Åååh nej, det har jeg glemt – igen, undskyld…

I perioder føler jeg, at jeg siger det mere end stort set alt andet. Jeg har en følelse af, at jeg har glemt mere og lavet flere tåbelige fejl, efter jeg har fået børn, end jeg har gjort i hele mit samlede liv forud for børn. Folk taler om ammehjerne, jeg synes man burde tale om ”forældrehjerne”. Jeg har altid haft en rigtig god hukommelse og en hjerne jeg kunne stole 100% på til at minde mig om ting, så jeg hader at glemme ting, det passer dårligt med mit selvbillede og min selvtillid daler i de perioder, hvor det er slemt. Tillægger man at jeg arbejder på neurologisk afdeling som neuropsykolog og har et arbejde, der består i at have med mennesker med hjerneskader og sygdomme i hjernen at gøre, og derfor har et helt forvredet billede af, hvor sandsynlige de sygdomme er. Så kan jeg i perioder blive rigtig bekymret for min hjernes tilstand. Jeg kan sidde med ondt i maven af bekymring i bilen på vejen hjem og diagnosticere mig selv, indtil jeg komme frem til det, som jeg egentlig godt ved – at mine symptomer er uspecifikke og inkonsistente og at jeg bare er træt, har alt for mange bolde i luften, bliver afbrudt i alt hvad jeg laver både hjemme og på arbejde, og at jeg er nødt til at erkende, at jeg skal hjælpe min hjerne mere.

For lige at give nogle eksempler på, hvad det er for ting jeg glemmer eller laver fejl i, som gør mig desperat. I denne måned har jeg har glemt en aftale med min erfa-gruppe og er blevet væk fra et møde på arbejde, som jeg bekræftede, at jeg ville komme til en time i forvejen. Mine børn mangler rent tøj i børnehaven, og har nu ikke været i bad hele ugen, det har taget mig 3 uger at bestille tid til min datters tandlæge, og jeg bliver konstant overrasket over de ting min mand skal til, selvom han har skrevet det i vores fælles kalender.  Sidst men ikke mindst har jeg i denne måned kostet vores familie 1800 kr. Jeg kunne ikke finde mit kørekort og bestilte et nyt til 280 kr selvom manden på borgerservice rådede mig til at vente ”da de ofte dukker op”, og jeg forsikrede ham om,  at jeg havde ledt og at mit ikke ville dukke op – dagen efter lå det ved forsædet i min bil, hvor jeg havde ledt flere gange. Da min mand spurgte, hvornår jeg kommer hjem fra konference i NY til februar opdagede jeg, at jeg har bestilt en flybillet hjem en dag for sent, det kostede lige 1500 kr at lave den om – aaarrrgghhhhhhh!

Nogen dage er jeg rigtig godt gammeldags sur på min dumme hjerne, som ikke er til at stole på! Men er min hjerne blevet dårligere fungerende efter jeg har fået børn? Der må være andre end jeg, der tænker den tanke?

Jeg er kommet frem til følgende: siden jeg flyttede hjemmefra og selv skulle begynde at holde styr på mit liv, og jeg erfarende ting som at der ikke var toiletpapir, hvis jeg ikke købte det og mit tøj ikke blev rent på mirakuløs vis, så er der ligeså langsomt kommet flere og flere opgaver til. Studie, arbejde, Ph.d., mand, familiesammenkomster med egen familie og svigerfamilie, børn og alt det de ikke selv kan huske, flere ansvarsområder på arbejde, hus der skal vedligeholdes, biler der skal vedligeholdes, forældrekontaktudvalg, forskellige faglige udvalg, børn der går til svømning, børn der har venner med hjem, alle de ting man skal huske til børnehaven.  Der er også de ting, som er midlertidige, men som stadig fylder meget i perioder, min mor døde, min far blev syg og døde, udbygning af sommerhus. Til sidst er der alle de ting som jeg også gerne vil: dyrke motion, se mine/vores venner, se min mand alene uden børn, se mig selv alene uden mand og børn, blogge, instagramme, læse bøger osv.

