Min efterfødsel i billeder, krop og sind

 


 

image2-5image4image3-4image1-19

 

 

Nu bliver lille Wilder snart 5 måneder og det betyder at det er 5 måneder siden jeg, for anden gang, har været igennem en fødsel og et efterfødselsforløb. Jeg har længe gerne ville lave dette indlæg som netop handler om efterfødselsforløbet, da jeg håber det vil hjælpe andre. Jeg var selv, især efter min første fødsel, overrasket over min krop og mit sinds reaktioner og følte at jeg manglede viden på dette felt. Jeg havde haft så meget fokus på min graviditet og selve fødslen at det var gået fuldstændig over mit hoved, at det også tager tid at komme sig efter en fødsel. Meget længere tid end jeg egentlig havde forventet.

Jeg tænkte at jeg bare skulle ud og rulle med barnevogn, have overskud og skulle ride på en bølge af lykke. Men en fødsel sætter en hel række reaktioner igang både mentalt og kropsligt og fødselsskader er heller ikke ualmindeligt. Jeg har haft to vidt forskellige fødsler. Den første var hård og lang og den anden en drømme-fødsel (den kan du læse om her). I mit første efterfødselsforløb var jeg helt grøn og var forundret over min krops forvandling fra gravid til mejeri og de vanskelige ambivalente følelser der pludselig meldte sig. Efter anden fødsel bristede jeg så meget, at jeg skulle ligge ned i 2 uger,  og havde i lang tid efterfølgende svært ved at gå og sidde. Sune havde ikke barsel og jeg var stik imod min stolthed nød til at tage imod hjælp fra alt og alle.

Her er lidt om hvad jeg oplevede i mine fødselsforløb:

Muskelsmerter:  Man kan godt forberede sig på at blive godt øm i hele kroppen efter en fødsel. Øm i muskler som man ikke anede eksisterede. Jeg var for eksempel vildt øm i musklerne på forsiden af halsen. Jeg havde det mest som om jeg havde fået en ordentlig omgang prygl. Benene rystede under mig da jeg kom op at stå efter fødslen, det gjorde ondt at vende sig i sengen og rejse sig fra toilettet. Det er benhårdt muskel-arbejde at føde et barn og det tager tid at komme sig over.

Underliv: Ud over at være øm i muskulaturen er man selvfølgelig øm forneden. Det svier at tisse og det er endnu mere grænseoverskridende at skulle rigtig på toilettet. Jeg er blevet syet ved begge fødsler og det kan altså godt genere en del. Stingene strammer og det er normalt at være godt hævet. Efter min sidste fødsel føltes det hele helt ødelagt, og da jeg kiggede efter med et spejl, fordi jeg troede et sting var sprunget, begyndte jeg at tude. Jeg troede aldrig jeg ville komme til at se normal ud igen. Men fat mod, alt falder på plads. Et godt tip er at nuppe et par ekstra af de virkelig usexede net-trusser med hjem fra hospitalet, for de er det eneste man kan holde ud at have på.

Inkontinens: Det er helt normalt at have svært ved at holde på vandet efter en fødsel. Jeg gik med bind i lang tid efter, fordi jeg var bange for at tisse i buksern hvis jeg pludselig skulle grine, hoste eller bare fik hikke. Det kan heldigvis knibes væk.

Hæmorider: Yes det er også normalt. Jeg fik en. føj og av. Den er HELDIGVIS væk.

Barselsflåd (Jeg hader det ord): Man bløder ret meget efter en fødsel og i længere tid end jeg havde regnet med. Kraftig blødning i en uges tid som langsomt aftager. Jeg blødte cirka 8 uger ved begge fødsler. Det er en rigtig god ide at have købt bind forinden, så jeres mænd ikke skal ende som Sune. Han løb desperat rundt i Netto lidt over lukketid og måtte få hjælp af Nettodamen, der gerne ville hjem, til at finde de bedste bind. Søde mand!

Efterveer: Efter fødslen har man efterveer. Specielt under amning. Efterveer er kraftige sammentrækninger af livmoderen og de kan mærkes. Det er intet sammenlignet med de veer man har oplevet under fødslen, men rart er det ikke. Det gælder om at tage en dyb indånding inden man sætter babyen på. Efterveerne ebber heldigvis ud efter et par dage og amning bliver en hyggelig ting.

