The Glow Inst.

Nogen gange er det sgu hårdt at være mor synes jeg. Det er ikke mange øjeblikke, hvor der ikke er enten konkrete her og nu krav og behov eller tanker om fremtidige planer, krav og behov. Jeg kan af og til føle, at jeg har mistet mig selv, al min alenetid er blevet stjålet fra mig – det kan næsten føles sorgfuldt engang imellem at tænke på, at jeg aldrig er alene og fri for krav og tanker om krav. Derfor bestilte jeg tid i The Glow inst. efter at have fulgt Fulvia på Instagram og hørt hende fortælle om ideen bag stedet i podcasten: Udenfor rammen – Oasen for kvinder .

Jeg var spændt, men også lidt urolig og vemodig, da jeg kørte mod Hillerød. Sådan får jeg det tit op til, at jeg skal noget, jeg har glædet mig meget til, jeg kan blive helt bekymret for, om jeg nu kan finde ud af at nyde det og ”gøre det rigtigt”.

Al min uro forsvandt som dug for solen da Fulvia åbnede døren og inviterede mig indenfor. Hun er blid og rolig. Hun har en naturlig måde at være i kontakten på, som gør det nemt at slappe af og nemt at tale om det man har på hjerte. Vi talte mest om musik og hvad det gør ved os. Behandlinger i The Glow Inst. starter med en kop te og en rolig snak om, hvad der nu måtte være. Det er genialt, fordi det giver én tid til at lande og indstille sit sind på den behandling, man skal modtage. Jeg har det tit sådan, at jeg bruger det meste af tiden på at lande, når jeg har været til massage eller andre behandlinger. Tankerne suser rundt og jeg er i gang med indkøbslister og huskesedler og når jeg så lige er ved at være faldet ned, så er det hele slut. Men ikke i The Glow Inst. Der er nemlig god tid. Der har ikke været en anden før og der kommer ikke en anden efter – man er den eneste ene den dag og det gør en kæmpe forskel for hele oplevelsen.

Kort fortalt er det en to timer lang behandling hvor man ligger på briksen mens Fulvia tryller med blid massage, lækre produkter og forførende dufte og får en til at slappe HELT af.

Der er ingen der siger noget, man skal bare slappe af og være i sin egen krop. Man bliver ikke bedt om at rykke sig eller løfte arme og ben, man bliver ikke spurgt om det er rart, eller om der er noget andet man vil have. Man bliver ikke forklaret noget om produkter eller andet. Man får bare lov at være som man er, i den tilstand man er i. I virkeligheden er det meget simpelt og samtidig er det unikt og helt vidunderligt. Det er to timers omsorg helt uden krav, forstyrrelser eller kontakt. Mens jeg lå der svævede jeg ind og ud af mine tanker, i en tilstand mellem drøm og virkelighed. Minderne væltede frem og blandede sig med drømmeagtige scenarier. Der er noget ved blid berøring som er så utroligt beroligende og sjældent. Jeg blev taget tilbage til min barndom, hvor min mor nussede mig, hvor nus var noget jeg bare modtog uden tanke på, hvornår det var min tur til at nusse, hvad nusseriet mon skulle føre til eller om jeg mon skyldte noget bagefter.

I dag fik jeg kontakt med mig selv igen, jeg var helt nede i min sjæl. Jeg kunne have ligget der i den tilstand i flere dage, det var næsten som om tiden stod stille…

Dette er ikke en reklame, jeg har selv betalt for mit besøg og har booket et nyt besøg i Januar som er det tidligste jeg kunne få tid – jeg er ikke den eneste der hungrer efter The Glow Inst. følelsen.