Jeg fylder bare langsomt mere og mere på uden at vælge noget fra, måske lige bortset fra cafeture og byture og den slags, som måske lige netop er der, hvor hjernen får en lille pause fra at løse opgaver. Samtidig er vilkårene for min hjerne rigtig dårlige i det liv jeg lever: Det er sjældent jeg tænker en tanke til ende uden at blive afbrudt, enten af mine kollegaer, mine børn, min mand, andre tanker der presser sig på, eller min mobiltelefon. Hvis man ved lidt om hvordan hjerne fungerer så ved man også, at for at kunne huske noget, skal man være opmærksom på det, man vil huske – ikke så nemt når ens opmærksomhed hele tiden bliver forstyrret.

Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at holde op med at være så sur på min hjerne over, at den glemmer ting og i stedet være nænsom og omsorgsfuld overfor den. Jeg vil sige det til mig selv, som jeg siger til alle de bekymrede mennesker (uden hjerneskader), jeg taler med på mit arbejde: Det er helt normalt, din hjerne fejler ikke noget, du har bare alt for mange bolde i luften! Og så vil jeg forsøge at benytte mig at nogle af alle de råd, jeg giver til andre for at teste om de er gode…

Hvad gør du for at huske alt det du skal i hverdagen?

Kh Ida

Et lorte år er lukket og et nyt og friskt lukket op

Jeg har aldrig gået op i nytår. Nytårsaften er for (pessimistiske) mig en aften, der aldrig lever helt op til forventningerne, en aften der skal overstås. Men i år har nytår betydet noget andet for mig. Vi fejrede nytåret med to af mine søskende og deres familier og vi er i samme båd, vi har alle tre haft et hårdt år, vi bestemt ikke ser tilbage på med glæde og det gav rigtig god mening at hoppe ind i det nye friske år sammen. Der er kommet kaskader af lort ud af 2018 og aldrig har det føltes så godt at et år sluttede. Jeg forestillede mig hvordan jeg lukkede en stor fed sæk af lort og bandt en dobbeltknude på og sparkede den langt, langt væk. Det føltes godt.

Den sorte sæk med lort, indeholder også andet end lort, for 2018 er også et år hvor der er sket virkelige fantastiske ting. Sune og jeg har købt hus, vi har renoveret det og vi er flyttet ind. Vi følte os heldige og glade, det var et nyt kapitel i vores liv der startede. Men midt i huskøbet mistede jeg pludseligt synet på det ene øje og 3 uger efter fik jeg føleforstyrrelser i hænderne. Jeg kom under udredning for sclerose, det tog flere måneder og kastede en mørk skygge over den ellers glædelige begivenhed. Imens jeg malede huset, var jeg hundebange. Jeg kan huske hvordan jeg hele tiden tænkte i mulige løsninger for ramper til kørestol osv, hvis nu sclerosen, som jeg var bange for jeg havde, skulle ende med at være af den agresive art. Det var et langt udredningsforløb og det tærrede på overskuddet. Men i starten af sommeren var min far og jeg inde og få svaret på den sidste MR-scanning og der var ingen forandringer i min hjerne, jeg var rask. Jeg var så lettet, min far og jeg krammede hinanden foran bispebjerg hospital under kirsebærtræerne der blomstrede, min far græd og jeg grinede og så drak vi kaffe og slog vejen forbi en antikbutik og fejrede det med nye barstole, sætterkasser og alt muligt andet gammelt og genuint. Endelig var det tid til glæde. Nyt hus, solskin, glad familie og sommerferie i Spanien lige om hjørnet. Sådan!

Jeg føler stadig at livet, skæbnen, døden, min skytsengel eller de højere magter tog røven på mig. For den ferie vi glædede os så meget til og havde så meget brug for, endte som i ved, jo på tragisk vis i ulykke og min fars død. Og ja, siden da har livet været ufattelig hårdt. Det har været hårdt at eksistere på alt for mange planer. Som individ, som mor, som kone, som kollega, som datter, som veninde og sikkert også som alt muligt andet. I bund og grund har det bare været så mega skide hårdt. Når det er sagt, er det også fantastisk at være i live. Kæmpe kampen og føle at det med bitte små musseskridt, i et langt sejt træk, går i den rigtige retning.

