringer i min hjerne, jeg var rask. Jeg var så lettet, min far og jeg krammede hinanden foran bispebjerg hospital under kirsebærtræerne der blomstrede, min far græd og jeg grinede og så drak vi kaffe og slog vejen forbi en antikbutik og fejrede det med nye barstole, sætterkasser og alt muligt andet gammelt og genuint. Endelig var det tid til glæde. Nyt hus, solskin, glad familie og sommerferie i Spanien lige om hjørnet. Sådan!

Jeg føler stadig at livet, skæbnen, døden, min skytsengel eller de højere magter tog røven på mig. For den ferie vi glædede os så meget til og havde så meget brug for, endte som i ved, jo på tragisk vis i ulykke og min fars død. Og ja, siden da har livet været ufattelig hårdt. Det har været hårdt at eksistere på alt for mange planer. Som individ, som mor, som kone, som kollega, som datter, som veninde og sikkert også som alt muligt andet. I bund og grund har det bare været så mega skide hårdt. Når det er sagt, er det også fantastisk at være i live. Kæmpe kampen og føle at det med bitte små musseskridt, i et langt sejt træk, går i den rigtige retning.

Nu har vi taget hul på et nyt år. Et år som, 7-9-13, kun kan blive bedre. Vi nyder vores nye hus, som vi fortsat er i gang med at renovere, det bliver så flot. Ungerne er sunde og glade, Svale skal starte i skole og Wilder skal flytte til en ny stor og flot børnehave, de glæder sig. Jeg skal afslutte min terapi, mine PTSD symptomer er faldende og om et par måneder er de formentlig helt væk. Jeg skal starte på arbejde igen og efterhånden have en normal hverdag til at fungere med alt hvad det indebærer. Jeg er ved at blive en nærværende mor igen, en kærligere kone og jeg er i det hele taget ved at få lidt mere overskud til at være et helt menneske igen.

idag er himmelen blå og fuglene kvidrer i haven. Svale laver perler i morgensolen. Wilder er igang med sin tredje ostemad, Sune er på frilufts-tur med en ven og sidder i skrivende stund sikkert og laver morgenmad på bål, og jeg selv – jeg selv kan mærke en ro og en spirende glæde over at eksistere.

Hej nye år – du er så hjertelig velkommen.

En succesfuld jul i sorg og savn

Julen har ærlig talt været en mærkelig størrelse i år. En størrelse som ikke rigtig passede. Det passede mig ikke at det overhovedet skulle være jul og det passede mig slet ikke at jeg skulle leve op til alle de forventninger og traditioner, som nu engang hører sig julen til.

Jeg plejer at pynte op i starten af december, bage julekager og så plejer jeg at kreere en overdådig pakkejulekalender til ungerne og en julekalender med 24 forskellige øl til Sune. Jeg var tidligere lidt af en julegrinch, men jeg prøver mit bedste efter jeg har fået børn. Læs om en julehaders bekendelse HER.

I år har det været svært at være i rigtig julehumør og vi er med nød og næppe sluppet gennem decembers nissedrillerier og juleklip. Børnenes julekalender er blevet nedgraderet til en julesok med en daglig gave. Småkagerne blev bagt i et moment af stress, uden det mindste hygge, tidligt julemorgen. Julepynten kom op dagen før juleaften og Sunes øl-kalender var ikke eksisterende.

Savnet af min far har bare fyldt ekstra meget her i december. I en tid hvor juleglæde fylder meget hos alle dem omkring, har mit eget triste sind stået i skarp kontrast. Jeg har i mit voksenliv holdt jul med min far hvert andet år og selvom det var året hvor vi skulle holde jul med Sunes familie, havde vi aftalt at min far og Anne skulle holde den sammen med os. Derfor var savnet på selve juleaften så ufattelig stort og det gjorde ondt fra jeg slog øjnene op d. 24 december. Ida har skrevet så fint om julemelankolien, som vi garanteret er mange der føler HER.