Bryster og mælk: Lige efter fødslen har man råmælk. Den lille begynder som regel at sutte med det samme, men den “rigtige mælk” løber først til efter et par dage. Jeg troede at man bare havde mælk med det samme og at baby kunne blive mæt. Men nej, baby skal være sulten og arbejde hårdt for føden de første døgn. Det betyder at baby gerne vil sutte konstant og det  giver ømme brystvorter. Jeg fik sår på brysterne begge gange. Med Svale blødte det så meget at hun fik sort afførring. Det sker der ikke noget ved, andet end det er smertefuldt for moderen. Brysterne bliver mere og mere spændte fra fødslen og til mælken løber til. Til sidst er babserne hårde som sten og ømme som bylder. “Dolly Parton-fasen, kaldte min sundhedsplejerske det. Brysterne bliver heldigvis bløde igen og der produceres mælk efter princippet udbud og efterspørgsel. Når mælken er løbet til, kan mange mærke nedløbsrefleksen når man ammer. Det føles som en svag sviende fornemmelse, men er slet ikke ubehagligt. Det er en god ide at købe noget Lanolin-salve på apoteket, det beskytter brystvorterne og den lille må gerne sutte på brystet selvom der er salve på.

Maven: Efter baby er komet ud, efterlader han/hun sig en tom hule. Livmoder og maveskind skal trække sig sammen og især maveskind tager lidt tid. Jeg har været en af de heldige der efter begge fødsler har set normal ud efter små 2 uger. Efter 2 fødsler, så tæt på hinanden, føles konsistensen af min mave stadig mere som end vandmand end et vaskebræt. Men efter omstændighederne er  jeg egentlig godt tilfreds med gobbel-skindet.

På billederne kan i se min forvandling den første uge. Første billede er imellem 2 veer, kun et par timer inden lille Wilder kom til verden. Andet billede er selvfølgelig nyfødte Wilder. Tredje billede er dagen efter, i ble og net-underbuksis og det sidste er 8 dage efter.
Følelser: Er nærmest et kapitel for sig. For de er overvældende og det er helt normalt at føle sig dødsens lykkelig det ene øjeblik og være grædefærdig det næste. Verden er forandret og man er nu mor til et lille skrøbeligt væsen og med det følger der helt nye bekymringer. Det kan godt virke lidt skræmmende. Ved første fødsel, følte jeg mig rystet helt ind i sjælen. Rystet over selve fødslen, den almægtige kærlighed, det store ansvar og jeg var skiftevis dybt bekymret og nærmest euforisk. Jeg havde the blues et par dage efter fødslen hvor jeg græd og græd, jeg kunne ikke svare på hvorfor, tårerne løb bare ned ad kinderne imens hormonerne bankede rundt i blodet, tankerne i hjernen, men mest af alt, følte jeg at en ny styrke rejste sig i mig. Nu var jeg MOR! De dyriske instinkter trådte ind, jeg var en løvinde der ville beskytte mit barn med mit liv, nu og for altid!

Usikkerhed: Hvad gør man nu? hvor tit skal bleen skiftes? Spiser baby nok? hvorfor hikker han? Nu har han kastet op 3 gange, skal jeg være nervøs? Sover han for meget? Mon jeg har mælk nok? og så videre. Det er helt normalt at være bekymret og usikker, man har jo aldrig prøvet det før. Anden gang kører man den ligesom bare på rutinen. Da jeg fik Svale brugte jeg de af mine veninder der havde børn i forvejen, de kunne mane enhver usikkerhed i jorden og give mig svar på det meste. Det gør jeg sådan set stadig, nu handler det bare mere om det at være mor til to og de følelser og udfordringer det bringer med sig.

Når alt dette er sagt, er det selvfølgelig det mest fantastiske i verden at blive mor. Kroppen heler hurtigt og sindet falder på plads. Tilbage er der den nye almægtige kærlighed og en dybere mening med livet. Både fødsel og efterfødselsforløb er hurtigt glemt og man gør det hele igen, endda med den største glæde!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klar, Parat, Fødselstaske

image1-2Så er der under en uge til termin.

Jeg er klar. Mentalt er brikkerne ved at være faldet godt på plads. Fysisk føles det som om maveskindet sprækker hvis det skal rumme så meget som en vindrue mere og praktisk er vi også total klar.