Nu har vi taget hul på et nyt år. Et år som, 7-9-13, kun kan blive bedre. Vi nyder vores nye hus, som vi fortsat er i gang med at renovere, det bliver så flot. Ungerne er sunde og glade, Svale skal starte i skole og Wilder skal flytte til en ny stor og flot børnehave, de glæder sig. Jeg skal afslutte min terapi, mine PTSD symptomer er faldende og om et par måneder er de formentlig helt væk. Jeg skal starte på arbejde igen og efterhånden have en normal hverdag til at fungere med alt hvad det indebærer. Jeg er ved at blive en nærværende mor igen, en kærligere kone og jeg er i det hele taget ved at få lidt mere overskud til at være et helt menneske igen.

idag er himmelen blå og fuglene kvidrer i haven. Svale laver perler i morgensolen. Wilder er igang med sin tredje ostemad, Sune er på frilufts-tur med en ven og sidder i skrivende stund sikkert og laver morgenmad på bål, og jeg selv – jeg selv kan mærke en ro og en spirende glæde over at eksistere.

Hej nye år – du er så hjertelig velkommen.

En succesfuld jul i sorg og savn

Julen har ærlig talt været en mærkelig størrelse i år. En størrelse som ikke rigtig passede. Det passede mig ikke at det overhovedet skulle være jul og det passede mig slet ikke at jeg skulle leve op til alle de forventninger og traditioner, som nu engang hører sig julen til.

Jeg plejer at pynte op i starten af december, bage julekager og så plejer jeg at kreere en overdådig pakkejulekalender til ungerne og en julekalender med 24 forskellige øl til Sune. Jeg var tidligere lidt af en julegrinch, men jeg prøver mit bedste efter jeg har fået børn. Læs om en julehaders bekendelse HER.

I år har det været svært at være i rigtig julehumør og vi er med nød og næppe sluppet gennem decembers nissedrillerier og juleklip. Børnenes julekalender er blevet nedgraderet til en julesok med en daglig gave. Småkagerne blev bagt i et moment af stress, uden det mindste hygge, tidligt julemorgen. Julepynten kom op dagen før juleaften og Sunes øl-kalender var ikke eksisterende.

Savnet af min far har bare fyldt ekstra meget her i december. I en tid hvor juleglæde fylder meget hos alle dem omkring, har mit eget triste sind stået i skarp kontrast. Jeg har i mit voksenliv holdt jul med min far hvert andet år og selvom det var året hvor vi skulle holde jul med Sunes familie, havde vi aftalt at min far og Anne skulle holde den sammen med os. Derfor var savnet på selve juleaften så ufattelig stort og det gjorde ondt fra jeg slog øjnene op d. 24 december. Ida har skrevet så fint om julemelankolien, som vi garanteret er mange der føler HER.

Savnet blev tilsidesat for julemaden der skulle tilberedes. Der blev knoklet fra morgenstunden, men ved middagstid gik ungerne og jeg, for første gang i mit liv, i kirke. Det var så fint. Kirken, julelysene og et Blovstrød der var dækket i sne. Da vi kom hjem kom gæsterne og juleaften gik stille og roligt i gang. Som julemaden blev færdig og timerne gik blev det sværere at ignorere det store hul af savn jeg følte indeni. Et hul som kun voksede sig større og større jo længere aftenen skred frem.

Efter and og flæskesteg dansede vi om juletræet og ungerne fik gaver og så var de putteklar. Jeg smilede men indeni havde hullet efterhånden vokset sig så stort at det gjorde ondt i maven og gav kvalme. Det var en sand kunst at holde sammen på det ydre, selvom selskabet var godt, maden lækker og der ikke var en finger at sætte på noget. Til sidst fyldte mit savn og min sorg for meget. Tankerne væltede rundt i hovedet og jeg var bare så ked af at jeg ikke havde en far og at han aldrig mere skal holde jul med mine børn. Ikke se glæden i deres øjne når de åbner deres julegaver, ikke se dem vokse op, ikke være en del af deres liv. Ikke være en del af mit liv.