Savnet blev tilsidesat for julemaden der skulle tilberedes. Der blev knoklet fra morgenstunden, men ved middagstid gik ungerne og jeg, for første gang i mit liv, i kirke. Det var så fint. Kirken, julelysene og et Blovstrød der var dækket i sne. Da vi kom hjem kom gæsterne og juleaften gik stille og roligt i gang. Som julemaden blev færdig og timerne gik blev det sværere at ignorere det store hul af savn jeg følte indeni. Et hul som kun voksede sig større og større jo længere aftenen skred frem.

Efter and og flæskesteg dansede vi om juletræet og ungerne fik gaver og så var de putteklar. Jeg smilede men indeni havde hullet efterhånden vokset sig så stort at det gjorde ondt i maven og gav kvalme. Det var en sand kunst at holde sammen på det ydre, selvom selskabet var godt, maden lækker og der ikke var en finger at sætte på noget. Til sidst fyldte mit savn og min sorg for meget. Tankerne væltede rundt i hovedet og jeg var bare så ked af at jeg ikke havde en far og at han aldrig mere skal holde jul med mine børn. Ikke se glæden i deres øjne når de åbner deres julegaver, ikke se dem vokse op, ikke være en del af deres liv. Ikke være en del af mit liv.

Jeg lagde mig ind til Svale som kaldte, holdt hendes lille levende hånd og lyttede til Wilders rolige åndedræt. Kneb en lille tåre og savnede min far og kneb endnu en tåre i taknemmelighed over at jeg lå her med mine to sunde, raske, levende børn, hvilket i vores tilfælde jo ikke er en selvfølge. Jeg kapitulerede og lod mig glide ind i en rar tung søvn til lyden af gode mennesker der hyggede sig og grinede i stuen.

Jeg vågnede ud på natten ved at Sune trak min kjole forsigtigt af og puttede dynen om mig. Der var en god følelse i kroppen. En følelse af at være kommet igennem julen, en følelse af at have lyttet til mig selv og et lille bitte stik af dårlig samvittighed over at være gået i seng før voksengaver, risalamande og uden at sige godnat. En dårlig samvittighed der fra alle sider blev manet til jorden ved daggry, for det var der fuld forståelse for hele vejen rundt.

Mit succeskriterie for en god juleaften var at vores gæster og især mine børn fik en dejlig jul. Det kriterie blev opfyldt til punkt og prikke, så man kan vel godt sige at det for os blev en succesfuld jul, trods sorg og savn til min elskede far, som i sandhed manglede som aldrig før.

Kursen er lagt – vejen ud af angst og ulykke

Jeg føler mig seriøst som en træt bunke bæ på ben for tiden. Jeg er startet i et PTSD forløb på Hillerød hospital og det er så hardcore og koster rigtig mange tårer, sved, rysteture og hårdt arbejde. Jeg skylder en mellemregning, så her kommer et indlæg jeg har skrevet for 2 uger siden, som jeg aldrig fik udgivet:

 

Jeg har været meget stille. Det er fordi  jeg har tænkt og tænkt og vendt og drejet min livssituation. Jeg er nemlig blevet tilbudt et PTSD-forløb på Hillerød Hospital. Et tilbud som jeg virkelig er kommet i tvivl om, om jeg skal tage imod. Det er der flere årsager til. Forløbet er intensivt og strækker sig over 12-14 uger hvor jeg skal møde til samtaler med en terapeut og hvor der også kommer til at være flere timers “hjemmearbejde” dagligt. Under forløbet vil jeg få det rigtig skidt. Formentlig lige så skidt som efter ulykken og det skræmmer mig. Det anbefales at være sygemeldt under forløbet. Det har jeg det ikke særlig godt med, for jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg havde en brækket hofte ville en sygemelding være nemmere at forholde sig til, men jeg prøver dagligt at fortælle mig selv, at min situation faktisk er værre og mit sind skal fixes, ligesåvel som en hofte skal, for at blive rask på sigt. Aller mest er det svært at forlige sig med tanken om at få det dårligere. Endnu værre er det at skulle beskæftige sig med ulykken, som jeg de sidste 4 måneder har gjort alt for at fortrænge. Jeg får kvalme ved tanken, halsen snørrer sig sammen og tårerne pipler frem. Det er det sidste jeg har lyst til.

