Fra lortemor til hønemor

At føle sig usikker og genert er ikke så rart.

Det er et tema der gentager sig hos os disse dage. Svale er en forsigtig pige, der har brug for ekstra støtte og tryghed, især ved nye ting og forandringer. Og der er rigtig mange ting i Svales lille liv der har ændret sig og hun er blevet kastet ud i en masse nye situationer som der har været svære for hende. Jeg er ikke altid lige god til at tackle hendes genert og usikkerhed og ender alt for ofte med at blive utålmodig og irriteret og kommer også nogle gange til at skælde ud, i stedet for at møde hende i det. Og det er nok det sidste der hjælper! Men i løbet af den sidste uges tid er både Svale og jeg ved at blive mere trygge ved hendes usikkerhed og jeg føler faktisk at jeg på det plan er ved at blive en væsentlig bedre mor.

I onsdags skulle Svale til discofest med alle sine kammerater fra børnehaven og hun glædede sig. Herhjemme fik den hele armen med palliet-kjole, pels-hårbøjle og fransk fletning, hun glædede sig helt vildt. Da jeg kørte hende derhen, gik det pludselig op for hende, at jeg ikke skulle med til festen og hun begyndte straks at græde. Vi ankom og der var gang i den, discokugle, høj musik, balloner. Forældre blev bedt om at forlade festen, men Svale nægtede at sætte sig til bords med de andre børn og hylede og skreg og sprællede. Jeg prøvede mange gange, men den gik ikke, jo mere jeg prøvede at parkere hende ved bordet, jo mere kæmpede hun imod. Jeg blev irriteret. skrap og upædagogisk og sagde at så måtte vi gå hjem. Svale blev ked af det på den stille måde og vi satte os i siden af salen. Svale nippede til et stykke pizza imens hun skiftevis græd og brokkede sig over at det var en dårlig fest. Jeg blev rimelig træt af situationen og jeg besluttede igen, at vi måtte gå hjem hvis hun ikke havde lyst til at være der. De andre børn havde rejst sig og var begyndt at danse rundt og have det sjovt. Jeg gav hende en sidste chance til at hygge sig og hjalp hende over til nogle veninder som rigtig gerne ville danse med hende, men i sekundet jeg vendte ryggen til sagde det svup og Svale hang hylende om mit ben igen. “Jeg vil ikke være her uden dig mor, skreg barnet og jeg sukkede, satte mig på hug og krammede hende. Jo mere jeg prøvede at få hende af mig, des mere klæbrig og hylende blev hun, på den ikke så nuttede måde. Men i det øjeblik besluttede jeg mig for at droppe den kamp. Det øjeblik var ikke tiden til opdragelse eller skrappe-mor, men tiden til at Svale skulle have en god opleves og gå tilfreds og lidt stærkere end før fra festen. Jeg vidste at det var den rigtige beslutning, da jeg så lettelsen i hendes brune øjne, hendes krop slappede pludselig af, hun smilede og forsvandt i mængden af børn. Jeg gemte mig væk i et hjørne af salen og legede jeg ikke var der og så sad jeg ellers der i 2 timer og fik mig en på opleveren. Svale og jeg gik begge glade derfra.

Torsdag morgen var der afsked i børnehaven. Jeg blev helt rørstrømsk. Tænk at min lille pige var blevet så stor. Tænk at den trygge børnehave-tid er ovre. Svale ville straks hjem igen, da vi ankom til børnehaven hvor der var fælles morgenmad og der var efter hendes mening ALT for mange mennesker. “Jeg kan ikke lide når de kigger på mig” sagde hun igen og igen. Vi fandt et hjørne ved siden af en ny veninde og lige så langsomt voksede Svale i det. Hun optrådte med en sang sammen med de andre børn, helt rød i kinderne og med vigende blik, men hun gjorde det! Jeg blev simpelthen så stolt at jeg var tæt på at knibe en tåre.