Jeg lagde mig ind til Svale som kaldte, holdt hendes lille levende hånd og lyttede til Wilders rolige åndedræt. Kneb en lille tåre og savnede min far og kneb endnu en tåre i taknemmelighed over at jeg lå her med mine to sunde, raske, levende børn, hvilket i vores tilfælde jo ikke er en selvfølge. Jeg kapitulerede og lod mig glide ind i en rar tung søvn til lyden af gode mennesker der hyggede sig og grinede i stuen.

Jeg vågnede ud på natten ved at Sune trak min kjole forsigtigt af og puttede dynen om mig. Der var en god følelse i kroppen. En følelse af at være kommet igennem julen, en følelse af at have lyttet til mig selv og et lille bitte stik af dårlig samvittighed over at være gået i seng før voksengaver, risalamande og uden at sige godnat. En dårlig samvittighed der fra alle sider blev manet til jorden ved daggry, for det var der fuld forståelse for hele vejen rundt.

Mit succeskriterie for en god juleaften var at vores gæster og især mine børn fik en dejlig jul. Det kriterie blev opfyldt til punkt og prikke, så man kan vel godt sige at det for os blev en succesfuld jul, trods sorg og savn til min elskede far, som i sandhed manglede som aldrig før.

Jule Melankoli

Julen er hjerternes fest, en tid fyldt med familiebesøg, æbleskiver, stearinlys og forventningens glæde. Det er en tid, hvor man som forældre måske hygger lidt ekstra om sine børn og elsker at se ”julelysene i deres øjne”. Der er nok en grund til, at det er blevet udtrykket for uskyldig lykkelig forventning og glæde.

Jeg kan også godt lide jul, men måske fordi julen er en tid, hvor alle glædes, bliver det endnu mere kontrastfyldt for mig, at jeg hvert år ved siden af glæden fyldes af savn og melankoli ved juletid. Det har været sådan siden jeg mistede min mor for snart 11 år siden, og efter jeg mistede min far for snart 3 år siden, er det ikke blevet mindre. Hverken min mor eller far var særligt juleglade, så det er egentlig underligt at lige julen fylder mig med savn, men det gør den… og sådan er det altid med savnet og sorgen for mig – det er uforudsigeligt, hvornår jeg bliver ramt af det. Måske er det bare det, at jul virkelig er en familietid, og jeg savner mit ophav. Jeg savner at være et barn og sidde på skødet af min mor og far, og jeg føler et stort savn over at mine børn ikke har mødt deres mormor og stort set heller ikke deres morfar og at mine forældre ikke skulle se julelyset i mine børns øjne… ØV!

Så jeg vil sende en tanke ud og tænde et julelys for alle dem, der kender jule melankolien eller måske skal møde den for første gang. Dem der: har mistet nogen, aldrig har haft nogen, elsker nogen som måske skal holde deres sidste jul, er bange for at det er deres egen sidste jul. Til alle dem som kender følelsen af at være lidt alene i alt juleræset og som bare gerne vil have en ekstra julekrammer og lidt plads til, at det er ok at have det svært – også i julen.

Kram

Ida

Kursen er lagt – vejen ud af angst og ulykke

Jeg føler mig seriøst som en træt bunke bæ på ben for tiden. Jeg er startet i et PTSD forløb på Hillerød hospital og det er så hardcore og koster rigtig mange tårer, sved, rysteture og hårdt arbejde. Jeg skylder en mellemregning, så her kommer et indlæg jeg har skrevet for 2 uger siden, som jeg aldrig fik udgivet:

 