/Ida

Humørkongruens

Kender du det, at du vågner og med det samme kan mærke du er i dårligt humør? Du kigger ud af vinduet og konstaterer at det regner, hvilket får dig til at overveje, hvorfor du bor i et land, hvor vejret ALTID er dårligt. Resten af morgenen går med, at dine børn ikke gør, hvad du beder dem om. Du bliver i endnu dårligere humør, skælder ud og tænker på, at du måske er en dårlig mor. Du kommer i tanke om flere af de gange, hvor du har mistet besindelsen og råbt af dem eller været eftergivende i forhold til krav, du har stillet. Da du afleverer dem i børnehaven minder pædagogen dig om, at de ikke har mere skiftetøj, typisk! Nu er der også andre, der kan se, at du ikke lever op til din moder rolle. På vej på arbejde tænker du over, at du ikke gider derhen. Du føler dig ikke god, til det du laver. Du tænker på den gang, du havde glemt en patient og kom for sent ned i venteværelset, hvor patienten og den pårørende var godt vrede. Arbejdsdagen går og du er fanget i dine egne tanker. Du har dårlig samvittighed over, at du var sur i morges. Nu begynder du at tænke over, at det da også er irriterende, at din mand arbejder så meget, og at du er alene med børnene så ofte. Lige nu kan du slet ikke mærke, at du elsker ham, men synes ærlig talt, at han er en dum idiot. Du kan kun huske alt det, han ikke gør: han siger aldrig, at du er smuk eller roser dig for at være en god mor, og det er da også meget længe siden han har taget initiativ til, at I skal lave noget sammen. På vej hjemad har du mest lyst til, at den her dag skal slutte – du tænker på, hvor anstrengende det er at hente børn, som er trætte og sultne og at skulle lave mad, mens de råber og skælder ud. Du har en kæmpe klump i maven og er på grådens rand – sikke en lortedag!

Dagen efter vågner du og har det bedre, det regner stadig, men du synes egentlig, at det er hyggeligt og kan godt lide duften af regnen. Børnene gør ikke hvad du siger, men du griner og laver fis med dem og pludselig har de alligevel fået tøj på, og i er på vej ud af døren. Du har stadig glemt det med skiftetøjet, men skide være med det, vi glemmer alle sammen ting i ny og næ. Det er da bedre end den gang du glemte at tage bleer og vådservietter med og stod med babylort op til albuerne tænker du og griner af den groteske situation. Du hører radio i bilen og glæder dig over at synge med, på de sange du kender. Du glæder dig til at se dine kollegaer og kommer i tanke om, hvor sjovt i havde det til påskefrokost sidste år. Dagen går lynhurtigt og nu glæder du dig til at komme hjem til dine børn og din mand. Han er så god til at lave mad. Du tænker på alle de gange han har lavet middag med stearinlys til dig, og hvor skide sjovt i har det, når i drikker øl og danser hjemme i stuen – hvor har du været heldig med ham…

Kan du genkende at den ene tanke tager den anden og at det nogle dage kan være svært at huske det gode og andre dage kan være svært at huske det svære? Så har du sikkert oplevet humør kongruens. Vores humør og følelser påvirker hvilke ting vi erindrer. Når du er ked af det eller vred vil dine tanker nemmere associerer til og huske begivenheder, hvor du var i en lignende emotionel tilstand – det kaldes humør kongruens. Det er selvfølgelig en tendens og ikke en regel. Men det kan være rart at vide, at bare fordi man lige nu, mens man er ked af det, kun kan huske alle de ting, der har været svært, så skyldes det måske mest en bias og er ikke hele sandheden.

Det har ofte hjulpet mig at være bevidst om, at min hjerne lige nu husker de ting, der er svært, men at alt det gode også ligger derinde i folderne, selvom det lige i situationen føles næsten umuligt at komme i tanke om det. Det er medvirkende til, at jeg har øvet mig længe i ikke at tage vigtige beslutninger, når jeg er i affekt. Det er ikke nemt, men det er rart bagefter, når humøret er mere neutralt, at jeg ikke kom til at tage en vigtig beslutning på et énsidigt grundlag.

Har du oplevet humørkongruens?

Kh

Ida

Time Out

Jeg har været alene med mine børn i weekenden og selvom det faktisk, efterhånden som de bliver større er rimeligt nemt og hyggeligt at være alene med dem begge, så kan jeg godt sidde med en halvstresset panikklump i maven søndag aften og tænke: Det kan da ikke blive mandag i morgen, jeg har jo overhovedet ikke holdt weekend!!