Fredag startede Svale så i mini-SFO. Jeg havde regnet med at tage derhen, være der en times tid og så hente lidt tidligere end sædvanligt. Men den gik ikke. Og til disco-festen lærte jeg jo en mor-lektie: Jo mere jeg prøver at komme væk, jo mere krampagtig prøver mit barn at holde fast i mig – altså må jeg blive til mit barn er i stand til at give slip. Og det var mit barn overhovedet ikke klar til. Så jeg tog en hel dag med Svale i mini-SFO og det var godt givet ud. Jeg besluttede mig at se bort fra alle de ting jeg skulle have ordnet og i stedet for at blive frustreret, som til festen, omfavnede jeg dagen og lod det hele gå i Svales tempo. Det var dobbelt-fedt for det gav Svale den tiltrængte tryghed og det gav mig følelsen af at give min datter det hun har brug for. Det undrer mig at jeg nogle gange har så svært ved at mærke hvad hendes små behov er! Måske er det fordi jeg i virkeligheden har for travlt og ikke giver mig tiden, fordi alt muligt praktisk og alt det som skal nås står i vejen for mit klarsyn? Og det burde det jo ikke, for en tryg start på hendes nye skole-tilværelse er sgu da vigtigere end både arbejde, vasketøj, indkøb og alt muligt andet. Desuden var jeg selv et forsigtigt barn, det havde jeg bare lige glemt, fordi jeg ikke er så forsigtig som voksen. Det hjælper mig lidt i min forståelse af Svale, at mindes min egen barndom, og huske hvor genert og usikker jeg var, og hvor svært det var med nye ting og mange mennesker.

Mandag gik Svale og jeg sammen i mini-SFO igen. Jeg fulgte Svale ind og derefter satte jeg mig på gangen og strikkede, så hun vidste jeg var der og kunne føle sig tryg, samtidig med at hun kun habituere. Efter en time kom hun ud og sagde at hun gerne ville hjem. Vi talte dagen igennem og jeg fandt ud af, at grunden til hun gerne ville hjem, var at hun ikke havde lyst til at slå katten af tønden. “Jeg kan ikke lide når de andre børn kigger på mig” sagde hun. Vi fandt en voksen og aftalte at det var helt OK at kigge på til fastelavn. Svale gav slip og vi aftalte at jeg hentede hende lige efter spisefrikvarter. taktikken virkede, selvom hun var lidt mut. Da jeg hentede hende 2 timer efter var hun tilfreds, men ville også meget gerne med hjem.

Her de efterfølgende dage har hun været der selv. Jeg henter hende tidligt og for hver dag der går vokser hun mere og mere. Det er så dejligt at opleve hvordan hun blomstrer og tør at give slip, når hun får sin tid og den rette mængde omsorg.

Jeg tænker igen på den dag i spanien, hvor Svale havde rendt i røven på mig i en uge og jeg var ved at få pip, hvor min far gav mig sit sidste gode råd: “Nyd din lille hale så længe du har den, før du ved det er den væk….”Til discofesten følte jeg mig som en rigtig lortemor, der brugte trusler om at gå hjem og var skide irriteret og virkelig skrap på den ufede måde. I mini-SFOén er jeg måske lidt af en hønemor, men fordi jeg normalt ikke er så høne-agtig, omfavner jeg min indre hønemor og lader hende nyde sin hale – for snart er den måske væk…

Det sker så meget nyt og det går alt for stærkt!

Det er sket SÅ meget herhjemme og derfor har bloggen stået lidt i bero. Tiden går alt for stærkt og jeg er tæt på at tabe pusten. Wilder er flyttet børnehave til en ny stor nybygget institution her i Blovstrød. Han er rykket over sammen med et par venner og nogle kendte pædagoger, men jeg har alligevel kunne mærke på ham at det ikke har været helt let. Han er blevet sværere at aflevere og beder ofte om en kort dag, men jeg synes han klarer det rigtig godt og han er en robust lille basse, så det skal nok blive nemt igen, når han bliver vant til det nye sted.

Svale har sagt farvel til børnehaven og hej til mini-SFO. Det er altså virkelig store tider. Hun er modsat Wilder, en lille forsigtig mus og nye begyndelser er altid svære for hende. Vi har taget den i ro og mag, hvilket vi jo heldigvis har mulighed for, da jeg fortsat er sygemeldt. Det har jeg virkelig været taknemmelig for, for det gør ondt i navlestrengen hos både mor og barn. Idag har hun været der for første gang alene et par timer, de andre børn har slået katten af tønden, Svale har kigget på, det er ikke helt nemt med alt det nye. Nu er vi hjemme og vi regnvejrshygger og drikke te og spiser fastelavnsboller, inden vi henter vilde Wilder.