Men samme symptomer får jeg, når jeg hører pludselige høje lyde, når der er vold i fjernsynet, når bilen lugter af benzin, når en lastbil passerer mig, når jeg ser blå blink, når jeg ser kød i køledisken i supermarkedet,  ved tanken om at deltage i begivenheder med mange mennesker, når jeg hører nogle tale spansk, hvis jeg sågar bare tænker på Spanien og jeg kunne nævne mange flere ting som provokerer min angst. Ved at undgå alt det som føles ubehageligt er jeg ved at folde min verden sammen så den til sidst bliver så lillebitte at den kan ligge i min baglomme. Overskuddet er minimalt og så snart min omverden og især mine børn forlanger mere af mig end jeg har at give, braser verden sammen.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at gøre noget ved. Jeg bliver nød til at kunne kigge på de store røde bøffer i køledisken, som minder mig om alle de blottede muskler jeg så under ulykken. Jeg bliver også nød til at kunne tanke bilen, selvom det lugter af benzin, som der gjorde ved ulykkesstedet. Ligeledes er det et must at alt spansk og tanken om at sætte mine ben i Spanien ikke skræmmer mig fra vid og sans, mine svigerforældre er nemlig flyttet til Spanien og jeg kan ikke holde mig derfra for evigt.

Så jeg har takket ja. Jeg kommer til at “genbesøge” ulykken og minutterne før og efter et utal af gange. Hver gang er jeg der ca. 2 timer. Her skal jeg fortælle om ulykken om og om igen i 40 minutter. Fortællingen bliver optaget og den skal jeg lytte til en gang dagligt, til jeg kommer igen ugen efter og endnu engang fortæller om ulykke, optager den osv. Før og efter er der selvfølgelig samtale om alt det der er svært. Til sidst er det meningen at jeg skal blive så træt af at høre og tale om ulykken at den får lov til at blive et minde i stedet for at overfalde mig i eksplosioner af død, blod, chok og glasskår utallige gange dag og nat. Samtidig skal jeg hver dag eksponeres for alt det der tricker min angst og angsten vil dermed blive mindre og til sidst ikke eksisterende. På denne måde vil min verden ligeså stille folde sig ud igen og gå fra lommestørrelse til worldwide.

Det lyder godt. Men jeg har bestemt lyst til at undvige, men jeg er heldigvis også klog nok til at vide at det ikke hjælper hverken mig eller min familie. Jeg vil formentlig kun få det værre med tiden, hvis jeg ikke får bearbejdet alt omkring ulykken. Jeg har valgt at se bort fra alt det ubehagelige jeg skal igennem og i stedet springe på hovedet ned i sølet. Jeg ser det som en livsinvestering. En investering i min egen og min families fremtid. En fremtid hvor der trods en tung bagage er plads til glæde og lykke, hvor ulykke og tab, bliver bearbejdet og dermed kommer til at fortone sig fra hverdagen og bliver et trist minde. Et minde som jeg har styr på og som ikke ødelægger mit liv.

 

 

Det var altså mit tidligere indlæg. Nu er jeg godt igang med terapien og jeg er skiftevis helt ude i torvene og samtidig er jeg ved at lære mit eget sind og dets ikke så smarte mekanismer at kende. Jeg ligner stadig en bunke bæ, men jeg har det ikke lige så håbløst indeni som tidligere. Kursen er lagt og jeg tror på at det her forløb kan hjælpe mig igennem mit livs største krise.

Fremtiden er lys.