Siden jeg fik Carl for ca. 5 år siden, har jeg nemlig været ret dårlig til at holde pauser eller tage time out for mig selv. Det er jo selvfølgelig også ekstra svært, når man er alene hjemme med to børn på 5 og 3 år, men man kunne måske godt øve sig i fx at få lov til at låse døren, når man går på toilettet, uden at der så står to desperadoer og råber på vand og mad i det sekund ens numse rammer brættet. Nogen gange, når der er gået alt for længe uden en pause, føler jeg nærmest, at de timer det – som om de går og hygger sig, indtil det sekund jeg sætter mig med en kop kaffe. Sådan er det selvfølgelig ikke. Så når jeg begynder at føle, at mine børn er irriterende, fordi de er helt almindelige børn, der gerne vil have masser af kontakt med deres mor. Især når hun sætter sig med kaffe og ser ud til rent faktisk at have tid. Så ved jeg, at nu er der gået for lang tid, hvor jeg igen har glemt vigtigheden af at holde time out helt alene med mig selv. Jeg ved godt, at det er vigtigt, meget vigtigt, for mit humør og velbefindende, at jeg engang imellem plejer mig selv og er lidt alene. Det er bare som om det føles lidt forbudt, som om jeg stjæler tiden fra familien, arbejdet, vennerne eller gøremålene, som om det ikke er helt ok at tage tid til mig selv.

I aften gjorde jeg det sgu. Morten er som sagt ikke hjemme, så jeg behøvede ikke tænke på, om jeg burde tale med ham, nu hvor børnene sover. Jeg holdt selvpleje søndag i mit badeværelse alene med mig selv. Jeg fandt min fyrfadsbrænder frem, puttede min yndlingsolie i (Rejuvenate fra Moshi Moshi) og tændte den. Men jeg fyldte mit badekar med vand og den mest vidunderligt duftende boblesæbe jeg har købt på Bali, rensede jeg mit ansigt og tørbørstede min krop. Så vaskede jeg masken af og puttede en fugtmaske fra Biologique Recherche (Masque Visolastine+) i ansigtet, tændte for noget klassisk musik, som jeg altid hører, når der skal ro på sjælen og ploppede ned i karet. Og så lå jeg bare der i det varme vand og trak vejret med lukkede øjne og lyttede til musik, til jeg var en rosin. Langsomt satte tankemylderet tempoet ned, og jeg tror måske der var 2 minutter, hvor jeg ikke tænkte på noget særligt. Jeg fik endda også lige filet mine fødder og puttet ny neglelak på.

Nu sidder jeg i min stue og alting sejler, min mand ville få et stressanfald, hvis han så, hvordan her ser ud.

Men min krop er varm og blød, og jeg har trukket vejret og fået neglelak på tæerne. Pludselig er jeg en sødere mor som igen savner mine børn mens de sover. Jeg håber de kommer ind og putter hos mig i nat og det gør ikke noget, hvis de nikker mig en skalle eller to i søvne – for jeg har haft en times weekend og er klar til mandag!

Hvordan holder du time out?

Kh

Ida

At miste én man elsker – igen og igen

Morten rejser til La Palma i dag på ferie med en ven. Det er dejligt for ham, og jeg glæder mig på hans vegne. Jeg glæder mig egentlig også lidt til at være alene med børnene, fordi vi altid har det sådan, at når man er alene så handler det kun om, at det skal være så hyggeligt som muligt. Hvis det betyder at bestille pizza hver dag – så gør man bare det. Hele ugen op til i dag har jeg været rolig og large omkring det. Når Morten har talt om, at det er længe at være væk har jeg sagt – ”det bliver dejligt for dig, nyd det!”. Lige indtil i morges…

Jeg vågnede og gik i bad, og pludselig blev jeg usikker på, hvad tid han skulle i lufthavnen, og om han mon allerede var kørt – og så kom angsten og sorgen. Jeg græd i badet og var pludselig rædselsslagen for, at han skulle styrte ned med flyveren eller køre galt på cykel, og at jeg aldrig mere skulle kramme mig ind til ham, og mærke han rolige dejlige varme væsen ved siden af min krop. Tankerne galopperede afsted med mig med 100 km i timen og pludselig kunne jeg ikke blive boende i huset og børnene havde ikke nogen far, og jeg skulle aldrig mere have en mand som elsker dem ligeså højt som jeg… Jeg løb på våde fødder ned af trappen. Jeg fandt ham i køkkenet og knugede mig ind til ham, indtil jeg var landet med begge ben på jorden igen.