I weekenden har vi holdt fastelavn for mine niecer og nevøer, det gik rigtig fint, men hvad der er knapt så fint er at både vores fyr og vores bil er brændt sammen. Det er næsten ikke til at overskue. Om lidt kommer der en gas-mand og forhåbentligt fikser han fyret så vi ikke længere skal fryse om fødderne og vi kommer desværre nok ikke udenom at skulle købe en ny bil meget snart. Og det er ikke sådan lige kan jeg godt fortælle jer. Fordi for mig er en bil en tingest der skal tage os fra A til B, være sikker og helst ikke skal koste alverden, for Sune er en bil noget ganske særligt og han går ikke på kompromis. Ergo kommer enighed omkring den beslutning ikke til at være særlig nem.

Jeg går fortsat i terapi og det går stadig fint fremad. PTSD symptomerne er faldet til under det halve og  jeg ligger nu i en scala der hedder let depression og jeg kan virkelig også mærke det lysner yderligere. Jeg er begyndt at få mere energi og have lyst til flere ting end jeg havde for bare 2 uger siden. Jeg savner min søde far hver dag og hjertet smerter af savn og hjemløs kærlighed. Men livet leves, vi planlægger sommerferie og ture i cirkus og det føles dejligt at have lyst til at planlægge små ting i fremtiden og glæde sig til dem. Små glæder er store glæder hos os, for glæde er ikke en selvfølge på Kløvervej 4.

Humørkongruens

Kender du det, at du vågner og med det samme kan mærke du er i dårligt humør? Du kigger ud af vinduet og konstaterer at det regner, hvilket får dig til at overveje, hvorfor du bor i et land, hvor vejret ALTID er dårligt. Resten af morgenen går med, at dine børn ikke gør, hvad du beder dem om. Du bliver i endnu dårligere humør, skælder ud og tænker på, at du måske er en dårlig mor. Du kommer i tanke om flere af de gange, hvor du har mistet besindelsen og råbt af dem eller været eftergivende i forhold til krav, du har stillet. Da du afleverer dem i børnehaven minder pædagogen dig om, at de ikke har mere skiftetøj, typisk! Nu er der også andre, der kan se, at du ikke lever op til din moder rolle. På vej på arbejde tænker du over, at du ikke gider derhen. Du føler dig ikke god, til det du laver. Du tænker på den gang, du havde glemt en patient og kom for sent ned i venteværelset, hvor patienten og den pårørende var godt vrede. Arbejdsdagen går og du er fanget i dine egne tanker. Du har dårlig samvittighed over, at du var sur i morges. Nu begynder du at tænke over, at det da også er irriterende, at din mand arbejder så meget, og at du er alene med børnene så ofte. Lige nu kan du slet ikke mærke, at du elsker ham, men synes ærlig talt, at han er en dum idiot. Du kan kun huske alt det, han ikke gør: han siger aldrig, at du er smuk eller roser dig for at være en god mor, og det er da også meget længe siden han har taget initiativ til, at I skal lave noget sammen. På vej hjemad har du mest lyst til, at den her dag skal slutte – du tænker på, hvor anstrengende det er at hente børn, som er trætte og sultne og at skulle lave mad, mens de råber og skælder ud. Du har en kæmpe klump i maven og er på grådens rand – sikke en lortedag!

Dagen efter vågner du og har det bedre, det regner stadig, men du synes egentlig, at det er hyggeligt og kan godt lide duften af regnen. Børnene gør ikke hvad du siger, men du griner og laver fis med dem og pludselig har de alligevel fået tøj på, og i er på vej ud af døren. Du har stadig glemt det med skiftetøjet, men skide være med det, vi glemmer alle sammen ting i ny og næ. Det er da bedre end den gang du glemte at tage bleer og vådservietter med og stod med babylort op til albuerne tænker du og griner af den groteske situation. Du hører radio i bilen og glæder dig over at synge med, på de sange du kender. Du glæder dig til at se dine kollegaer og kommer i tanke om, hvor sjovt i havde det til påskefrokost sidste år. Dagen går lynhurtigt og nu glæder du dig til at komme hjem til dine børn og din mand. Han er så god til at lave mad. Du tænker på alle de gange han har lavet middag med stearinlys til dig, og hvor skide sjovt i har det, når i drikker øl og danser hjemme i stuen – hvor har du været heldig med ham…