 

 

 

 

 

Projekt køkken

 

 

vi er gået i gang med at renovere vores køkken. Vi er ret optimistiske, for vi har revet hele molevitten ned og håber på at være færdige inden jul. Det kræver at det hele klapper. At vi får leveret køkken, gulv og bordplade som kommer fra forskellige leverandører, til tiden. Aller først skal vi fjerne tapet, mørtel fra de tidligere fliser og så skal vi spartle og male. Når jeg siger vi, mener jeg naturligvis Sune, hæ hæ. Jeg hjælper selvfølgelig til, men hold fest, jeg priser mig lykkelig over jeg har giftet mig med en håndværker.

Det har været mega svært at blive enige om et køkken. Da vi endelig blev enige om et, var det i retsorde og vi var slået back to scratch. Det var her jeg kapitulerede og gav Sune fuldmagt til at vælge og indrette køkkenet, præcis som han lystede.

han har valgt et køkken jeg aldrig ville gå for, men han har en evne til at se ting for sig, som jeg ikke besidder, så jeg stoler 100 procent på hans valg. Han har bestilt et mørkt køkken i røget egetræ som du kan se HER, og en bordplade i krydsfiner med lyserødt laminat, du kan se den smukke farve HER, den hedder 0019. Jeg ville til hver en tid vælge et kedeligt hvidt køkken, så jeg er vild med at der er lidt mere spræl i Sune og endnu mere vild med at han vælger en lyserød bordplade med en farvekode der hedder ballerina. Whats not to like?

nu mangler vi blot at bestille gulv. Det skal være vinyl. Enten en ensfarvet i lys grå som er Sunes favorit eller en med sparkle effekt, hvis det skulle stå til mig.

Vi har lavet midlertidigt køkken i udestuen. Der er skidekoldt og vi kan kun lave mad på grillen, spise rugbrød eller bestille pizza, så vi glæder os til det nye køkken er klar og vi kan bage julekager i massevis. Ungerne og jeg er taget på besøg i min mors sommerhus imens Sune knokler derhjemme. Nu håber vi at det hele klapper og vi har et lækkert nyt køkken inden jul.

Spirituel eller kristen? Jeg har fundet min tro

Jeg har aldrig nogensinde været troende. Jeg er hverken religiøs eller spirituelt anlagt, men tror derimod på naturvidenskaben og det bedste i mig selv og mine medmennesker. Jeg har opfattet mig selv som ateist, men jeg kan mærke at mit sind er ved at åbne sig for andre muligheder.

Jeg har nemlig tænkt meget på det at tro, efter jeg har mistet min far. Jeg har oplevet et helt nyt og ukendt behov for at finde en mening med det hele, finde en styrke i noget og en tro. Ikke en tro på hvad som helst, men en helt specifik overbevisning om at jeg på den eller den anden måde, igen en dag vil være sammen med min far. Jeg vil gerne tro at der er en større mening med det hele, for jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bare er væk for altid når vi dør. 

Et par dage efter jeg kom hjem fra Spanien, hvor ulykken skete, var jeg helt besat af tanken om at tale med min far. Jeg ville høre at han havde det godt, fortælle ham at jeg elsker ham og sige farvel, som vi ikke nåede, da han døede så pludseligt. 

Med et var jeg ikke længere stejl og afvisende over for muligheden om at dette kunne lade sig gøre. Tidligere syntes jeg det var noget sludder når folk fortalte om kontakt til afdøde, noget rigtig kvaksalveri. Men jeg kunne pludselig mærke at tanken om en mulig kontakt trøstede mig.

Jeg ringede derfor til en jeg kender, som har en forkærlighed til det spirituelle. Han var forstående, men mente det var en god ide at vente et stykke tid, til der var lidt mere ro på. Til gengæld fortalte han mig at han kunne mærke at min far havde det godt og at han var kommet godt frem. Jeg ved ikke med sikkerhed hvad det betyder, men det lyder rart og jeg valgte for første gang i mit liv at finde trøst i det spirituelle og tro på noget jeg ikke helt forstår. 