Det er ikke første gang det sker, jeg kender de her følelser rigtig godt. Selvom der går længere imellem, at de overmander mig, og jeg er blevet god til at tage det i opløbet, så sker det stadig at angsten for pludseligt at miste dem jeg elsker, springer på mig og svinger mig en tur rundt i karrusellen. Det har været sådan siden jeg mistede min mor. Pludseligt, uforudsigeligt og lige foran mine øjne døde hun af en blodprop i lungerne. Jeg var 26 år og helt magtesløs i situationen. Den situation ændrede noget i mig. Jeg lever med en dyb erkendelse af, at livet kan forandres på et split sekund, at én man elsker kan blive revet væk fra én uden varsel. En gang imellem, når jeg er uforberedt og ikke har mærket det komme snigende, bliver jeg overvældet af det og så galopperer katastrofe tankerne afsted med mig. Når det sker har jeg lært, at det der hjælper for mig er:

  1. at søge ro i kroppen ved at bede om et kram, så jeg kan mærke, at nogen holder sammen på mig.
  2. sige højt til mig selv eller andre, hvordan jeg har det.
  3. ikke at kæmpe imod men lade det der sker være. Jeg minder mig selv om, at jeg kender den følelse, den er ikke farlig og selvom den føles voldsom og ubehagelig, så vil den ikke opsluge mig ret længe.
  4. erkendelsen af at jeg kender den følelse, at den stammer fra noget andet, og at der ikke lige nu er en øget risiko for at miste nogen hjælper mig til at finde ro med at lade den ride af som en bølge eller en ve.
  5. Jeg søger aktivt væk fra tanker om ”at det er fjollet”, ”ikke er relevant lige nu”, ”gid det ville gå væk” og hen imod tanker om, hvad den pige på 26 år som blev overmandet af at miste sin mor så pludseligt havde og stadig har brug for: kærlighed, omsorg og validering af at det er ok at blive bange, at de følelser er ok at have.

Gør jeg de ting, er det nemmere for mig at komme videre med dagen, og jeg får det bedre. Resten af dagen i dag vil jeg måske være skrøbelig og grådlabil, jeg savner min mor mere i dag end jeg gjorde i går. Måske er jeg også skrøbelig i morgen, måske er det væk om en time. Jeg ved det ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Det er ok. Sådan er livet. Der er glade dage, triste dage, trætte dage og angste dage. Angsten for at miste er en del af glæden og kærligheden ved at have – sådan ser jeg det.  Og kærligheden ville jeg aldrig være foruden, så må jeg tage angsten i medgift.

Hav en dejlig dag derude og vær gode ved jer selv, hvis noget føles svært.

Kh

Ida

Åååh nej, det har jeg glemt – igen, undskyld…

I perioder føler jeg, at jeg siger det mere end stort set alt andet. Jeg har en følelse af, at jeg har glemt mere og lavet flere tåbelige fejl, efter jeg har fået børn, end jeg har gjort i hele mit samlede liv forud for børn. Folk taler om ammehjerne, jeg synes man burde tale om ”forældrehjerne”. Jeg har altid haft en rigtig god hukommelse og en hjerne jeg kunne stole 100% på til at minde mig om ting, så jeg hader at glemme ting, det passer dårligt med mit selvbillede og min selvtillid daler i de perioder, hvor det er slemt. Tillægger man at jeg arbejder på neurologisk afdeling som neuropsykolog og har et arbejde, der består i at have med mennesker med hjerneskader og sygdomme i hjernen at gøre, og derfor har et helt forvredet billede af, hvor sandsynlige de sygdomme er. Så kan jeg i perioder blive rigtig bekymret for min hjernes tilstand. Jeg kan sidde med ondt i maven af bekymring i bilen på vejen hjem og diagnosticere mig selv, indtil jeg komme frem til det, som jeg egentlig godt ved – at mine symptomer er uspecifikke og inkonsistente og at jeg bare er træt, har alt for mange bolde i luften, bliver afbrudt i alt hvad jeg laver både hjemme og på arbejde, og at jeg er nødt til at erkende, at jeg skal hjælpe min hjerne mere.