Kan du genkende at den ene tanke tager den anden og at det nogle dage kan være svært at huske det gode og andre dage kan være svært at huske det svære? Så har du sikkert oplevet humør kongruens. Vores humør og følelser påvirker hvilke ting vi erindrer. Når du er ked af det eller vred vil dine tanker nemmere associerer til og huske begivenheder, hvor du var i en lignende emotionel tilstand – det kaldes humør kongruens. Det er selvfølgelig en tendens og ikke en regel. Men det kan være rart at vide, at bare fordi man lige nu, mens man er ked af det, kun kan huske alle de ting, der har været svært, så skyldes det måske mest en bias og er ikke hele sandheden.

Det har ofte hjulpet mig at være bevidst om, at min hjerne lige nu husker de ting, der er svært, men at alt det gode også ligger derinde i folderne, selvom det lige i situationen føles næsten umuligt at komme i tanke om det. Det er medvirkende til, at jeg har øvet mig længe i ikke at tage vigtige beslutninger, når jeg er i affekt. Det er ikke nemt, men det er rart bagefter, når humøret er mere neutralt, at jeg ikke kom til at tage en vigtig beslutning på et énsidigt grundlag.

Har du oplevet humørkongruens?

Kh

Ida

En trist mærkedag

 

I onsdags handlede det om mit nye dessertfarvede køkken, idag handler det igen om sorgen der stadig river i mit indre. Nogle dage river den mere end andre, forleden rev den mig næsten i stykker.

For den 21. Januar var det præcis 6 måneder siden min fars død. Det var en hård dag. Jeg var skrøbelig og sårbar fra morgenstunden og jeg savnede ham noget så inderligt. En stor tung tingest stak og trykkede i brystkassen. Det føltes som om en indre morgenstjerne havde taget plads, der hvor hjertet plejer at sidde. Tænk der var gået et halvt år. Det føltes som en evighed. En evighed uden min far, uden min bedste ven, uden min daglige sparringspartner, uden ham der bar mit stærke fundament af tryghed her i verden. Et halvt år uden vores daglige telefonsamtaler, ugentlige løse aftaler hvor vi sammen hentede børnene og derefter spiste svenske kødboller ved det vakkelvorne bord i hans køkken. Et halvt år uden hans far-duft, hans skæve smil, hans visdom og hans bløde kram, hans lattermilde sind og hans faderlige omsorg. Et halvt år uden en far. Det føles som en evighed. Samtidig føles det som var det igår, jeg løb mod hans smadrede bil, fuld af håb og optisme for at opleve det værste mine øjne har set, en far med hovedet halvt revet af og døde øjne der skinnede i den spanske formiddags-sol. Et halvt år siden vi aldrig nåede på stranden. 

Den 21. Januar var også dagen hvor jeg for første gang i mit liv sad på kommunen og skulle tale om min sygemelding og lægge en plan. Jeg var virkelig nervøs. Men da jeg sad foran en rolig kvinde iført en glad blomstret kjole og et forstående blik, var det slet ikke så farligt. Jeg kvækkede min historie og hun forstod heldigvis alvoren i situationen og PTSD diagnosen og spurgte blot, hvad hun kunne gøre for mig. Jeg gik ud i sneen, der faldt tungt og tæt fra den sorte himmel, et mindfulness kursus rigere og en lille smule lettere om morgenstjernen. Jeg kørte hjem med en følelse af at være lille bitte og skrøbelig, samtidig med at jeg følte mig stor og virkelig stærk.

Sådan en mærkedag er bare ikke let. Jeg tog flere ture i følelsernes karrusel og det føltes egentlig OK. For jeg kender efterhånden turen og jeg ved den ikke varer evigt og efter gråd føles et grin endnu bedre og sådan er det nu engang med mange ting i livet. Det sure med det søde. Nu tager vi et halvt år til, i stiv arm. Det første år skulle være det hårdeste har jeg hørt de livskloge sige. Et halvt år nede, et halvt to go, det skal nok gå.