Et par dage efter sad jeg i haven og var vred. Rigtig vred. Vred så kroppen dirrede, musklerne i halsen spændets og jeg var fuld af hævn. Jeg havde netop fået at vide at lastbilchaufføren der kørte ind i min fars bil, var testet positiv for stoffer og min fars død blev med et, endnu mere meningsløs. Jeg følte nogle havde lagt en stor fed lort oven på den i forvejen kæmpemæssige lort. Pludselig rejste jeg mig og gik. Uden sko, uden telefon, med håret strittende ud til alle sider, stortudende. Jeg gik med raske skridt mod kirken i Blovstrød. Jeg havde ikke tænkt over at det var aften og kirkens dør var låst. Jeg sank sammen foran kirken og sad og gloede med et tomt blik. Så blev jeg enig med mig selv om at jeg godt kunne sige et par ord til ham der Gud, selvom vi slet ikke kendte hinanden. Jeg bad ham om at passe godt på min far, hilse ham fra mig og så spurgte jeg om han, hvis jeg troede på ham, kunne love mig at jeg ville få min far at se igen, når tid var? For netop det var jo alfaomega. 

Et par uger efter var jeg fortsat søgende. Hvad skulle jeg tro på? Hvor skulle jeg finde mening? Hvad kunne jeg støtte mig til?

Jeg tog mig selv i at google alt muligt sært, jeg aldrig tidligere i mit liv kunne finde på. Jeg googlede: liv efter døden, ses vi igen efter døden,  efterliv, religion der tror på liv efter døden. Derefter stak det lidt af, for der googlede jeg i desperation diverse kulter og sekter der troede på netop det jeg havde brug for: At få at vide at jeg med sikkerhed ville få min far at se igen. 

Der kom selvfølgelig alt muligt mere eller mindre brugbart frem. Jeg fik læst op på diverse religioner, hvilket var ret lærerigt men jeg faldt også over artikler med folk der har oplevet at være klinisk døde, men er kommet tilbage til livet. Fælles for dem alle var at døden ikke var ubehagelig og smertefuld, men varm og så dejlig at det næsten var noget møg at blive vækket til live igen. 

Jeg havde efterfølgende en samtale med Ida, om netop dette emne. Hun undrede sig også og sagde noget klogt: ville det ikke være helt vildt mærkeligt hvis alt det fantastiske vi har oplevet og opnået og alle de relationer vi har skabt i et langt og dejligt liv, bare gik tabt? Der må være en større mening med det hele, bedyrede hun mig. Og jeg kunne ikke være mere enig! Det må der!

Her på bundlinien sidder jeg tilbage med en følelse af at jeg faktisk har fundet hvad jeg søgte. Jeg har stykket en form for tro sammen inde i mig selv. For jeg behøver ikke en religion, en sekt, eller en bestemt spirituel overbevisning eller nogen andens vej, hvis bare jeg kan finde min helt egen vej som fungerer for mig.

Jeg kan ikke udelukke at jeg på et tidspunkt omfavner den spirituelle verden og prøver at komme i kontakt med min far. Ej heller kan jeg udelukke at jeg opsøger en præst for en samtale om det at komme i himmelen. En sekt melder jeg mig nok ikke ind i. Men jeg forstår så udemærket, hvorfor folk finder trøst der, når livet gør mest ondt. 

En ting er sikkert. Jeg tror 100 procent på at vi ses igen! Jeg ved ikke i hvilken form, om det er et sted i kosmos eller i edens have? Det betyder heller ikke så meget, så længe der er et gensyn og så længe det føles kærligt, behageligt og rart. For når jeg tror det, bliver min sorg en lille smule lettere at bære. Et “på gensyn” i stedet for et “farvel” er lidt lettere at kapere, og når jeg tænker det, kan jeg mærke et lille smil brede sig i mine mundvige. 

For hvad har jeg at miste?

Intet!

Jeg kan leve et liv i troen om at vi ses, hvilket fylder mig med håb og kærlighed. Eller jeg kan tro at det er et definitivt farvel og være det mere ulykkelig.

Så, på gensyn far, jeg glæder mig til at se dig igen! 

Kram L