Ny chef

 

14797289_10154576463887278_1054536382_n

 

Wilder er startet i vuggestue og han tager det som en boss.

Sune er i fuld gang med at køre ham ind og det går lige som det skal. Wilder elsker det, tøffer rundt, leger og er iskold når Sune går.

Sunde, store, seje Wilder er åbenbart bare SÅ klar til at rocke livet uden for barselshulen. Det er fantastisk!

 

Natte-kamp

14466896_10154507047132278_1865886641_o

Wilders natte-show har som tidligere beskrevet været ret heftigt. Jeg har været helt udmattet og prøvet at finde 1000 mere eller mindre mystiske årsager til galskaben. Jeg er lykkelig rykket ind på Svales værelse. Ikke desto mindre vågner jeg stadig af natte-monstret MANGE gange. For Sune er kold i røven, han gider sgu ikke at servicere Wilder om natten. Flasken er taget væk og der er kun trøst hvis det er aller højst nødvendigt. Jeg synes det er fedt at han tager kampen, hvad end det er af egen magelighed eller for Wilders skyld.

Jeg har i lang tid gerne ville tage flasken fra ham, men har haft en rygrad som verdens længste regnorm, når den lille tørstige klynkede og sagde mam-mam-mam-mam i natten. Han er nu over 10 måneder og fik stadig mælk 4-5 gange på en nat. Nu får han lov at skrige og der er ingen mælk, ligegyldigt hvor højt og længe man skriger. Der er  højst lidt rolig far-trøst og lidt kærlige klaps på mavsen. Jeg kan høre vandvidet  inde fra mit otium og priser mig lykkelig over natten de næste 4 1/2 uge er deres.

staffeten gives videre

FullSizeRender-40

Så sker det.

Sune er gået på barsel. Det er simpelthen det vildeste! Sune har barsel i 5 uger og det betyder at jeg skal sove! Jeg er så glad som hvis jeg havde vundet en luksusferie til Caribien. Altså, ikke fordi jeg ikke skal være sammen med Wilder om dagen, det kommer jeg til at savne, men fordi jeg skal sove om natten. I 5 uger skal jeg sove.

Jeg skal først på arbejde i næste uge, så jeg har lige et par dage at hvile ud i. Jeg vil sove på Svales værelse sammen med hende og jeg vil dufte til hendes ånde, snuse til hendes hår og nyde hendes søde nattelyde.

At barslen slutter har jeg det meget ambivalent med. På den ene side glæder jeg mig til at komme på arbejde, tale voksent, drikke en kop kaffe imens den er varm og føle mig nyttig og værdsat i mit fag. På den anden side føler jeg mit hjerte brister, når jeg tænker på, at jeg skal slippe min lille myre og  vores trygge trummerum.

Jeg er glad for at jeg giver myre-stafetten videre til verdens bedste far, det giver en blød overgang som mit moderhjerte har det godt med.

Jeg får søvn, Sune får kvali-tid med Wilder og mon ikke at humøret, tonen og kærligheden får lidt bedre betingelser når jeg får sovet og Sune forhåbentlig får Wilder til at sove som tornerose. Jeg tror på det. Sune er i besiddelse af en rolige far-magi og et tungt sovehjerte som kun vågner ved de højeste hyl.

Jeg tror virkelig på det.

 

Helt bag om dansen….

FullSizeRender-39

Jeg har været yderst stille på bloggen, for søvn-vanvidet fortsætter og jeg ejer ikke det der ligner overskud. Men jeg lovede jer en update og her kommer den:

Wilders nætter med gråd og konstante opvågninger er same same.

Min hjerne har kørt på højtryk. Hvad er der galt med Wilder? Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke få mit eget barn til at sove?

Jeg har fået Wilder undersøgt i hoved og røv. Efter hans styrt har jeg været rigtig nervøs for om noget fortsat skulle være galt. Han har været på børneafdelingen, han har været til osteopat og han har sågar været til kranio sakral terapi. Jeg har googlet min computer rødglødende for at finde viden og svar og jeg har efterhånden prøvet ALT. Intet, INTET har hjulpet. Jeg er imidlertid blevet mere og mere frustreret og tyndslidt.