Jeg har været meget stille. Det er fordi  jeg har tænkt og tænkt og vendt og drejet min livssituation. Jeg er nemlig blevet tilbudt et PTSD-forløb på Hillerød Hospital. Et tilbud som jeg virkelig er kommet i tvivl om, om jeg skal tage imod. Det er der flere årsager til. Forløbet er intensivt og strækker sig over 12-14 uger hvor jeg skal møde til samtaler med en terapeut og hvor der også kommer til at være flere timers “hjemmearbejde” dagligt. Under forløbet vil jeg få det rigtig skidt. Formentlig lige så skidt som efter ulykken og det skræmmer mig. Det anbefales at være sygemeldt under forløbet. Det har jeg det ikke særlig godt med, for jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg havde en brækket hofte ville en sygemelding være nemmere at forholde sig til, men jeg prøver dagligt at fortælle mig selv, at min situation faktisk er værre og mit sind skal fixes, ligesåvel som en hofte skal, for at blive rask på sigt. Aller mest er det svært at forlige sig med tanken om at få det dårligere. Endnu værre er det at skulle beskæftige sig med ulykken, som jeg de sidste 4 måneder har gjort alt for at fortrænge. Jeg får kvalme ved tanken, halsen snørrer sig sammen og tårerne pipler frem. Det er det sidste jeg har lyst til.

Men samme symptomer får jeg, når jeg hører pludselige høje lyde, når der er vold i fjernsynet, når bilen lugter af benzin, når en lastbil passerer mig, når jeg ser blå blink, når jeg ser kød i køledisken i supermarkedet,  ved tanken om at deltage i begivenheder med mange mennesker, når jeg hører nogle tale spansk, hvis jeg sågar bare tænker på Spanien og jeg kunne nævne mange flere ting som provokerer min angst. Ved at undgå alt det som føles ubehageligt er jeg ved at folde min verden sammen så den til sidst bliver så lillebitte at den kan ligge i min baglomme. Overskuddet er minimalt og så snart min omverden og især mine børn forlanger mere af mig end jeg har at give, braser verden sammen.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at gøre noget ved. Jeg bliver nød til at kunne kigge på de store røde bøffer i køledisken, som minder mig om alle de blottede muskler jeg så under ulykken. Jeg bliver også nød til at kunne tanke bilen, selvom det lugter af benzin, som der gjorde ved ulykkesstedet. Ligeledes er det et must at alt spansk og tanken om at sætte mine ben i Spanien ikke skræmmer mig fra vid og sans, mine svigerforældre er nemlig flyttet til Spanien og jeg kan ikke holde mig derfra for evigt.

Så jeg har takket ja. Jeg kommer til at “genbesøge” ulykken og minutterne før og efter et utal af gange. Hver gang er jeg der ca. 2 timer. Her skal jeg fortælle om ulykken om og om igen i 40 minutter. Fortællingen bliver optaget og den skal jeg lytte til en gang dagligt, til jeg kommer igen ugen efter og endnu engang fortæller om ulykke, optager den osv. Før og efter er der selvfølgelig samtale om alt det der er svært. Til sidst er det meningen at jeg skal blive så træt af at høre og tale om ulykken at den får lov til at blive et minde i stedet for at overfalde mig i eksplosioner af død, blod, chok og glasskår utallige gange dag og nat. Samtidig skal jeg hver dag eksponeres for alt det der tricker min angst og angsten vil dermed blive mindre og til sidst ikke eksisterende. På denne måde vil min verden ligeså stille folde sig ud igen og gå fra lommestørrelse til worldwide.

Det lyder godt. Men jeg har bestemt lyst til at undvige, men jeg er heldigvis også klog nok til at vide at det ikke hjælper hverken mig eller min familie. Jeg vil formentlig kun få det værre med tiden, hvis jeg ikke får bearbejdet alt omkring ulykken. Jeg har valgt at se bort fra alt det ubehagelige jeg skal igennem og i stedet springe på hovedet ned i sølet. Jeg ser det som en livsinvestering. En investering i min egen og min families fremtid. En fremtid hvor der trods en tung bagage er plads til glæde og lykke, hvor ulykke og tab, bliver bearbejdet og dermed kommer til at fortone sig fra hverdagen og bliver et trist minde. Et minde som jeg har styr på og som ikke ødelægger mit liv.

 

 

Det var altså mit tidligere indlæg. Nu er jeg godt igang med terapien og jeg er skiftevis helt ude i torvene og samtidig er jeg ved at lære mit eget sind og dets ikke så smarte mekanismer at kende. Jeg ligner stadig en bunke bæ, men jeg har det ikke lige så håbløst indeni som tidligere. Kursen er lagt og jeg tror på at det her forløb kan hjælpe mig igennem mit livs største krise.

Fremtiden er lys.