Endelig! Jeg er blevet mentalt klar til at gå ind til en fødsel med oprejst pande og rank ryg. Den sidste uge har gjort underværker. Jeg har været meget ambivalent omkring fødslen, men nu føler jeg mig faktisk Parat. Sidste uges panik har lagt sig og jeg føler mig godt væbnet. Det går som det går og jeg tror på at det kommer til at gå godt! Jeg har været kortluntet, overlykkelig, grådlabil og alt der i mellem. Nu er kaoset drevet over og jeg føler mig fattet og klar.

Fysisk er jeg også ved at være der. Jeg må nok være helt ærlig og afsløre at det ikke er meget motion det er blevet til under denne her graviditet. Jeg har haft hænderne fulde med arbejde, Svale, hyggelige aftaler og hvad en god aktiv hverdag ellers byder på. Til gengæld har jeg brugt den sidste uge på at forkæle min tykke krop. Jeg har fået en fodbehandling og har nu de blødeste fødder med ildrøde tånegle. Jeg har også fået en graviditetsmassage. Det føltes som at besøge selveste himmeriget i magiske 60 minutter og jeg følte mig afspændt, velduftende og engleblød da jeg cyklede hjem derfra. Min krop er klar. SÅ klar. Maven er kolosal, brysterne er ved at sprænge og hele den nederste etage giver sig på den gode og til tider smertefulde måde. Nattesøvn er en by i Rusland grundet forventnigsfulde tanker, hval-krop der på ingen måde kan ligge godt og galoperende halsbrænd. Der kan ikke gå lang tid før det går løs.

Rent praktisk er reden bygget. Jeg er normalt et rodehoved som ikke bekymrer mig om nullermænd og fedtede vinduer, men de sidste par dage kan den ikke få nok gas med støvsuger og ajax og vaskemaskinen kører på højtryk. Babysengen står klar ved min side af sengen. I den , står en hjemmesyet babynest og lilles dyne er frisk og nyvasket. Jeg har hygget babyhjørnet op med smukke origami sommerfugle og traner og en hyggelig dæmpet lyskæde. Alt er nyvasket. Babyprodukter og mini-bleer er linet op på badeværelset, babyliften står klar og den famøse taske til hospitalet er netop blevet pakket.

Vedrørende tasken, bliver jeg igen forvirret over hvad jeg skal putte i den. Sidste gang kom vi slæbende med en kæmpe taske og fik kun brugt halvdelen og det gider jeg altså ikke igen. Tasken fylder derfor en brøkdel af hvad den gjorde sidste gang og indeholder kun hvad jeg synes er nødvendigt. Som andengangs-fødende skal vi jo heller ikke blive på hospitalet, men jeg synes det er rart at være forberedt, hvis det skulle blive nødvendigt.

Her er hvad jeg har pakket:

Til baby:

2 sæt babytøj. Jeg elsker Johas dragter af silkeuld og det er det eneste jeg har lyst til at putte et nyfødt barn i. 2 par små uldsokker og en lille babyhue.

Køredragt til når baby skal hjem fra hospitalet. Vi har købt en lækker en af uld der minder om denne her.

Dyne og et sæt ekstra rent sengetøj. Jeg foretrækker silkedyne og så har vi lækkert blødt babysengetøj fra Liberty og Nofred.

Blødt babytæpppe så jeg rigtig kan svøbe det lille vidunder.

Autostol

Til Mig:

til under fødslen:

Vandrejournal + sygesikringskort

læbepomade (sidst havde jeg ikke nogen med og savnede den SÅ meget under fødslen)

Drikkedunk. Det er SÅ vigtigt at kunne drikke vand under fødslen og med en drikkedunk er du ikke afhængig af at din fødselshjælper/jordmoder skal tilbyde slatten saftevand med sugerør i.

Snacks. Jeg havde dog slet ikke nogen appetit under min sidste fødsel, men rart at have lidt i tilfælde af at sulten skulle melde sig. Jeg tror jeg vil nøjes med et æble eller måske en muslibar.

kondisko eller andet godt fodtøj. Sidst kom jeg ud af døren i gummistøvler, og det var mildest talt ret upraktisk. Det kan være nødvendigt at bevæge sig rundt for at få godt knald på veerne og det skal gøres i rart fodtøj. Jeg har pakket mine Air Max Thea.