Hvis jeg et øjeblik mister troen på det, når livet river lidt for hårdt, støtter jeg mig til min yndlings Peter Plys citat: “Du er stærkere end du ved. Modigere end du tror. Og klogere end du tænker”, og så kører det lidt igen, for han har helt ret, ham Peter plys.

Nu er weekenden lige om hjørnet. Jeg er ved at få mere overskud til at være mine børns mor igen og det har jeg fejret med en tur i Panduro Hobby, hvor jeg har købt ind til at lave glade lanterner og pynt til fastelavnsris 🙂

Rigtig god weekend til jer.

Stort kram Louise

 

 

Time Out

Jeg har været alene med mine børn i weekenden og selvom det faktisk, efterhånden som de bliver større er rimeligt nemt og hyggeligt at være alene med dem begge, så kan jeg godt sidde med en halvstresset panikklump i maven søndag aften og tænke: Det kan da ikke blive mandag i morgen, jeg har jo overhovedet ikke holdt weekend!!

Siden jeg fik Carl for ca. 5 år siden, har jeg nemlig været ret dårlig til at holde pauser eller tage time out for mig selv. Det er jo selvfølgelig også ekstra svært, når man er alene hjemme med to børn på 5 og 3 år, men man kunne måske godt øve sig i fx at få lov til at låse døren, når man går på toilettet, uden at der så står to desperadoer og råber på vand og mad i det sekund ens numse rammer brættet. Nogen gange, når der er gået alt for længe uden en pause, føler jeg nærmest, at de timer det – som om de går og hygger sig, indtil det sekund jeg sætter mig med en kop kaffe. Sådan er det selvfølgelig ikke. Så når jeg begynder at føle, at mine børn er irriterende, fordi de er helt almindelige børn, der gerne vil have masser af kontakt med deres mor. Især når hun sætter sig med kaffe og ser ud til rent faktisk at have tid. Så ved jeg, at nu er der gået for lang tid, hvor jeg igen har glemt vigtigheden af at holde time out helt alene med mig selv. Jeg ved godt, at det er vigtigt, meget vigtigt, for mit humør og velbefindende, at jeg engang imellem plejer mig selv og er lidt alene. Det er bare som om det føles lidt forbudt, som om jeg stjæler tiden fra familien, arbejdet, vennerne eller gøremålene, som om det ikke er helt ok at tage tid til mig selv.

I aften gjorde jeg det sgu. Morten er som sagt ikke hjemme, så jeg behøvede ikke tænke på, om jeg burde tale med ham, nu hvor børnene sover. Jeg holdt selvpleje søndag i mit badeværelse alene med mig selv. Jeg fandt min fyrfadsbrænder frem, puttede min yndlingsolie i (Rejuvenate fra Moshi Moshi) og tændte den. Men jeg fyldte mit badekar med vand og den mest vidunderligt duftende boblesæbe jeg har købt på Bali, rensede jeg mit ansigt og tørbørstede min krop. Så vaskede jeg masken af og puttede en fugtmaske fra Biologique Recherche (Masque Visolastine+) i ansigtet, tændte for noget klassisk musik, som jeg altid hører, når der skal ro på sjælen og ploppede ned i karet. Og så lå jeg bare der i det varme vand og trak vejret med lukkede øjne og lyttede til musik, til jeg var en rosin. Langsomt satte tankemylderet tempoet ned, og jeg tror måske der var 2 minutter, hvor jeg ikke tænkte på noget særligt. Jeg fik endda også lige filet mine fødder og puttet ny neglelak på.

Nu sidder jeg i min stue og alting sejler, min mand ville få et stressanfald, hvis han så, hvordan her ser ud.

Men min krop er varm og blød, og jeg har trukket vejret og fået neglelak på tæerne. Pludselig er jeg en sødere mor som igen savner mine børn mens de sover. Jeg håber de kommer ind og putter hos mig i nat og det gør ikke noget, hvis de nikker mig en skalle eller to i søvne – for jeg har haft en times weekend og er klar til mandag!

Hvordan holder du time out?

Kh

Ida