For lige at give nogle eksempler på, hvad det er for ting jeg glemmer eller laver fejl i, som gør mig desperat. I denne måned har jeg har glemt en aftale med min erfa-gruppe og er blevet væk fra et møde på arbejde, som jeg bekræftede, at jeg ville komme til en time i forvejen. Mine børn mangler rent tøj i børnehaven, og har nu ikke været i bad hele ugen, det har taget mig 3 uger at bestille tid til min datters tandlæge, og jeg bliver konstant overrasket over de ting min mand skal til, selvom han har skrevet det i vores fælles kalender.  Sidst men ikke mindst har jeg i denne måned kostet vores familie 1800 kr. Jeg kunne ikke finde mit kørekort og bestilte et nyt til 280 kr selvom manden på borgerservice rådede mig til at vente ”da de ofte dukker op”, og jeg forsikrede ham om,  at jeg havde ledt og at mit ikke ville dukke op – dagen efter lå det ved forsædet i min bil, hvor jeg havde ledt flere gange. Da min mand spurgte, hvornår jeg kommer hjem fra konference i NY til februar opdagede jeg, at jeg har bestilt en flybillet hjem en dag for sent, det kostede lige 1500 kr at lave den om – aaarrrgghhhhhhh!

Nogen dage er jeg rigtig godt gammeldags sur på min dumme hjerne, som ikke er til at stole på! Men er min hjerne blevet dårligere fungerende efter jeg har fået børn? Der må være andre end jeg, der tænker den tanke?

Jeg er kommet frem til følgende: siden jeg flyttede hjemmefra og selv skulle begynde at holde styr på mit liv, og jeg erfarende ting som at der ikke var toiletpapir, hvis jeg ikke købte det og mit tøj ikke blev rent på mirakuløs vis, så er der ligeså langsomt kommet flere og flere opgaver til. Studie, arbejde, Ph.d., mand, familiesammenkomster med egen familie og svigerfamilie, børn og alt det de ikke selv kan huske, flere ansvarsområder på arbejde, hus der skal vedligeholdes, biler der skal vedligeholdes, forældrekontaktudvalg, forskellige faglige udvalg, børn der går til svømning, børn der har venner med hjem, alle de ting man skal huske til børnehaven.  Der er også de ting, som er midlertidige, men som stadig fylder meget i perioder, min mor døde, min far blev syg og døde, udbygning af sommerhus. Til sidst er der alle de ting som jeg også gerne vil: dyrke motion, se mine/vores venner, se min mand alene uden børn, se mig selv alene uden mand og børn, blogge, instagramme, læse bøger osv.

Jeg fylder bare langsomt mere og mere på uden at vælge noget fra, måske lige bortset fra cafeture og byture og den slags, som måske lige netop er der, hvor hjernen får en lille pause fra at løse opgaver. Samtidig er vilkårene for min hjerne rigtig dårlige i det liv jeg lever: Det er sjældent jeg tænker en tanke til ende uden at blive afbrudt, enten af mine kollegaer, mine børn, min mand, andre tanker der presser sig på, eller min mobiltelefon. Hvis man ved lidt om hvordan hjerne fungerer så ved man også, at for at kunne huske noget, skal man være opmærksom på det, man vil huske – ikke så nemt når ens opmærksomhed hele tiden bliver forstyrret.

Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at holde op med at være så sur på min hjerne over, at den glemmer ting og i stedet være nænsom og omsorgsfuld overfor den. Jeg vil sige det til mig selv, som jeg siger til alle de bekymrede mennesker (uden hjerneskader), jeg taler med på mit arbejde: Det er helt normalt, din hjerne fejler ikke noget, du har bare alt for mange bolde i luften! Og så vil jeg forsøge at benytte mig at nogle af alle de råd, jeg giver til andre for at teste om de er gode…

Hvad gør du for at huske alt det du skal i hverdagen?

Kh Ida