Hårelastik/hårbånd til at få det svedige garn væk fra ansigt og nakke. Jeg har et yndlings fra Muggie Moscow (og så gør det jo heller ikke noget man ser lidt lækker ud i kampens hede)

Til efter fødslen:

Skjorte, eller anden trøje som kan åbnes, så baby nemt kan ligge på brystet.

Løstsiddende bukser, dejlige sokker og trusser der ikke strammer. Jeg endte i hospitalets nettrusser og nuppede lidt ekstra med hjem, det var simpelthen det eneste jeg kunne holde ud at have på.

Blød amme-BH. Man tror det er løgn så meget babserne spænder og hvor ømme brystvorterne bliver. Det er rart at have en BH uden bøjler de første par dage, jeg er glad for de helt enkle fra H&M.

ammeindlæg. Jeg foretrækker engangs, andre foretrækker silke eller uld.

Toilettaske: man har virkelig brug for at børste tænder efter en fødsel og få et dejligt bad. Det er dejligt at bruge sine egne produkter, for man føler sig ikke ligefrem på toppen med en 100 årigs træthed, blævrende maveskind og hospitalets kæmpe-ble i de usexede nettrusser.

Ammebrikker (Jeg kunne havde slået ihjel for sådan nogle ved første fødsel)

Til Sune:

Han skal til gengæld have masser af snacks. Jeg har købt chokolade, wasabinødder, hollandske vafler og sodavand. Så napper vi nok noget friskt med til ham, når tid er.

Kamera/telefon/opladere

Lidt rent tøj i tilfælde af at det er nødvendigt at blive på hospitalet.

Så lander storken (fødes der) snart

image1-2

Så er der ikke lang tid til storken lander i Pilestræde 57.

Jeg ville virkelig ønske at den gjorde. Jeg kunne godt tænke mig at den kom svævende ind af vores åbne køkkenvindue søndag d. 15 November (min termin), i sin store hvide fjerpragt, med en velskabt buttet babydreng hængende i et lyst klæde, fra sit lange storkenæb. Imens ville Sune, Svale og jeg sidde afslappede ved morgenbordet og spise hjemmebagte boller og drikke varm kakao, have overskud, se skide godt ud og vi ville juble højt når stork-langeben elegant præsenterede os for rene og velduftende lillebror.

Problemet er, at der kun findes et eneste storkepar i Danmark og de er så vidt jeg kan læse mig frem til, allerede taget på vinterferie i det østlige Afrika. Og Ja, jeg er også godt klar over at det desværre ikke er sådan det fungerer. Det vidner tung mave, hævede ankler, halsbrænd, lyskebrok og dårlig nattesøvn mig om hver evig eneste dag.

Der skal en fødsel til og det er lige oppe over. Der er 10 dage til termin så det kan ske når som helst!

Og det synes jeg faktisk er lidt udmattende at tænke på! Jeg ved godt at det bare er en fødsel, det bare er smerte og at det hele er overstået på under et døgn, specielt 2. gang, men derfor er jeg altså stadig nervøs. Lige nu har jeg mest lyst til at smutte fra det hele, tage med storkene til Afrika, eller bare et par uger til et sted i italien, med ro, bjerge, natur og kold hvidvin. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at få veer, køre på hospi, og presse en baby ud.

Jeg ser heller ikke specielt frem til dagene efter, hvor ens nedre dele minder mest om et ubehageligt kødsår, det er som at tisse barberblade og bare det at slå en lille prut er grænseoverskridende fordi det føles som om, at alt vil revne i tusinde stykker og man derefter kan sige hej til farvestrålende tarme og en pink livmoder.

Ja, jeg er 2. gangs fødende og jeg ved ALT FOR GODT at en fødsel ikke er lyserød og romantisk. Det er ikke let, smukt og næsten smertefrit som på amerikanske film, hvor den lækre kvinde, med fint opsat hår og dæmpet makeup puster et par gange og leverer en fin ren baby og smilende kysser sin mand.