Jeg har låst mig ude på badeværelset og grædt så hele kroppen skælvede, til jeg ikke kunne græde mere. Jeg har revet mig i håret imens jeg skar ansigter og råbte “Jeg bliver siiiiindsyg” (Sune kiggede skræmt). Jeg har gået på gaden hvor jeg pludselig blev svimmel. Jeg fik trykkende smerter i brystet, min hals snørede sig sammen og jeg kunne ikke få vejret. Jeg var sikker på jeg fik et slagtilfælde og at min tid var inde. Jeg har været HELT i knæ.

En morgen kulminerede det hele efter jeg i desperation havde råbt: ” jeg skrider! Nu skrider jeg fandme fra det hele” og Sune havde råbt: “Så skrid, skrid med dig”. Hvem var jeg? Ikke mig selv, i hvert fald. Den morgen knækkede filmen fuldstændig. Jeg kunne ikke mere, ikke et sekund mere, jeg var tom,trist, frustreret og havde ikke et gram mere optimisme at tage af.

Var jeg ved at miste forstanden? Var jeg ved at få en depression?

Jeg skrev en lang og ærlig mail til sundhedsplejersken og hun kom ASAP.

Hun var hos mig i næsten 2 timer. Jeg græd, jeg hulkede og til sidst smilede jeg lidt. Det hele blev pludselig lidt lettere. Hun kom med sin erfaring, sin forståelse og sin moderlige omsorg og det var lige det der var brug for. En som tog hånd om situationen, en der greb mig, en der sagde at det var helt OK, men også en som sagde at hun var bekymret. Ikke for Wilder, men for mig! Hun sagde: “Du er hverken skør eller deprimeret Louise, det her er det man kalder stress og det du oplevede på gaden var et angstanfald. Du er en god mor, du passer godt på dine børn, nu skal du lære at passe på dig selv, du skal have hjælp. Nu.”

Det fik jeg så. Sundhedsplejersken kom flere gange og bare det at tale med hende gav ro. Vi har haft lange samtaler om alt imellem himmel og jord. Især om, at der hverken er noget galt med Wilder eller mig. Wilder er sund og rask og har i modsætning til sin mor,  ikke læst bøger om hvordan man bør sove når man er en god baby. Der er heller ikke noget galt med mig, andet end at jeg er top presset. Min hjerne og krop har været på overarbejde og nu siger de stop!

Jeg har fået kærlige formaninger om at spise og drikke (andet end rittersport og kaffe). Jeg er blevet opfordret til at smide noget af ansvaret over på Sune, som er begyndt at lave mad nogle gange og har taget uhyret et par nætter. Vigtigst af alt, så har jeg besluttet mig for at det er lige meget at Wilder ikke sover. Jeg behøver ikke tænke på det konstant, tale om det konstant og jeg behøver ikke at regne ud hvad grunden kan være dertil. Wilder sover ikke, men det kommer han nok til en dag.

Den dag glæder jeg mig til.

Jeg er stadig trættere end træt, men jeg er også sejere end sej, så med lidt hjælp fra mig selv, mine nærmeste og en helt vildt klog familie-psykolog,  sundhedsplejersken har henvist mig til, er jeg sikker på vi nok skal komme vel over det her bump på livets landevej.

 

Der er et nyt barn i byen!

13230921_10153485685211363_1348216815_o 13224223_10153485685331363_1759856808_o

Hilma er ved at blive stor. Hun spiser stadig sand, men griner højlydt når hun gynger, hun kigger efter alle børn, taler hele tiden, spiser masser mad, kravler derudaf og har fået vuggestueplads!

Jeg troede ikke min egne øjne da jeg fik digital post i morges, men den er god nok. Den lille tykke trunte har simpelthen fået hendes helt egen plads i vuggestuen hvor Vilfred gik. Det var det eneste sted vi søgte, og har selvfølgelig gamblet en del på den konto, men i virkeligheden regnede jeg vel med hun skulle et smut forbi verdens sødeste dagplejemor hvor Vilfred blev passet.

Vores lille familieverden bliver så anerledes lige om lidt. Der er så mange ting der ændre sig. Min kæreste skal på barsel, Hilma skal starte i vuggestue, og jeg har opsagt det job jeg har haft i otte år. Hurra for en ny start!

Solhat fra Softgallery / Leggins fra Softgallery

 

Older posts