En fødsel kræver styrke, blod og tårer og måske lidt opkast, løvebrøl og en revnet tissekone. Jeg husker tydeligt hvordan mit hår var vådt af sved i kampens hede, hvor meget jeg larmede og hvor hamrende ondt det gjorde. Da jeg efterfølgende så mig i spejlet sad mit hår som en kæmpe fugtig fuglerede, jeg havde panda-øjne fordi jeg ikke havde fået fjernet min mascara, tørre revnede læber og jeg havde fået blodsprængninger på  brystkassen af at presse…. Men jeg husker også hvor skide lige meget det var. FOR JEG VAR BLEVET MOR!

Og det er DET jeg skal have i mente. Jeg skal være MOR igen.

Det er både en fest og en forbandelse at have født før. Ja jeg kender smerten, kontrol-tabet og alt hvad en fødsel indebærer, men jeg kender også den vilde følelse jeg vil møde efterfølgende. Jeg ved at det bedste venter mig. Jeg kender allerede den almægtige kærlighed jeg vil møde, så snart min søn bliver lagt op på mit bryst og det øjeblik er jeg klar til at gå igennem ild og vand for.

Intet kan sammenlignes med den oplevelse det er at bringe sit barn til verden via blod, sved og tårer og det er i virkeligheden en velsignelse at være i stand til at blive gravid, mærke sit barn vokse og leve i 9 måneder og til sidst få lov at føde på god gammeldags dyrisk vis, som kvinder verden over, altid har gjort. Det er den største sejr og faktisk en lille pris for så stor en kærlighed 🙂

Et andet plus ved at føde, er at barn og mor altid vil have en fødselsberetning at dele. Jeg spidser altid ører når min mor fortæller om min fødsel. Om hvad hun tænkte, hvad hun følte, hvor travlt jordmødrene havde fordi det var prinsesse Diana og prins Charles bryllupsdag og de egentlig hellere ville se fjernsyn, hvor nervøs hun var og hvor lykkelig hun blev da det hele var overstået.  Jeg synes det er så sejt at hun har bragt mig til verden og jeg bliver både stolt og rørt og føler mig ganske tæt på hende hver gang hun fortæller om det. Den beretning bliver bare aldrig kedelig. I hver fald ikke for mig.

SÅ, nu vil jeg bruge de sidste dage på at kvinde mig lidt op igen. Jeg har nemlig fået rigtig god fødselsforberedelse af jordmoder Heidi Meyer (som du kan læse om her), og jeg ved at jeg er i stand til at klare det her. Hun hjalp mig faktisk med at få mod på at føde igen, trods en anstrengende første fødsel. Jeg føler mig derfor tryggere denne gang, trods jeg ved hvad der venter.

Nu bruger jeg dagene på at lade op. Jeg er skiftevis nervøs og forventningsfuld. Jeg går og tænker på hvad jeg skal pakke i hospitals-tasken. At jeg skal huske at tage sneakers på når jeg får veer (sidst kom jeg ud af døren i gummistøvler, og det kan altså ikke anbefales). Jeg har sat et par øl på køl som Sune og jeg skal skåle i når de første veer brager ind og vi skal ønske hinanden god kamp. Det er mig som skal føde, men Sune er min wingman! Det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå…..

🙂

En dag tilbage……

  Tiden går, klokken slår og nu er der kun knap 5 uger til min termin.
Jeg har det vildt over det og synes der er 1000 ting jeg gerne vil nå, og samtidig er det også som om jeg bliver mere og mere rolig jo mere vi nærmer os! Roen hænger nok også lidt sammen med at Sune hoppede i arbejdstøjet i weekenden og gav den en ordentlig skalle på hjemmefronten. Det gjorde godt og gav lidt fred i min kaotiske “redebygger hjerne”.

Desuden har min Mor sat god tid af til at hjælpe mig med at købe babyting og få styr på småtingene i lejligheden.

OG SÅ GÅR JEG PÅ BARSEL OM 2 SPLITSEKUNDER!

Jeg har kun imorgen tilbage og så går det løs! Juh-huuuh!
Jeg har det som en 5.klasses folkeskoleelev som får sommerferie i morgen! Sommerfugle i maven, forventningsfulde tanker og så har jeg nyt mod og ny energi til alt det her babyhalløj!

Først og fremmest er formålet dog at den skal stå på opladning af det menneskelige batteri. Det skal helst skal stå på fuld power om 5 uger, så der er lidt at tage af når nætterne igen bliver søvnløse og der skal være kræfter til at være mor til to.  

Jeg har været på Riget og få undersøgt det lækre lyskebrok jeg har fået. Det gør ondt men kan ikke blive opereret inden fødslen, så det handler om at ligge ned og hvile så meget som muligt. Det lyder godt nok, men i den virkelige verden er der det nok ikke det der kommer til at ske. Mit temperament er slet ikke til den slags dovenskab jeg har alt for meget pep og jeg ved det vil gøre mig rastløs og få mig til at føle mig som en sløv stenerbanan hvis jeg bare ligger mig på langs. Når det er sagt skal der helt klart nogle middagslure på programmet og så er der også planlagt lidt selvforkælelse, der er nemlig både en ansigtsbehandling OG en fodbehandling på programmet. Det bliver SÅ godt!

Barsel betyder også at der er tid og overskud til at forkæle Svale Big time! Vi skal have en masse kvalitetstid sammen inden rivalen ankommer! Hun skal have fridage og tidlige dage i vuggeren, vi skal i zoo, i sommerhus og bare være rigtig meget sammen!

Sidst men ikke mindst er jeg fortsat bidt af en manisk redebygger, så detbliver for fedt at have tid til klargøring af baby-gear og grundig rengøring…. Tænk at de ord nogensinde skulle komme fra mig! Mig som før jeg fik børn havde garderobeskab på gulvet, nullermænd så store som hundehvalpe og beskidte tallerkner under sengen og glas hvor det lignede jeg groede mine egne ost…
barsel er bare for fedt! Hold op hvor er man bare dansker-heldig at have den mulighed!

De her uger op til fødslen skal bare nydes og værdsættes i fulde drag!!!

Fra frygt til forventning

  
Igår fik jeg en mindre åbenbaring.

Vi havde nemlig besøg af Heidi Meyer som er jordmoder og hjælper os med at forberede os til fødslen af vores anden lille guldklump til November.

Jeg har været meget i tvivl om hvilken form for fødselsforberedelse jeg skulle kaste mig ud i denne her gang. Da jeg var gravid med Svale gik jeg hos APA. Det var ikke lige mig og jeg har været lidt tilbageholdende med at melde mig til noget, da jeg virkelig var i tvivl om hvad mit/vores behov egentlig var denne her gang.

Jeg var derfor meget nysgerrig efter at møde Heidi og høre mere om hvilken form for fødselsforberedelse hun kunne tilbyde. 

Igår aftes kom Heidi så på besøg hos os, efter Svale var lagt. 

Vi startede med at gennemgå Svales fødsel. Jeg fortalte om min oplevelse og Sune fortalte sin version fra sidelinien. Heidi fangede med det samme hvad der havde været gode oplevelser og hvad der havde været svært og hvilke elementer der gør at jeg som 2.gangs fødende går og frygter den første ve og en lang og hård fødsel.
 

Sune og jeg har egentlig aldrig fået talt fødslen rigtig igennem, bare os to. Vi har begge fortalt fødselsberetningen fra hver vores side igen og igen. Men vi har aldrig rigtig fået talt om hvilke følelser vi hver især havde under fødslen, hvad der gjorde os usikre og hvad der var rigtig godt. Vi var bare lettede da det var overstået og så er det først nu, når en ny fødsel lurer lige om hjørnet, at jeg kan mærke at der er en spirende frygt og nogle spøgelser der begynder at vise deres grimme ansigter. 

Pludselig husker jeg den lange strenge fødsel. Hvordan jeg ikke kunne slappe af og afspænde imellem veerne og den ene ve bare overtog den anden, kraftigere, kraftigere og kraftigere til jeg skreg efter en epidural. Alle timerne der sneglede sig afsted på fødestuen. Hvordan jeg fik ve-drop, aldrig fik presseveer og Svale ikke stod rigtigt i bækkenet. Hvordan jeg fra en anden verden af smerte accepterede et kejsersnit, imens jeg lukkede øjnene og stuen blev fyldt med assistenter, et operationsbord blev gjort klar og jeg tænkte at det hele også kunne være skide ligemeget. Hvordan fødselslægen skiftede mening og lagde en hård kop og lod mig presse alt hvad jeg kunne og hvordan Svale kom til verden. Pludselig var det hele overstået, netop som det var værst, og vi græd af glæde og ny kærlighed. 

Efterfølgende havde jeg en splittet følelse omkring fødslen. Jeg havde været sikker på at jeg var verdensmester i at føde. En sund og dejlig baby var rigtig nok kommet ud, men med en sugekop og på kanten til et kejsersnit. Jeg havde en følelse af jeg burde havde gjort det bedre og samtidig var jeg bare lykkelig for at det var overstået og jeg endelig havde Svalelil i mine arme. Men jeg var ikke verdensmester og en lille snert af skamfuld fiasko var blevet sået og er nok grunden til at jeg nu ville ønske at jeg kunne spole ultra hurtigt over den kommende fødsel, til lige der hvor den lille lysserøde klump af lykke bliver lagt op på brystkassen.

Igennem vores samtale om fødslen opsnapper Heidi som sagt lynhurtigt hvilke oplevelser og dertil hørende følelser der sidder i os begge og gør, nok især mig, nervøs for fødslen.
Det var virkelig fedt at få åbnet op for og omsider få sat ord på hvad der egentlig skete, hvad vi følte, hvornår vi var usikre på situationen, på hinanden og hvad der i det hele taget kan gøres bedre anden gang.

Vi kom frem til at Sune og jeg hver især havde følt os lidt ensomme i situationen. 

Jeg var i min egen verden af smerte og havde fået afvist Sune et par gange da han fx. ville nusse mig under en ve. Jeg var ikke i stand til at udtrykke hvad mit behov egentlig var, men jeg havde brug for ham, jeg vidste bare ikke helt hvordan og vi havde ikke fået forventningsaftstemt før. 
Sune sad på den anden side i sin verden og følte ikke han kunne gøre noget andet end at være til stede. Vores jordmoder sad mest foran computeren og sagde ikke så meget. Det var som om vi var tre mennesker i hver sin verden i et lille rum på Hvidovre Hospital den nat. 

Det lettede at få talt det hele igennem og det var dejligt at Heidi som tredje person og med sin professionelle vinkel kunne guide os igennem og få belyst vores egentlige ønsker og behov for den kommende fødsel.

Herefter talte vi om hvad det rent faktisk er der sker med kroppen og især livmoderen under en fødsel. Heidi tegner, fortæller og demonstrerer med billeder, dukker og et hjemmelavet papirbækken i glitrende pink og grønt papir, jeg er vild med det og Sune virker også overraskende interesseret.
Sune og jeg suger det hele til os, et lys går op for mig da Heidi forklarer hvorfor vejrtrækning, afspænding, fokus og den rette indstilling er så uhyre vigtigt for at få en god fødsel og langsomt kan jeg mærke hvordan jeg stille og roligt slipper forestillingen om en dramatisk, drænende og livsfarlige fødsel til fordel for tanken om den modsatte mulighed, nemlig den frie og forløsende fødsel. skuldrene falder ned på deres plads, ryggen rankes og fokus på den tidligere fødsel bliver flyttet til fokus på den kommende fødsel som potentielt kan blive en meget bedre og lysere oplevelse, med en god mental forberedelse, afspænding, fokus, med Sune som fødselshjælper og Heidis kyndige vejledning. Hun brænder for sit fag, for sine metoder og jeg synes hun er sej. Især da jeg efter hun er gået læser om hendes nylige fødsel af datteren Nova, en hjemmefødsel i vand, med både mand og unger ved sin side. Læs med her.

Heidi har som tidligere beskrevet udviklet sin helt egen smertelindrende metode. Ved vores næste møde skal Sune lære hvordan han benytter Meyer-metoden. Han glæder sig til at få nogle redskaber til at kunne hjælpe aktivt til under fødslen 🙂

2 timer flyver afsted og da Heidi går ud af døren efter at have givet både Sune og jeg et stort kram, kigger vi bare på hinanden og Smiler. Vi krammer i køkkenet og føler os som et lille sejt team der nok skal klare det hele. Vi summer lidt over vores nye viden, får talt lidt følelser og forventninger igennem og jeg føler vi er lidt stærkere end før. Det er stadig mig der skal føde vores barn, men det er trygt at gennemgå fødselsforberedelsen sammen og det er dejligt at slippe de bange tanker og blive opfyldt med nyt håb og ny energi.

Vi er blevet meget klogere, jeg er blevet en del roligere og jeg føler mig helt glad og let om hjertet. Tænk engang at jeg skulle få blod på tanden efter at skulle føde igen.

Older posts